Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
897Visninger
AA

11. 11. december

”Hvad tænker du på?” Pete er helt oppe at køre. ”En ven?”

”Tag det nu roligt, det er bare Jonas, og han er rigtig sød. Han ville aldrig fortælle om det her til nogen,” forsøger jeg at berolige ham.

”Og så har du vist ham vores verden?”

”Tro mig, jeg havde heller ikke lyst fra starten. Det var bare svært at blive ved sådan her. Og da han insisterede på at komme med, havde jeg ligesom ikke rigtigt noget valg. Men helt ærligt, han spurgte hele vejen om ting som: hvad vi skulle på klinikken, hvorfor vi gik ned i kælderen, og hvor det rum med jeres verden kom fra.”

”Jeg er bare nysgerrig!” bryder Jonas ind. ”Jeg vil gerne vide, hvad der foregår omkring mig.”

”Det gør du også nu, og vær så lige stille,” siger jeg.

Der er meget stille mellem Pete og mig et stykke tid.

”Er du nu sikker på, at han kan hjælper?” spørger han lidt efter.

”Det er da meget bedre, at være en mere!” siger jeg overbevisende.

”Men inviterer du så ikke bare hele din omgangskreds?” Nu er han helt oppe at køre igen.

”Nej nej, jeg sværger, og denne her gang mener jeg det, jeg siger det ikke videre,” lover jeg.

”Hvad så med Jons?” spørger han.

”Jonas,” retter jeg ham. ”Han siger det heller ikke videre. Den snak har vi allerede haft.”

Der er stilhed igen.

”Okay så,” giver han sig endelig, men jeg kan mærke på ham, at helt overbevist, det er han ikke.

”Tak Pete,” siger jeg.

”Og det var din bedste ven?” Nu vil han lyde interesseret.

”Ja, det er det.” Jonas når at svare før mig.

”Okay. Jeg er Pete, søn af Kichteilouseias regering,” præsenterer han sig selv.

”Kiloseia?” Min ven lyder nøjagtigt ligeså forvirret over landets navn, som jeg gør, så jeg kommer næsten til at grine.

”Hvorfor kan ingen udover os udtale landets navn?” brokker Pete sig.

”Fordi det er svært at udtale,” svarer jeg.

Han skal til at brokke videre, men jeg skynder mig at komme med en undskyldning.

”Nå, vi må af sted. Skolen venter ikke på os, og det gør problemerne heller ikke.” Jeg tager straks Jonas i armen og hiver ham over mod udgangen.

”Hvordan kommer vi ud?” fortsætter han med at spørge. Han har spurgt siden i går!

”Jeg skal nok forklare det hele efter skole, men nu skal vi skynde os. Min mor tror, at jeg sover hos dig, og din mor tror, at du sover hos mig, og hvis ingen af os kommer i skole, fatter de nok lidt mistanke, tror du ikke?”

Som svar på det, holder han op med at sige noget og spørge mere og følger i stedet efter mig. Som altid går der ingen tid, før vi pludselig står i kælderen igen med det mærkelige rum bag os.

”Wauw!” er det eneste, han kan sige, selvom han tydeligvis prøver at finde på mere.

”Ja, det er sejt ikke?”

Han nikker. ”Nu forstår jeg godt, hvorfor du ikke ville sige noget og har været så hemmelighedsfuld,” siger han.

”Det må du altså undskylde,” skynder jeg mig at sige, for at vise, hvor ked af det jeg er, fordi jeg har såret ham. ”Selvfølgelig kan jeg stole på dig, og selvfølgelig ville du aldrig sige en hemmelighed videre. Jeg følte bare ikke rigtigt, at jeg kunne gøre det så...” Min undskyldning lyder nu ikke så undskyldende mere, så jeg skynder mig at blive ved. ”Jeg ved godt, at ingen hemmelighed er for stor til dig, og at jeg ikke bare kan svigte dig på den måde. Det vil jeg heller aldrig. Sådan virkelig.” Det sidste skulle med, men han smiler stadig, og det samme gør jeg.

”Nå, kom, vi må se, om vi kan nå en bus til skolen nu,” siger jeg, og vi begynder at løbe ovenpå.

