Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
890Visninger
AA

2. 2. december

Den følgende morgen vågner jeg pludselig med et sæt. Forvirret sætter jeg mig op i sengen og ser mig omkring.  Om det med rummet på min fars klinik var drøm eller virkelighed, ved jeg ikke, men jeg må altså undersøge det nærmere.

Udenfor er det stadigvæk helt mørkt, men jeg har ingen anelse om, om det er vinteren eller fordi det er meget tideligt.

Jeg trykker på ”lys” knappen på mit digitalur, der viser 02:14. Hvorfor skal jeg egentlig være så elendig til at falde i søvn og til at sove længe?

I stedet for at prøve noget umuligt, tager jeg min computer fra mit lille skrivebord. Jeg går straks ind på Google og søger på: ”Lysende indgang”. Der går cirka to sekunder, hvor den søger, før der kommer cirka over en million søgeresultater frem. Overraskelse! Jeg ruller et stykke ned og læser de forskellige overskrifter. Noget fanger så min opmærksomhed. Hele sætningen kan jeg ikke se, men jeg kan se, at der står; ”Lysende indgang: Før i tiden troede vi, at vi kunne finde en indgang til…” Jeg skynder mig at trykke på linket og kommer så ind på en side, hvor jeg kan læse det hele.

Jeg hopper over den første del og hen til der, hvor jeg er kommet til.

”Vi kunne finde en indgang til en anden verden. Den indgang skulle findes et sted, i en kælder, inden for døren, i et rum, der aldrig er blevet brugt og nærmest ikke set. Indgangen skulle være lidt som at gå ind i sollys, og hvor noget fra den anden verden bliver blæst ud gennem den lysende indgang. Man siger; at det er væsnerne fra verdenen på den anden side, der kaster indgangen ud, når de har problemer. Det gør de i håb om, at der vil komme en forbi fra menneskeverdenen og hjælpe dem. I ’Magiens Verden’ skal der nemlig menneskekræfter til at redde dem, ligesom der skal magi til at redde os her i vores egen verden. Magien kan ikke redde sig selv, fordi der også findes en slags magi for dem, som er det, vi kan her på jorden. Så længe magien er i problemer, kan den være væk fra jorden. I dag siger nogle stadigvæk, at det er grunden til, at der nogle gange er problemer her hos os. Magien er forsvundet for et øjeblik. Men er det egentlig bare en myte, eller er det sandheden?”

Nedenunder er der sat et par billeder ind af et meget skarpt lys bag en dør, bare lidt mindre kraftigt end det, jeg så. Ved siden af det billede vises nogle lysegrønne blade, præcis magen til dem, jeg så på klinikken ved det mystiske lys i kælderen.

Jeg lukker computeren sammen igen. Nu må jeg altså prøve at få bare en smule søvn, og så må jeg finde ud af mere i eftermiddag.  Jeg skal bare ned på klinikken igen. Hvordan jeg gør det, finder jeg ud af, når jeg får fri. Det eneste jeg faktisk skal er at komme ned i kælderen og finde ”indgangen” igen. Måske er det også en ide et huske solbriller, hvis ikke også de bliver helt smadret af lyset. På grund af, at det er så lyst, så må det også være varmt. Et andet problem er så bare, hvordan jeg får sommertøj på, uden min mor blander sig en hel masse eller undrer sig. Hvis jeg måske tager en kortærmet trøje på med en langærmet uden over, der kan fjernes senere, kan jeg måske godt slippe af sted med det. Det er jo vinter, så jeg har heldigvis også en vinterjakke, så min mor behøver nok ikke at bekymre sig, hvis jeg har den på. Hun må bare endelig ikke blive mere stresset eller mere sur, for jeg vil altså virkelig gøre, stort set hvad som helst, for at gøre hende rolig, så vi kan få en hyggelig jul resten af december måned. Og hvis det så var min skyld, at hun fik det værre, så kunne det slet ikke blive mere nederen. Men bare rolig, Ida, du har næsten en plan, så det skal nok gå, og det skal nok ende med, at du får endnu en super jul.

 

 

