Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
901Visninger
AA

10. 10. december

”Du er slet ikke klar over, hvor vigtig du er for Kichteilouseia og jeres verden!” Pete råber efter mig, da jeg prøver at gå, for at nå i skole til tiden.

”Jo, det er jeg, men min skole er også vigtig. Min mor og mine lærere er helt oppe at køre,” siger jeg, mens jeg vender mig mod ham. Jeg kan se på ham, at han virkelig mener det. ”I det mindste kom jeg da forbi dig i stedet for at lade som ingenting og have det sjovt med min bedste ven.”

Et pludseligt vindstød blæser mit lysebrune hår ind i mit ansigt og dækker for mit syn. Da jeg fjerner det igen, er himlen blevet mørk og dækket af skyer.

Jeg ser over på Pete. Han ser ikke ud til at kendes ved det,  men han sender mig et alvorligt blik, der viser, at det efterhånden er blevet farligt.

”Jeg kommer lige straks, efter skole i dag,” lover jeg. ”Held og lykke indtil da.”

”Okay,” sukker han og vender sig. Jeg løber over mod den usynlige udgang fra landet, og står i løbet af et sekund i kælderen, hvor jeg efterhånden har været mange gange.

Uret på væggen viser, at klokken er 07:17, så jeg kan sagtens nå i skole.

Jeg trasker ovenpå og prøver at lyde som en, der er træt. Døren til kælderen føles pludselig tungere, end den plejer, men jeg lader mig ikke genere og går ind på det lille kontor, hvor den samme dame som i går og sidste uge sidder og taster løs på sit tastatur.

”Undskyld,” siger jeg forsigtig og får damen til at kigge op. Hun tager sine store læsebriller af og sender et smil over til mig. ”Ved du, hvor min far er?”

Hun peger ind mod køkkenet. ”Jeg tror, han spiser morgenmad. Du kan måske lige nå ind og få noget, inden de pakker væk, hvis du skynder dig.”

Jeg takker hende og skynder mig ud fra kontoret og over i køkkenet. Nu hvor morgenmad bliver nævnt, lægger jeg mærke til, at jeg faktisk er ret sulten.

Min far sidder ganske rigtigt ved bordet i køkkenet og snakker med sin ven, mens de spiser knækbrød med smør og skinke.

Jeg banker ligeså forsigtigt på døren for at vise, at jeg er her.

”Hej Ida!” siger min far glad, da han ser mig i døren. ”Sov du godt nede i kælderen?”

Ikke døm mig på mine undskyldninger. Jeg er helt uskyldig. Næsten da.

”Ja, det var sjovt.” siger jeg og sætter mig ved bordet. Jeg tager et knækbrød op fra den ret store dåse og begynder at gnaske rå knækrød som en almindelig banan eller noget. Åbenbart er jeg typen, der skal lide nogle lidt sære ting.

”Er du klar til at køre i skole?” spørger min far, mens jeg spiser.

”Altså, jeg regner med, at du kører mig,” siger jeg og gumler videre på knækbrødet.

”Ja, selvfølgelig. Er du klar til at køre nu?” spørger han igen.

”Ja ja,” svarer jeg og tager to knækbrød mere til turen. ”Kører vi nu?”

”Ja, hvis du er klar nu,” svarer han og rejser sig fra bordet.

Jeg rejser mig og tripper efter ham ud til døren.

”Jeg afleverer lige Ida i skolen,” siger han til sin ven inden han går med mig ud af døren for at køre mig i skole, så jeg kan kede mig ihjel igen.

Jeg sætter mig ind i min fars store bil, der holder lige udenfor døren. Når jeg kører med ham uden mor på forsædet ved siden af hans plads. Han kommer lige efter mig og sætter sig ind i bilen.

”Hvad skal du så lave i skolen i dag?” er som altid det første spørgsmål, da han starter bilen.

”Det ved jeg ikke. Tysk,” svarer jeg og tager hans telefon i forruden. Min ligger derhjemme, så den får jeg ikke så meget nytte af.

”Hvad lærer I for tiden?” spørger han så. Jeg vidste det bare! Hvad har vi egentlig om for tiden?

”Noget med møbler,” svarer jeg, for det er det, jeg sidst kan huske, vi havde noget om.

”Hvad hedder et skab?”

Jeg forsøger at lade som om, jeg ikke hørte det sidste spørgsmål og koncentrerer mig om spillet på telefonen.

”Hvad hedder det?” gentager han med en højere stemme.

”Hvad?”

”Et skab.”

Nu er man så lidt på den.

