Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
886Visninger
AA

5. 5. december

Dagen er ved at slutte, og hele klassen er oppe at køre over, at skoleugen er ovre.

Til hele klassens store glæde, er vores matematiklære forhindret i at have os, og det er ikke muligt at finde en vikar, så lektiehjælpstimen er aflyst, og vi har tidligere fri. Weekend, jeg har savnet dig! Jeg får sendt en hurtigt besked til min mor om, at vi er blevet færdige en time før, så hun kan nå at samle mig op på vej til arbejde. Stakkels hende, der arbejder om eftermiddagen tre dage om ugen.

Jonas og jeg følges ud af det larmende klasseværelse og snakker som sædvanligt om det, vi skal i weekenden.

”Hvad skal du?” er hans første spørgsmål ligesom i første uge.

”Ikke noget særligt,” svarer jeg og hiver hårdt min tunge skoletaske for at få den ordentligt på plads på min efterhånden ømme ryg. Fandens til skoletasker.

”Jeg skal heller ikke noget,” siger han glad. ”Vil du ikke lave noget med mig de næste dage?”

Mit smil forsvinder pludselig, for det går da slet ikke, hvis jeg skal ned til Pete.

”Nej, det kan jeg desværre ikke,” siger jeg.

”Men du sagde da, at du ikke skulle noget særligt.” Han prøver at lyde glad stadig, men jeg kan dog tydeligt ane skuffelsen i hans stemme.

”Ja, altså, lektier og sådan noget. Du ved, jeg er jo bagud. Jeg er gået glip af nogle timer.”

”Jeg kan da godt hjælpe,” bliver han ved med at prøve.

”Min mor vil ikke have, at jeg har nogen med hjemme, når jeg laver lektier,” siger jeg og er faktisk positivt overrasket over, hvor god jeg er til at finde undskyldninger for tiden. Jeg er godt nok også ked af, at jeg er nødt til at være sådan over for Jonas.

Han ser ikke ud til at kunne sige noget til det, men han ser lidt trist ud, hvilket jeg godt forståer. Jeg er bare et dårligt menneske.

”Men god weekend,” får jeg sagt, inden jeg løber ud af døren for at nå hen til min mor i bilen.

Bilen holder samme sted som den anden dag, og min mor sidder på forsædet. Jeg smider hurtigt min taske ind bagi og hopper ind til hende. Nøjagtigt ligesom min dansklærer, ser hun også langt fra glad ud. Hendes lange, meget lyse hår er sat helt stramt op og hun holder hårdt om bilrattet. Hendes ansigt minder om en stormvejrsdag i oktober.

”Hej mor,” siger jeg glad og smækker døren i. Mit humør smitter ikke ligefrem af på hende.

”Hvor har du været?” spørger hun surt, men også bekymret.

”Hos far. Vidste du ikke det? Har han ikke skrevet?”

”Nej. Du sagde bare, at du ville være der en eftermiddag."

”Undskyld, jeg troede, han skrev.” Overbevisende ved jeg ikke, om det er, men jeg prøver at få det til at lyde så ægte som muligt.

”Ulla skrev, at du ikke var i skole,” forsætter hun med den samme stemme, men forsætter med at stirre tomt ud af vinduet.

”Jeg hjalp med noget arbejde på klinikken.” Jeg bruger den samme undskyldning som over for Ulla.

Den velkendte lyd bilen, der starter, lyder og forskrækker mig nærmest. Vi bakker ud af pladsen og kører ud på vejen, hvor de fleste er på vej hjem for at holde weekend. Jeg bliver som hver anden fredag sendt over til min far, fordi mor arbejder sent tirsdag, onsdag og fredag. Det er sikkert grunden til, at hun bliver ved med at virke så stresset, selv når det snart er jul. Jeg sagde det jo i mandags: Glædelig stresset jul, hvis det altså nogensinde bliver jul igen, men sådan må jeg ikke tænke før måske sidst på måneden. Skræmmende.

På den anden side, så helt ærligt. Hvor svært kan det være at få styr på julegaver, magien, skolen og at beholde min bedsteven på samme tid? Det kan da ikke være så slemt, kan det?

”Bliver du så hos far, for så kan jeg ligeså godt få det at vide nu.” Min mor får hevet mig ud af tankerne.

”Det tror jeg, for jeg orker ikke at ryge frem og tilbage hele julen,” svarer jeg uden at nævne et ord om andet. Og sådan skal det også blive. Basta.

 

 

***

 

 

 

Den samme varme som den anden dag er det første, jeg lægger mærke til, da jeg krydser grænsen igen. Det næste jeg lægger mærke til er Pete, der sidder ved den lille sø. Han ser også trist ud. Hvad sker der nu?

Jeg begynder at løbe over til ham. ”Pete! Hvad er der galt, Pete?”

