Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
911Visninger
AA

7. 7. december

”Tak for hjælpen!” Jeg vinker til Cilley, da jeg går ud af huset igen sammen med Ask, der nu ser ud, som han skal.

”Tak for hjælpen til dig også,” siger han glad. ”Det var aldrig blevet godt igen uden dig.”

Jeg smiler venligt. ”Jeg skal altså også videre,” siger jeg og begynder at gå længere ud mod en stor sø, der ligger et stykke bag ved Cilleys hus. ”Men jeg håber, at jeg ser Cilley og dig igen.” Jeg vinker til ham, mens jeg går og opdager slet ikke pigen, der er på vej mod mig. Først da jeg går ind i hende, går det op for mig, at hun er der.

”Hov, det er jeg altså ked af. Jeg så dig slet ikke,” undskylder jeg.

”Det er okay,” siger den lyshårede pige. Hun er nogenlunde på min højde, bare lidt højere. Hun har meget lyst hår, der går helt til hendes albue. ”Er det ikke dig, der er Ida?”

”Jo,” siger jeg overrasket over, at hun kender mit navn. ”Hvem er du?”

”Jeg hedder Cacli. Jeg har hørt, at det er dig, der kommer for at redde vores land. Er det rigtigt?” spørger hun.

”Øh, ja. Det er rigtigt. Hvorfor?”

”Jeg har SÅ meget, jeg gerne vil spørge dig om,” siger hun og lyder meget ivrig og spændt. ”Tager du ikke med hjem til mig og fortæller noget om det hele?” beder hun.

”Jeg har altså ikke særlig meget tid,” siger jeg undskyldende. ”Jeg er nødt til at have stoppet alle problemer om 17 dage og overvinde Accil den sidste.”

”Kom nu! Kom nu, kom nu, kom nu!” Cacli bliver med at bede mig om at tage med hende.

”Jeg er virkelig ked af det, Cacli. Hele fremtiden afhænger af mig og af, hvordan jeg klarer mig i det her.” Andre må altså ikke tro, at jeg er et dårligt menneske.

”Øv.” Hun lyder meget skuffet, så jeg kan slet ikke sige noget, der minder om rigtigt. ”Jeg ville ellers virkelig gerne have snakket med dig om det hele. Det lyder så spændende alt det med, at du skal frelse hele Kichteilouseia og magien overalt. Tænk engang, at du tør det. Men hvis du ikke vil fortælle mig om det og tage med hjem til mig, så gør det ikke noget. Jeg må bare vente.”

Hun vender sig for at gå, og jeg mærker den dårlige samvittighed med at samme. Den dårlige samvittighed over at have såret en, igen.

Cacli vender sig hurtigt mod mig. ”Men kan du måske få nok tid en gang? Jeg bor altså virkelig fedt, og jeg ville være super glad for at snakke med dig.”

Jeg tøver lidt et øjeblik, og det forstår hun ikke på den rigtige måde.

”Det er altså helt okay med mig, hvis ikke du har lyst til det. Det var også bare noget, jeg meget gerne ville. Ikke noget, du på nogen måde skulle tvinges til,” siger hun skuffet.

”Nej, jeg vil gerne,” siger jeg overbevisende. ”Jeg ved bare ikke, hvor meget tid, jeg har.”

”Men se dig lige omkring her. Er det ikke skønt?” Den smukke pige står og fortryller mig næsten helt. ”Du har da fortjent bare en lille pause efter at have arbejdet siden i går.”

Jeg ryster beslutsomt på hovedet igen. ”Jeg har ikke tid i dag, det har jeg jo sagt. Jeg er meget ked af det, det er jeg virkelig. Der er bare ikke nok tid til, at jeg kan i dag. En anden dag skal jeg nok, men i dag har jeg bare lidt for travlt til at slappe af og snakke. Desværre, jeg ville ellers rigtig gerne.”

 

 

 

***

 

 

 

”Der bor jeg,” siger Cacli stolt og viser mig sit hus under den store sø.

En meget lille nedgang ved foden af et meget højt træ fører ned til hendes lille, brune hoveddør under søen, der ligger lige bag med Cilleys hus.

”Du bor altså under søen?” Jeg undrer mig lidt over, at hun bor så skjult.

”Jeps.” Hun skubber den lille dør op som tegn på, at jeg skal gå ind.

Huset, eller hvad det skal forestille, minder lidt om en undervandsgrotte i en fantasifilm. At det er under vandet, kan man i hvert fald helt tydeligt se.

Grotten er tæmmelig tom, men et par enkle stenstole står i hjørnet, og midt i den store grotte står et lille bord, der også er lavet af sten og klipper.

”Wauw,” siger jeg, men lyder ikke meget imponeret. ”Det er meget…anonymt. Og enkelt?”

”Jae,” Hun trækker lidt på det. ”Det er ikke altid lige fedt, at andre ved, hvor jeg bor.” Det sidste lyder lidt trist, faktisk.

”Er du ked af noget?” spørger jeg bekymret.

”Nej,” prøver hun at overbevise mig. ”Det er bare ikke lige alle her i landet, der kan lide mig.”

”Det forstår jeg da ikke.” Jeg tager venligt i hendes arm. ”Men jeg kan i hvert fald godt lide dig.”

Hun smiler, men går så straks over til at helt andet emne.

”Nå, sæt dig.” Hun vifter mig over mod den ene lille stenstol i hjørnet. ”Der er vildt meget, vi skal snakke om.”

Hun tager en lille skål, som hun sætter på bordet og smider sig så i den anden lille stol ved siden af bordet.

”Begynd med at fortælle,” begynder hun straks. ”Hvordan fandt du indgangen?”

