Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
886Visninger
AA

24. 24. december

Et vækkeur havde jeg aldrig forestillet mig, var hvad, der skulle vække mig juleaftensdag. Det er meget lidt hyggeligt, skal jeg lige hilse og sige. Nu er det jo helt officielt jul, så det er nu, jeg skal spørge: Er det ikke meningen, at jul skal være hyggeligt? For hvis ikke, er jeg gået glip af noget.

Jeg ved godt, at jeg er nødt til at stå op, så jeg går over i skabet og tager de knækbrød og mandariner, som jeg lagde derover i går. Jeg spiser maden, mens jeg pakker min telefon o noget ekstra mad ned i en taske, hvis det nu skulle gå hen og blive nødvendigt. Jeg tager også listen med ting, jeg skal huske til kampen mod Accil om et øjeblik..

Netop som jeg har pakket mine ting sammen, dukker Pete op ved siden af mig. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor han ikke forskrækkede mig, men jeg havde nok forventet, at han snart ville komme.

”Godmorgen,” siger han friskt i forhold til, hvordan jeg føler mig. ”Er du klar til i dag?” Jeg trækker på skuldrene.

”Nogenlunde. Jeg håber, jeg lever op til jeres forventninger.” siger jeg, mens jeg pakker de sidste ting ned i min lille håndtaske. Pete stopper mig med det samme og drejer mig om mod sig.

”Ida. Du har allerede levet op til vores forventninger. Lige meget hvad der sker i dag, så er du den person, der har betydet mest for os og vores land, og du må ikke tvivle på, at selv hvis Accil vinder, så er vi glade.”

”Er du sikker på det?” spørger jeg usikkert.

”Helt sikker,” svarer han. ”Skal vi tage af sted nu?”

Jeg lukker min taske. ”Ja.” siger jeg.

”Hop op på mig. Jeg er din hest.” siger han og sætter sig ned på gulvet som en hest. Jeg griner og sætter mig bag på ham. Omkring tre sekunder senere står vi i landet.

”Wow, du er hurtig.” siger jeg overrasket og hopper ned fra ham.

”Magiske evner.” siger han bare og rejser sig.

”Er Accil kommet?”

”Nej, hun venter til det helt rigtige tidspunkt, tro mig. Det er ikke første gang, hun prøver at overtage noget,” siger han. ”De andre er ved at komme, men vi er bare her indtil vi er helt klar til kampen.”

”Hvad skal vi da være klar til?” spørger jeg.

”Havde du da tænkt dig, at du kunne vinde over Accil uden hjælp?” spørger han. Jeg vil gerne have set mig selv, for jeg må ligne et kæmpe spørgsmålstegn lige nu. Han siger ikke noget, men giver mig sin amulet i hånden.

”Den giver dig nogle af mine magiske kræfter, men du vil stadigvæk beholde dine egne. Det skulle gerne være nok.” Jeg stirrer på den og forstår stadigvæk ikke rigtigt noget. Men det skal jeg nok komme til, det er kun et spørgsmål om tid.

”Er du klar til at kæmpe nu?” spørger han og tager mig i hånden. ”Så går vi hen til de andre nu.”

Jeg kigger igen ned på amuletten og så op på ham igen. Så får jeg lige vejret ordenligt og ser direkte ind på ham igen.

”Okay,” siger jeg. ”Nu vil jeg få det overstået.” Pete følger mig hen til ringen af træer ved søen. Det var det første sted, jeg nogensinde var her. Foran træerne har det meste af landet samle sig for at følge med. Så snart de får øje på mig, begynder de at juble alle sammen og gør plads til, at jeg kan komme ind i midten af dem.

Jeg står på en sten, og foran mig er en mere, som sikkert er den, Accil kommer til at stå på. Rundt omkring begynder alle at råbe og snakke endnu højere. Da jeg ser ordenligt efter, kan jeg se, at de alle er her: Cilley, Ask, den lyshårede pige, Jonas og alle dem, der har hjulpet på vejen.

Jeg kan nu fornemme, at der begynder at ske noget. Himlen trækker sig lidt sammen og der kommer et ordenligt vindstød, hvorefter der slår et lyn ned foran mig, og der står hun så. Jeg får et kæmpe chok, da jeg ser den velkendte pige med lyst hår, lyse øjne og den smukke kjole. Nu bare i ond version.

