Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
888Visninger
AA

17. 17. december

Onsdag morgen vågner jeg faktisk før mit vækkeur bimler løs. Hele 45 minutter, faktisk. Seriøst, Ida, klokken er seks om morgenen, hvor kan du ikke sove?

Gårdagens oplevelse med Pete kører stadigvæk rundt i mit hoved uden at stoppe på noget tidspunkt. Hvorfor bliver jeg egentlig så påvirket af det? Fordi han gjorde sådan mod Jonas, bare for at han selv skulle få det godt, og så troede han rent faktisk, at det virkede! Han troede virkelig, at jeg bare ville tilgive ham og kysse ham med det samme. Nogle gange forstår jeg slet ikke drenge. Hvis altså man kan kalde ham det.

Jeg svaner Jonas! Og det hele er Petes skyld. Lidt midt eget ansvar også, må jeg indrømme, for det var mig, der sendte ham af sted. Hvorfor skulle det være mit ansvar? Hvordan i alverden skulle jeg vide, at de to ikke kunne være sammen uden, det gik helt galt? Det er bare fordi, jeg har så ondt af Jonas. Nu skal han jo ligge hjemme og have det skidt, jeg ved ikke hvor længe. Og brække sig i skraldespanden. Okay, nu ikke lave sjov, det er ikke sjovt. Det er synd.

I stedet for at sove tænder jeg for min computer og går på Facebook. Til min glæde har Jonas skrevet til mig, så han har det heller ikke så skidt, at han ikke kan skrive til mig. Beskeden er sendt lige for to minut siden, så jeg skynder mig at læse den, så han ikke falder i søvn igen. Man ved aldrig med sådan en forbandelse.

Han skriver: ”Hej Ida. Er du vågen? Hvis ikke, så må du undskylde, at jeg vækkede dig. Jeg har altså brug for at snakke med dig på et tidspunkt. Kan du ikke komme over snart?”

Ha, han ved, at jeg altid tjekker Facebook som det første, når jeg vågner.

Jeg svarer med det samme: ”Bare rolig, du vækkede mig ikke. Jeg vågnede af mig selv. Hvordan går det? Jeg kan se, om jeg kan få fri fra skole i morgen til at tage over til dig.”

Ikke meget mere end et halvt minut efter får jeg svaret fra ham: ”Har det virkelig af helvede til. Mavepine. Kvalme. Ondt over det heler fr….lmk,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,” Lilla Jonas, god. Du må være faldet i søvn oven i tastaturet. Ret sødt faktisk, men det er virkelig synd for ham. ’Alligevel kan jeg ikke lade være med at smile lidt over beskeden. Det er så sødt.

For ikke at vække ham igen, venter jeg med at svare, til han engang sender den næste besked.

Mens jeg venter, kommer jeg til at kigge på hans profilbillede. Det er et billede, jeg tog af ham i sommerferien, da vi var en hel uge sammen i mit sommerhus. Han hopper livligt på trampolinen i sin yndlingsT-shirt og kun en strømpe. Han ser så glad og frisk og samtidig doven ud på det billede, som han hopper rundt i noget helt tilfældigt tøj og sit ubørstede hår. Billedet tog jeg faktisk for sjov, men han elskede det, og det har så været hans profilbillede lige siden jeg tog det.

Ferien husker jeg stadig helt tydeligt, for jeg skrev hver eneste oplevelse ned på min IPad sammen med ham og vi har en masse billeder, som vi altid kigger på, når vi keder os. En af en af de oplevelser, jeg husker bedst er nok den tur, vi gik ned til byen, hvor han stod og bestilte ned enorm vaffelis nede ved kiosken. Han stod og grinede helt vildt, da han for fjerde gang opremsede de syv slags is han skulle have i og bagefter at han ville have ekstra flødeskum oven i sin tredobbelte guf og spiseske syltetøj. Og hvordan vi gik ned ad gaden og spise den enorme is sammen bagefter. Det er altså virkelig en sommer, man husker, og hvor hver eneste dag var fantastisk. Det kan ikke ligefrem sammenlignes med nu. Lige nu er faktisk komplet det modsatte af den gang.

Optaget af mine egne glade tanker opdager jeg slet ikke, at Jonas har skrevet tilbage. Da jeg kigger på skærmen igen, har han bare skrevet en besked, som jeg læser med det samme.

