late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43250Visninger
AA

2. 1

 

X

”Calum! Kan du lukke i aften? Jeg bliver nød til at smutte.” Eliot, min kollega, så bedende på mig. Jeg sukkede, og kiggede irriteret på ham. Jeg havde været på caféen siden klokken ni i morges og nu var den otte. Vores chef havde fået den geniale idé, at vi skulle være en slags 24/7 café, eller noget i den retning. Så vi havde åbent til klokken elleve.

Eliot havde været her siden klokken fem, og det frustrerede mig ret meget, da jeg var på vej hjem. Jeg havde været her siden klokken elleve i formiddags, og jeg havde ret til at tage hjem.

”Men Eliot,” sukkede jeg irriteret, og tog forklædet af. ”Den nye rengøring kommer i aften, og jeg aner ikke hvor tingene er henne.”

Eliot klappede mig på skulderen og smilede svagt.

”Du finder ud af det, Calum. Tak, vi ses.” Han smed forklædet i hovedet på mig igen, lige efter han havde løsnet sit eget. Før jeg kunne nå, at protesterer var han allerede på vej ud af døren.

Jeg måtte virkelig snakke med vores chef om det her. Eliot havde op til flere gange, fået mig til at tage aftenvagten. Helt ærligt, så var det ret så stressende, da jeg brugte de fleste af mine dage her.

Jeg kom hjem klokken lort, og skulle så lave mine lektier, for at jeg kunne aflevere dem i de klasser jeg tog på det lokale college. Måske var livet alene ikke altid det nemmeste.

Jeg kiggede opgivende på uret, og smuttede så over til kassen for, at tage i mod de ordre jeg nu skulle have i tre timer mere.

Jeg smilede til den voksne kvinde, da hun gav mig pengene. Hendes hår sad i en knold, som vidst nok havde været stram. Men daglig livet blev hårdere; alting løsnede sig.

Klokken var ni, og jeg gad ikke at være her længere. Misforstå mig ikke. Jeg kunne godt lide mit arbejde. Jeg tjente ikke meget, men på den anden side; jeg arbejdede på en café.

Caféen var næsten tom. Den ældre dame, som altid sad her til klokken ni, var ved at pakke sammen. Hun gav mig et smil, og vinkede svagt. ”Vi ses i morgen, Calum.”

Damen var 65, og hendes navn var Johanna. Hun var et af de sødeste mennesker, som jeg kendte.

”Vi ses, Johanna.”

Til sidst var caféen tømt. Helt tømt. Jeg stod nu for det hele. Ikke fordi at, der var meget at lave. Der kom aldrig nogen ved denne her tid.

Jeg vidste ikke, hvor meget jeg elskede at have nattevagten, men alt i alt, kunne jeg godt lide at være her. Der kom så mange mennesker herind, og man vidste aldrig hvad deres historie var, men det bedste ved det var, at man fik lov til at gætte.

Jeg elskede at se igennem mennesker. Måske havde de et smil på læben, men man kunne altid se lidelsen i deres øjne. Jeg læste dem. Jeg vidste ikke om det var rigtigt, men jeg havde altid et gæt på, hvordan personen havde det. Men da døren gik op klokken 22.39, og en rød håret pige stod og så fortabt ud, gik det op for mig, at jeg ikke altid havde et gæt. Hendes øjne var ulæselige, og det var hendes ansigt også. Hun så hverken trist eller glad ud.

”Jeg er her for at…” Hun havde en normal tone i stemmen, ikke for usikker, dog heller ikke for sikker. ”gøre rent.”

Jeg sad bare der på en af stolene i den tomme café, og kiggede på hende med så meget… passion, at hun begyndte at stå en smule uroligt. For det var ikke sjovt, at en fremmet, ung og underlig dreng, sad der og stirrede på dig, som var du skønheden selv.

”Ja, hej… Jeg er Calum. Jeg arbejder her.” Jeg rejste mig hurtigt op, og rakte hånden ud til hende. Hun tog den ikke.

”Den del havde jeg gættet mig frem til.” svarede hun. Jeg kunne stadig ikke mærke en eneste følelse, når hun snakkede. Hendes stemme var sød. Hendes finger gled hen over mit navne skilt, og derefter gik hun forbi mig.

”Ved du hvor tingene er henne?” hviskede hun og kiggede rundt i den let belyste café.

”For at være ærlig,” startede jeg, og kiggede på hende mens hun samlede sit hår i en heste hale. Hun så ud til at have så meget overskud, og jeg var misundelig. ”Så nej.”

"Hvordan kan det så være?" Hun kiggede forvirret på mig, og vippede en smule nervøst frem og tilbage.

"Jeg plejer slet ikke at have denne her vagt, og så jeg har aldrig rigtig gennemgået caféen før."

