Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
890Visninger
AA

16. 16. december

Min vrede kan ikke styres, da jeg træder ind i landet og går direkte hen mod Pete, der som sædvanligt bare sidder ved søen og dovner, mens han venter på, at enten Jonas eller jeg skal komme.

”Hvad er det, du har gjort ved Jonas?” råber jeg ad ham, og det ser ud til, at han bliver forskrækket. Det var også meningen.

”Hvad mener du?” spiller han helt uskyldig.

”Han kom op i skolen i går og var helt smadret. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set nogen, der så ligeså syg ud, som han gjorde, og jeg håber virkelig, at du på ingen måde har lyst til at høre, hvordan han havde det, for hvis du har, så er du virkelig på den. Og det skete alt sammen lige efter han kom hjem herfra alene og sagde: at du havde gjort noget alvorligt ved ham.” Jeg stopper for at få vejret igen. På hans ansigt udtryk, kan jeg ikke se, hvad han vil sige lige om lidt.

”Altså, det var bare en lille forbandelse,” siger han forsigtigt.

”Ih dog.” Jeg kan endnu ikke skjule min vrede på nogen måde. ”Så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan en stor forbandelse er. At man bliver slået ihjel på stedet?”

”Okay, det var en ret stor, men hvad vil du gøre ved det? Det er gjort,” siger han.

”Jeg vil ikke have, at du gør sådan noget ved min bedste ven! Jeg elsker ham, og ingen skal gøre ham fortræd. Ingen! Heller ikke dig. Og jeg vil have et svar på, hvorfor du gjorde det,” forlanger jeg meget bestemt og surt.

”Det er da ikke sikkert, at jeg vil fortælle dig hvorfor.” Pludselig lyder han også lidt sur.

”Er du godt klar over, at det går ud over jeres land, når Jonas ikke kan hjælpe mig? Det ender med, at Accil overtager jeres land.”

”Og julen og alle gode ting i jeres verden.”

”Okay.” Jeg tager fat i hans arm og trækker ham med over tul ringen af træer, hvor vi snakkede sammen første gang. ”Nu må jeg lige få en ordentlig snak med dig. Uden at du afbryder.” Jeg understreger uden. ”Er du med?”

Han nikker forsigtigt. ”Okay,” siger han så, men tier så straks stille og ser hen på mig.

”Jeg sendte Jonas af sted herhen alene, fordi jeg kom til skade fredag eftermiddag. Jeg sendte ham af sted selv, fordi jeg troede, at han sagtens selv kunne klare det, og fordi jeg troede, at du sagtens kunne tage dig af ham. Det fandt jeg så ud af, at du også godt kunne, men det var meningen, at det skulle være på en god måde. Ikke sådan, som det endte med at blive. Han havde det virkelig skidt, da han kom i skole i går, og jeg har aldrig set ham på den måde før, så det var ikke kun ham, der fik det skidt, det gjorde også helt ondt på mig at se ham sådan. Jeg vil bare gerne have en forklaring. Hvorfor gjorde du det?” Jeg strammer grebet om hans arm og ser direkte ind i hans ansigt, der ser meget glad ud som altid, også selvom vi er alvorlige lige nu. Jeg er i hvert fald

”Jeg skal nok forklare det,” siger han stort set med det samme. ”Jeg ville have Jonas af banen, fordi det virkede som om, I to var rigtig tætte,  men jeg er selv ret vild med dig, så jeg vil hellere sammen med dig selv.” Han snakker så hurtigt, så jeg kun får fattet halvdelen af det.

”Hvad?” spørger jeg forvirret. Han svarer ikke, men tager armene rundt om mig og tager et skridt tættere på.

”Hvad laver du?” spørger jeg endnu mere forvirret end før.

”Kys mig,” siger han bare.

”Hvad?!” råber jeg næsten.

”Kys mig nu,” siger han igen. Jeg kysser ham ikke, men skubber ham hårdt væk.

”Først sviner du min bedsteven totalt til, og bagefter tror du bare, at alting er okay, og at jeg ligefrem vil kysse dig? Glem det, Pete. Du er for meget!” Jeg råber det hele så højt, at det faktisk overrasket mig selv. Lige efter det løber jeg, så hurtigt jeg kan over mod udgangen. Nu vil jeg bare ud!

