Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
894Visninger
AA

23. 23. december

Sådan en dag som i dag burde jeg rende rundt derhjemme og være glad og i totalt julestemning. Men det er slet ikke sådan, for jeg står i en anden verden og skal til at give alt det, jeg overhovedet har i mig, for at noget nogensinde skal blive godt igen.

”Vi er virkelig nødt til at gøre noget, for vi klarer aldrig det her, når vi er tre personer,” siger Pete alvorligt. ”Har I nogle ideer?”

Jeg ser over mod Jonas, men undgår hans direkte blik. Det er den akavede stemning, når man har kysset en person og slet ikke kan snakke sammen bagefter.

”Hvad hvis vi nu samler så mange som muligt, som ikke har problemer… Nej vi samler dem, der ikke har problemer mere og siger til alle dem, vi hjælper, at de skal hjælpe os. Så bliver vi hele tiden flere og på den måde bliver det nemmere!” Jonas får heldigvis hurtigt et helt genialt forslag, så vi slipper for at kigge mere på hinanden.

”Hey. Det er faktisk en helt vild god ide!” siger Pete begejstret. ”Henter I dem, I hjalp i går, så går jeg det samme?” Som svar skynder jeg mig at løbe over mod huset, hvor jeg var i går. Ham drengen står lige udenfor, og det ligner faktisk næsten, at han venter på noget.

”Hej,” siger jeg. ”Har du hjulpet nogen i går?”

”En person,” svarer han. ”Hvorfor?”
”Vil bede den person om at hjælpe? Bare forklar det samme, som jeg sagde til dig i går. Sig, at vi mødes møder hinanden derovre. Tak!” siger jeg hurtigt, inden jeg stryger tilbage til mødestedet. Pete er der allerede igen, men Jonas er ikke kommet. Han var også lidt længere væk end Pete og mig, så han skal nok snart komme.

”Hvad er det egentlig, der sket med dig?” spørger Pete næsten med det samme, nu hvor Jonas ikke er her.

”Hvad mener du med det?” spørger jeg, som hvis jeg ingenting anede. Det kan godt være, at jeg ikke lyder overbevisende, men tæller det ikke, når man prøver? Ikke? Nå, mit problem.

”Jeg ved bare, at der er et eller andet galt, for du virker så mærkelig. Præcist ligesom Jonas. Åbenbart kan man ikke sådan bare lige lyve over for en fra en magisk verden.

”Det er da ikke sikkert, at det er noget, jeg bare lige fortæller.” bliver jeg ved med at nægte. Pete behøver ikke at vide noget om det, om Jonas og mig i går. Det vil både være pinligt for os og det vil sikkert også såre ham.

”Jeg ved, at der er noget galt med dig, for du er så underlig i dag.” siger han endnu en gang. Han bliver også ved. Jeg vil stadigvæk ikke svare, så jeg lader som om, jeg ikke har hørt spørgsmålet.

”Du har kysset Jonas, ikke også?” Han har gennemskuet mig nu.

”Det var ikke noget særligt.” siger jeg og får det til at lyde som om, det bare var en lille ting.

”Så du kunne ikke lide det?” lyder Jonas’ triste stemme bag ved os.

”Nej, du forstår det ikke,” Nu står man så i den situation, som man… Ikke vil stå i. ”Det var selvfølgelig… Jeg kunne godt lide det, men så var det heller ikke mere. Vi er bedste venner og… Ja.” Jeg ved ikke, hvad jeg mere skal sige og kigger i stedet for frem og tilbage på Jonas og Pete. Det var slet ikke meningen at såre dem begge, men det ser altså meget ud til, at det er det, jeg er kommet til, for ingen af dem ser specielt glade ud, faktisk tvært imod.

”Men der må da være en af os, du bedst kan lide.” siger Pete så efter at vi alle sammen har været stille i noget tid. Jonas ser også over på mig.

”Er der ikke det?” spørger han.

”Det ved jeg ikke,” siger jeg, og jeg ved det virkelig ikke. ”Kan jeg ikke få lidt tid?”

Drenge når heldigvis ikke at sige mere, for det begynder at vrimle med mennesker, eller hvad de nu er. Jeg tror faktisk, at der er mindst 15 personer, der kommer. Og hvis de også har nogen med, så bliver vi jo mange.

