Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
890Visninger
AA

22. 22. december

På årets sidste skoledag er alle for det meste glade, i top julestemning og kan slet ikke vente med noget som helst. Det meste af hele landet – eller verden, hvad ved jeg? – er helt oppe at køre over dagen og at det endelig er juleferie. Sådan har jeg det også. Eller sådan havde jeg det også. I år er det helt anderledes, og ingen kan vide, om det også bliver anderledes ”næste gang”. I det mindste er sneen stilnet lidt af, så det kan lade sig gøre at køre og cykle. Det var da også helt vanvittigt i går, hvor jeg ikke en gang kunne få en dør op på grund af kulden.

Klokken er næsten halv otte, da jeg sidder klar i mit juleglade tøj og min lange nissehuse. Min skoletaske vejer næsten heller ingenting, for på grund af, at det er isdtse skoledag, får vi allerede fri klokken et – Jay! Derfor behøver jeg ikke at have særlig mange bøger med, for der er også afslutning i en af timerne. En del af dagen er da meget god, så det kan ikke blive helt slemt.

Min mor kommer ud fra soveværelset med sit lange hår hængende hen over ansigtet. Hun er stadigvæk i nattøj og ser meget træt ud.

”Er du klar til at køre?” spørger hun med sløv stemme.

”Ja, jeg har styr på alting. Jeg venter bare på dig,” siger jeg og rejser mig. ”Kan du køre mig nu?”

”Ja, jeg får lige noget tøj på.” siger hun og går tilbage mod soveværelset.

Jeg sætter mig på sengen og begynder at rode min taske igen for at se, om der er flere ting, jeg kan undvære. Jo færre bøger, jeg har med jo bedre. Godt nok er der ikke meget at tage op, for der ligger en enkelt bog, et hæfte, mit mindste penalhus og min mad. For at tage noget op, tager jeg penalhuset og tager to blyanter og et viskelæder op, som jeg lægger tilbage i tasken. Penalhuset sætter jeg på mit skrivebord og lukker så min taske igen.

Min mor kommer ind på værelset for at hente mig, så vi kan køre op til skolen. Det var da også ret hurtigt. Jeg rejser mig hurtigt og går ud i gangen, hvor jeg trækker i mit overtøj. Det kunne jeg måske godt have gjort, mens min mor fik tøj på, men så langt tænkte jeg selvfølgelig ikke. Så langt tænker jeg aldrig, sådan er nogle mennesker bare, og jeg er tilfældigvis blevet et af dem.

Turen til skole i bil er ikke længere end omkring tre-fem minutter, så jeg gider ikke til at finde en masse bøger frem. Jeg når sikkert mine lektier i ferien efter den 24.

I stedet for det bruger jeg min tid på at kigge ud af vinduet og prøve på at få en smule julestemning den sidste dag inden ferien. Den kommer jo trodsalt kun en gang om året, så man må jo næsten prøve at nyde den en lille smule.

”Jeg har for resten aftalt med bedstemor, at de kommer hjem til os på onsdag, og så holder vi jul sammen med Jonas, hvis han når at blive rask.” siger min mor, mens vi kører.

”Tror du, at han gør det?” spørger jeg lidt trist. For at være helt ærlig tror jeg ikke bare, at han sådan bliver rask på tre dage.

”Det ved jeg ikke,” siger hun ærligt. ”Men hvis ikke, så holder vi det en anden dag senere på måneden.”

”Men jeg vil holde det den rigtige dag.” siger jeg og ser ud af vinduet igen.

”Jeg ved det godt, skat,” siger hun. ”Der er bare ikke så meget, man kan gøre ved det. Hvis ikke han bliver rask, så holder vi det jo bare en anden dag eller næste år, hvis det er helt slemt.”

Jeg svarer ikke, men bliver ved med at se ud på vejen fuld af sne og julelys. Faktisk er det lidt vildt, at man kan være andet end glad på det her tidspunkt.

