Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
894Visninger
AA

9. 9. december

Mit vækkeur bimler højt med den sædvanlige ringelyd, og er det der vækker mig tirsdag morgen. Meget irriteret slukker jeg for det og rager det på gulvet med min arm. Orker ikke at stå op nu.

Jeg hiver min tunge dyne op over hovedet og forsøger at falde i søvn igen, selvom jeg ved, at jeg ikke slipper af sted med det længe. Min dyne er så dejlig varm, jeg elsker den!

Da jeg næsten er faldet i søvn igen, kommer min morgentrætte mor bragende ind på mit ellers så stille værelse.

”Ida, hvad sker der, har dit vækkeur ikke ringet?”

Meget langsomt skubber jeg min dyne af.

”Det faldt på gulvet.”

”Nå, men du skal op nu,” siger hun og springer næsten helt hen til min seng. ”Klokken er ti minutter over syv.”

”Det er alt for tideligt,” mumler jeg træt.

”Kom nu op Ida!”

Jeg ignorer hendes ord og gemmer mig under min elskede dyne igen. Hun går helt hen og løfter den af mig.

”Så må du da være kommet for sent i seng, hvis du er så træt,” siger hun lige ind i mit øre.

”Jeg gik i seng halv ni,” mumler jeg træt og tager min dyne på igen.

”Du skal altså komme op nu, maden er på bordet.” Denne gang tager hun dynen helt af mig.

Jeg mumler kort noget helt utydeligt, som jeg ikke en gang selv ved, hvad er.

”Kom så!” siger hun strengt og tager fat i min arm. Jeg laver mit sureste ansigt, mens jeg mod min vilje følger med hende op.

Jeg smider mig ned på den første stol, jeg kommer hen til og rækker ud efter youghurten, da jeg kommer til at skubbe til den med min arm, så den vælter og halvdelen falder ud på bordet.

Det var ikke mig. Tror jeg. Ikke. Whatever.

”Det tørrer du lige selv op,” siger min mor og fortsætter med sin havregryn.

”Næh,” svarer jeg bare.

”Hvad er der med dig het til morgen?” spørger hun, og jeg kan sagtens ane på hendes høje stemme, at hun er ved at blive sur.

”Der er ikke noget galt!” siger jeg meget højt. Så begynder jeg at skovle youghurt fra bordet og op i tallerkenen.

”Det var så ikke helt nok.” Min mor skal lige komme med en irriterende bemærkning om mit lille forsøg.

Jeg svarer ikke på hendes spørgsmål, men begynder at spise min mad uden at hælde müsli på, som jeg ellers altid gør.

Min mor siger ikke mere under måltidet, men lader mig spise min morgenmad i fred.

Selvom det smager meget surt, lægger jeg slet ikke mærke til det, for jeg er så træt og sur. Jeg spiser bare maden i et meget langsomt tempo, mens jeg hører på den evige regn, der stadig siler ned udenfor mit store stuevindue. Mon det nogensinde bliver jul? I hvert fald ikke rigtigt. Kun regn, kulde og mørke. Jay.

Da jeg er færdig med min mad, rejser jeg mig og går ned for at pakke mine ting. Op ad mit klædeskab står min sorte skoletaske fra i går. Jeg smider min madkasse ned i det midsterste rum i tasken.

Efter det trækker jeg meget langsomt i min grønne Merry Christmas-trøje. Jeg vil bare så gerne have jul.

Min nederdel er sort, for jeg har ikke meget andet. Det gør heller ikke særlig meget, for det passer til mig i dag. Er det en dårlig ide at finde juletøj frem til dagen efter? Til i morgen tror jeg, at jeg finder noget meget trist tøj, der på ingen måde minder om jul, så kan det være, at der aldrig har været bedre julestemning. God ide, ikke?

Jeg tager min skoletaske op fra gulvet, og min arm falder næsten af. Skal jeg virkelig cykle med den på? I går synes jeg, ikke den vejede noget.

”Mor!” råber jeg højt efter hende.

