Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
899Visninger
AA

19. 19. december

Fredag igen. Det er den her dag på ugen, der plejer at være fantastisk, selvom vi kun er skodfag. Det blev bevist i sidste uge, da Jonas faldt i søvn op ad sit penalhus, Det glemmer jeg aldrig. Tænk at den nuttede dreng virkelig er vild med mig. Hvad skal jeg nu gøre?

Klokken er kun 06:30, da jeg vågner, så jeg har igen masser af tid. Så har det bare at blive en god dag i dag, for det bliver dit en lidt halvnederen dag, hvis ikke helt, når jeg er i god tid. Det har i hvert fald været sådan hele ugen.

På trods af det, vælger jeg at stå tideligt op, for så kan jeg mødes med Sofie i skolen og snakke med hende inden, det ringer ind.

Min computer tager jeg under armen, inden jeg går op for at spise min youghurt, som jeg bestemte i går, at jeg skulle have til morgenmad.

Mens jeg hælder maden op i min tallerken, logger jeg på Facebook for at skrive en hurtigt besked til Sofie. Jonas har – som jeg forventede – sendt en vanvittig masse beskeder siden i går, da jeg tog hjem. Efter vores lille meget akavede samtale, snakkede vi næsten ikke mere sammen, og det er jeg også ret glad for, for hvem ved, hvad det var endt med? Jeg var heldig, at hans mor var hjemme ikke alt for længe efter, så jeg kunne skynde mig at gå.

Sofie er logget på, så jeg skriver straks til hende: ”Hej Sofie. Har virkelig brug for at snakke med dig så hurtigt som muligt. Kan vi mødes oppe i skolen, så snart du kan?”

Jeg sender beskeden, før jeg begynder at spise min morgenmad. Tit tænker jeg meget bedre, når jeg har fået noget mad og ikke har brændt mig på en kakao, der er varm. Meget langt når jeg dog ikke med at spise, før hun svarer tilbage: ”Selvfølgelig. Kan være der om cirka 40 minutter. Håber, det er fint.”

Jeg får lige sendt en hurtig besked, inden jeg lukker computeren og skynder mig at spise min mad færdig, så jeg også når det til tiden.

I dag orker jeg ikke selv at sætte min tallerken i opvaskemaskinen, så jeg skubber den bare helt hen til vasken.

Mit tøj fandt jeg også i går, så det kan jeg hurtigt tage på med det samme.

Da jeg står på badeværelset, er klokken ikke mere end kvart i syv, og det går op for mig, at jeg måske har skyndt mig for meget. Sofie skrev cirka 40 minutter, og det må jo betyde omkring kvart over syv, hvilket er om en halv time. Okay, jeg har seriøst skyndt mig for meget, men man tager vel ikke skade af at komme op i skolen før tid. Langt før tid, men stadigvæk. At kede mig kommer jeg nok heldigvis ikke til, for mobilen er jo opfundet.

For at spilde min tid bruger jeg ekstra lang tid på at lave en pæn hestehale, der ikke er skæv, og hvor jeg har fået alt håret med. Sådan en frisure har jeg sjælent, men i dag må jo bare min perfekte chance før jul og nytår.

I dag har jeg faktisk tid til at stå med en børste og rette den fint ud, så den sidder helt perfekt. Det er lige den hestehale, jeg har drømt om altid! Den er flot, lige, stram, høj, perfekt! Okay, lad mig ikke flippe ud over en hestehale, for så tøset er jeg alligevel ikke helt. Men helt ærligt, jeg er meget godt tilfreds, for jeg troede ærlig talt ikke, at jeg kunne sætte sådan noget. Nu vil jeg komme ud af døren, så jeg når det til tiden, hvilket nok ikke ligefrem haster, når klokken ikke en gang er syv.

Når jeg har chancen, tager jeg først min jakke godt på og lukker den, før jeg tager min skoletaske på ryggen og retter den så den sidder godt for til sidst af lukke den foran, som jeg ellers aldrig gør. Denne her gang vil jeg ikke have ondt i ryggen eller fryse, så det gør jeg, hvad jeg kan for at undgå.

Kulden udenfor mit hus virker meget voldsommere end de andre dage, men om det er fordi, det er tidligere på morgenen eller længere henne på vinteren, har jeg ingen anelse om. Kulden får mig bare til at skynde mig, selvom jeg har super tid til at nu det hele. Måske havde jeg lovet mig selv, at jeg ikke ville fryse i dag, men det er ikke alting, man lover, som man rent faktisk holder. Blandt andet ikke at fryse.

