Hvem, hvad, jul, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ingen i verden kan være så normal som 5.klasseseleven Ida; Hun er 11 år, lidt klodset, har gode venner, folk, der hader hende og glemmer af og til sine ting. Men da hun den første dag i december i finder en hemmelig indgang til en anden verden, tager hendes jul en meget voldsom og uventet drejning. Hun bliver sat på en meget vigtig mission, der får en meget stor betydning for fremtiden. Ikke kun i fantasiens verden, men også i den normale verden. Det bliver heller ikke meget bedre, da hendes bedste ven, Jonas pludselig blander sig. Ida vil egentlig helst holde en normal jul med alt, hvad der ikke er stres. Men i sidste ende kan det være, at hun aldrig på nogen måde for sådan en jul, så hvad gør man lige? *Vil sige mange tusind tak til KajaSchübeler for hjælpen til at rette historien. Husk lige at give hende noget ros også ;) :D*

5Likes
2Kommentarer
894Visninger
AA

1. 1. december

Lyden af min saks, der klipper i glanspapir, og sneen, der ligeså stille daler ned udenfor stuevinduet, giver altid den helt perfekte julestemning. Så er det bare en skam, at det aldrig er sådan den 1. december. I stedet for kan jeg sidde og stirre på regnen, der siler ned, og høre den sædvanlige lyd af min ske, der skraber det sidste af min havregryn op fra min skål, og min mor, der kalder på mig nedenunder.

”Ida, er du klar til at tage af sted?”

”Ja ja, mor,” råber jeg tilbage og skubber hårdt min stol væk fra bordet, da jeg rejser mig for at sætte min tallerken ud i køkkenet.

”Du skal være af sted om et kvarter!” råber hun endnu højere end før. Så tag dog at få lidt julero, kvindemenneske.

”Jeg ved det, jeg skal huske idrætstøj, og jeg skal med far på klinikken!” råber jeg med en opgivende stemme, inden min mor når at få sagt det til mig igen.

Så stormer jeg ellers ned ad den lange trappe, der nærmest fører lige ned til mit værelse. Der ligger det tøjsæt, jeg fandt frem i går. Trøjen er grøn, og der står ”Merry Christmas” med store, røde bogstaver, og så er der små, gule stjerner rundt om. Ja, glædelig, stresset jul, folkens!

Ret langsomt får jeg skiftet fra min stribede pyjamas til mit normale tøj, mens min mor stadigvæk tonser rundt i hele huset efter sin mobil og håndtaske. Dog får hun mumlet noget til mig i stil med:

”Husk at lægge maden i din taske,” og ”Har du husket buskortet?” Ikke meget mere end et halvt minut efter bliver døren smækket i med et brag, der tydeligt kan høres i hele huset.

Godt nok er det et år siden den sidste første december, men jeg husker den som noget anderledes end den her. Faktisk, hvis det ikke var, fordi jeg vidste, at det var december, så ville jeg sagtens kunne tro, at det bare var en normal efterårsdag.

Jeg får, stadig i et langsomt tempo, hevet min store idrætstaske ud fra den nederste hylde i mit klædeskab. Den er allerede pakket fra sidste uge, og mit gamle håndklæde ligger der stadig.

Jeg få lynet tasken op og kaster så et blik på uret. 07:55. Pis! Åh Ida, nu kommer du jo for sent igen, som min mor ville have sagt.

Jeg svinger tasken over skulderen og smækker en hårbørste ned i forlommen i farten. Godt nok er jeg ikke min mor, men det er aldrig fedt, når man ikke kommer til tiden, for så bliver læreren sur og skriver hjem til ens mor, og så kommer hun i hvert fald aldrig i julehumør.

På vej ud af døren snupper jeg min skoletaske, der står nøjagtigt samme sted, som jeg smed den i fredags, da jeg kom hjem fra skole. Den får jeg på ryggen, og så hopper jeg ellers ud til min cykel og får sat min idrætstaske fast bagpå.

Turen går så ned ad den velkendte bakke og rundt i svinget, som jeg kender så godt. Udover det er det bare hen ad den ret lange sti, der bare fører ligeud hen til den sidste, svingende bakke, der går op til skolens cykelskur. Vejen til skole plejer ellers at gå langsomt – udover når jeg er sent på den, selvfølgelig – og med at se på alle træerne og husene, der ser så triste og hyggelige ud i mørket. Når jeg så er kommet sent af sted, går det for det meste så hurtigt, at jeg slet ikke får lagt mærke til, hvad der sker. Og sådan går det også i dag.

Hårdt får jeg, nærmest kastet, min cykel på plads i skuret, mens jeg er på vej ud igen og videre ind mod gymnastiksalen i fuldt galop.

Omklædningsrummet er selvfølgelig allerede tomt, da jeg langt om længe træder ind. Dog tager det ikke lang tid for mig at få hoppet i mine shorts, T-shirt og sportssko for at kunne løbe ned til de andre i salen.

Alle mine kammaraters blikke er rettet mod mig, da jeg ellers prøver forsigtigt at skubbe døren op. De sidder alle i en stor rundkreds rundt om min idrætslære, der godt nok ikke ser helt tilfreds ud med, at jeg kommer og ”forstyrrer” i timen.

”Hvorfor kommer du ikke til tiden, Ida?” spørger hun skrapt. ”Kom du for sent op?”

”Nej, jeg kom for sent ud af døren,” svarer jeg og prøver ikke at lyde flabet, mens jeg forsigtigt sætter mig ved siden af min bedste ven.

”Hej,” hvisker han smilende til mig.

”Hej,” Jeg vinker til ham og vender mig igen mod min idrætslære, der til min forskrækkelse står og kigger over på mig.

