Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
901Visninger
AA

6. 6. december

En ny dag i landet ser ud til at være begyndt, da jeg ser den smukke, røde morgenhimmel langt ude. Himlens 10.000 stjerner har efterhånden slukket sig og er ved at gøre plads til solen, der ligeså stille titter frem bag nogle grønne marker og blanke søer. En ny dag er begyndt, og det betyder, at jeg skal i gang med at løse problemer igen.

Pete sidder ved siden af mig ved den lille sø og stirrer ud over det blanke vand. Nogle gange skal man da tage en pause fra alt det stressende, skal man ikke?

Jeg kan bare stadig ikke glemme, hvordan jeg sådan skuffede Jonas i går. Hvorfor kan jeg ikke bare fortælle det?

”Du, Pete?” spørger jeg forsigtig.

Han ser op på mig.

”Hvorfor må jeg egentlig ikke fortælle andre om det her?” spøger jeg.

”Det ville bare ikke være så fedt, hvis der kom en hel masse uønskede gæster og ødelagde det alt sammen.”

”Men hvorfor laver I så sådan en indgang, som alle kan finde og bruge?” bliver jeg ved.

”Fordi vi kan regne ud, at man kun går ind i sådan en af egen fri vilje, hvis man både er nysgerrig og modig, og vi har aldrig set nogle slemme mennesker, der er sådan,” forklarer han det hele meget godt.

”Hvordan ved du alt sådan noget?” Jeg er helt misundelig men også imponeret.

Han smiler hemmelighedsfuldt.

”Det ved man bare, hvis man er fra det her land.”

I det samme lyder en høj lyd af et stort træ, der lander hårdt på jorden med et ordenligt bump. Der er vidst en, der er sur.

”Jeg må af sted.” Knap nok har jeg sagt min sætning til Pete færdig, før jeg spæner hen mod rækken af væltende træer.

Bag ved træerne står en dreng, der ligner Pete på en prik. Det er så ham, der væltede det store træ lige før.

Jeg ser kaster et hurtigt blik tilbage over skulderen, men Pete sider stadigvæk ved søen og kigger faktisk hen mod os.

Igen ser jeg tilbage på ham den sure, og han ser også stadig fuldstændig ud som Pete.

”Hvorfor er du sur?” spørger jeg forsigtigt.

”Det er Accil.” Han lægger et ekstra surt tryk på navnet.

”Det siger du ikke. Hvad har hun gjort?”

”Det der har hun gjort.” Han peger ned ad sig selv og fortsætter så med at slå til træet, så den også vælter og lander hårdt på jorden.

Han stopper et øjeblik og forsøger at slappe lidt af. Så fortæller han videre.

”Hun fik mig til at ligne Pete. Bare fordi hun ved, hvor meget jeg hader, når jeg bliver beskyldt for at udgive mig for at være andre. Og så er det endda regeringens søn.” Han begynder igen på at sparke til det næste træ.

”Jeg vil hjælpe dig,” siger jeg, og det får ham til at se overrasket hen på mig.

”Kan du det?” Han virker ikke ligefrem til at tro på mig.

”Hvorfor skulle jeg ikke kunne det?”

”Ingen fra denne her verden kan!”

”Jamen, jeg er slet ikke fra denne her verden,” forklarer jeg ham. ”Jeg kommer fra den anden side for at hjælpe jer.”

Han stopper straks med at sparke.

”Så du kan altså hjælpe mig med at blive normal igen?”

”Ja, hvor bor du?”

Han peger over mod et stort træ lidt bag ved søen, hvor Pete sider og ser nysgerrigt til. 

”Kom med derover, så kan jeg hjælpe dig med at blive normal igen,” siger jeg og tager i hans hvide ærme. ”Vi skal vise Accil hvem, der styrer her.”

Vi løber sammen forbi Pete, der kigger overrasket på os. Jeg smiler bare og hentyder til, at alt er okay.

Falske Petes hus ligger inde i en træstamme på et modent træ. Det minder meget om rigtige Petes hus, men er bare kun et enkelt træ og ligger også inde i selve træet. Men der er blade i forskellige farver og græs som inde i paladset.

”Hvad har du egentlig tænkt dig at gøre?” spørger han, mens han irriteret piller ved sin store, hvide trøje.

”Jeg har tænkt mig at få dig til at se ud som før,” siger jeg. ”Men hvordan så du egentlig ud før?”

”Altså, det var nogenlunde det samme hår, bare noget mindre 'Pete'. Det var også noget andet tøj, der var lidt mindre løst og kortere. Og den ting, der ligner en amulet, var der i hvert fald heller ikke.”

”Skal vi så ikke få ordnet dit tøj?” spørger jeg og prøver at forestille mig, hvordan han først så ud.

”God ide!” siger han højt. Han lyder som en, der virkelig gerne vil i gang så hurtigt som muligt.

Jeg går et par gange rundt om ham og overvejer, hvad jeg sådan lige kan gøre ved ham.

”Ved du, om der bor en, der er god til at lave tøj om i  nærheden?” spørger jeg, men synes ikke, at det lyder som om, jeg rent faktisk tror, at der gør det.

”Måske min veninde, der bor på den anden side af skoven.” Hans svar overrasker mig ligefrem.

”Det kan være, at hun kan hjælpe os,” siger jeg som om, jeg lige har fået verdens bedste ide.

”Så lad os da komme af sted!” næsten råber han ivrigt.

 

 

 

***

 

 

 

Huset, hvor veninden bor, ligner meget det, jeg lige har været i. Det  vil altså sige, at det er et meget stort træ med lyse blade i grøn og lilla og meget lysegrønt græs hele vejen rundt om. Det kan være, at det er normale huse i Kiclusia, eller hvad det er, de kalder landet. Kichlou.

Jeg løfter min hånd for at banke på, men falske Pete stopper mig og siger, at vi bare skal gå ind, hvis det er noget vigtigt.

Jeg gør, hvad han siger og åbner døren. Ved et lille bord tæt på døren sidder en pige med langt hår, nogenlunde samme farve som mit, der flader ned i den bog, hun læser i.

”Cilley?” Han går frem i døren, og hun kigger op fra bogen og ud gennem sit meget lysebrune hår.

”Åh. Hej, en pige og regeringens søn. Hvad laver I her?” spørger hende, der hedde Cilley forvirret.

”Det er bare mig. Ask” siger den dreng, der så hedder Ask.

”Ask!” udbryder Cilley overrasket. ”Hvorfor ligner du regeringens søn så meget?”

”Det er Accil,” sukker han opgivende. ”Hun har fået mig til at ligne ham så meget, bare for at være irriterende og få andre til at tro, at jeg udgiver for at være ham.”

”Derfor tænkte vi, om du kunne hjælpe os med at få ham til at se normal ud igen. Du skal kun hjælpe med at ordne hans tøj,” forsætter jeg.

”Ja. Jamen, det kan jeg vel godt." Hun rejser sig fra stolen. ”Jeg tror bare, jeg skal have noget hjælp til det. Kan du det?” Hendes blik falder over på mig.

”Selvfølgelig,” siger jeg og nikker. ”Jeg er kommet fra verdenen på den anden side for at hjælpe jeres land.”

”Er det rigtigt? Hvordan fandt du os? Hvad er dine særlige evner, som alle snakker om, at du har?” Pludselig er Cilley helt ivrig.

”Jeg skal nok forklare det hele, men jeg har ikke særlig meget tid. Jeg skal have klaret det hele om bare 18 dage.”

Hun nikker forstående og lidt roligere. ”Lad os så komme i gang med arbejdet.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...