Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
901Visninger
AA

20. 20. december

Sidste weekend inden ferien! Og totalt stres, for hvordan når jeg noget som helst? Jeg vil ikke tilbage til Pete, jeg vil bare ikke.

Er det bare mig, eller det her lidt unødvendigt og mærkeligt? Så tager man lige fri to dage, inden man skal i skole en dag, før man får juleferie. Kun for at gå over til et andet emne. Det er umuligt.

Selvom jeg ved, at det ikke vil virke, tager jeg min computer for at gå på Facebook igen, hvor beskederne fra Jonas bliver ved med at vælte ind. Da der ikke er så meget andet, giver jeg mig til at læse nogle af dem.

”Jeg forstår godt hvis du er sur eller forvirret hvis ikke begge dele. Sorry.” styr der i nogen af dem. I andre ”Kan vi stadigvæk godt være venner? Jeg vil ikke miste dig L ” og ”Vil du ikke nok tage tilbage til Pete for min skyld? Please? Jeg ved godt jeg på en måde har svigtet jer begge to men det eneste du kan gøre for mig er at tage tilbage. Der er ikke særlig lang tid til den 24. og jeg vil bare gerne beholde dig at alt det gode. Det er bare for min skyld.”

Vent hvad? Vil han have, at jeg skal tage tilbage til Pete og hans land? Han vil have, at jeg tager tilbage til Pete og hans land. Det har jeg slet ikke lyst til, men på den anden side, ar Jonas jo fuldstændig ret, for vi skal beholde det gode. Og der er fire dage til den 24. Det går jo slet ikke!, nej, nej, nej, nej! Jeg må af sted, og det skal være nu! Som i lige nu! Det er med at få fundet en undskyldning med det samme og komme ud af døren i en ordentlig fart. Lige nu!

I et hurtigt spring er jeg uda af sengen og står ved mit skrivebord, hvor jeg flår en side ud af et hæfte, der ligger fremme. På papiret skriver jeg en besked til min mor: ”Hej mor. Jeg er taget i byen med nogle veninder. Jeg kommer hjem sidst på dagen, hvis ikke vi overnatter sammen. Du kan bare ringe, hvis der er noget. Kærlig hilsen Ida.”

Jeg lægger sedlen på et bord, hvor jeg ved, hun vil få øje på den, og så drøner jeg ellers ud af døren. Jeg tager cyklen og kører så hurtigt ned til det nærmeste busstoppested, så jeg næsten ikke lægger mærke til det. Selvfølgelig ved jeg ikke, hvornår, der går en bus, men det kan jeg da nemt finde ud af.

Mens jeg venter, tager jeg min telefon, for at, om der er sket noget spændende, som der selvfølgelig ikke er. Jeg går så ind på internettet for at se, hvornår der kører en ny bus til klinikken. Et kvarter. Selvfølgelig skal der gå så lang tid før den næste bus, hvornår sker det da ikke? Især er det typisk, når det både er koldt og mørkt og man har meget travlt og helst skal af sted så hurtigt som muligt. Du kender det helt sikkert, og hvis ikke du gør, så skal du være meget glad.

Jeg prøver at fordrive tiden med min mobil, mens jeg desperat forsøger at ignorere den voldsomme kulde, der prøver at komme ind under mit ellers varme vintertøj. Mine hænder  føles næsten helt frosne, og hvis ikke jeg havde masser af overtøj på lige nu, ville jeg sikkert ikke være i live. Så koldt er det faktisk og udover det, så er vejret også ved at nærme sig noget, man kan kalde en større snestorm. Sne er jo noget godt, når man løber rundt og leget i haven eller sidder indenfor, men det er ikke det fedeste at stå i klokken halv otte udenfor, mens man venter på en bus og fryser af h til.

Det går op for mig, mens jeg står og venter, at jeg måske skulle svare Jonas og skrive, at jeg er på vej. Derfor åbner jeg Facebook på min telefon og går ind for at skrive til ham.

Jeg sætter mig ind i bushuset, mens jeg skriver beskeden til ham, for det kan godt betale at sætte sig i læ, når der stadigvæk er ti minutter til den bus, der er tit er forsinket kommer. Beskeden kommer til at blive et hurtigt svar, for jeg føler ikke, at jeg kan mere end: ”Det er okay alt sammen, Jonas. Jeg er på vej tilbage til KL og Pete, selvom jeg ikke har lyst til at snakke, men jeg lader bare være. Håber, at du snart bliver rask.”