”Cacli?” får jeg stille femstammet.

”Accil er mit navn.” svarer hun med en stemme, som jeg slet ikke kan genkende.

”Men du… Snød mig?” Nu er jeg virkelig sur, men jeg føler mig alligevel lille ved siden af hende.

”Ja, nogle metoder skal man tage i brug for at vinde. Og du hoppede på den. Selvom jeg ikke har vundet endnu, så føles det bare godt at vide, at man rent faktisk har det, der skal til for at få magten. Og nu vil jeg have den.” Hun slår ud efter mig med en skarp lysstråle, men jeg dukker mig og undgår den.

”Du får ikke mere magt nu.” Jeg slår tilbage efter hende, og der sker fuldstændig samme. Det overrasker mig meget, men jeg lader som ingenting og husker på at være forberedt på alt. Hun er dog også lynhurtig til at undgå og slå tilbage. Denne gang bliver jeg ramt og falder på maven. Pete er lynhurtigt henne ved mig.

”Er du okay?” spørger han, men jeg skubber ham væk og rejser mig.

”Hun skal ikke få lov til noget!” siger jeg og går hen mod hende. Hun bakker lidt og gør sig klar til at angribe igen, men jeg er hurtigere og rammer hendes hånd med lysstrålen, så hun ikke kan nå at angribe mig.

”Du kn tro, at jeg får lov til noget!” siger hun vredt og stormer hen mod mig. Jeg når lige at dukke mig, så hun ikke springer ind i mig, men lander ovenpå i stedet for. Vi begynder at tumle rundt oven på hinanden og råbe, nive og slå. Det lykkes mig at få en hånd fri, som jeg bruger til at sender hende ud af kræsen og vælter over i et træ. Der var hun lige ved at ryge ind i min verden.

Lynhurtigt er hun på benene igen, men hun er skadet, så hun kan ikke løbe så meget mere. Hun bliver stående ved indgangen og kaster så sin magi på den, så den bliver omringet af gnistrende, blåt lys.

”Hvad laver du?” spørger jeg.

”Jeg giver dig nu ti sekunder til at vælge,” siger hun ondt og lyder meget stolt. ”Du kan enten overgive dig nu, tage tilbage til, hvor du kommer fra og leve trygt og fredeligt. Ellers vil jeg lukke indgangen, så hverken du eller din lille ven kan komme tilbage.” Hun siger ordene ”din lille ven” henvendt til Jonas, og det gør mig virkelig sur. Jeg ville angribe hende, hvis jeg havde tid, men det har jeg ikke. Jeg vil ikke overgive mig, men jeg vil også gerne tilbage, så der må tænkes hurtigt. Mit blik falder ned på amuletten, der stadigvæk ligger i min hånd. Jeg ved ikke, hvad der vil ske, men noget siger mig, at det er rigtigt, så jeg kaster amuletten hen mod Accil. Den rammer hende og løfter hende op rundt om livet.

”Hvad har du gang i?” råber hun ned til mig. Og spræller med arme og ben. ”Sæt mig ned!”

”Hvorfor skulle jeg? Så lukker du jo bare indgangen og vinder over mig. Nej, jeg tror, at jeg vinder nu. ” siger jeg inden jeg giver et sving med hånden, så hun bliver fanget midt i en hel storm af lys. Man kan høre hende råbe noget, men ikke hvad. Hun skal bare pines nu, skal hun. Så kaster jeg hende hårdt ned mod jorden, og vi bliver alle sammen omringet af lyset.

Da det hele forsvinder lidt, ligger den gamle Cacli, som jeg kender på jorden. Hun ligger med ansigtet ned mod græsset, det lyse hår over det hele og kjolen, der er helt ødelagt. Langsomt sætter hun sig op og kigger rundt på os alle sammen.

”Hvad… Er der sket?” spørger hun lavt.

”Bare en ond drøm,” siger jeg og hjælper hende op.  ”Men bare rolig, nu er alting godt igen.” forsikrer jeg.

