late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43228Visninger
AA

11. 10

 

X

Solen skinnede ind af vinduet, og skød en stråle af lys igennem rummet, så man kun se støvet flyve rundt. Jeg sukkede, og kunne mærke en vægt på min brystkasse. Jeg smilede ved synet af det bølgede røde hår. Dawn.

”Dawn?” hviskede jeg, og tog en tot hår væk fra hendes lukkede øjne.

”Hmm,” mumlede hun, hvilket fik mig til at grine en smule. Lyset ramte noget af hendes hår, hvilket fik det til at virke lysere end resten. Hun rykkede en smule så strålen ramte hende nu let åbne øjne, som hun hurtigt lukkede igen. ”Godmorgen.”

”Godmorgen.” grinede jeg, og hostede svagt.

”Din stemme er hæs.” hviskede hun, og begyndte at tegne små cirkler på mit nøgne bryst.

”Undskyld.” hviskede jeg, og kunne mærke, hvordan min krop blev fyldt med gåsehud.

”Nej,” hun rykkede sig længere ind til min halvnøgne krop, og holdte tættere om mig end hun nogensinde havde gjort. Hun klemte svagt, og lod sin hoved hvile på mit brystkasse en smule tungere end før. ”Jeg kan godt lide det.”

Jeg var ikke sikker på, om hun rent faktisk var vågen lige nu. Uanset hvad, nød jeg det. Hold da helt op, hvor jeg nød det.

”Dawn?”

”Calum?”

”Vi burde stå op.” Hun kiggede op på mig, og jeg kunne ikke holde mig selv tilbage. Jeg plantede et blidt kys på hendes hår, og hun smilede taknemmeligt til mig. Taknemmeligt.

”Hvad er klokken?” Jeg sukkede irriteret, fordi det betød, at jeg skulle trække mig ud af hendes greb, hendes ellers så varme greb, og tjekke tiden.

”Den er ni.” svarede jeg hæst, og håbede på at jeg ville få min plads tilbage.

”Hvornår skal du møde?” Jeg ignorerede hendes spørgsmål, og kiggede irriteret op i loftet.

”Klokken 11.” svarede jeg efter nogle sekunders stilhed.

”Calum?” spurgte hun bare og kiggede spørgende på mig. ”Du lovede mig, at du ville fortælle mig det.”

Minderne fra i aftes fløs hurtigt i gennem mit hoved, som var det et flashback i stedet for et glimt af fremtiden fra en Disney serie. Jeg spottede T-shirten krøllet sammen på gulvet. Jeg husker tydeligt, hvordan det bløde stof hurtigt og ivrigt gled af min overkrop. Og selv om jeg kunne huske det hele, tillod jeg mig alligevel at spørge hende om hvad jeg skulle fortælle, bare så hendes stemme kunne høres i lidt længere tid.

”Om hvad…Vi er.” prøvede hun, og satte sig en smule på. Hendes overkrop hvilede tungt på hendes albuer, og hendes hoved havde placeret sig i hendes hænder. Jeg kiggede søvnigt på hende, og lagde mærke til den korte afstand mellem os. Jeg kunne mærke hendes nøgne lår i mod min krop.

”Jeg ville ikke dig en flirt,” forklarede jeg. Jeg havde altid synes, at flirt lød, jeg ved ikke, billigt. En flirt. En person du leger med. En person du flirter med, fordi dit liv er kedeligt og sikkert stinker. Kort tid efter stopper kontakten med den såkaldte flirt, og du vil glemme alt om ham eller hende, og hvem ved, måske havde den person ventet på mere. Måske havde den person set en fremtid for jer, men alt du så det som, var en flirt. ”En romance, måske.”

Hun smilede og nikkede. ”En romance,” bekræftede hun, og lænede sig ind i mod mig. Jeg havde håbet på, at føle hendes bløde læber mod mine. ”Lad os få noget morgenmad.” hviskede hun i stedet for, og kravlede elegant over mig, og gik hen mod døren. Jeg var taknemmelig for, at hun ikke havde trukket T-shirten ned endnu, og at lidt for meget af hendes krop var blottet. Men fordi det var Dawn, var det ikke billigt. Da hun opdagede mit blik, trak hun flovt ned i T-shirten, og samlede, trist nok, sit hår i en hestehale.

”Dawn-”

”Nej, Calum, mit hår ligner en eller anden orkan med et ulækkert navn.” jokede hun, og hun fik mig til at grine. Mit smil var stort. Hun forlod værelset, og forlod mig. Jeg pustede tungt ud, og kiggede op i det hvide loft. Jeg skulle i bad, og jeg skulle følge Dawn hjem, eller det regnede jeg med. Det gik op for mig at klokken var halv ti. Jeg snublede ud af sengen, og huskede pludseligt Dawns elegante bevægelser. Jeg kiggede forvirret på sengen, og så på gulvet. Hvordan kunne hun kravle så yndefuldt over mig, og lande på gulvet som var hun en fjer.