”Sorry, faldt i søvn igen. Som jeg skrev, har det forfærdeligt på flere måder. Håber virkelig, du kan komme i morgen. Jeg mangler virkelig en, der kan snakke med mig og underholde mig. Men du må have en god dag”

De sidste ord ”Du må have en god dag” får mig til at kigge på uret, der viser, at klokken snart er syv. Gud, er tiden virkelig gået så hurtigt?

Jeg skynder mig op af sengen og ovenpå for at få morgenmad. Nu håber jeg bare, at dårlig tid betyder en god dag.

 

 

~~~

 

 

I dag har faktisk været okay, men alligevel har jeg skyndt mig hjem.

Jeg hopper ind på mit værelse i fuld galop og kaster min taske over i hjørnet af værelset. Så kigger jeg over mod min seng, og det får mig til at udstøde et hurtigt skrig af ren forskrækkelse.

”Pete!” råber jeg nærmest. Han sidder på min seng og ser smilende over på mig.

”Ja, du vil ikke tage til mig, så jeg tog til dig,” siger han og hopper op af sengen.

”Du er ikke rigtig klog,” siger jeg og smækker døren i bag mig. ”Hvad tror du, der ville ske, hvis min mor fandt dig her? Eller min søster? Nogen i hele verden?”

”Der er ingen i hele verden, der behøver at vide, at jeg er her.” Han er altså virkelig blevet irriterende, synes jeg. Er jeg den eneste?

Jeg lader være med at svare på den sætning, men fortsætter i et andet emne.

”Tror du, jeg har tilgivet dig for det i går? For så er der sket noget helt galt med dig.” siger jeg og viser meget tydeligt, at jeg  er sur nu.

”Jeg tror skam ikke, at du har tilgivet mig, men ingen ville nogensinde tilgive igen, hvis ikke du gør noget.”

”Jonas kunne have hjulpet, hvis ikke det var på grund af dig. Jeg kan ikke sige nok gange, at det var meget forkert af dig.”

”Jeg ved det godt,” siger han, men lyder slet ikke ked af det eller undskyldende på nogen måde. ”Det var forkert, mens jeg kan ikke gøre noget nu.

I samme øjeblik hører jeg min mor komme løbende ned af trappen, så det må betyde, at hun er på vej ned. Jeg hopper op af sengen og skal til at løbe hen for at stoppe hende, men hun når ind på værelset lige efter, jeg har rejst mig.

”Hej Ida. Hvem snakker du med?” spørger hun. Jeg forsøger at dække synet for hende så godt som muligt.

”Med Sofie,” siger jeg. ”Vi snakker på Skype.”

”Nå okay,” siger hun og prøver at kigge mig overskulderen, men jeg rækker endnu længere op, så hun ikke kan. ”Hvad er det du laver, som jeg ikke må se?” spørger hun så.

”Bare nogle julegaver.” flyver det ud af mig.

”Spændende. Jeg kører ind til byen her om ti minutter. Vil du med?” spørger hende. Nu skal jeg finde på en ny undskyldning.

”Nej tak, jeg laver bare gaverne herhjemme imens.” siger jeg og smiler op til hende.

”Fint nok. Jeg kommer hjem om nogle timer.” siger hun inden hun går ud.

Så snart døren er smækket i, vender jeg mig mod sengen. ”Er du klar iver, hvor…” Jeg stopper midt i men sætning, da jeg opdager, at Pete ikke ikke længere sidder på sengen, men er forsvundet fuldstændig fra mit værelse. Nå, det var måske bare noget, jeg bildte mig ind. Men nu skal jeg bare komme i gang, for min mor tror, at jeg laver julegaver, så det ville være mærkeligt, hvis ikke jeg havde nogen.

Jeg skal til at sætte mig ned på min skrivebordsstol, da Pete pludselig popper frem og forskrækker mig igen.

”Hvad vil du?” spørger jeg.

”Du skal redde magien, og vi kan gå i gang her i stedet for at tage helt til mit land.” siger han.

”Hvordan?” spørger jeg.

”Fortæl mig, hvad jeg skal gøre, så kan jeg måske hjælpe,” foreslår han. ”Jeg kommer også tilbage meget hurtigt.”

”Okay,” siger jeg og finder min notesbog frem.” Jeg kan skrive nogle eksempler på problemer ned og svarene under. Så kan du se, om nogle af problemerne står i bogen og læse løsningen bagefter. Du skal ikke tænke på nogen bestemt måde, du skal bare prøve at gøre, hvad der står i bogen, så skal det nok gå.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...