Igen tvivler jeg en smule på, om jeg egentlig virkelig skal blive her og fortælle resten af dagen. Jeg vil ikke såre Cacli, så jeg begynder lige så stille at fortælle helt fra starten i mandags.

”I mandags var jeg hos min far, fordi min mor arbejder sent tre dage om ugen. Det var da jeg var på vej op på øverste etage, hvor jeg hørte en mærkelig lyd fra kælderen. Så nysgerrig som jeg nu er, så skulle jeg selvfølgelig lige ned og se, hvad det var. Det viste sig så, at det kom fra et rum i kælderen, jeg aldrig før havde lagt mærke til. Den første dag turde jeg kun at åbne døren, fordi jeg var i tvivl om, hvad det var for noget. I stedet for gik jeg hjem og søgte på internettet om det, jeg havde set. Der stod en masse på internettet om, at man kunne finde en indgang til en anden verden, i en kælder, i et rum, der aldrig var nogen, der havde lagt mærke til. Jeg følte, at jeg var lidt nødt til at tage herhen, fordi jeg læste, at dem fra den anden verden satte indgangen i kælderen, hvis de skulle have hjælp til noget. Da jeg så fandt her ned i tirsdags, blev jeg fanget af Pete.”

”Regeringens søn?” Hun afbryder.

”Ja, ham.”

”Hvor sejt!” udbryder hun og glemmer helt, hvordan jeg prøver på at fortælle det her hurtigt. Men så får hun da i en fart sendt mig et undskyldende blik og siger bare, at jeg skal fortælle videre.

”Pete tog mig så med op til sin far, der fortalte mig om missionen og hvad, jeg skal gøre. Det jeg fik at vide er, at jeg skal stoppe alle problemer i det her land og den sidste dag, altså den 24., skal jeg også stoppe Accil for at få hende overbevist om, at hun ikke kan overvinde landet. Jeg har hjulpet to i denne her uge. Jeg ved ikke, om det er meget eller lidt, men jeg synes, at det er gået fint ind til videre.”

Jeg hører Cacli mumle noget utydeligt, men jeg ved slet ikke, hvad det er. Det er nok ikke noget vigtigt, tænker jeg. Sikkert noget mere om, at det er sejt og helt vildt.

Hun ser smilende hen på mig, hun har måske ikke selv hørt, hvad hun sagde for et øjeblik siden.

Ikke mit problem.

”Er der mere?” vil hun så vide.

”Ikke andet end at det så også er lidt svært at holde styr på tingene derhjemme og vennerne. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har lavet lektier siden sidste måned. Nej, det går ikke så godt i skolen for tiden.” Først efter jeg har sagt det, går det op for mig, at hun måske ikke ved hvad skolen er. Til mit store held, er hun nogenlunde med.

”Nå ja, skolen har jeg hørt om. Det er der, hvor I lærer noget ovre i jeres verden.”

Tak, Cacli. Det kunne godt have gået hen og blevet ret kikset, hvis jeg havde siddet og fortalt en masse om en ting, hun aldrig har hørt om.

Helt slem er jeg da ikke, er jeg?

Da jeg pludselig synes, at det langsomt bliver lidt mørkere i den lille grotte, kommer jeg i tanke om, at skolen er i morgen allerede.

”Jeg må altså løbe nu.” Mine ben er igen meget hurtigere end min mund, da jeg allerede er på vej ud af døren, inden jeg får sagt rigtigt farvel. ”Jeg håber, at jeg kan komme igen en anden dag inden alt for længe.”

På vej tilbage mod udgangen lægger jeg faktisk slet ikke mærke til, hvor jeg løber hen, og hvad der sker omkring mig. At det er den rigtige vej, ved jeg bare, for jeg har allerede været her mange gange.

Hurtigt, som tiden går, står i kælderen igen. Den er overraskende mørk, måske er det fordi, at jeg har været der inde, hvor det er meget lyst langt det meste af tiden.

Jeg traver ovenpå i en raskt tempo, og håber på, at min far ikke har været alt for bekymret.

Da jeg skubber døren op, ser jeg min far stå og snakke med en dame. Ja, mit håb holdt vidst ikke. De ser ikke ud til at bemærke døren til kælderen smække i, så jeg kommer bare med et lille: ”Hej.”

Min far vender sig straks mod mig, og han ser ganske rigtigt meget bekymret ud.

”Ida!” udbryder han med det samme. ”Hvor har du været henne hele weekenden?”

”Her,” siger jeg overbevisende, og det er jo faktisk heller ikke helt løgn. Kun meget, men stadig ikke helt 110%

”Jeg skrev til mor, men hun havde ikke set dig. Og jeg har jo været hjemme hos både mor og mig, men du var ingen steder at se. Alle klinikassistenterne har været hele vejen rundt og lede efter dig, men ingen har fundet dig.” Han lyder både lidt vred, men også meget lettet.

”Du glemte mig i kælderen,” prøver jeg mig frem. ”Du troede, jeg var ovenpå, så du havde låst mig inde i rummet, da jeg sad ved computeren dernede. Og god 2. advent til dig også.” Tænk, at vi faktisk er halvvejs!

Jeg får mast mig igennem min far og damen og smækker døren hårdt i efter mig, da jeg går ud.

Det er allerede bælgravende mørkt udenfor. Kulden bider i mig, og blæsten kaster det lysebrune hår hårdt ind i ansigtet på mig. I det mindste regner det ikke mere.

Jeg sætter mig ind i min fars store, blå bil, der allerede er låst op, så jeg kan regne ud, at han ikke har været på klinikken så længe. Utroligt, at han troede på, at jeg har siddet her hele weekenden. Utroligt heldigt

Jeg må nok hellere skære lidt ned på besøgene her, hvis ikke det snart skal gå helt galt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...