Heldigvis for mig er vi på skolen i samme tidspunkt, så jeg skynder mig at hoppe af og lade min mor køre hjem igen for at holde fri, inden hun skal arbejde i eftermiddag. Det vil sige, at det er både for at slippe væk, men også for at være venlig over for hende.

Jeg skynder mig at løbe ind på skolen, for hvis jeg er hurtig, kan jeg måske også nå at få lidt ekstra tid med nogle af mine venner, inden det ringer ind.

Selvom det ikke sner nær så meget mere, er det stadigvæk meget tæt på at være ligeså koldt som i går. For at få varmen lidt mere vælger jeg at hoppe i stedet for at gå. Lidt mærkeligt, jeg ved det, men jeg vil ikke fryse. Jeg er heldigvis hurtigt inde og får varmen igen.

Da jeg er halvvejs ved klasseværelset, går det op for mig, at jeg skal have idræt i første time. Og jeg har ikke min taske med. Det ser ud til, at både mig mor er jeg er vant til at min sidste skoledag er en fredag, hvor vi kun har fag, hvor man sidder stille på sin bagdel. Jeg vælger at gå over med min taske, før jeg går tilbage til idrætshallen. Det er bare for besværligt at gå derover med den igen for derefter at slæbe den tilbage hertil.

Jeg er lige nået over i 5. klassernes område, da jeg hører en velkendt, glad stemme. Nok den stemme i verden, jeg har allermest lyst til at høre lige nu.

”Hey, Ida!”

”Jonas!” råber jeg glad og vender mig mod ham. Han løber direkte hen til mig og stopper lige foran.

”Har du det godt?” spørger jeg.

”Jeg tror aldrig, jeg har haft det bedre,” siger han. ”Det kom også meget pludseligt, men lige nu har jeg det som om, jeg aldrig har været syg på nogen måde.”

”Det er så godt, Jonas,” siger jeg, før jeg giver ham en kæmpekrammer. ”Det er helt fantastisk at have dig tilbage.” Det kan være, at det alligevel bliver en god dag. Meget god endda.

 

