Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
878Visninger
AA

15. 15. december

Mit vækkeur bimler på livet løs den næste morgen. Det var jo præcist, hvad jeg sagde. Man sover indtil man bliver vækket af et vækkeur eller noget lignende. Og når man ikke gør, så vågner man alligevel for det meste tideligt.

Jeg sætter mig op i sengen og slår vækkeuret fra. Det viser, at klokken er lidt i syv, så jeg har heldigvis okay tid til at spise morgenmad i dag. Særlig tit er det ellers ikke, det sker, men nogle dage må man jo være heldig.

Jeg trasker sløvt ovenpå og hen i køkkenet, hvor jeg tager en tallerken, som jeg fylder op med havregryn. Ovenpå smider jeg en håndfuld rosiner, som jeg blander godt rundt i havregrynet, og til sidst hælder jeg en lille smule mælk på det hele.

I et langsomt tempo spiser jeg portionen, mens jeg kigger på af vinduet, hvor det stadigvæk sner og alting er smattet på grund af den pokkers jord, der skal blive ved med at være for varm til at der kan ligge rigtigt sne på den. Sådan er livet. Nogle gange er man heldig, nogle gange er man uheldig. Og i dag ved jeg faktisk ikke rigtigt, hvad jeg er. Jeg er træt. Det er det eneste, jeg sådan rigtigt er sikker på. Men det skal man jo næsten også være på en mandag, hvor man skal have idræt. Jeg tænker tit frem på idræt en del tid før timen begynder. Jeg kan ikke lide det. Det er hårdt, det er kedeligt, og skal vi have det de to første timer på ugen, så det lige bliver ekstra hårdt at starte i skole. På det punkt er jeg ret uheldig, men næsten alle mine kammerater er heldige, for de elsker idræt. Helt ærligt, nogen skal jo være den person, er skiller sig ud fra de andre. I vores klasse tror jeg faktisk, der er tre af den person. Den ene er mig, den anden er Jonas og den tredje… Jeg savner faktisk Jonas lidt, selvom jeg så ham i går. Det er så rigtigt at være sammen med ham igen, som vi var i efteråret, men nu er det som om, jeg slet ikke kan undvære ham, og det er jo lidt skidt, for  det bliver jeg nødt til hver eneste dag, når vi ikke er i skole eller sammen. Stakkels os.

Da jeg bliver færdig med min havregryn, er klokken stadig kun lidt over syv, så jeg har også ret god tid til at tage tøj på og blive klar.

Jeg skubber min tallerken over i vasken, så min mor nemt kan skylle den af, når hun kommer op senere. Så løber jeg nedenunder, hvor mit tøj til i dag ligger. Jeg har fundet noget, der er nemt at hoppe ud af og i, når jeg nu skal have idrætstøj på næsten med det samme. Tøjet består af en langærmet trøje, et par løse jeans og nogle lange strømper. Det jeg ikke kan lide ved vinter er, at man skal have noget varmt tøj på, og der er ikke rigtig noget varmt tøj, der ser helt godt ud. Faktisk er der en del ting, jeg ikke kan lide ved vinter, men også mange ting, jeg godt kan lide.

Jeg børster mine tænder, mens jeg pakker min idrætstaske færdig og tager de unødvendige ting op. Jeg behøver nok ikke det langærmede, når vi løber rundt indenfor og kommer til at svede, mens det er varmt, da det tager jeg op og lægger på badeværelsesbordet sammen med min shampoo. Så tager jeg et håndklæde, der hænger på væggen og lægger det øverst i tasken oven i alt mit sportstøj.

Jeg sætter mit lange hår op i en høj hestehale, så det ikke kommer i vejen, når jeg løber. I siden sætter jeg en hårnål, der holder resten af mit hår på plads. Med en halv time tilbage, er jeg på vej ud af døren med alle mine tasker.

”Vi ses mor!” råber jeg på vej ud af døren og glemmer, at hun ikke er stået op endnu. Ups. Så smækker jeg døren i og går ud til min cykel.

Jeg er i god tid i dag, så jeg vil skynde mig op i skolen. Det er altid fedt at komme op i skolen før tid. Jeg hopper hurtigt op på cyklen og kører ud af indkørslen og ud på den smattede vej. Sneen flyver ind i hovedet på mig, mens jeg cykler forbi det våde landskab. Jeg tror, det var en god ide af mig at tage luffer på, for det er godt nok noget smat alt det her. Det er helt kaos, alt det smat, der er lige nu.

Langt om længe når jeg endelig frem til en sidste bakke, der fører op til min skole: Så kan jeg slippe for alt det her og komme ind i varmen. Varme er virkelig noget, jeg savner lige nu.

Jeg parkerer min cykel i det sidste cykelskur, der ligger tættest på indgangen til skolen. Med min idrætstaske over armen og skoletasken bagpå skynder jeg mig ind på den dejlig varme gang.

Jeg er stadig i ret god tid, så det haster ikke med at komme over i klassen. Timen begynder først om det kvarter, så det er bare med at tage sig god tid og undgå at blive for træt.

De sidste mange dage har jeg haft meget travlt, så nu er det helt dejligt at kunne gå lige så stille og bevare roen på vej over i klassen, der ellers ligger helt ovre på den anden side af skolen end der, hvor indgangen ligger. Det er noget af en gåtur, der er, hver gang man skal fra klasselokalet og til svømning, idræt, musik, hjem eller noget andet. Surt show.