”Øh. Et. Shab. Sheb Shelb?” prøver jeg, men kan helt tydeligt høre, at det ikke er helt rigtigt.

”Var det ikke noget, du skulle have øvet til i dag?” Han går for meget op i lektier!

”Det fik vi ikke at vide,” siger jeg med blikket holdt mod skærmen.

På det her tidspunkt plejer han at spørge om ting som, hvorfor vi ikke skal det, og om jeg er sikker, men lige nu ser han ud til ikke at spørge mere. Det var da i det mindste altid noget. Måske bliver i dag en okay dag alligevel.

 

 

 

~~~

 

 

 

 

Min lidt gamle matematiklærer står og er ved at gennemgå noget om multiplikation for 10. gang i denne her måned. Jeg sidder og krøller et stykke papir fra mit hæfte sammen, folder det ud og krøller det sammen igen. Man lærer jo aldrig noget.

”Ida!” råber han pludselig, og jeg bliver helt forskrækket og hopper op i stolen. Så griner han højt og det samme gør klassen og jeg selv. I det mindste har jeg en lærer, der godt kan lide mig. Ja, min matematiklærer har altid været min yndlingslærer, for han er så sjov og sød samtidig.

”Nå, du er heldig, Ida. I har fri nu, så jeg når ikke at give dig smæk.” Han smiler og begynder så at skrive på tavlen. ”Til i morgen skal i lave opgave 5 og 6 i bogen. Og husk nu, at hvis I ikke kan, så er det helt fint, at I bare prøver.” Det ville min dansklærer aldrig nogensinde sige.

”Nu må i pakke sammen og holde fri,” siger han, og alle begynder straks at vælte rundt for at rydde deres ting væk fra bordet og komme over og lægge alle matematikbøger i baljerne. Jeg tager det selv helt med ro og pakker mine ting ned i tasken, der nok kommer til at veje et par ekstra kilo nu. Snøft. Du har ondt af mig.

Jeg ser godt nok ikke ud til at være den eneste i klassen, der helst vil pakke mine bøger roligt sammen og faktisk på den måde blive færdig først. Ham bag bordet ved siden af efterligner mig næsten fuldstændig, og jeg kender Jonas godt nok til at vide, at han kun gør det, når han vil i kontakt med mig, men det er svært.

”Hvad?” spørger jeg uden at lade ham sige mit navn først.

”Vil du med i storcentret i dag?” spørger han. ”Jeg tænkte, at eftersom du må have lavet mange lektier i går, har du måske mere tid i dag.”

Nu sidder man jo lidt i saksen. Skal jeg droppe Pete og tage med Jonas i storcentret? Eller skal jeg droppe Jonas til fordel for Pete og hele verden, så der stadig kan være jul, venskab, held og noget godt? Hvad lyder klogest?

”Har ikke tid. Vigtigt arbejde på fars klinik.” Min undskyldning virker faktisk overraskende overbevisende.

”Kom nu. Du var så glad i morges,” plager han. Jeg kan se på hans søde ansigt, at han virkelig mener det, han siger.

”Jeg er meget ked af, at jeg må svigte dig igen, Jonas. Det burde du vide.” Med de ord forlader jeg klasselokalet og min bedste ven, jeg nu har svigtet for 3. gang.

Jeg tager den første dør ud til skolegården, jeg kommer forbi. Skolegården er meget tom, kold og våd. Regnvejr igen.

Med faste skridt og meget irriteret humør går jeg ned mod vejen, hvor busstoppestedet ligger og venter på mig.

Jeg løber ned ad den lille bakke, som fører ned til lyskrydset. Det ser faktisk ud til at gå fint, da jeg hører hurtigløbende skridt bag mig.

”Ida, vent!” råber Jonas’ stemme bag mig.

”Hvad nu?” spørger jeg for alvor irriteret.

”Jeg tager med dig på klinikken og hjælper dig. Også selvom du ikke vil,” siger han bestemt.

”Jo! Der foregår noget, det ved jeg. Du har aldrig været sådan op til jul. Nu vil jeg altså vide, hvad der sker.”

Jeg sukker opgivende.

”Du siger det ikke til nogen,” siger jeg med en meget hård stemme. ”Og hvis du gør Jonas, så vil du ikke vide, hvad jeg gør ved dig.” Jeg er selv helt forskrækket over min måde at snakke på. Jeg har aldrig været sådan over for ham før.

”Regn med mig,” siger han.

”Det skal jeg virkelig tro på, at jeg kan.” Jeg får det til at lyde meget bestemt, inden vi begge stiger på bussen, der kører direkte ned til klinikken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...