”Hey, alle sammen!” råber Pete og overdøver flokken. ”Jeg går ud fra, at I alle sammen kender nogle måder at hjælpe på, så om et øjeblik fordeler vi os alle sammen på forskellige dele af landet. Når I har hjulet en person, beder I dem om at hjælpe os, for så bliver vi flere, og det bliver på den måde nemmere at hjælpe hinanden, så vores land kan overleve. Er I med på den?”

Nogle få stykker lyder lidt forvirrede, men de fleste svarer , at de er så klar til at redde magien og hele landet.

”Vi går i gang nu!” råber han og alle begynder straks at fordele sig. Også jeg skynder mig væk fra drengene. Jeg har bare brug for lidt tid selv nu. Men jeg kan ikke få tid med mig selv nu. Vi har til i morgen, og det er hele landet, det drejer sig om. Måske en anden dag, ida.

 

 

~~~

 

 

Jeg låser døren til værelset, inden jeg smider mig på sengen med computeren. Min mor skal ikke ind og finde mig i gang med at skrive planer for i morgen. Man skal ikke vide for meget, når det er jul, hehe.

I en hurtig fart får jeg skrevet nogle sætninger ned om, hvad jeg gør i morgen mod Accil. Vi har næsten klaret alle problemer, og vi skal nok nå det til i morgen, så jeg mangler kun en plan ofr kampen mod Accil. Jeg skal være forberedt, for alt kan sikkert ske. Godt nok har jeg ingen anelse om, hvad der vil ske, men en ellers anden form for plan kan man da få.

Jeg skal uden tvivl være tideligt oppe og nå at få godt med morgenmad, så jeg er frisk. Derfor må jeg også hellere snart gå i seng, men der skal først være styr på i morgen. Pete har lovet at hente mig i morgen tidelig, heldigvis, så omkring det punkt, skal jeg ikke bekymre mig. Så snart vi komme til landet, skal jeg være forberedt og være der før Accil. Det er altid en fordel at være den første, men jeg har egentlig aldrig prøvet det, så det skal nok blive godt. Jeg skriver så meget ned, jeg kan, mens jeg overvejer hver eneste ting.  Til sidst har jeg lavet en hel liste med vigtige ting til i morgen.

- Stå tideligt op og spis morgenmad

-  Være der for Accil

- Aldrig overgive mig

- Kæmpe alt, hvad jeg kan

- Ikke tænke andet end at vinde

- Være forberedt på alt

- Vælge mellem Jonas og Pete

Når jeg sidder og kigger på listen, ser det ikke ud til at blive helt vildt svært, men jeg ved, at det bliver en stor udfordring, for selvom jeg har en hel liste med ting, jeg skal huske på i morgen, ved jeg ikke, hvad der vil ske. Derfor er punktet med at jeg er forberedt på alt meget vigtigt. Det skal gå godt.

Da jeg har skrevet det op, jeg synes, går jeg ovenpå for at hente noget mad, jeg kan spise i morgen uden at stå op og vække både mor og lillesøster. Det ender med at blive noget frugt og kanelknækbrød for at få lidt jul ind i det. Jeg tager det med ned og gemmer det i mit klædeskab, hvor min mor ikke lige kommer og tager det.

Jeg kan slet ikke finde på flere punkter nu, selvom jeg ved, at det på en måde er nødvendigt, for at det skal gå så godt som muligt. Skulle jeg tage tilbage? Nej, det kan ikke betale sig, jeg når jeg højst at være der en halv time, hvis jeg skal så tideligt op i morgen. Desuden går tiden meget hurtigere derovre, så en halv time svarer måske til omkring fem minutter.

Jeg vælger at gå tidligt i seng, så jeg både er frisk til kampen og aftenen i morgen. Det ligner ellers slet ikke mig at gå i seng klokken otte, men jeg kan snart ikke genkende mig selv alligevel.

For at få det bare en smule hyggeligt her den sidste dag inden jul, tænder jeg for mit natlampe og mit fjernsyn for at se den julefilm, jeg slet ikke har fulgt med i det her år. Jeg må se, om jeg kan nå det en anden dag , selvom det ikke er nær så sjovt.

Jeg putter mig godt ned under dynen og får varmen, mens jeg går, hvad jeg kan for at følge med. Det er bare svært at følge med, når man samtidig skal tænke så meget, så man rent faktisk ikke kan koncentrere sig om noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...