 

~~~

 

 

Endnu en gang står vi begge to  lige inden for indgangen. Den eneste ting, der er anderledes nu er selve landet, der virker trist og anderledes; Himlen er helt dækket til at skyer, og man kan ikke engang ane solen gennem de tætte skyer. Blæsevejret er så voldsomt, så det ville have blæst os om kuld, hvis ikke vi stod op ad hinanden. Mange træer har mistet næsten alle deres blade på grund af vinden og temperaturen er heller ikke den samme og slet ikke ligeså varm.

Pete ser ud til at have fået øje på os, for han kommer stormende over mod os. Så snart han står foran os, holder blæsten helt op, og der er ikke en gang et vindpust.

”Det er helt vildt godt, at I kommer. Vi skal i gang nu! Jeg er ikke en gang sikker på, at vi kan klare det hele, men vi må gøre, hvad vi kan. Fordel jer på forskellige dele af landet og gør alt det, I kan nå i dag. Jeg gør det selvfølgelig også, og jeg har øvet mig, så jeg skal nok være bedre end i går.”

Vi forstår begge to, at det er alvorligt, så vi er lynhurtige til at løbe hver vores vej for at komme i gang. Jeg er bare overlykkelig over, at Jonas er her igen, så der måske er et lille håb for, at vi kan klare det.

Løbende i fuld fart leder jeg efter det første hus, som jeg kan storme ind i og få løst alle problemer i en fart. Hurtigt kommer jeg til at stor bule i jorden med en dør i siden, så jeg kan regne ud, at der må bo en dernede. Jeg banker hårdt på døren, men den bliver ikke åbnet. I stedet for kommer et kort svar: ”Kom ind!” Jeg undrer mig lidt over, at den ikke bliver åbnet, men lukker mig selv ind i huset. Så snart jeg står i huset, forstår jeg helt udmærket, hvorfor døren ikke blev åbnet for ham, der bor i huset hænger bundet fast til en stor stenpæl.

”Hej.” siger han og vinker. Jeg kan tydeligt se på ham, at han synes, det er ret kikset.

”Hvordan er du havnet der?” spørgerjeg. Jeg havde alligevel ikke kunnet forestille mig, at Accil kunne nå så højt op. Alligevel svarer han:

”Hvad tror du selv? Det er Accil, der hængte mig op for at genere mig. Jeg hader at sidde stille, og det ved hun også godt. Udelukkende derfor hængte hun mig op.”

”Jeg skal nok få dig ned,” lover jeg. ”Har du en stige eller en anden høj dims?” spørger jeg og sender mit blik en tur rundt i huset søgende efter noget, der kan få mig til at nå op til ham.

”Måske i hjørnet.” siger han og kaster med hovedet over mod hjørnet af huset. Jeg skynder mig selvfølgelig derover, hvor jeg ganske rigtigt finder en høj pind, som jeg tager.

”Pas på.” siger jeg, da jeg løsner rebet han er bundet med ved hjælp af pinden. Det gør, så han kan slippe fri og hoppe ned på det bløde gulv.

”Mange tak,” siger han taknemligt. ”Er der noget, jeg kan gøre til gengæld?” spørger han.

”Ja, det er der faktisk, hvis du tror, du kan.” siger jeg og begynder at forklare ham det hele med at klare problemerne så hurtigt som jeg kan. Lige efter det skynder jeg mig at løbe videre til det næste hus, der ligger næsten lige ved siden af. Jeg kan ikke gøre meget andet end at håbe på, at ham fra det sidste hus vil og kan finde ud af at hjælpe. Det her kan bare slet ikke gå hurtigt nok.

Så ser jeg pludselig Jonas lige i nærheden. Han sider bagved et stort vandfald, der er lige ved en sø. Mon ikke jeg lige kan nå at være sammen med ham en lille smule? Jeg har ikke snakket med ham i flere dage.  Lige som jeg begynder at løbe, kommer det næste kraftige vindstød og forhindrer mig. Vandet blæser også helt herover og ind i mit stakkels ansigt, der ikke er blevet behandlet alt for godt her til vinter.

Vinden forsvinder heldigvis hurtigt, så jeg løber videre over til ham. ”Hej,” siger jeg. Og sætter mig ved siden af ham. ”Hvordan går det med dig?”

”Det føles som om, jeg ikke rigtigt kan gøre nok for at redde det her.” svarer han og stirrer fortabt ind i vandfaldet.

”Samme her,” siger jeg. ”Alt er så forvirrende. Det var endnu værre, da du ikke var her.”

”Det e jeg ked af,” siger jeg. ”Jeg har også haft det helt dårligt over det.

”Det er ikke din skyld,” siger jeg. ”Det er Petes. Men der er ikke rigtigt så meget at gøre. Jeg er bare glad for, at du er tilbage.”

”Også mig,” Han ser tilbage på mig og rykker helt ind til mig. ”Lige meget hvad der er sket, så er det bare godt at være tilbage hos dig.” Han smiler, og det samme gør jeg. Det er lang tid siden, jeg har set ham så glad og frisk som lige nu. Han tager armene rundt om mig, og selvom jeg godt ved, hvad han prøver på at gøre, gør jeg ingenting for at stoppe det. I stedet for at flippe ud, lader jeg ham bare kysse mig og nyde øjeblikket. Og for at være helt ærlig, kan jeg også godt lide det, selvom det er helt forkert. Det føles bare godt, selvom jeg slet ikke burde gøre det.

Sådan er nogle mennesker, og jeg er tilfældigvis blevet et af dem. Et af de mennesker, som bare ikke kan gøre sådan noget. Og så alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...