Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige?

*Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
1282Visninger
AA

1.

Jeg slår øjnene op og hiver efter vejret. Det skarpe lys og de pastelgrønne blade kan stadig ses for mit indre blik. Skudlyden og skriget giver genlyd i mit hoved.

Det lykkes at kæmpe mig op at sidde i sengen. Alt omkring snurrer rundt, og mit hoved dunker, så det kan mærkes i fødderne. Det eneste, jeg kan se, er mørke.

Jeg trykker på lys-knappen på mit digitalur, der står i vindueskarmen. 03:14.

Jeg lader mig dumpe ned på madrassen igen og trækker dynen op over hovedet. Tænk ikke så meget over det, bliver jeg ved med at sige til mit hoved. Jeg må lade være med at bekymre mig.

Forgæves.

Opgivende slynger jeg dynen af mit hoved. Jeg sætter mig op og rækker ud efter computeren på mit natbord. Den åbner på Google, min startside

Hurtigt taster jeg nogle ord ind. Den søger i er par sekunder, før der dukker cirka en halv million søgeresultater frem. De første scroller jeg forbi, før en overskrift fanger min opmærksomhed. Hele artiklen kan ikke ses, men jeg kan se, at det er et interview, og der står: "Indgangen var bag en stor jerndør, som jeg aldrig havde set. Jeg havde aldrig set den før, men jeg bemær..."

Jeg skynder mig at trykke på linket og kommer så ind på en side, hvor jeg kan læse det hele.

"Jeg bemærkede den på grund af noget, der lignede sollys under døren. Jeg turde ikke gå derind, men min mor sagde, at der fandtes nogle væsner på den anden side, der kastede en indgangen til deres verden ud. De gør det nogle gange i håb om, at der vil komme en forbi fra menneskeverdenen og hjælpe dem med nogle problemer. Dagen efter gik jeg tilbage til kælderen, hvor jeg havde opdaget døren, men den var forsvundet igen."

Nedenunder er der sat et par billeder ind af et meget skarpt lys bag en dør. Ved siden af vises nogle lysegrønne blade, præcis magen til dem, jeg så på klinikken ved det mystiske lys i kælderen. Teksten og billederne sender en kold fornemmelse ned ad min ryg. Er jeg blevet skør i hovedet? Eller er der rent faktisk nogle, der har brug for min hjælp?

Jeg smækker computeren i. I morgen jeg altså med ned på fars arbejde igen. Hvordan jeg gør det, finder jeg ud af, når jeg får fri. Det eneste, jeg skal, er at komme ned i kælderen og finde ”indgangen” igen. Men hvordan i alverden gør jeg det? Far vil undre sig meget, hvis jeg kommer op på hans arbejde efter skole for at køre med ham hjem igen. Er jeg nødt til at snige mig ind?

Alting virker håbløst, så jeg kryber tilbage under dynen i håb om at kunne få noget mere søvn. Det kan være, at det er meget nemmere at finde ud af ting, når jeg er veludhvilet.

 

