Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
885Visninger
AA

14. 14. december

I dag er det søndag. Det betyder, at weekenden snart er slut, og Jonas kommer hjem. Jay! Det betyder også, at det er den 3. Advent, og der er mindre tid til jul.  Og i dag sov jeg til mere end klokken syv! Det gjorde jeg også i går, men i dag blev den ni, så det er godt. Jeg er veludhvilet, og jeg er glad. Det må betyde, at det rent faktisk virker at forvente det værste om næste dag. I morgene bliver en skoddag!

Mia er allerede oppe og sidder og ser fjernsyn, så det kan høres helt hen til mig, selvom hun har værelse midt på gangen, og jeg har helt for enden. Sådan er nogle mennesker. Inklusiv mig.

Jeg sparker dynen af og sliber min fod ned af min hudafskrabning på det ene ben. Det gør faktisk slet ikke så ondt mere. Kun en lille smule, jubi! Det skal nok blive en fair nok dag, og jeg skal også have adventsgaver. Adventsgave, whatever.

Lige med det samme jeg har sat mig op, mærker jeg sulten, som gnaver i hele min krop og truer med at dræbe mig. Jeg må have nogle cornflakes!

I en fart skynder jeg mig op ad trappen for at finde noget mad.

Cornflakesene står allerede fremme på bordet, så Mia må have haft fat i dem og taget dem med på værelset. Så bliver mor snart sur, lille Mia.

Jeg hiver en tallerken op fra den nederste skuffe og stiller den på bordet. Så fylder jeg skålen op med cornflakes og smider en håndfuld rosiner øverst. Tallerkenen med rosiner og cornflakes tager jeg med om til sofabordet sammen med et glas kold mælk. Jeg tænder for fjernsynet, for at se, om der er noget spændende.

Lige nu er der en genudsendelse af julekalderen, som kører på DR i år. Jeg tror, jeg har set to afsnit af den, så jeg har nærmest ingen anelse om, hvad den handler om. Alligevel prøvet jeg at følge med så godt jeg kan, men der er rigtig meget snak om ting, jeg ikke ved, hvad er, fordi jeg ikke har set det. Men de går luciaoptog, og det kan jeg i det mindste godt forstå. Jeg har ondt af dem. Det må faktisk være ret slemt at skulle filme sådan noget, for hvis bare en enkelt ting ikke går som planlagt, skal man filme det om. Og jeg blev træt af at gå bare et lille optog med min søster i går, så jeg kan slet ikke forestille mig, hvor slemt det ville være at gå ni eller så mange, man kommer til, når det skal filmes.

Efter optoget slår jeg over på en anden kanal, for det er for svært at følge med, når man ikke rigtig ved, hvad der er sket før. På et tidspunkt skal jeg have set alle afsnit, så jeg kan følge med i resten. Hvis altså jeg når det.

På DR sender de det samme som på de andre kanaler, jeg gider, så i stedet for at se fjensynet, går jeg på DR TV og finder noget sjovt. Noget med mad eller nogle konkurrencer. Ellers et sjovt tøseprogram.

Jeg ender med at se noget om nogle rumvæsner, der er landet på jorden for at surfe og så mister deres rumskib. Faktisk er det rigtig sjovt at se, hvordan de bare ingenting ved om den menneskelige verden. De kan slet ikke finde ud af at vaske op, og de putter alting i blenderen og ovnen for at se, om man kan spise det. På den måde er det også både et tøseprogram og lidt et madprogram. Smart nok faktisk.

Min mor kommer løbende ovenpå. ”Godmorgen Ida,” siger hun. ”Far har ringet til mig, og han siger, at han har rigtig travlt på klinikken, så I er nødt til at blive passet dernede.”

”Fint nok.” siger jeg og holder blikket mod fjernsynet. ”Men kan Jonas godt tage med?”

”Det tror jeg ikke, bliver noget problem,” svarer hun. ”Skal jeg lave noget morgenmad til jer?”

”Nej tak,” svarer jeg. ”Jeg får lige nu. Og Mia spiser cornflakes i sengen uden at rydde op efter sig, når hun har tager, ofr pakken stod fremme da jeg kom op.” Jeg kan godt lide at saldre, når det er noget om min søster.

”Nå, det skal jeg nok lige få snakket med hende om, når hun kommer op. Men vi kører, når du har fået tøj på, så skynd dig lidt.”

”Okay.” siger jeg og tager fjernbetjeningen for at slukke fjernsynet. Det var ellers sjovt, men jeg kan sikkert låne en computer, mens jeg venter på, at Jonas kommer tilbage fra Pete. Jeg har opgivet at prøve på at udtale navnet på landet, for det er alt for svært, og Jonas kan heller ikke udtale det.

Med resterne af mine cornflakes skynder jeg mig ned ad trappen til mit værelse for at finde mit tøj.

I dag bliver det bare mit løse træningstøj og en lav hestehale, for hvis jeg skal gå rundt på en klinik hele dagen, vil jeg altså ikke gøre det helt store ved mit udseende. Sådan nogle dage som i dag er jeg bare ret doven.