Jeg kommer over til 5. klassernes område, hvor alting larmer som hver eneste morgen. Det allerførste jeg får øje i dag er Jonas, min bedste ven, der står og brækker sig ned i skraldespanden. Lækkert. Han ser virkelig skidt ud.

Jeg sætter i løb over mod ham. ”Er du okay?” spørger jeg helt bekymret.

”Hvad får dig til at sige det?” spørger han med sløv stemme, da han ser op på mig.

”Jo, du står og brækker dig ned i en skraldespand, du er helt bleg, og du kan ikke snakke ordentligt,” siger jeg.

”Jeg har det altså helt fint,” siger han på en måde, der hverken lyder overbevisende eller sikker.

”Er du helt sikker?” Jeg giver mig ikke.

”Helt sikker.” Han lyder godt nok stadigvæk meget sløj, da han igen prøver at overbevise mig.

”Du er ikke okay.” Nu vil jeg altså lege med mere. ”Du er syg, Jonas, du skal hjem i seng.”

”Jeg skal slet ikke hjem i seng. Jeg vil blive her sammen med dig og have det sjovt.” Efter at have sagt det, falder han sammen på gulvet uden en lyd.

”Jonas,” siger jeg lavt, men han svarer ikke. ”Jonas!” Jeg sætter mig ned på gulvet og begynder at ruske hårdt i ham. ”Vågn så op!” råber jeg ind i ansigtet på ham.

”Hvad?” Han åbner langsomt øjnene og kigger op på mig.

”Du faldt sammen på gulvet,” siger jeg. ”Du må hellere komme hjem nu, du ser ikke for godt ud. Mener du helt seriøst, at du har det fint?” spørger jeg igen.

”Nej du har ret,” siger han så endelig. ”Jeg har det elendigt, og jeg vil hjem i seng nu!” Pludselig lyder han ligefrem ivrig efter at komme hjem.

”Okay, bare sæt dig ned, jeg ringer efter din mor,” siger jeg og tager min mobil op af jakkelommen. Jeg finder hurtigt mobilnummeret på Jonas’ mor og ringer op. Biplyden kommer tre gange, før telefonen bliver taget.

”Det er Maria,” siger morens stemme.

”Hej,” svarer jeg hurtigt. Jeg forklarer, at Jonas er blevet syg, og at han gerne vil hjem igen. Da jeg kigger over på ham, er han faldt helt sammen på gulvet igen Jeg siger, at han er helt hvid i hovedet og er faldet om flere gange.

Hans mor svarer med det samme, at hun vil komme så hurtigt som muligt.

Jeg går over til Jonas og får ham op og sidde igen.

”Din mor kommer og henter dig lige om lidt,” siger jeg til ham.

”Men hvad så med magien og det andet land? Kan vi godt bare blive hjemme?” Hans spørgsmål kommer som et kæmpe chok. Men det er ikke spørgsmålet, der pludselig gør mig rigtig vred og giver mig lyst til at råbe op og smadre alting.

”Pete,” siger jeg. ”Jeg slår ham ihjel.”

”Hvad?” spørger Jonas forvirret.

”Jeg tror, jeg ved præcist, hvad der er sket med dig,” siger jeg og tænker stadigvæk kun på Pete, og hvor meget jeg hader ham lige nu.

Fra Jonas kommer kun en meget mærkelig lyd, før han læner sig op af mig.

 

 

~~~

 

 

Hele dagen forløber værre, end jeg overhovedet kunne have forestillet mig; Idrætstimerne ender kun med skader og bolde i hovedet, i dansk fejler jeg i alting og ender med at blive til grin, min hjerne er gået totalt matematikdød, og jeg ender med at lave to regnestykker og lektiehjælpstimen tror jeg ikke, jeg tør snakke om.

Efter i dag startede meget dårligt ud, har jeg selv haft det helt skidt. Skidt over min vrede på Pete, skidt over at Jonas har det skidt og skidt over, at jeg nu ikke kan redde magien forløbeligt.

Det er som om, jeg ikke kan koncentrere mig om noget, og alting bare er dødt. Den værste dag nogensinde, det er, hvad det er. Jeg har aldrig været mere sur. Måske er Pete søn af en meget vigtig person, og måske er vi gode venner, men at han går min Jonas fortræd, det finder jeg mig ikke i.

Man ville måske synes, at det er lidt tarveligt, når jeg bare beskylder ham for noget, når jeg ikke ved, om det er rigtig, men det må da hænge sammen. I weekenden var Jonas hos ham uden mig og da han kom tilbage, sagde han, at der var noget galt med ham, og at han ikke måtte sige det videre. Men hvorfor skete det? Det må der være en forklaring på et sted, men hvor er den forklaring? Jeg vil have den forklaring! Hvorfor gjorde han det, når han ved, at Jonas er min rigtig gode ven? Jeg ved, at der er en eller anden forklaring, og den vil jeg finde. Lige meget om jeg må eller ej.

I dag er kørt totalt af sporet, og efter det her ved jeg ikke, hvordan det skal ende. Jeg ville bare ønske, at i dag aldrig var kommet, at der ikke var en dag i dag, at jeg ikke have sendt Jonas af sted alene, at jeg bare var blevet i sengen. Men man kan ikke gøre sine handlinger om, desværre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...