”Ida,” siger hun med høj stemme. ”Først kommer du for sent til timen, og så sidder du og snakker. Har du overhovedet hørt, hvad jeg lige sagde?”

”Sagde du da noget?” spørger jeg med en stemme, der lyder en lille smule forvirret. Min lære ryster irriteret på hovedet og vender sig. På trods af det får hun sagt den sætning, jeg hader allermest.

”Jeg bliver altså nødt til at skrive hjem til din mor.”

”Ja, ja,” mumler jeg og ser tilbage på min ven, der sender mig et undskyldende blik. Jeg prøver at henvise til, at det ikke var hans skyld, men bliver endnu en gang afbrudt af lærerens nu meget sure stemme.

”Ida!”

”Ja ja.” siger jeg igen. Det her kan altså godt gå hen og blive en meget, meget lang dag.

 

 

~~~

 

 

Vinden tager fat i mit lange hår og blæser det direkte ind i ansigtet på mig, mens jeg står og venter på bussen, der igen er forsinket. Min mobil bipper hvert fjerde minut med beskeder fra min mor, som enten er bekymret for, om jeg når frem til min fars klinik eller sur over, at jeg ikke nåede i skole til tiden.  Det eneste, jeg kan glæde mig over, er de lyskæder, der hænger rundt omkring på bygningerne og skaber en hyggelig stemning under den halvmørke himmel.

Jeg lyner min jakke helt op og prøver desperat at ignorere kulden, der bider i mig på trods af min tykke vinterjakke.  For tiende gang ser jeg ud til siden efter bussen. Nu burde den da også snart komme.

”Kom så bus, nu må du da være forsinket nok,” mumler jeg irriteret, velvidende at bussen nok ikke hører det. Alligevel ser det ud til at hjælpe, da jeg næsten ingen tid efter ser den dreje om hjørnet. Jeg står stadigvæk og hopper lidt på stedet, da den langt om længe holder stille foran stoppestedet.

I et hurtigt spring er jeg inde i bussen og sætter mit klippekort i automaten. Men da den ikke siger den sælvanlige kliklyd, tager jeg det op og sætter det ned endnu en gang. Denne gang klikker den, så jeg tager det og sætter mig ved vinduet på bagsædet.

Da bussen begynder at køre, kommer jeg til at kigge på klippekortet og opdager, at det hat brugt to klip siden i morges. Måske overhørte jeg klikket første gang. Typisk mig. I stedet for at fokusere på kortet vælger jeg at kigge ud ad vinduet på nogle af de flotte juledekorationer og lyskæder, det hænger overalt. Jeg kan ikke lade være med at smile, da jeg ser, hvor hyggeligt og julet det ser ud. Hvis bare der var en smule sne i stedet for smat og vand. På den anden side er der næsten aldrig sne først på vinteren, men både mørkt og koldt. I det mindste er det jul.

Klinikken min far arbejder på ligger bag ved nogle store, lige nu, visne træer, hvor der også hænger julekæder. Det er måske hyggeligt nok, men jeg forstår stadigvæk ikke helt, hvorfor min mor ikke tror, at jeg kan passe mig selv og være alene hjemme i nogle timer.

Bussen stopper lige foran klinikken, og jeg stiger af, men glemmer mit buskort, som jeg jo smart nok lagde fra mig på sædet ved siden af mig. Hvis jeg så går ind igen, kører bussen helt sikkert med mig igen, og så bliver min mor i hvert fald helt skør.

I stedet går jeg videre over mod klinikken og satser på, at jeg kan blive tilgivet og måske få et nyt.

Allerede da jeg skubber den tunge jerndør op, kan jeg høre lyden af maskiner og se stressede folk, der render rundt for at nå alt det, de skal.

Forsigtigt stikker jeg hovedet ind på det lille kontor lige inden for døren. En dame sidder ved en computer og skriver noget ned. Så kigger hun op på mig.

”Hej, det er mig, der er Ida. Vil du sige til min far, at jeg er kommet?” spørger jeg og smiler forsigtigt for ikke at stresse hende mere.

”Ja, det skal jeg nok.” Så går hun videre med at skrive, så jeg kan høre lyden af tastetruet.

”Hvis han spørger efter mig, så bare sig, at jeg ovenpå,” siger jeg lige inden jeg går ud af kontoret igen.

Trappen, der går op til etagen oven på er lille og sort. Det er på den etage, hvor det store køkken og mødelokalet ligger.

På vej op ad trappen stopper jeg pludselig, da jeg hører en mærkelig lyd, fra kælderen, lyder det til. Nysgerrig som jeg er, vender jeg mig og begynder at gå den anden vej. Ganske rigtigt bliver lyden tydeligere, da jeg står ved trappen til kælderen. Med meget langsomme skridt bevæger jeg mig ned ad den halvlange trappe, der stopper et par meter under jorden. Vaskerummet lyder til at være der, hvor lyden kommer fra, men det lyder ikke til at være en vaskemaskine. Mere som en vaskemaskine, som er gået i hak og siger ”Dodong, dodong, dodong.”

Fra vaskerummet er det dog nok ikke alligevel, da der ikke en gang er lys derinde. Så lægger jeg mærke til rummet ved siden af. En lille lysstribe kan ses derindefra på trods af den store jerndør.

Jeg kan ikke lade være med forsigtigt at skubbe døren op. Lyset fra rummet er så skarpt, at jeg næsten bliver blæst omkuld.  En svag vind kan også lige mærkes, og der flyver et par helt lysegrønne blade rundt. Okay, hvad er det? En lignende lyd, som den før, kan jeg høre, og den kommer tydeligvis også inde fra det mystiske lys. Det får mig til at smække døren hårdt i og storme ovenpå igen.

Jeg bliver ret sjælendt skræmt, men jeg må altså virkelig indrømme, at det der var skræmmende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...