Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
882Visninger
AA

21. 21. december

Tiden flyver af sted så hurtigt, så man næsten ikke aner det. Har jeg virkelig kun klaret tre ting siden i går? Det her går jo aldrig, når vi kun er to. Jeg tror godt, at det kan gå hen og koste Petes land, at han gjorde det her, selvom vi nok heller ikke havde klaret det tre personer sammen, men det ville uden tvivl have været nemmere. Men jeg må jo bare gøre, hvad jeg kan nu. Jeg skal videre til det næste hus og se, hvad der er galt der.

Først da jeg står ved foden af træet, kommer jeg i tanke om Cacli, der jo faktisk bor dernede. Åh nej, har hun også problemer?

Lynhurtigt hopper jeg ned til døren og banker på.

”Cacli? Er du derinde?” råber jeg ind. Som svar bliver døren åbnet, og Cacli sstår der. Smuk som altid.

”Hej, Ida,” siger hun glad. ”Hvad… Hvad vil du?” Hun lyder ikke som om, hun forstår, hvorfor jeg er her. Så har hun nok ikke nogen problemer.

”Jeg vil bare se, om du også havde nogen problemer, men et ser det ikke ud til.” siger jeg og skal til at gå, men bliver stoppet.

”Hey,” siger hun. ”Jeg vil da gerne hjælpe dig med problemerne.”

”Kan du godt det?” spørger jeg, for hvis Pete har svært ved det, kan jeg på ingen måde forestille mig, hvordan andre er.

”Hvis du fortæller mig, hvad jeg skal gøre.” Hun lukker døren bag sig og stiller sig ved siden af mig. Jeg begynder endnu en gang  at fortælle, hvad hun skal gøre i bestemte situationer. Hun ser ikke ud til at forstå meget af det, men lidt af det må hun da gøre. Og ligemeget hvad, så er det bedre at være tre end at være to.

”Du gør bare det, du kan,” siger jeg. ”Og hvis der er noget, du er i tvivl om, så kan du bare komme til mig. Jeg er et sted i denne her del af landet.”

”Okay,” siger hun og begynder at gå. Gad vide, hvordan det går for Pete lige nu.

I stedet for at løbe direkte over til hans side, vælger jeg at gå forbi nogle huse på vejen. Det næste hus, jeg kommer forbi minder meget om det hus, som Cilley bor i, som også er et stort træ.

Jeg banker forsigtigt på døren og venter på et svar. Meget kort tid efter bliver døren åbnet, og et meget skræmmende syn møde mig. Hende, der står i døren har meget stort, filtret hår, der sidder i vejen for hendes ansigt. Det ser ud til engang at have været helt mørkt, men nu ligner det en stor bunke støv. Hendes kjole sidder helt ned til fødderne i den ene side og i den anden, går den kun til knæene.  Hun ser helt ødelagt og slet ikke for godt ud.

”Hvad er der sket mig dig?” spørger jeg, selvom jeg kender svaret.

”Kender du mig overhovedet?” spørger hun uden at svare på mit spørgsmål.

”Nej, men jeg vil gerne hjælpe dig med dit problem, hvad det så end er,” siger jeg og åbner hendes dør helt op. ”Må jeg komme ind?”

”Okay.” siger hun stille og går ind i huset. Indeni ligner huset også Cilleys næsten på en prik. Så er det nok sådan, de fleste huse i de her land ser ud.

”Ved du, hvordan det skete det med dit udseende?” starter jeg med at spørge.

”Altså, det eneste jeg nåede at se, var en langhåret skygge bag mig, før jeg fik et lille stød, men det havde åbenbart stor betydning for, hvordan jeg ser ud.” Hendes forklaring er kort, men forstående.

”Tror du, at det kunne være Accil, der har gjort det?” Jeg er sikker på, at det er Accil, der står bag det, men jeg føler mig forpligtet til at spørge. Hun trækker på skuldrene, men svarer alligevel.

”Det kan godt være. Det plejer i hvert fald at være hende, så hvorfor skulle det ikke være det nu?”

”Jeg er helt sikker på, at det er Accil, men bare rolig, jeg kan godt hjælpe,” forsikrer jeg hende. ”Det er det, jeg er kommet for. Jeg har allerede hjulpet en masse i hele landet sammen med min bedste ven, der også kommer fra min verden. Men lad os gå i gang. Hvordan var det præcist, du så ud før?”

