Mine øjne ser det, min krop mærker, husker, ved det

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 24 sep. 2014
  • Status: Færdig

2Likes
0Kommentarer
234Visninger
AA

1. Mine øjne ser det, min krop mærker, husker, ved det

"De leder efter os."
"Det ved jeg."
Bare giv mig et sekund mere. Et øjeblik med dig foran mig. 
Jeg kan ikke se hende, så jeg rækker min hånd frem. Hendes hud er blød og kold. Hun læner sin kind ind mod min hånd og vender sig så for at kysse min håndflade. Det sender en varme igennem mig. 
Skarpe lys skinner ned over os og helikopterenes vifte lyder højt oppe over os.
Skyggerne falder ved næsen og ved hendes lange øjenvipper. Mine hænder er omkring hendes talje. Nænsomt trækker jeg hende nærmere. Hun følger afslappet med da jeg læner mig ind og vores læber mødes en enkelt gang. Så en gang mere. Jeg ved ikke hvad der sker omkring mig i den tid. Jeg kan dufte hende, jeg kan mærke hende og smage hende. 

Én svinger mig ned på skovstien, ligger sit knæ på min ryg og tvinger mine hænder sammen med håndjern. En anden har hånden på min nakke - ikke på den kærlige måde. Men alt det mærker jeg ikke. Jeg ser bare hende foran mig få lagt et tæppe om sig. En mand i hvide bukser og jakke med skrigende gule reflekser lægger en arm om hende. Han forsøger at fange hendes blik imens han spørger hende om noget jeg ikke kan høre. 

Blitz når mine øjne da jeg bliver eskorteret til en politibil. Mikrofoner forsøger at opsnappe hver en lyd jeg afgiver.
Han lægger hånden på mit hoved for at undgå, at jeg støder hovedet mod bilen. Han smækker døren i og lyden af klik og spørgsmål er dæmpet. 
Jeg er helt rolig. Mine skuldre hænger slapt og mit ansigt ville jeg gemme i mine hænder hvis jeg kunne. 
Næste gang jeg ser hende vil være foran en dommer, ved siden af en advokat. Jeg vil ikke længere røre hende. Jeg vil ikke kunne mærke hende. 
Medmindre jeg som nu, ser hende når jeg lukker øjnene og dufter ind. Så kan jeg stadig se hende i eftersøgningslyset og hendes duft sidder i mit tøj og i min næse og hendes smag er på mine læber indtil jeg børster mine tænder. 

Jeg åbner straks mine øjne igen. Hun er væk. Jeg ser blod, mennesker, der ligger slapt og skrig runger i mit hoved. Min hånd ligger på en pistol og ikke på hendes ryg. Jeg kan ikke få vejret. Jeg kan ikke få vejret da jeg slynger min arm om hendes hals. Jeg smider pistolen og min hånd holder fast over hendes mund. Hun skriger og trækker hivende vejret, sådan, at min hånd bliver fugtig indeni. Jeg løber. Med hende foran mig. For jeg må have hende. Have hende med mig.

Jeg blinker nogle gange for at få billedet ud af hovedet og endnu et minde springer frem.

Hun kigger på mig. Hun har poser under øjnene og de er opsvulmede og røde. Men det ser jeg ikke. Jeg ser hendes mund, der ufrivilligt smasker og synker en gang. 
Jeg rejser mig og det giver et sæt i hende. Jeg sætter den rygende varme tomatsuppe foran hende. Jeg ligger et stykke brød ved siden. Så et mere. 
"Spis." 
Hun adlyder og slubrer, med øjnene fastgroet på mig, suppen i sig. 
"Er du bange?" Hun nikker.
"For mig?" Hun nikker igen.
"Savner du din familie? Og dine venner?"Hun nikker.
"Du kunne godt trænge til et kram og et 'det skal nok gå' kunne du ikke?" Hun nikker ikke længere. En tåre glider ud af hendes øjenkrog og drypper ned i suppeskålen. Langsomt går jeg imod hende. Hun tørrer hurtigt tåren væk. Hendes krop spænder op. Hun ryster. 
Blidt aer jeg hende på ryggen. Et skræmt hulk undslipper hende. Jeg sætter mig ved siden af hende. Tager begge arme om hende. Nu aer jeg hende istedet henover hendes beskidte hår. 
Hele hendes krop ryster ikke bare længere, men støder i takt med hendes hulk ind i min skulder. 
"Jeg er også bange for mig.  Mine øjne ser det onde jeg gør for sent."
Snøft og hik kommer igennem hende.  Hun hulker ikke længere, men lytter nærmere. 
"Jeg gør det ikke for at være ond. Det må du tro." 
Jeg er i tvivl, men tror hun nikker en lille smule ned i min skulder. 
Jeg slipper hende igen. Hun rykker hurtigt væk, men det er nu alligevel som om hun slapper mere af. 

Jeg husker ikke mere af det minde. Men jeg husker hvordan det gik fra den dag til denne. Jeg smiler lidt. I denne aparte situation i en politibil med journalister udenfor smiler jeg.  Mindet om dette kys vil jeg have med mig til det sidste åndedrag jeg får. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...