Så snart jeg har trukket i mit tøj og børstet mine tænder, går jeg ud får at tage min jakke på. Udenfor er det begyndt at sne en smule, så det er øv, at jorden er så varm, aå det bare ender med at blive noget ubrugeligt smat, der ligger i vejkanten. På den anden side er den første sne hver vinter jo sådan. På grund af vejret tager jeg mine støre vinterstøvler på sammen med min tykke vinterjakke og mine luffer. I stedet for en huge bruger jeg hatten bag på min varme jakke, for det ser også lidt bedre ud, end at den hænger der, og jeg går rundt med en anden jakke.

”Jeg går ud i bilen, mor!” råber jeg ind i huset, inden jeg smækker døren i.

 

 

~~~

 

 

Det er ved at blive ret sent på eftermiddagen, og jeg sidder stadigvæk ved computeren i vaskerummet, mens jeg venter på, at Jonas skal komme ud fra landet ved siden af mig.

Facebook virker ret død, efter jeg har siddet der i fire timer, men der er ikke så meget andet at lave, for der er ikke lyd på den computer, jeg sidder ved, så jeg får ikke noget ud af DR TV og Google translate. Suk. Hvem har egentlig bestemt, at der ikke må være lyd på en arbejdscomputer? For den person kan jeg ikke.

Uret på skærmen skifter til 17:15, og jeg begynder snart at blive lidt nervøs for, om han glemmer at komme tilbage. Jeg aftalte med ham, at vi skulle mødes på klinikken søndag klokken kvart over fem, og det må jo være nu her. Men Jonas plejer altid at være der før tid, så jeg undrer mig bare lidt. Han er sådan en hurtig dreng, og han vil gerne have så meget som muligt ud af en aftale med en ven. Godt nok har han ikke så mange, men det gør også, at han er endnu hurtigere, når han så skal være sammen med en, som gider ham. Mig for eksempel. Uret skifter igen. Nu må han altså snart være her. Jeg ville godt kunne forstå, hvis han kom lige til tiden, men ikke hvis han kom senere. Måske kunne han ikke høre sin telefon, da alarmen ringede. Eller også duer den ikke i en anden verden.

Samme øjeblik som uret skifter til 17:17, hører jeg skridt ude på gangen. Jeg hoper op af stolen og spæner ud foran vaskerummet, hvor Jonas står. Han ser meget smadret ud, og jeg kan se på ham, at han har skyndt sig meget.

Jeg slår han hårdt på armen. ”17:17! Hvad sker der for, at du først kommer nu?” spørger jeg lidt bekymret. ”Det ligner slet ikke dig.”

”Nej, jeg ved det,” undskylder han. ”Det var Pete, der forsinkede mig. Sorry.”

”Det er fair nok. Hvad gjorde han da?”

”Jeg lovede ham, at jeg ikke måtte sige det videre,” siger han og begynder at gå op. ”Han sagde, at det skulle blive mellem ham og mig, og jeg var  så færdig, hvis jeg sagde det til andre.”

”Og jeg lovede ham højt og helligt, at jeg ikke ville fortælle nogen om landet, og kunne jeg holde det, eller sagde jeg det til min bedste ven, fordi han gerne ville vide det?”

”Det sidste,” siger han uden tøven. ”Men jeg tør altså ikke at fortælle dig det. Han lød virkelig alvorlig, da han sagde det. Tro mig, du ville heller ikke have lyst til at sige det til mig, hvis du have hørt den måde, han sagde det til mig på.”

”Okay så,” Jeg giver mig. ”Men næste gang skal du altså fortælle mig noget hemmeligt, før jeg fortæller dig noget hemmeligt. Er det oaky?”

”Okay så.” griner han og skubber til mig.

”Din… Bandit!” Jeg springer hurtigt efter ham op ad trappen og forsøger at skubbe ham op i stedet for. Jeg er lige ved at skvatte, men gelænderet får redet mig i sidste øjeblik. ”Jeg må hellere passe på nu.” siger jeg, da jeg tænker på, hvad der skete fredags.

Jonas griner igen og skynder sig videre op, inden jeg når at gøre mere. Han er bare heldig i dag, ikke andet.

Jeg er helt forpustet, da jeg står på stueetagen, og jeg ved ikke hvorfor, men måske er det fordi jeg er faldet ned og sprunget herop. Hvem ved. Jeg ved. Ha ha. Den skulle Jonas have hørt.

Jonas prøver at sige noget til mig, men han ved åbenbart ikke, hvad det skal være. Han ender med at sige: Ja, jeg er en bandit med pudder og cola i hovedet.”

”Det var da en tilfældig popcorn.” siger jeg på samme måde som ham. Hvem kunne have fundet på det? Vi kunne. Hi hi hi hi ha! Jeg er sjov i dag. Det er Jonas også. Og jeg stopper her med flere platte ”jokes” eller det, man nu vil kalde alt det, jeg lige har stået og sagt.

Min far kommer ud fra klinikken efter en meget lang arbejdsdag og ser ret træt ud.

”Nå, lad os komme hjem,” siger jeg før min far og tager i Jonas’ arm. ”Der er også en dag i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...