Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
911Visninger
AA

13. 13. december

Mit ellers store og rodede værelse virker pludselig meget tomt, da jeg vågner op. Det er som om, at Jonas burde være her. Det burde være ham, der lå på gulvet. Han burde vække mig ved at ligge og prikke til min næse og sige: ”Prik. Prik. Prik. Prik.” Men sådan skulle det selvfølgelig ikke være. Han er ikke engang i nærheden lige nu. Sikkert i en anden verden.

Jeg vender mig om i sengen og skraber mit ben op ad dynen. Av! Hvordan kan det blive ved med at gøre ondt? Det skete i går, det kan da ikke bare blive ved med at være ligeså slemt. Helt ærligt.

Irriteret sparker jeg dynen af og sætter mig op ad væggen. Med det her ben tror jeg ikke, jeg kommer til at sove meget længere, selvom klokken kun er halv otte. Seriøst, det er det her tidspunkt, jeg kunne stå op en hverdag. Måske ikke en hverdag, men et kvarter længere. Det er også bare alt for typisk, at i hverdagen sover man altid indtil man bliver vækket af enten sin mor, bruseren eller et vækkeur, og man vil bare give alt for at komme ned i seng igen. Når det så bliver weekend, og man endelig har mulighed for at sove det man har lyst, så vågner man herretideligt og kan ikke sove igen. Er jeg den eneste, som tit oplever det? Det tror jeg ikke. Så misunder jeg også virkelig Pete og dem i hans land, fordi de slet ikke har brug for at sove. Ja, der findes heldige mennesker, eller hvad i al verden de er.

Jeg tager min computer op fra gulvet, hvor den jo ligger fint, fordi jeg ikke gad at lægge den alle mulige mærkelige steder i går.

Internettet er proppet med julepynt og tekster som ”Merry Christmas” og ”Jingle Bells” overalt. Alt virker glad, hyggeligt og fantastisk. Jeg ville bare ønske, at jeg selv kunne være en del af alt det sjove og hyggeligt. Men alle andre ved jo ikke, at det muligvis bliver den sidste gang nogensinde, hvor det er fantastisk, sjovt og hyggeligt. Det allermindste, der kan ske er, at det ikke bliver jul igen. Altså, hvis ikke vi klarer det. Men det gør vi nok. Selvom der kun er elleve dage til, jeg har slået mit ben og ikke kan tage af sted, både Jonas og jeg har travlt med ting som skolen og julegaver og jeg ikke kan blive ved med at finde på undskyldninger og løgne for at tage derover. Ja, det skal nok ende godt, for det gør det altid. Næsten.

Jeg lader mine fingre trumle imod tastaturet, mens jeg overvejer hvilken side, jeg skal gå ind på. Der findes jo tonsvis. Jeg taster ”DR TV” ind, men så sletter jeg hurtigt det hele igen. Jeg vækker hele huset, hvis jeg begynder at se en hel masse med høj lyd på. I stedet logger jeg på Facebook for at se, om der er sket noget nyt.

Som jeg havde forventet, er der selvfølgelig også pyntet op med røde julekugler og store brunkager, og alle mine venner har lagt glade billeder op af sne, snemænd, deres pyntede grantræer og julegaver, som de har købt til familie og venner. Selvom jeg ved, at det stadigvæk regner, får billederne af sneen mig til at kigge ud af vinduet ved siden af mig for at se forskelen på billerene og på den virkelige verden. Godt nok regner det ikke, men lige nu er det haglvejr. Er det så ikke bare endnu værre? Det synes jeg i hvert fald.

I stedet for at kigge på de meningsløse men glade billeder, beslutter jeg mig for at skrive en besked til min veninde: ”Hej Sofie. Laver du? Er slet ikke i julestemning, selvom der kun er 11 dage til jul. Orker bare ikke en masse gaveindkøb og kagebagning.”

Jeg sidder og ruller mine gamle beskeder igennem, mens jeg venter på svar fra hende. Sofie plejer at svare i løbet af 1 – 2 minutter. Tro mig, hun er på de sociale medier døgnet rundt og meget aktiv.

Da hun stadig ikke har svaret, efter der er gået fem minutter, går det op for mig, at hun jo stadig er i seng, for klokken er ikke en gang otte. På det her tispunkt får jeg nok heller ikke så meget ud af Facebook.

Jeg ender med at gå ind på Google Translate og oversætte nogle mærkelige sætninger og sange.

Det er faktisk rigtig god tidsfordriv, når man keder sig at se, hvordan Google kan udtale en engelsk sætning på dansk. Og hvor dårlige de nogle gange er til at oversætte. Og hvis man oversætter en dansk sætning til engelsk og tilbage til dansk, så ændrer den sig.

Noget må man da få tiden til at gå med, når resten af internettet er dødt og ingen er stået op.