”Ida!” nærmest råber han, da kan hører og får øje på mig. ”Hvor blev du af? Jeg har ventet dig længe. Vi har kun 19 dage til den 24. Vi må se at komme i gang nu!”

”Bare rolig,” siger tæmmelig roligt. ”Jeg er her nu helt klar til at hjælpe, og jeg har ikke sagt et ord til nogen om det her.”

”Godt. Tak,” siger han og falder lidt ned.

”Jeg vil finde problemerne nu,” siger jeg og vender mig mod den store skov med alle de sjove blade.

”Det er super,” siger han, nu glad. ”Hvis du har brug for svar på noget, så ved du, hvor du har mig.” Han sender mig et hurtigt smil, inden jeg fortsætter ind i skoven.

Knap nok er jeg nået ind, før jeg hører en, der snøfter. Jeg ser hurtigt omkring. Lyden lader til at komme fra højre side, så jeg følger den i et rimeligt tempo. Snart får jeg øje på en lyshåret pige, der sidder med ansigtet i hænderne foran sit hus. Det er hende, jeg kunne høre. Jeg er hurtigt henne ved hende.

”Hvad er der galt?” spørger jeg bekymret.

Hun kigger langsomt op mod mig. Hendes rigtig lange hår dækker for hendes triste grønne øjne.

”Det er Accil,” siger hendes lyse stemme så. ”Hun har taget mit armbånd, der viser, at jeg er her fra. Hvis andre ser, at jeg ikke har det, bliver jeg nemt smidt ud af landet med det samme.” Hun viser mig sin venstre arm, hvor der sidder et lille mærke fra et tyndt armbånd. Hun får så øje på min, der også mangler et.

”Vent. Du er heller ikke her fra,” siger hun overrasket.

”Nej, jeg kommer fra menneskernes verden,” siger jeg. ”Jeg er her for at hjælpe dig.”

I det samme ser den lyshårede pige meget mere glad ud. ”Du skal altså redde Kichteilouseia?”

Jeg nikker. ”Jeg tror, jeg ved, hvem vi skal snakke med.”

”Hvem?” spørger hun spændt med stemmen fuld af håb.

”Min ven, Petes far er leder for landet. Ham kan vi sikkert snakke med,” siger jeg og tager hendes lille hånd for at tage hende med.

”Kan du godt komme ind?” spørger hun.

”Det kan Pete,” svarer jeg sikkert og begynder at løbe med hende.

”Vent, jeg tror, jeg kan komme derhen meget hurtigere,” siger hun og stopper op. Så pifter hun en enkelt gang, og, næsten med det samme, kommer en lys hest galopperende i mod os. Dens manke er samme farve som bladende på træerne, og dens krop er samme farve som pigens kjole: helt lyseblå med et skær af noget sølv og hvidt.

”Hop op,” siger hun og klapper den på ryggen. Jeg holder fast i manken og giver et hop. Hun hjælper mig med at få det ene ben over på den anden side. Efter mig hopper hun selv op og får den smukke lille hest til at løbe ud af skoven og hen mod den sø, hvor Pete sidder.

”Pete!” råber jeg. ”Pete!” Han ser over mod os og smiler.

”Vi har brug for din hjælp,” siger jeg, da hesten stopper foran ham. ”Vi skal ind til din far, så hun kan blive i landet.” Jeg peger på pigen foran mig.

”Selvfølgelig!” han rejser sig og hopper op lige bag ved mig. Den lyshårede pige får hesten til at trave hen mod indgangen, hvor to nye vagter står og spærrer.

”Stop!” siger den ene. Den eneste måde jeg kan kende forskel på ham, og vagten fra den anden dag, er hans højde.

”Ingen uden bevis kommer ind,” siger den anden.

”Jeg var her altså også den anden dag.” siger Pete.

”Og hvad så med de to?” spørger den første af vagterne, og den anden fortsætter som sædvanligt.

”Har de også speciel adgang?”

”Det er fint,” lyder en stemme pludselig bagved, før Petes far dukker op bag vagterne. ”Han er min søn. Lad dem alle komme ind.”

Vagterne træder til siden, så hesten ligeså stille kan skridte ind i mellem de to høje, farvede træer.

”Hvad er der sket?” spørger han.

”Det er hende pigen her,” starter jeg. ”Accil har taget hendes bevis på, at hun hører til i landet, så nu kan hun blive smidt ud.”

”Det må du ikke gøre vel?” Den lyshårede pige kigger bedende på lederen. ”Jeg har altid hørt til her.”

Han nikker forstående. ”Jeg ved godt, at du hører til i Kichteilouseia. Du kan altid blive boende her. Hvis nogen prøver på at smide dig ud, siger du, at du har regeringens tilladelse til at være i dette land. Tror de ikke på det, er det dem, der bliver smidt ud.”

Pigen får mimet et smilende tak, og lederen smiler til os, inden hun vender sin hest og rider ud mellem træerne igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...