Hun begynder ligeså stille at forklare hendes forrige udseende, mens jeg forsøger at tegne det ned inde i mit hoved. Langt, sort hår, knælang kjole… Jo, det skal nok blive fint igen.

 

 

~~~

 

 

Klokken er ved at være ret mange efterhånden, og jeg skal snart hjem og have min adventsgave fra i dag. Men allerførst skal jeg mødes med Pete og Cacli foran indgangen.

Pete er allerede kommet, men ikke Cacli, selvom jeg er lidt sent på den, som jeg tit er.

”Hej Pete!” råber jeg, da han ikke har fået øje på mig endnu. Han vinker, da han ser mig.

”Hej,” siger han, efter jeg er nået helt hen til ham. ”Hvordan gik det med dig?”

”Fint,” siger jeg og tilføjer: ”Udover at jeg stadigvæk er sur og savner Jonas. Men du kan ikke gøre noget ved det.” Jeg lyder ikke helt specielt sur, men det kan det alligevel ikke betale sig at gøre.

”Ja, jeg ved det godt,” Nu er det hans tur til at lyde trist. ”Og jeg har også tænkt over det nu. Du må altså virkelig undskylde, at jeg gjorde det mod jer. Det må du også sige til Jonas fra mig af. Jeg er ked af, at jeg var så ond, bare for mit eget bedste. Og jeg forstår også godt, hvis du aldrig tilgiver mig for det her.” Det var faktisk ikke meningen at det var det, vi skulle snakke om, men for mig ender næsten alle samtaler over i det, jeg ikke vil snakke om. Bare navnet Jonas kan næsten gøre mig trist, for jeg savner ham jo helt vildt, og det er endnu værre, når jeg ved, at han har det helt vildt skidt. Måske er det også lidt tanken om, at der måske kan gå flere måneder, før han kommer tilbage igen.

”Det er…” Jeg skal lige til at sige, at det er okay, men jeg aner ikke hvorfor, for det er jo rent faktisk slet ikke okay. Han skal bare vide, at jeg godt kan tage i mod hans undskyldning. ”Det er ikke okay, men jeg tager i mod din undskyldning. Og jeg skal nok tilgive dig ligeså snart, jeg føler, at jeg kan.”

Han smiler hurtigt, inden han går tilbage til i dag.

”Gik det så godt for dig med at hjælpe?” spørger han, som om samtalen for under et halvt minut siden var flere år gammel.

”Altså, jeg fik hjulpet fire personer, så hvis det er godt. Ja,” svarer jeg.

”Nå, det må det være, for jeg fik kun hjulpet to. Men jeg er faktisk ret tilfreds med, at jeg overhovedet kunne finde ud af det.” siger han og griner. Måske var det faktisk også sjovt nok. Måske. Faktisk ved jeg ikke, hvorfor jeg synes, at næsten alt er sjovt. Spørgsmålet er, om jeg bliver ved med det, hvis det her nu ikke lykkes. Jeg tænker for meget over det!

”Men jeg må hellere komme hjem, før min mor begynder at undre sig eller fatte mistanke. Hvis ikke begge dele.” skynder jeg mig at sige, før jeg skynder mig ud.

”Hvad så med Cacli?” når jeg lige at høre ham spørge, men jeg får ikke svaret, før jeg er tilbage i kælderen.

Nu vil jeg altså gerne lige holde jul den sidste del af eftermiddagen. Gad vide, hvad min sidste adventsgave er. Forhåbentligt noget godt, når jeg ikke får flere adventsgaver før næste år igen. I det mindste får jeg mange gaver på onsdag, så det går nok.

Da jeg kommer op på øverste etage og vil åbne døren, finder jeg ud af, at den sidder fast. For at finde ud af, hvad det er, kigger jeg ud af vinduet ved siden af døren. Det er helt mørkt, så jeg kan ikke se så meget, men lyset ovenover døren og fra lygtepælene gør så jeg kan se, at døren er frosset helt fast på grund af is og sne. Det ser koldt ud.

For at komme ud, åbner jeg vinduet, der heldigvis godt kan åbnes og springer så ned i den høje sne, hvor halvdelen af mit ben bliver dækket. Hvordan kan der køre biler og busser lige nu? Da jeg kigger ud od vejen, finder jeg ud af, at der heller ikke kører noget som helst. Så må jeg gå og bide kulden i mig. Det er da i hvert fald jul det her, er det ikke? Not.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...