 

~~~

 

 

 

Skoledagen går fuldstændig, som jeg havde forventet: Meget langsomt uden stop. Det kostede uden tvivl min friskhed, at jeg lige var vågen de 45 minutter i nat.  Tit skyldes det, at jeg ikke har sovet godt eller ordenligt , når jeg slet ikke kan følge med i skolen, selvom jeg prøver. Fortabt stirrer jeg ned i mit tyskhæfte og prøver så godt jeg kan at følge med i, hvad læreren siger, selvom det er ret så svært, når jeg samtidig skal læse, hvad der står i hæftet.

Først da jeg efter noget stilhed kigger op fra hæftet, går det op for mig, at alle stirrer på mig. Jeg smiler bare, men den går ikke helt.

”Ida, følger du med?” spørger læren, men det lyder ikke spor, som om at hun tror, jeg gør.

”Øh, ja ja!” råber jeg nærmest og ved egentlig ikke, hvorfor det ”øh” skulle med.

”Kan du gå gentage, hvad jeg lige har sagt?” Hun ser ned på mig og får mig på den måde til at føle mig helt lille.

”Øhn, Ich heißt Ida. Heißen du?” prøver jeg. Hurtigt får jeg dog indset, at det på ingen måde er rigtigt, da hele klassen bryder ud i grin.

”Ja tak!” Hun får klassen til at tie stille, før hun vender tilbage til mig. ”Ida, du får skrevet hjem for fravær og ikke at øvet ordenligt.”

Ikke igen.

”Jo, jeg har øvet!” forsøger jeg desperat at redde situationen.

”Du kan det i hvert fald ikke ordenligt, og du fulgte slet ikke med, så jeg skriver til din mor efter timen, uanset hvad.”

Har jeg nævnt, at jeg hader min tysklære? Lige nu gør jeg i hvert fald – rigtig meget. Hvis det var en hvilken som helst anden, ville den person have accepteret, at jeg ikke har sovet ordenligt. Måske ikke at jeg sad med min computer klokken kvart over to, men ellers.

Klokken ringer pludselig, og lærerinden ser forskrækket på uret.

”Gud, I skulle da have haft fri for fem minutter siden,” udbryder hun. ”I må skynde jer at pakke sammen, og så må I få lov til at gå fem minutter før næste gang.”

De fleste elever jubler, mens andre er utilfredse, inklusiv mig. Hvorfor skulle det lige være i dag, hvor vi fik senere fri på grund af en åndsvag tysklærer?  Det kunne være hver eneste dag på hele året, men lige i dag? Hvorfor er du ikke med mig, Gud? Sådan er det bare, Gud er ikke med mig, det har han aldrig været.

Det bedste, jeg kan gøre, er at få pakket mine ting sammen hurtigt og komme ud af lokalet i en fart.

På min mobil er der en ny besked fra min mor. Den er næsten lige sendt og handler om, at jeg skal ned til min far igen.

”Hej søde Ida. Du glemte vist buskortet herhjemme. Skal jeg komme op og hente dig efter skole, når jeg skal ned og træne mit håndboldhold? Jeg kan sætte dig af hos far.                    

Knus mor.”

Jeg svarer, inden hun når at køre forbi skolen.

”Ja, jeg vil gerne hentes. Jeg er på parkeringspladsen foran hovedindgangen. ”

Straks sætter jeg i løb over mod udgangen til parkeringspladsen, hvor min mor vil hente mig.

Da jeg kommer ud af den store, blå dør, holder hun der allerede. Kikset når jeg skrev, at jeg allerede var her. Jeg lader dog som ingenting og hopper hurtigt en i bilen.

”Hej Ida.” Min mor kigger stadigvæk ud ad forruden, da jeg sidder ved siden af hende.”Hvordan gik det i skolen?”

”Fint,” lyver jeg. Man kan nok ikke ligefrem sige, at det gik godt. ”Jeg har bare været lidt træt,” får jeg lige reddet den.

Resten af turen ned mod klinikken foregår i stilhed. Der er alligevel ikke meget at snakke om. Ikke andet end det, jeg så i går, der faktisk er grunden til, at jeg tager derned i dag.

Jeg bliver sat af bilen lige udenfor. Ligesom i går er jeg langsom og forsigtig, da jeg går ind. I dag går jeg bare direkte ned i kælderen i stedet for først at tage ind på det lille kontor lige ved siden af indgangen.

Kælderen er mørk som sædvanlig. Lyden kan stadigvæk høres, men er bare ikke ligeså høj, som den var i går eftermiddags. Det meget skarpe lys er også noget svagere, da jeg står uden for døren og åbner den. Jeg træder forsigtigt ind i ”rummet”, hvor lyset stadig truer med at blænde mig og de lysegrønne blade blæser ud og lander på gulvet foran minde fødder. Døren smækker pludselig i bag mig, og lyden bliver tydeligere. Jeg lukker mine øjne for ikke at få får ondt i dem, mens jeg går længere ind i lyset. Uden at have den mindste anelse om, hvor jeg er på vej hen, fortsætter jeg ind i det nærmest uendelige lys.

Så lyder der et sus, og et vindstød rammer mig. Jeg åbner øjnene igen og ser mig omkring. Rundt på de store træer hænger der lysegrønne blade, græsset er nøjagtigt samme farve, himlen er helt blå, og foran mig ligger en lille, helt blank sø.

Jeg går videre ind mellem to træer, men når ikke at beundre noget her, før jeg bliver slået i jorden, og derfra er alting helt sløret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...