Tiden flyver af sted, når jeg også gør, og inden jeg har set mig om, er jeg næsten ved skolen. Faktisk mangler jeg bare det sidste af stien og så den snoede bakke op til der, hvor skolen og cykelskuret ligger. Det er først, da jeg ser, at bakken er dækket helt til, at det går op for mig, at sneen rent faktisk bliver liggende nu. Den har ikke bare smattet sig ud i kanten af vejen og over det hele, men den har faktisk valgt at blive liggende på jorden. Sikkert grunden til at det er koldere i dag,

For at komme op af bakken står jeg af cyklen og trækker den ved siden af. Den kolde sne bliver ved med at blæse ind i hovedet på mig og fryse min krop som helt til.

I modsætning til i går, parkerer jeg min cykel i det første skur og begynder at løbe ind. Der kunne altså godt trænge til at blive skovlet bare en smule sne i det her område.

Alting er vådt og koldt, da jeg kommer ind på gangen og skynder mig over i vores område, hvor jeg snart skal mødes med Sofie, der bare må hjælpe mig igennem det her.

 

~~~

 

 

Man kunne jo næsten have regnet det ud, men Sofie kom selvfølgelig meget senere end mig i morges. Tro ikke, at det var hendes skyld, det var hendes lillebror, der forsinkede hende. Det hun sagde til mig var i hvert fald sådan, så jeg tror på hende. I det mindste har hun sat hele frikvarteret af til mig, og det er nu, så nu må jeg snakke med hende.

Så snart læreren er gået over for at holde pause og drikke kaffe, springer Sofie nærmest over til mig.

”Undskyld igen, jeg vil gerne hjælpe dig nu. Skal vi sætte os over i sofaen?” spørger hun med det samme. Jeg nikker og går efter hende over i sofaen.

”Det er ikke fordi, det er noget alvorligt. Bare nogle små problemer og sådan,” starter jeg, men Sofie overtager.

”Handler det tilfældigvis om Jonas? Jeg fik en hel vild lang besked af ham i morges, hvor han skrev en masse som, om jeg ikke ville snakke med dig og sige undskyld fra ham for ’Det i går’.”

”Jo, størstedelen af det handler om Jonas. Det var da jeg var hjemme hos ham i går. Vi snakkede om nogle forskellige og meget tilfældige ting. Så var det, at han sagde…” Jeg stopper der, for hvordan skal sådan noget siges til en veninde. Den nemmeste løsning ender dog med at blive den, jeg tager og siger det bare: ”Han sagde, at han er vild med mig.”

”Ej, gjorde han?” udbryder Sofie. ”Hvor fedt! Jeg vidste bare, at der var mere end venskab mellem jer!” Hun stopper med det samme sin begejstring, da hun kan se på mig, at der er mere. ”Er der noget galt?” spørger hun.

”Ja, jeg har også mødt en anden dreng, der også godt kan lide mig. Og nu føler jeg mig bare sådan lidt… Ja…” Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige efter det. To drenge kan lide mig på en gang, jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det.

”Årh. Ikke godt.”

”Jeg ved det,” siger jeg opgivende. ”Det er slet ikke godt.”

”Du må bare gøre det, der føles bedst for dig selv. Tag den du bedst kan lide eller afvis dem begge. Så længe du gør det bedste for dig selv, behøver du ikke at tænke for meget på. Hvordan andre har det.”

Jeg nikker langsomt, men er dog stadig slet ikke sikker, for hvad er egentlig bedst for mig?

”Selvfølgelig,” siger jeg bare. ”Gør det, som er bedst for mig.”

”Det er godt Ida,” siger hun og klapper mig på hovedet, som vi altid gør ved hinanden. ”Bare gør det bedste, så får du det godt. Hvordan går det egentlig ellers med ham?” Hun går over til noget helt andet for at rette lidt op på stemningen, som man alligevel ikke helt kan sige, at det gør.

”Ikke specielt godt. Han var helt smadret, og det er ikke blevet meget bedre siden i mandags. Efter i går ved jeg ærlig talt ikke, om han nogensinde bliver frisk nok til at starte i skole igen.” svarer jeg trist.

”Bare rolig, han er tilbage, inden du når at se dig om.” siger hun opmuntrende, men alligevel ikke helt nok til at mundere mig op. Ikke lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...