Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
899Visninger
AA

4. 4. december

”Du skal faktisk bare stoppe alle problemer hos os.” Han får det til at lyde så simpelt som muligt.

”Ja, og så?” Jeg vil gerne vide mere.

”Du skal stoppe alle problemer hos os,” gentager han. ”Problemer, der er skabt af Kichteilouseias værste fjende, Accil. Accil har altid elsket at irritere og gøre, hvad der lige passer hende. Som lille var hun bare en rigtig irriterende pige, men nu er hun gået over stregen og vil overtage alt, hvad hun kan komme i nærheden af, for at få mest muligt magt. Kichteilouseia, vil hun have skal være, det første, hun besætter. Din opgave er at stanse alle de problemer, hun har skabt rundt i hele landet.”

Jeg er stadig ikke helt med. ”Men hvordan præcist?”

”Brug dine menneskekræfter. De er det eneste, der skal til. Find problemerne, find ud af, hvordan du kan løse dem og gør det.”

Jeg nikker, nu lidt mere forstående.

”Og så lige en sidste ting,” forsætter Petes far. ”Alt skal være klaret inden 24. december i år. Den 24. klokken 12 midt på dagen, skal du møde Accil i parken ved søen. Her må du kæmpe mod hende. Hvis du får besejret hende, vil magien på jorden og her fortsætte. Hvis ikke, vil Accil få den magt, hun vil have, og magien vil forsvinde helt.”

Igen nikker jeg.

Pete siger til mig, at jeg hellere må gå i gang hurtigst muligt, så jeg når det.

”Ja, selvfølgelig," siger jeg og vender mig for at gå ud af salen igen.

”Og Ida,” siger lederen. Jeg vender mit ansigt mod ham. ”Held og lykke. Og tag dig nu i agt for Accil. Hun lurer overalt.”

”Det skal jeg nok.” siger jeg, før jeg igen vender mig og går ud. Pete sætter i løb efter mig og indhenter mig lige ved udgangen.

”Er du klar nu?” spørger han.

”Selvfølgelig,” svarer jeg og går ud i luften. ”Hvorfor skulle jeg da ikke være det?”

”Der er bare aldrig nogen, der har turde hjælpe os. Alle har troet, at det ville blive for svært og farligt at hjælpe magien. Faktisk er du en af de første, der overhovedet har fundet Kickteilouseia.”

”Det er så fordelen ved nysgerrighed,” griner jeg og går ind i en busk, som jeg ikke lige havde opdaget. ”Men er I nu helt sikre på, at jeg ikke er for klodset?”

”I andre verdner gør det ingen forskel. Det meste fra jeres verden gør ingen forskel hos os. Nogle gange kan det endda være en fordel at være klodset,” svarer han venligt på mit spørgsmål. Lige nu må jeg altså indrømme, at han er sødere, end jeg troede, da han bare fangede mig.

Mens vi går, kommer jeg til at kigge op på himlen og opdager, at det er på vej mod solopgang. Har jeg virkelig allerede været her så længe?

Pete lægger mærke til mit både overraskede og forskrækkede ansigt og skynder sig at spørge, om der er noget i vejen.

”Det er jo morgen,” udbryder jeg. ”Jeg skal i skole, i mandags kom jeg ikke til tiden, og tirsdag fulgte jeg slet ikke med på grund af, at jeg ikke havde sovet så meget om natten!”

”Og onsdag kom du slet ikke,” får han lige gjort det værre.

”Hvad?”

”Tiden her. Den går meget hurtigere end derhjemme,” forklarer han grinende.

”Pete!” råber jeg og ser ud til at forskrække ham. ”Min mor er totalt stresset i forvejen, og hvad tror du, ikke hun tænker, når jeg ikke har været hjemme siden i forgårs? Og hun tror, jeg har pjækket i går og måske også i dag. Jeg får aldrig en god jul.” Min stemme går fra stresset til vred og til sidst næsten helt trist.

”Oh.” Pludselig ser han også helt trist ud. Jeg håber virkelig for ham, at det er på mine vegne.

”Jeg må altså af sted nu.” Jeg sætter i løb over mod det sted, jeg kom fra i tirsdags. Jeg kan lige høre Petes stemme råbe efter mig.