 

 

~~~

 

 

 

Min lillesøster, Mia hiver i min arm og prøver at få mig med ud på gangen-

”Kom nu Ida, vi skal gå luciaoptog!” siger hun igen

”Og det skal netop være dig, der er bruden?”

”Nej jeg vil bare gå forrest, jeg har aldrig prøvet det.”

”Tror du, jeg har det?”

”Det ved jeg ikke,” siger hun uskyldigt. ”Men jeg har ikke prøvet det, og jeg vil gerne prøve det.” Hendes sukkersøde stemme er faktisk ret nuttet, men hun er også megabarnlig. Okay, hun er seks, men stadigvæk.

”Ja ja,” mumler jeg og tager den blyant, hun rækker til mig.

Jeg går efter hende ud på gangen og lader som om, at jeg går med og synger med på hendes meget høje sang: ”Du bære lyset frem stolt på din kone rundt om et huserhjem sangen skal tone.”

Min mor står midt på gangen og klapper af os og hendes krans af sølvpapir med fire blyanter i.

”Sikke en flot krone du har!” siger hun, men bliver afbrudt.

”Du må ikke sige noget, mens vi går.”

”Nej, undskyld, Mia,” siger vores mor og tier stille.

Så fortsætter Mia med at synge: ”Hermed vors ønskefest sangen skal linge gæder til hver en gæs glad vil du bringe.”

Jeg sukker over hende og begynder selv at synge med.

”Seng os af lykkens hæl lige til livet skæl santa lucia santa lucia.” Nogle gange må man da spille med på lillesøsters leg, ikke? Og hendes dårlige sang.

Sådan er det at være storesøster, nogle gange bliver man tvunget til sådan noget. Du kender sikkert, hvis du har små søskende.

Vi når ned for enden af gangen, og jeg stopper op. ”Det klarede vi da godt,” smiler jeg og smider blyanten i sengen.

”Vi er ikke færdige.” Mia skal selvfølgelig lige gå lidt mere.

”Hvorfor ikke? Vi har da gået hen ad gangen, vil du nu også tilbage?”

”Ja,” siger hun bare, før hun begynder at gå igen og starter forfra på sangen.

”Du bære lyset frem stolt på din kone,” synger hun videre, mens vores mor stadigvæk sidder og klapper, denne gang uden at sige noget. Er du glad nu, Mia? Du er bruden, du går forrest, du fik lov til at gå tilbage, mor siger ikke noget og vi har givet dig lov til at synge. Det synes andre måske er en selvfølge, men så har de ikke hørt Mias stemme og måde at synge på. Og så er det værste, at hun selv tror, hun synger godt, så hun gør det hele tiden. Jeg ved faktisk ikke, om hun i virkeligheden kan lide at synge.

Det sidste stykke vej han ad gangen går Mia ekstra langsomt for at få lov til at gå så længe som muligt og synge mere.

”Kom nu!” siger jeg meget irriteret og har nu svært ved at skjule, at jeg ikke kan lide det her. Mia stopper med at synge og vender sig mod mig.

”Synes du da ikke, det er sjovt?” spørger hun trist.

”I starten var det, men nu vil jeg altså ikke mere,” lyver jeg. Det har aldrig været sjovt, men det synes hun åbenbart. ”Og nu er vi færdige.” Jeg giver hende blyanten tilbage, inden hun kan nå at sige eller gøre noget.

Vores mor kommer løbende hen mod os. ”Sådan piger, I var helt vildt gode!” Jeg ved godt, at hun ikke mener det, og at det er noget, der skal siges, ellers er man ikke et godt menneske.

”Var jeg god til at gå forrest?” spørger Mia, der stadigvæk ikke ved, at det hedder en brud, når ”man går forrest”.

”Ja, du var rigtig god til at gå forrest,” siger vores mor. ”Og Ida var god til at gå bagerst.”

”Tak, mor. Jeg har heller aldrig prøvet det, så det var rigtig sjovt,” siger jeg ironisk, og mor bliver også ved at spille med.

”Så er I også begge to prøvet noget nyt i dag. Det var da godt.”

”Ja!” siger Mia glad.

”Ja, det var godt,” siger jeg ligeså glad. ”Jeg har altid drømt om at gå bagerst og bag ved min lillesøster.”

Min mor giver os begge to et ordenligt kram. ”Vi skal næsten have jer to til at gå luciaoptog hvert år,” siger hun.

Nu må vi jo så lige se, om der overhovedet kommer et luciaoptog næste år. Eller nogensinde. Nej, Jonas skal nok klare det. Men for at være helt ærlig, har jeg slet ikke lyst til at gå luciaoptog igen efter igen at have prøvet, hvorda det er. I 2. Klasse syntes jeg, at det var så sjovt, men nu kan jeg ikke længere lide det. Hvem i 5. kan egentlig det?

”Kom nu op og få jeres aftensmad,” siger vores mor og hiver det hvide lagen af Mia. Ja, det lagen, der selvfølgelig skulle på som en luciakjole. ”Jeg har lavet risengrød til os.”

”Jaa!” Mia stryger af sted hen mod trappen.

Risengrød. Julen skal komme tilbage igen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...