 

 

 

~~~

 

 

 

 

Endnu en gang står vi uden for døren, der fører ind til landet.

”Er du nu helt sikker på, at det er rigtigt, og at vi ikke bare har drømt det samme i nat?” Jonas tror endnu ikke helt på, at vi skal hjælpe magien med at overleve.

”Og tog bussen, havnede i skolen og her igen uden at være vågnet op og står og snakker om vores drømme?” Jeg prøver at få hans spørgsmål til at lyde åndsvagt, men det er meget svært, for det er altså ret urealistisk, det synes jeg også.

”Men kom nu,” siger jeg så og åbner døren. Jeg går ind først, og han nøjes med at følge efter mig ind i landet.

Pete står allerede lige ved siden af indgangen og venter på os.

Landet er som altid ret lyst, og kun nogle få lysegrå skyer er på himlen over os.

”Godt I kom!” siger han, da han får øje på os. ”Skynd jer at smutte, vi har travlt.”

”Ja, tak for den venlige velkomst,” siger jeg lidt surt, inden jeg går forbi ham, Jonas vil følge efter mig, men han bliver stoppet af Pete.

”Bliver du ikke lige her? Jeg vil bare snakke med dig om landet og reglerne og sådan.”

”Okay,” siger han tøvende og vender sig hurtigt mod mig igen. ”Er det cool nok med dig, Ida?” spørger han så.

”Ja ja, du gør bare, hvad der passer dig,” svarer jeg. ”Så længe det altså er inden for vores aftale.” Uden at lade ham svare, fortsætter jeg videre ind i landet.

Jeg beslutter mig for at tage om på den anden side af den store sø, for at se på den side af landet, hvor jeg ikke rigtigt har været endnu. For at Pete og Jonas ikke skal nå at blande sig, er jeg hurtig til at løbe derover.

Jeg overvejer meget at besøge Cacli i hendes hule under søen, da jeg alligevel står der. Godt nok vil det tage mere tid, og der er sikket nok at lave, nu jeg har været væk i nogle dage. Til sidst vælger jeg dog at tage et hurtigt smut forbi undervandsgrotten.

Da jeg forsigtigt banker på døren, lyder en meget høj skramlen og en, der mumler noget meget utydeligt, før Caclis stemme råber: ”Øjeblik!”

Efter lidt tid bliver døren åbnet, og Cacli står foran mig med filtret hår og en alt for står top over hendes stramme nederdel. ”Hej Ida!” udbryder hun glad, da hun ser mig.

”Hey Cacli. Du ser træt ud,” siger jeg og kigger ned ad hende.

”Ja… stres og sådan,” siger hun bare og hiver mig ind. Jeg skal til at komme med en kommentar til det om, hvordan de kan være stressede, men jeg klapper kaje og lader hende bare snakke.

”Nå, ville du så noget, siden du kommer?” spørger hun så.

”Du var helt oppe at køre sidste gang og ville slet ikke have, at jeg gik. Derfor kommer jeg tilbage for at snakke mere med dig,” siger jeg lidt forvirret.

”Okay så,” siger hun. ”Fortæl.”

”Hvad skal jeg fortælle?”

”Alt.”

”Jeg begyndte jo sidste gang et sted, hvor skal jeg begynde nu?” prøver jeg igen.

Hun sukker opgivende og ser væk fra mig. ”Kan du ikke bare fortælle?”

”Nej, det kan jeg ikke, Cacli,” siger jeg og undrer mig meget over, hvorfor hun har ændret sig sådan siden sidste gang. ”Og jeg har ikke særlig meget tid, så hvis ikke du har noget, jeg kan fortælle om, må jeg hellere komme videre nu. ” Jeg rejser mig og skal til at gå ud, men hun stopper mig med det samme.

”Ida,” siger hun. ”Lover du så, at du kommer tilbage igen snart? Så skal jeg nok have noget at snakke med dig om.”

Jeg ved ikke, om det er en smart ide, og min hjerne siger nej flere gange. Men det er som om, jeg aldrig får rigtig fat i det, da min mund i stedet for siger: ”Ja, det lover jeg.”

Efter det skynder jeg mig videre, inden hun får sagt mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...