Hendes lyserøde læber formede et ’oh’ og hun begyndte så at gnide sine hænder op af hinanden. ”Så må jeg jo finde dem-”

”Lad mig hjælpe dig.” udbrød jeg i en tone, der lød lidt for desperat.

”Jeg, ehm, klarer mig.” sagde hun og gik så om bag disken. Hun gik om bag ved, og før jeg vidste af det kunne jeg ikke se hende længere. Jeg vendte ryggen til, og begyndte lige så stille at hive mig i håret.

”Fandt det!” råbte pigen, som jeg stadig ikke kendte navnet på, ude bag fra.

”Fantastisk,” sagde jeg da hun kom med vognen, og trak derefter et par blå gummi handsker på. Vognen kørte ikke særlig godt, hvilket gjorde det besværligt for hende. ”Skal jeg hjælpe?”

”Ellers tak.” vrissede hun irriteret. Jeg kiggede overrasket på hende, mens hun bare trak på skulderen og begyndte så at støvsuge gulvet. Hendes t-shirt var grå, og hendes bukser var sorte. Hun var ikke særlig høj. Man kunne på ingen måde sige at hun var tyk, men man kunne heller ikke sige at hun var tynd. Hun var her bare. Hun eksisterede bare, og måske endda mere end det.

Jeg gik om bag disken, og lænede mig hen over disken. Jeg trak en stol hen til mig, og begravede så hovedet i mine arme. Jeg kunne mærke trætheden skylle hen over mig. Mit syn blev sløret, og det sidste jeg så før jeg faldt i søvn, var pigen som lænede sig hen over et af bordene, mens hendes grå T-shirt løsnede sig, og det viste hendes blege skind som blev blottet en smule. Jeg vidste ikke hvorfor, men det var det smukkeste jeg længe havde set.

X

”Calum?” spurgte en sød stemme, hvilket fik mig til at åbne øjnene. Pigen med det røde lange hår og blege skind, stod foran mig, stadig uden et beskriveligt udtryk i ansigtet. ”Calum?” spurgte hun igen, og kiggede irriteret på mig.

”Jeg er vågen.” hviskede jeg, og kiggede

”Klokken er tyve minutter over elleve, og du sover tungt.” sagde hun koldt, men smilede dog meget svagt til mig. Hun kiggede ned på sin telefon, og kløede sig så på armen, mens hun kiggede ud. Det var mørkt udenfor, og lygtepælene var tændt. Jeg kunne mærke stilheden mellem os fylde rummet, men den var ikke akavet.

Så slog det mig. Hun var ikke gået. Hun kunne være gået da hun var færdig, men hun blev, og det fik mig til at føle noget inden i. Men jeg var bare en dum teenage dreng, som knap nok kunne betale huslejen for sin et værelses lejligheden.

”Hvorfor gik du ikke bare?”

Da hun ikke svarede, blev jeg bare en smule mere forvirret. Hun trak bare på skuldrene og kiggede hen mod døren.

”Okay,” begyndte jeg. Jeg rejste tungt op, og sukkede dybt. ”Så lad os gå.” Jeg hoppede af stolen, og gik ud for at hente min jakke. Da jeg kom tilbage, stod hun ved døren, og kiggede ventende efter mig. Hun åbnede døren, og holdte den åben for mig. Jeg takkede hende med et smil, og trådte ud på fortovet. Mine hænder gned sig op ad hinanden. Det var en smule køligt udenfor og det regnede. Jeg ville hjem, men hun stod bare der og kiggede op i himlen, som var den det bedste i hele verdnen. Regnen ramte hendes ansigt blidt og forsigtigt. Hendes hud så ud til at være så skrøbelig som porcelæn, og alligevel ikke.

Vi stod bare der i få sekunder, inden hun gik forbi mig uden et blik. Hun gik hen mod cyklerne, og trak den hvide cykel ud væk fra den røde murstensmur.

”Vi ses.” sagde hun og satte sig op på cyklen. Jeg smilede blidt, og vinkede kort til hende. Jeg manglede bare en ting; hendes navn.

”Vent, hvad er dit nav-”

”Vi ses, Calum.” afbrød hun mig med sin søde stemme, som blev lavere og lavere jo længere hun kørte væk. Jeg tog en dyb indånding, og stod der i regnvejret, dog med et smil på læben.

Til Eliot: Kan jeg tage din vagt i morgen? Skrev jeg til Eliot, og smilede ved tanken om at se hende igen.

Fra Eliot: Det passer fint, tak ;)

For første gang var jeg glad for, at Eliot havde lavet planer, fordi han vidste han kunne få mig til at tage vagten. For første gang var jeg glad for, at jeg skulle tage Eliots vagt. Ikke bare glad, men taknemmelig.

X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...