Da jeg kom ud i køkkenet stod Dawn allerede med hovedet i mit næsten tomme køleskab.

”Føl dig bare hjemme.” grinede jeg, og kløede mig søvnigt i øjet. Hun smilede og tog noget bacon ud af køleskabet. Æggene stod allerede på bordet, mens toastbrødet stod klart. Æg, bacon og toastbrød var sådan set det eneste jeg havde. Jeg vidste at der stod noget mælk i lågen, og nogle æbler, men ellers var mit køkken tømt for mad. Jeg plejede alligevel at spise frokost i kantinen på skolen, eller tage nogle rester fra caféen fra bageren i den anden ende af byen. Jeg ved ikke hvordan, men caféen var på en eller anden måde kommet i samarbejde med en lille bager, som lå på hjørnet, og de kom med friskbagt brød og kager hver morgen som både kunderne og jeg havde glæde af.

”Jeg skal nok lave morgenmad, så du kan bare gå i bad, hvis du vil.” forslog hun, og rodede i mine skabe efter en pande. Jeg åbnede lågen bag mig, og trak en stor pande ud.

”Værsgo.” sagde jeg smilende, og nikkede så.

”Tak.” Hun gik hen til komfuret, og trak endnu en gang lidt ned i min T-shirt. Jeg trak elastrikken blidt ud af hendes hår inden jeg forlod rummet.

Jeg låste døren til badeværelset, og kiggede sukkende på mit spejlbillede. Man kunne se hvor hårdt jeg var faldet for Dawn. Det skinnede igennem mig. Det var frygteligt. Jeg vidste stadig ikke, om Dawn stadig legede lege med mig. Helt ærligt, ventede jeg bare på at jeg ville beskrevet som en ven igen og igen. Det var skuffende, og jeg forstod det ikke.

Jeg tændte vandet, og ventede på at temperaturen ville ramme den helt rigtige varme, så jeg kunne træde ind og mærke vandet skylle alle tankerne væk.

Jeg var fortabt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med Dawn. Jeg havde ikke lyst til, at skubbe hende væk. Det var nok det sidste jeg kunne finde på at gøre. Måske havde jeg bare lyst til, at hun ville mig lige så meget som jeg ville hende. Jeg ville vide hver eneste detalje om den her pige, og jeg var bare fyren som gerne ville det. Jeg var ikke sikker på at følelsen var gengældt, men på den anden side; måske var den.

Dawn var en lukket bog. En bog som var fuldstændig umulig at læse. Ikke fordi man ikke kunne koncentrere sig, men fordi den gemte alt for dig. Hvem ved, måske havde hovedpersonen slet ikke et navn før den allersidste side.

Da jeg trådte ud af badet, trak jeg et håndklæde ud fra hylden, og bandt det rundt om livet på mig selv. Jeg gik ud i køkkenet, og så Dawn ligge den sidste hånd på morgenmaden, som var placeret på to tallerkener foran hende.

Vi sagde ikke noget. Hun smilede bare. Hun smilede dog ikke til mig, men hun smilede. Hun skubbede tallerkenen hen i mod mig uden et ord. Jeg mumlede et tak, og prøvede at lade vær med, at tænke på den tunge og akavede stemning. Men endnu en gang, var det vel Dawn og jeg der gjorde den akavet. Måske følte vi bare lidt for meget, til at lette stemningen. Måske havde vi så meget at sige, at det ikke ville komme ud. Måske stod vi begge to, og overvejede de mange grunde til denne situation.

”Jeg er ikke så sikker på det med romancen.” hviskede hun nervøst. Hendes blik havde stadig ikke mødt mit en eneste gang.

Jeg stoppede med at spise maden foran mig, og skubbe den irriteret fra mig. ”Hvad mener du?”

”Der sker bare så meget lige nu, og jeg ved bare ikke om det er det jeg har brug for lige nu.” forklarede hun, og kiggede undskyldende på mig.

”Hvordan ved du det, hvis du ikke en gang prøver?” mumlede jeg gnavent, og kiggede irriteret på pigen, som endnu en gang havde afvist mig. Det var øjeblikke som disse, hvor jeg burde lade hende gå sin egen vej, men jeg kunne ikke give slip.

”Undskyld mig?” Dawn kiggede på mig, som om hun intet havde gjort galt. Intet.

”Du giver mig blandede signaler.” råbte jeg irriteret og skubbede endnu en gang til tallerken, som så ud til at være offeret for mine aggressioner.

”Vel gør jeg ej.” forsvarede hun sig selv, og skubbede også til tallerken.

”Er du nu så sikker på det, Dawn Phillips?” spurgte jeg og tog et par skridt så jeg var faretruende tæt på hende. Jeg kunne mærke hendes åndedræt i mod mine læber, og selvom vi var sure på hinanden, var det den bedste følelse jeg længe havde følt.

X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...