Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
881Visninger
AA

3. 3. december

En varm solstråle er, hvad der vækker mig. For første gang, i jeg ved ikke hvor længe, ved jeg på ingen måde, om det er morgen eller aften, nat eller dag. Det er svært, når man ligger under åben himmel i en anden verden, som jeg straks fandt ud af, da det ikke er spor koldt eller mørkt, og naturen omkring mig er meget anderledes fra det, jeg har set på jorden.

Jeg er nødt til at kæmpe lidt for at komme helt op og sidde på den hårde jord. Foran mig står en dreng, der ligner en på min egen alder; Han er lidt lavere end mig, har grønne øjne, kort, lyst hår, der er ret pjusket. Det eneste, der er anderledes, er  hans tøjstil, der er helt løs og hvid. På  trods af varmen er alt hans trøje og bukser helt lange, men han har ingenting på fødderne. Det er nok ikke så underligt, når han ikke er fra min side

”Hvem er du?” er det, eneste jeg rigtigt kan få spurgt om.

”Jeg hedder Pete,” svarer han. ”Det er rigtig godt, du er her.”

”Det var ikke mit eget valg ud over, at jeg selv gik herind,” siger jeg. ”Og jeg vil faktisk gerne ud herfra igen, for det var kun for at se, hvad der var på den anden side af døren, jeg gik herind. Skal jeg da noget vigtigt?” spørger jeg Pete, som fangede mig her, så jeg er lidt irriteret på ham, fordi han også bare vil holde mig ”indespærret” her.

”Ja, du skal redde vores verden,” siger han. Det var altså ikke bare en myte det, jeg læste. ”Faktisk er det så alvorligt denne her gang, at hvis ikke vi bliver frelst inden 22 dage, vil julen ikke kun blive ødelagt,”

Jeg afbryder ham med det samme. ”Ikke bare ødelægge julen? Julen er jo alt! Julen er det, der gør året hyggeligt og samler hele familien. Hvis julen bliver ødelagt, så kunne hele verden så ligeså godt blive brændt ned!” Jeg er helt oppe og køre. ”Og hvis…”

”Må jeg lige forklare færdig?” Nu er det    tur til at afbryde.

”Ja, selvfølgelig” siger jeg, men jeg har godt nok lyst til at plapre videre i uendelighed.

”Okay, du skal redde vores verden, og som sagt, hvis vi ikke bliver reddet senest om 22 dage, vil ikke kun julen blive ødelagt. Alt andet magi i verden vil blive udslettet. Det vil sige ingen rigtige venner, ingen lykke, intet held, kun uheld, fjendskab, ulykker og skænderier. Det er jo vores verden her, hvor alt magien bor, og hvis den ikke bliver bevaret, vil den også forsvinde hos jer.”

Jeg forstår stadigvæk ikke andet, end at jeg åbenbart skal redde magien på 22 dage, og det er en meget vigtig mission, jeg er sat på lige nu. Det allerstørste spørgsmål er, hvordan jeg skal klare det.

”Men, jeg forstår ikke helt. Hvordan skal jeg redde jeres verden? Jeg mener, jeg er jo bare en klodset 11-årig pige, der var nysgerrig for at finde ud af, hvad det her var.” Jeg er stadigvæk ekstremt forvirret.

”Det burde ikke være så svært for dig,” siger han helt roligt. ”Du har alt det, der skal til. Det du kan er en magi for vores verden. Vi er i problemer, og vi kan ikke selv løse dem, og derfor skal du hjælpe os med det.”

”Kan du forklare det hele helt præcist, som I vil have det?” spørger jeg med et løftet øjenbryn. ”Det er altså en smule forvirrende.”

”Ja, det er en ond pige, der vil udslette os og magien. Det vil sige, at hun skaber problemer og sårer andre. Problemer, forstår du.”

”Kan du forklare det lidt bedre?” Jeg prøver igen at få en bedre forklaring på den vigtige, men godt nok mærkelige mission, jeg lige er blevet sat på.

”Måske kan min far. Han er lederen for vores verden, så måske kan han svare på det,” siger han efter noget tid. Jeg regerer derimod med det samme.

”Jamen, så lad os da tage hen til ham nu!” Jeg lyder næsten tæt på desperat.

”Ja, nu er det altså ikke bare lige til,” siger han.

”Hvad mener du med det?” spørger jeg forundret.

”Du må hellere bare følge med.” Han har slet ikke tænkt sig at prøve på at give mig en bedre forklaring.