”Ida, du må ikke fortælle andre om det her!”

Uden anelse om, hvordan jeg kommer ud, løber jeg bare i fuld fart, og så står jeg på to sekunder i kælderen på klinikken.

Jeg springer op ad trappen og styrter ud af døren til parkeringspladsen, hvor den voldsomme kulde rammer mig, og bilerne på vejen suser forbi. Så stopper jeg pludselig, for jeg kan ikke løbe hele vejen hen til skolen, og hvis jeg går, kommer jeg i hvert fald slet ikke til tiden. Selvom jeg allerede er gået glip af de første timer, kan det sagtens blive meget værre. Specielt når det er min dansklærer, som jeg har efter første frikvarter. Mit buskort har jeg glemt derinde, og jeg har ikke en krone, så en taxa kan jeg heller ikke tage. Til mit held kommer en af min fars klinikassistenter ud af døren. Hun får øje på mig og spørger, om jeg ikke skal i skole nu.

”Jo, men jeg kan ikke komme derover herfra,” forklarer jeg kort. ”Kan du ikke køre mig?”

Damen åbner munden for at spørge mig, hvordan jeg er havnet her, men hun lukker den igen og beder mig om at sætte mig ind i bilen.

 

 

 

***

 

 

 

Uheldigvis er dansktimen lige begyndt, da jeg med smattede støvler og røde kinder står i døren.

Min dansklærer, Ulla, sender mig et strengt blik, men ser ud til at vente med skideballen til efter timen.

Jeg lader også bare som ingenting og tøffer over for at tage mit våde tøj af efter turen i regnen, der selvfølgelig lige skulle begynde, da jeg skulle ind på skolen. 

Min taske hænger jeg bag på stolen og sætter mig så på min plads ved siden af Jonas.

Han sender et spøgende blik til mig, og jeg giver tegn til, at jeg nok skal fortælle noget om det i spisefrikvarteret for ikke at få mere ballade. Noget helt andet er så, om han forstår det, men jeg siger i hvert fald ikke noget nu.

Ulla kommer med en kæmpe stak bøger, og smækker en ned på bordet til os hver og får os vækket.

”Fra side 12,” siger hun kort. Ved Jonas og mit bord, der er det sidste, stopper hun op og giver kun ham en. ”Og Ida, jeg skal lige have en samtale med dig udenfor.”

Hvorfor er du ikke med mig Gud?

Jeg følger med hende ud, selvom jeg på ingen måde har lyst til det. Hun giver tegn til, at jeg skal gå først ud. Så stiller hun sig foran mig og spærrer døren.

”Ida,” starter hun ud, og jeg ved, at jeg må nyde det sidste halve minut, hun er ”normal." ”Hvad er grunden til, at du ikke kom i skole i går og først midt i tredje time i dag?”

Ja, hvad svarer man lige til det spørgsmål.

”Øh…” prøver jeg lidt fortabt.

”Du pjækkede vel forhåbeligt ikke?” siger hun med en hævet stemme.

Jeg ryster på hovedet og føler mig pludselig meget lille. 

”Jeg… havde et problem.” Det er jo faktisk ikke helt løgn.

”Og hvad var det så for et problem?” Ulla tror tydeligvis ikke på mig.

”Det var noget på min fars klinik.” Jeg tøver, for jeg kan snart ikke fortælle mere om de seneste dage. ”Der var noget galt i kælderen, som jeg skulle hjælpe med.” Det her har bare at være godt nok.

”Så lad gå for denne gang,” overgiver hun sig. ”Men næste gang, så får du altså lige din far til at skrive.” Dog hverken ser eller lyder hun glad, da hun hårdt åbner døren til klassen og lader mig komme ind.

Jeg går langsomt hen og sætter mig igen for forsigtigt at gå i gang med at læse det, jeg er kommet bagud med.

”Hvad var det?” spørger Jonas. Han lyder i det mindste lidt bekymret.

”Ikke noget slemt,” svarer jeg kort og går så i gang med at læse.

Du er bare så færdig, hvis ikke du passer på, Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...