 

~~~

 

 

Skoledagen går fuldstændig, som jeg havde forventet: Meget langsomt uden stop. Tit skyldes det, at jeg ikke har sovet ordenligt , når jeg slet ikke kan følge med i skolen, selvom jeg prøver. Helt fortabt stirrer jeg ned i mit tyskhæfte og prøver så godt jeg kan at følge med i, hvad læreren siger.

Først da jeg efter noget stilhed kigger op fra hæftet, går det op for mig, at alle stirrer på mig. Jeg smiler bare, men den går ikke helt.

”Ida, følger du med?” spørger læren med den stemme, der ligeså godt kunne have sagt: "Du følger ikke med."

”Øh, ja ja!” råber jeg nærmest og ved egentlig ikke, hvorfor det ”øh” skulle med.

”Kan du gå gentage, hvad jeg lige har sagt?” Han ser ned på mig og får mig på den måde til at føle mig helt lille.

”Øhn, Ich heißt Ida. Wo heiße du?” prøver jeg. Hurtigt får jeg dog indset, at det på ingen måde er rigtigt, da flere af mine kammarater begynder at fnise, og læreren himler øjne.

"Ida, du får skrevet hjem for fravær og ikke at øvet ordenligt.”

Ikke igen.

”Jo, jeg har øvet!” forsøger jeg desperat at redde situationen.

”Du kan det i hvert fald ikke ordenligt, og du følger slet ikke med, så jeg skriver altså til din mor."

"Det er altså min far, jeg er hos," mumler jeg højt nok til, at jeg ved, han hører det.

"Er det ikke din mor, der plejer at holde styr på dig?" spørger han, hvortil hele klassen bryder ud i grin.

"Ja tak!" Han får dem til at tie stille og vender sig igen mod mig for at give mig den værste information, han kan give: "Så må jeg jo skrive til begge dine forældre."

Jeg sukker dybt ved forestillingen, jeg allerede har, om at skulle bruge hele turen i bilen med mor på at få smæk og hele eftermiddagen med far på at lytte på, hvor skuffet, han er.

"Lektien til næste gang er de to næste sider i jeres grammatikhæfte," siger læreren. "Ikke også, Ida?"

Jeg nikker bare og forsøger at ignorere blikket. Det bedste, jeg kan gøre, er at få pakket mine ting sammen hurtigt og komme ud af lokalet i en fart.

På min mobil er der en ny besked fra min mor.

”Hej søde Ida. Jeg er lidt sent på den, så sørg for at stå klar på parkeringspladsen, så jeg ikke kommer for sent på arbejde.

Knus mor."

Jeg svarer med det samme.

”Står der nu"

Straks sætter jeg i løb over mod udgangen til parkeringspladsen.

Da jeg kommer ud af den store, blå dør, holder hun der allerede og ser hen efter mig. Det er tydeligt, at hun har set beskeden, jeg lader dog som ingenting og hopper hurtigt en i bilen.

”Hej Ida.” Hun ser stadig ud ad forruden, da jeg sidder ved siden af hende.”Hvordan gik det i skolen?”

”Fint,” lyver jeg. Man kan nok ikke ligefrem sige, at det gik godt. ”Jeg har bare været lidt træt,” får jeg lige reddet den.

Resten af turen ned mod klinikken foregår i stilhed. Der er alligevel ikke meget at snakke om, hvilket egentlig er meget rart. Læreren må ikke nå at skrive, før jeg bliver sat af!

Jeg bliver sat af bilen lige udenfor klinikken. I dag går jeg ikke ind på kontoret og hilser, men fortsætter forbi indgangen og hen til den slidte kælderdør.

Kælderen er mørk som sædvanlig. Lyden kan stadigvæk høres, men er bare ikke ligeså høj, som den var i går eftermiddags. Det meget skarpe lys er også noget svagere, da jeg står uden for døren og åbner den. Jeg træder forsigtigt ind i ”rummet”, hvor lyset stadig truer med at blænde mig og de lysegrønne blade blæser ud og lander på gulvet foran minde fødder. Døren smækker pludselig i bag mig, og lyden bliver tydeligere. Jeg lukker mine øjne for ikke at få får ondt i dem, mens jeg går længere ind i lyset. Uden at have den mindste anelse om, hvor jeg er på vej hen, fortsætter jeg ind i det nærmest uendelige lys.

Så lyder der et sus, og et vindstød rammer mig. Jeg åbner øjnene igen og ser mig omkring. Rundt på de store træer hænger der lysegrønne blade, græsset er nøjagtigt samme farve, himlen er helt blå, og foran mig ligger en lille, helt blank sø.

Jeg går videre ind mellem to træer, men når ikke at beundre noget her, før jeg bliver slået i jorden, og derfra er alting helt sløret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...