”Jeg er virkelig ked af det,” siger hun til os alle sammen. ”Jeg har været så dum og besat af at å magt, så jeg gik helt fra forstanden. Det må I undskylde.”

Hele landet begynder at juble og klappe, men om det er af mig, hende elleros begge to, har jeg ingen anelse om, men det er også lige meget nu.

Så får jeg øje på Pete og Jonas, der står sammen og kigger på mig. Jeg ved, hvad de vil og går over for at hive dem med væk.

Jeg stiller mig foran udgangen sammen med dem.

”Hvad så?” spørger Jonas. ”Hvad er du kommet frem til.

”Jo, altså,” starter jeg. Hvordan skal jeg få sagt det bedst muligt? ”Jeg vil starte med at sige, at I begge to er fantastiske. Men jeg har valgt det, jeg tror, vil være bedst for mig og os alle tre.” Jeg starte med at kigge over på Pete og begynder at snakke til ham. ”Pete, du er virkelig fantastisk med din magi og det, du kan. Du har hjulpet mig så meget og bakket mig op på trods af op og nedture af alle slags. Du har taget mange ting okay pænt, og det er rigtig godt ved dig.” Så vender jeg over til Jonas, der står og venter ligeså spændt. ”Og dig, Jonas. Vi har været bedste venner i flere år, og du har altid været der for mig. Jeg elsker dig, og det ved du også godt. Derfor har det været så svært for mig alt det, der er sket på det seneste.” Nu skal jeg så fortælle, hvad jeg har valgt, og det er nok det allersværeste. Jeg vælger at få det overstået og siger: ”Men Pete, du er fra en anden verden, og hvis du tager med mig tilbage til min verden, kan det være, at du aldrig kommer tilbage hertil. Indgangen er jo lukket, husker du. Jeg vil ikke være skyld i, at du bliver adskilt fra dit land, eller hvad man skal sige,” Jeg kan se på ham, at han er lidt skuffet, men at han godt ved, det er rigtigt. ”Jonas, du er min bedste ven, som jeg sagde før. Du er fra min verden, og derfor er du den bedste for mig.” Jeg gør det så kort som muligt, mens Pete stadigvæk er her.

”Nå, okay. Jeg må hellere komme hjem.” siger han og vender sig om. Jeg skynder mig at stoppe ham.

”Hey, husk nu, at det er for dit eget bedste. Jeg gør det for din skyld. Men lige meget hvad. Så vil jeg savne dig.” Jeg giver ham et sidste smil, inden jeg trækker ham ind til mig.

”Jeg vil også savne dig, Ida. Farvel og hav det godt med Jonas.” Siger han, inden han slipper mig og lader Jonas og mig gå ud af udgangen, der langsomt lukker efter os.

 

 

~~~

 

 

Min far fører os hele vejen nedenunder og uden for huset, mens vi danser og synger julesange. Det her er helt bestemt jul. Jeg prøver at synge med på sangen, mens jeg griner rigtig meget af min fars mærkelige stedet at løbe hen. Vi løber helt ud, rundt om bilen, ind igen, hen ad gangen, op af trappen og hen til det store juletræ igen, hvor vi danser et par gange rundt, inden vi stopper. Så er der gaver!

Den første gave er til mig fra Jonas. Jeg sætter mig over i sofaen med den for at lukke den op. Jonas får også en gave, og den er fra mig af.

”Okay, vi lukker den på samme tid,” siger jeg. ”Tre, to, en, go” Jeg flår papiret op, og det samme gør han. I gaven er de høretelefoner, jeg har ønsket mig siden april!

”Tak, Jonas, du vidste, jeg havde ønsket mig dem så længe!” siger jeg glad og krammer ham.

”Tak for min gave, selvom jeg ikke ved, hvad det er.” når han at sige, før han har åbnet den.

”En kæmpe slikpose! Du er fantastisk!” siger han, og så er det hans tur til at kramme mig.

”Glædelig jul.” siger jeg glad for overhovedet at kunne nævne ordet.

Ja, jeg er fantastisk, og det er du også Jonas. Min allerbedste ven.  Kæreste. Ven. Hvad er han overhovedet?

Han er Jonas, og det er det bedste.

”Glædelig jul.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...