”Hvad er der?” råber hun tilbage fra badeværelset.

”Kan du ikke køre mig i skole i dag?”

”Nej, kan du ikke selv cykle?”

”Hvorfor?” råber jeg endnu mere surt tilbage.

”Ej, kom lige herhen, hvis du vil snakke,” råber hun så.

Jeg går irriteret ud af min dør og hen mod badeværelset for enden af  den lange gang, der ikke er særlig lang, men det virker sådan.

Foran døren til badeværelset stopper jeg og gentager mit spørgsmål.

”Hvorfor det?”

”Fordi det er sundt for dig, og jeg kan ikke blive ved at køre dig frem og tilbage,” svarer hun.

Jeg sukker og vender mig for at gå tilbage. Så gik man hele den vej for ingenting. Og så har jeg glemt min taske!

Med hurtige skridt går jeg ind og tager min taske op fra gulvet og svinger den på ryggen. Det er bare med at få det overstået.

Jeg smider min taske i hjørnet af gangen og begynder at tage min store, sorte vinterjakke på. Mine overtræksbukser har jeg selvfølgelig glemt i sidste uge, på skolen, så jeg må nøjes med mine støvler, der er grå og går op til midten af det nederste af mit ben.

På vej ud tager jeg et par vanter, der ligger på bordet og min cykelnøgle med alle de 37 nøgleringe.

”Vi ses mor!” råber jeg ind til hende.

”Har du børstet tænder?” råber hun tilbage til mig.

”Nej, vi ses!” Jeg smækker døren i, og kulden udenfor slår straks i mod mig. Det her, kan det godt blive en lang dag.

 

 

 

~~~

 

 

 

 

Jeg står stadig og er ved at pakke min lortetaske sammen, da klasselokalet nærmest er tomt. Må jeg stille et enkelt spørgsmål? Ja.

HVORDAN KAN JEG GÅ FRA I GÅR TIL DET HER?!

Jeg står og prøver hårdt at lyne min taske sammen, men min madkasse er i vejen, min matematikbog er i vejen for madkassen og mit penalhus er i vejen for min matematikbog. Hurra.

”Skal du have hjælp til noget?” spørger en stemme bag mig. Det er Jonas, der står bag ved min stol og har opdaget, at jeg har problemer. Nu er det egentlig det tidspunkt, hvor man skulle sige: ”Ja tak, fedt, at du gider hjælpe”. Men tværtimod kommer jeg med et lidt surt: ”Nej tak, jeg kan godt selv.”

Efter at have sagt det, får jeg ordentligt fat i lynlåsen og trække den op. Så svinger jeg min tasker over den ene skulder og går over mod gaderoben for at hente mit overtøj.

”Vil du med i byen og købe julegaver i dag?" Jonas står bag ved mig igen.

”Kan ikke. Skal lave lektier,” svarer jeg bare, for jeg magter ikke at tage i byen i dag. I pissende regnvejr.

”Du har mange lektier at lave for tiden, hva?” Han lyder ikke til at tro på mig, men laver alligevel lidt sjov med det.

”Ja,” siger jeg bare, som om jeg virkelig mener det. ”Det er mega irriterende.”

”Du skal altså bare sige til, hvis du ikke vil være sammen med mig. Det er okay. Jeg kan godt acceptere det,” siger han alvorligt. ”Desuden bliver lektie-undskyldningen ikke ved med at virke. Det er faktisk den mest brugte af alle.”

”Jeg har bare ikke tid, okay?” Lidt irriteret over ham skubber jeg ham til side og går hurtigt forbi ham uden at se tilbage eller sige farvel eller vi ses i morgen. Bare hjem og over til min far. Bare hjem og til en fremmed verden, som det kun er mig, der kender. Hvorfor egentlig? Har jeg fortjent, at have et så svært? Har Jonas fortjent det? Fortjener Pete overhovedet, at jeg hjælper ham så meget, når han er så streng?

Magien forsvinder jo alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...