 

 

 

~~~

 

 

 

”Paladset”, som Petes far bor på, overrasker mig ret meget. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg havde forventet, men det var på ingen måde et kæmpe hus lavet af store, smukke, grønne træer og omgivet af flade blomstermarker.

”Er det din fars palads?” spørger jeg efter en tids tavshed.

”Ja, er det ikke et smukt syn?” Han lyder stolt og glad, da han spørger mig.

”Jo, meget, selvom jeg havde forventet noget lidt andet,” indrømmer jeg. Han smiler og giver så tegn til, at jeg skal følge med ham.

Vi går først op ad en smal grussti på en flad græsplæne. Ved siden af stien står nogle høje træer med blade, der er lysegrønne og lilla.

”Hvad er egentlig det svære i at komme ind her?” spørger jeg, stadigvæk forundret, da jeg ikke kan se, hvorfor det skulle være spor svært. Dog når jeg ikke at tænke meget mere, da to meget høje sikkerhedsvagter pludselig står lige foran os.

”Hvad tror I, I skal her?” spørger den ene koldt.

”Jeg skal ind til min far,” nærmest hvisker Pete. ”Må jeg ikke det?”

”Hvis du kan bevise, at du er søn af regeringen af Kichteilouseia,” siger den anden med en mindst ligeså mørk stemme som den første.

”Kiktelusa?” Nu fatter jeg ikke en brik, igen.

”Kichteilouseia,” overtager Pete. ”Det er det rigtige navn på vores land. Du kan bare forkorte det Kichlou, hvis det er nemmere. Men altså, hvis du forstår, så har alle lande på Jorden et navn. Sådan er det også i denne her verden. Kichteilouseia er altså ikke en hel verden, men et land i en anden verden, der kaldes Itseli. Alle tror bare, at der kun er én ’fantasiverden,' som bare hedder Magiens verden,” forklarer han. Jeg nikker forstående.

”Du er god til at forklare,” siger den første sikkerhedsvagt.

Den anden fortsætter ”Kun regeringens søn må kunne forklare så godt.”

Så overtager den første igen. ”Men kan du ikke bevise det, får du ingen adgang.”

”Jeg har måske min amulet,” siger Pete og begynder at rode inde under sit tøj. ”Den er den samme som min fars.” Så trækker han en lille, skindende amulet i en tynd snor op fra trøjen.

”Amuletten,” udbryder vagt nummer to.

”Den giver uden tvivl adgang til regeringen,” siger den anden, før de begge træder til siden for at lade os komme ind.

Inden i ser paladset ud, som forventet udefra. Det er ligeså stort, grønt og fantasiagtigt, som jeg havde forestillet mig, da jeg så det.

Foran mig er en stor, lang trappe af træstammer, der fører op til øverste etage. Pete siger, at det er der, hans far sidder, og derfor går jeg med ham der op.

Hans far sidder der ganske rigtigt. Hans tøj minder meget om Petes, bare med en del blade magen til dem, der hænger ude på træerne. Rundt om hans  hoved sidder en stor krans af modne grene og blade. Midt på den sidder den samme amulet, som Pete havde under sin trøje.

Pete afbryder stilheden, da han synes, jeg har stirret nok.

”Se far,” siger han. ”Det er Ida. Jeg fandt hende i går under mit træ. Hun har fundet indgangen i en kælder, der hvor hendes far arbejder.”

Farens ansigt lyser straks op i et stort smil. ”Du har  fundet en pige. Det er jo fantastisk!”

”Vent,” afbryder Pete sin far. ”Hun vil ikke hjælpe med at frelse Kichteilouseia, før hun har fået fortalt, hvad det er, og hvordan hun gør det.

Petes fars glade udtryk forsvinder, og jeg får helt dårlig samvittighed.

”Det var altså ikke ment sådan,” prøver jeg mig frem. ”Jeg er bare nervøs. Og. Forvirret. Ja, forvirret.” Hvis ikke jeg var den værste løgner, man kan forestille sig, tror jeg faktisk, at de godt kunne have troet på det.

Pete ser på mig med et blik, der tydeligt siger: ”Det mener du ikke seriøst det der.” Jeg skynder mig at redde den lidt.

”Altså, jeg vil gerne hjælpe med at redde Kiclusa, jeg vil bare gerne vide hvordan.”

”Så fortæl da, hvad hun skal. Fortæl det far!” plager Pete.

Jeg vender mig mod lederen, som Pete også står og kigger på.

Han forbliver stille i noget tid, inden jeg også begynder.

”Hvad er det jeg skal? Hvorfor er det så slemt? Vil I ikke have, at jeg frelser jeres land?” Jeg har faktisk mange flere spørgsmål, da jeg stopper, men jeg vælger at give ordet til Petes far, der ved, hvad min mission præcist er.

”Jo, du skal nok få at vide, hvad det er.” siger han endelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...