Det allersidste, jeg når at høre, er Pete der højt råber:” Vent, Ida!” efter mig. Jeg har hverken tænkt mig at vente eller tage tilbage. Om så han vælger at jagte mig hele vejen hjem. Han skal ikke tro, at han er noget som helst. Ingenting.

 

 

~~~

 

 

”Ida, er der noget, du er ked af, så skal du bare sige det til en af os,” siger Sofie igen uden at fjerne sig fra mit bord.

Jeg fortsætter med at stirre ud af vinduet og svarer ikke, selvom jeg måske burde. Når Pete fornærmer mig, skulle jeg måske gøre gengæld og fortælle om ham til en hel masse. Noget stopper mig bare og siger, at ingenting bliver bedre ved at gøre gengæld. Det må være min fornuft, for det er altid den, der stopper mig, når jeg er ved at gøre noget dumt, som jeg ikke bør gøre.

”Jeg synes bare ikke, jeg har behandlet Jonas godt nok den her måned,” siger jeg så.

”Er det da din skyld, at han blev syg i går?” spørger Sofie for at lave sjov.

”Haha, hvor sjovt.” Det var her, jeg burde sige mere, men jeg har ikke så meget. Jeg føler mig så tom. Sofie går om på den anden side af bordet og sætter sig ved siden af mig.

”Hvad er det, du er så ked af?” Nu minder hun om mig over for Jonas i går. Jonas. Navnet gør mig trist. Jonas. Jonas. Jonas. Jeg stopper.

”Jeg har bare afvist ham så mange gange. Og svigtet ham. Jeg ved ikke hvorfor, min mor har bare været stresset og ødelagt mit humør, selvom det er jul. Og nu er han jo blevet heltvildt syg og ligger sikkert hjemme resten af ugen, hvis ikke mere. Nu får han jo sikkert heller ikke en god jul, og jeg føler bare, at jeg er skyld i det. Det gør mig så ked af det.”

”Årh,” siger hun og slår armene om mig. ”Jeg er sikker på, at du nok skal få en god jul sammen med Jonas, når han kommer tilbage igen om nogle dage.” Jeg når dog at høre hende hviske noget i stil med: ”Hvis han kommer tilbage,” men jeg lader som ingenting, for det var helt sikkert ikke noget, jeg skulle have hørt.

”Det håber jeg,” siger jeg i stedet for. ”Jeg håber sådan for ham, at han får en god måned, og at den ikke også bliver spuleret på grund af mig.”

”Op med humøret,” siger hun lige før klokken ringer ind. Nu bliver jeg da glad! Magter ikke tysk.

”Ja ja,” siger jeg bare og smækker min tyskbog op på bordet.

”Jeg kommer over til dig igen efter timen,” lover hun mig, inden hun går tilbage på sin plads.

”Det behøver du nu ikke,” siger jeg, men jeg tror ikke, hun hørte det, for hun hverken svarer eller vender sig mod mig.

I samme øjeblik kommer min tysklærer ind i klasseværelset og siger noget, som jeg slet ikke forstår. Jeg kan altså godt lide, at alle lærere, der underviser i fremmedsprog, tror, at eleverne kan forstå alting ved, at de siger det.

”Tag jeres tyskbøger frem og slå op på side 32,” siger hun. Hvorfor 32? Sidste gang var vi da på side 15, var vi ikke? Eller er jeg gået glip af noget? Gætter på det sidste og hvis ikke, får jeg sikkert blandet det her sammen med et af vores 30 andre fag, hvor vi også har en hel masse forskellige bøger. I det mindste har vi kun en tyskbog og ikke fire som i engelsk.

Måske er det stadigvæk min vrede til Pete, der bliver ved med at gå mig på. Jeg kan ikke glemme, hvad der skete før i dag, selvom jeg prøver alt, hvad jeg kan. Det sidder fast i mit hoved som en oplevelse, jeg aldrig glemmer.

Jeg er seriøst nødt til at snakke med Jonas om det her.

Men først har jeg en tysktime, der skal overstås, før jeg kan komme ud af det her forfærdelige kaos.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...