Jeg trykker på ”send” og låser telefonen igen, før jeg lægger den tilbage i min jakkelomme og tager hænderne ind i ærmet for at beskytte dem mod kulden.

Det eneste, som jeg mangler nu er egentlig bare, at bussen kommer, så jeg kan komme ind i varmen og tilbage for at redde magien for på onsdag. For at bruge tiden på noget, sidder jeg  og kigger på julelyset, der hænger rundt omkring på alle bygninger. Alting er ser så hyggeligt ud, når det sner og der hænger julelys overalt og står små og store, flotte dekorationer i de tændte vinduer. Det ville alligevel være helt trist, hvis vi aldrig fik noget af det her tilbage igen. Alt er hyggeligt og sjovt, når det er jul, og de fleste elsker det jo. Hvis magien forsvinder helt, hvir trist ville verden så ikke blive?

Tak, Jonas, jeg vidste, jeg skulle lytte til dig, selvom du ikke kan høre, hvad jeg tænker. Vi må jo gøre noget.

 

~~~

 

Da jeg langt om længe træde ind i det magiske land, får jeg noget af en stor overraskelse, for intet er som sidst, jeg var her. I stedet for et par enkelte skyer, er himlen helt overskyet, og det blæser, du alle bladende flyver rundt og hovedet på mig.

Pete sidder som sædvanligt på sin sten ved søen, men nu sidder han ikke og kigger, men læser i min notesbog. Min lyst til at snakke er stadigvæk på nulpunktet, selvom jeg snakkede med ham den anden dag. Det var heller ikke af fri vilje, det er vigtigt, at jeg siger det.

I et meget roligt tempo forsøger jeg at snige mig forbi ham, men helt uden held, for han får øje på mig næsten med det samme. Han begynder at råde højt efter mig, så jeg begynder at løbe. Godt nok vender jeg mig ikke om på noget tidspunkt, men jeg kan uden besvær fornemme, at han følger efter mig. Meget pludseligt tager et ordenligt vindstød fat i mig og blæser mig omkuld. Det gør, så Pete hurtigt kan indhente mig og sætter sig på ryggen af mig, hvorefter han skynder sig at vende mig, så jeg ligger på ryggen.

”Ida, du er nødt til at hjælpe mig.” siger han og holder mine arme fast, så jeg ikke kan slippe væk.

”Jeg gider ikke, at snakke med dig!” råber jeg og spræller helt vildt, selvom det ikke nytter noget som helst.

”Du snakkede da med mig i onsdags.” siger han. Han er så irriterende!

Jeg svarer ikke, men prøver igen at slippe fri fra ham. Han skal ikke tro, at han er noget, bare fordi hans far er noget specielt.  Han skal ikke tro, at jeg bare kommer tilbage, som om intet er sket. Han skal ikke tro, at han nogensinde kan gøre sådan noget over for mig igen.

”Hvad er det, der er galt med dig?” spørger han så, som om han ingenting aner.

”Hvad tror du selv?” spørger surt. Jeg sværger, at hvis jeg kunne bevæge mig, havde jeg slået ham lige i hovedet.

”Hvad er det?” spørger han igen.

”Du har gjort min bedste ven syg, så han ikke kan hjælpe med det her. Det kan godt være, at du gjorde det for, at det skulle gå ud over ham, men når det gør det, så går det altså også ud over mig. Jeg savner ham, Pete. Han er så vigtig for mig,.” Jeg skulle egentlig være sur, men nu lyder jeg faktisk trist. Sådan går det altid for mig, når jeg prøver at være sur over noget, jeg også er ked af.

”Så må vi jo klare det sammen,” siger han og rejser mig op igen. ”Men først skal du altså hjælpe mig med at læse et, der står i den her bog.” siger han og rækker mig notesbogen.

”Hvorfor det?” spørger jeg. ”Kan du ikke læse?”

”Nej, det er ikke lige sådan noget, vi lærer herovre. Jeg gør i hvert fald ikke.”

Jeg tager bogen ud af hans hånd og begynder at læse op fra den og fortæller, hvad man skal gøre.

”Nu kender du nogle af løsningerne, så jeg håber, at du har en god hukommelse,” siger jeg, før jeg begynder at gå væk fra ham. ”Du går den anden vej. Vi gør begge bare, hvad vi kan, og så må Jonas komme tilbage, når han får de bedre.”

Da han også begynder at gå, løber jeg igen, for at se, hvilke problemer, jeg støder på. Det vise sig dog hurtigt, at dem er der masser af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...