Dæmonernes Hotel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Igang
Da Charles Angé dør, efterlader han hans utrolige hotel til hans barnebarn, og hans eneste arving, den 22-årige Wesley Daniels. Da Wesley ankommer, indser han, at hotellet ikke er helt normalt. Han bliver dog hurtigt vant til det hele. Men en dag, da han udforsker det gamle loft, opdager han en hemmelighed, helt tilbage fra da hotellet blev skabt. En hemmelighed om hotellet, men også om hans glemte fortid...# Jeg har tænkt mig at fokuserer på den her, så mine andre historier bliver sendt på pause i et stykke tid:)

4Likes
4Kommentarer
256Visninger
AA

5. En lille bid af sandheden

”Og til aftenens sidste optræden,” siger Mia højtideligt, Da Wesley sidder i dagligstuen sammen med de andre gæster, selvom han næppe kan kaldes en gæst. ”Vil jeg forvirrer jeres sind, jeres tankegang, jeres følelser. Men jeg har brug for en frivillig.”

  Nervøsiteten bredder sig iblandt publikum. Mia venter tålmodigt.

  Og så, i sofaen ved siden af Wesley stol, den samme sofa Christine sad i tidligere, rækker en ung mand hånden op. Mia smiler, og i hendes hånd laver hun en ildkugle, der sætter kurs mod manden. Han farer forskrækket tilbage i sofapuderne. Ildkuglen stopper lige foran ham, og forvandler sig til noget nyt. Den bredder sig, former en kvindelig krop, lader krøllet hår dumpe ned over små skuldre. Foran ham er der nu en ildskulptur af Chloe. Hun smiler til ham, og i samme øjeblik hvirvler hun rundt om ham, laver en askesky. De forsvinder, men så snart askeskyen tynder ud, sidder manden oppe på en skammel, på den opsatte scene. Han kigger forvirret rundt, imens publikum og tvillingerne klapper. Jones søstrene er iført det samme sæt hvide tøj, en hvid hat og krøllet hår. Mias er dog opsat i en knold i siden, imens Chloes hænger.

  ”Hvad er Deres navn?” spørger Mia, da lyden af klappende hænder forstummer.

  ”J-Jack Monroe,” svarer han med en rystende stemme.

  ”Bare rolig, mr. Monroe,” forsikrer Chloe. ”Det værste der vil ske i aften, er, at De mister et hoved.”

  Publikum ler fornøjet.

  ”Men nu til selve nummeret,” starter Mia. ”Og nej. At forvandle min søster til ild, var ikke en del af nummeret. I stedet vil jeg forvandle mr. Monroe til intet andet end støv.”

  Publikum bryder ud i grin, da mr. Monroes ansigt bliver askegråt.

  De ville næppe bryde sig om det, siger Amiras stemme i Wesleys hoved. Men de griner stadig af det.

  Wesley sidder også selv og kluklo, indtil han hører hende. Hans blik gennemsøger rummet, indtil han finder hende. Hun står i skyggen, lige ved siden af døren til køkkenet. Hun har ikke skiftet tøj, ligesom de fleste af gæsterne og personalet.

  Har du prøvet det? spørger han.

  Du laver sjov ikk’? lyder hendes stemme. Jeg er deres forsøgs dyr. Onkel lader dem ikke gøre noget, uden det er afprøvet.

  Ved han tilfældigvis, at de afprøver det på dig? spørger han.

  Hun tøver lidt, inden hun svarer. Nej, tænker hun. Men de har ikke andre, og jeg meldte mig frivilligt.

  Se, det er fuldkommen ufarligt, siger han.

  Jeg blev engang sendt til junglen, svarer hun. Og engang endte jeg også i et fly, der lige var fløjet ind i Bermuda Trekanten. Jeg fik så piloterne overtalt til at vende om igen. Et hul havde åbnet sig lidt længere fremme.

  Hvis der var et hul, hvorfor vendte de så ikke selv om? spørger han.

  De kunne ikke se det, svarer hun. Det kan ingen, der ikke har en… særlig… forbindelse til hotellet.

  Hvad har hotellet med noget at gøre?

  Det åbner sindet på en måde. Du kommer til at lærer meget mere om det, det lover jeg.

  Stuen bryder ud i en kæmpe klapsalve, og tvinger Wesleys opmærksomhed mod scenen. Jack Monroe er sikkert tilbage på scenen, efter at være blevet forvandlet til en miniversion af sig selv og sat ind i en flaske.

  Wesley klapper fornøjet, men da hans blik vandre over stuen, hen til hjørnet, er Amira væk.

 

”Nå,” siger Mia. ”Hvad siger du så?”

  ”Glimrende,” svarer Wesley. ”Hvordan gør I det?”

  ”En smule indbildning,” siger Chloe og hælder te i de seks krus. ”Og hjælp fra… ja, vores ’evner’, om du vil.”

  De sidder i stuen ved pejsen efter gæsterne er gået i seng. Christine sidder ved siden af Mia i sofaen, imens hun læser sin bog, Carlos har taget den sidste plads Chloe sætter sig i lænestolen, Wesley sidder i den anden, og Elena sidder på gulvet. Amira og Mr. Olivians er allerede gået i seng.

  ”Hvad er det helt præcis for nogen evner?” spørger Wesley. ”Og hvorfor har I dem?”

  Ingen af dem svarer. Til sidst siger Carlos: ”Vi ved det ikke helt selv.”

  ”Vi… um… vi fik dem bare,” siger Mia. ”Da vi ankom.”

  ”Da hotellet startede?” spørger han.

  ”Øh… ja,” svarer Chloe. ”I starten.”

  ”Jamen hotellet bliv grundlagt sidst i 80-erne.”

  De kiggede nervøst på hinanden. Christine havde endda lagt sin bog.

  ”Hvad de mener, er,” siger hun, ”at din bedstefar ikke havde nogen rigtige ansatte dengang. Hotellet blev ganske vist grundlagt dengang, men det var kun men det var kun med nogle af hans families tjenester. Hotellet blev først virkelig kaldt et hotel fireogtyve år senere.”

  ”Hvor gammel er den mand lige?” spørger Wesley.

  Elena udstøder en nervøs latter. ”Han… øh… blev over hundred… og tyve.”

  Wesleys øjne bliver større. ”Kan man godt det?”

  ”Ja,” svarer Mia. ”Af samme grund, som vi har vores… evner af.”

  ”Det er sent!” udbryder Elena pludselig. ”Burde vi ikke alle sammen komme i seng? Vi har jo arbejde i morgen, ikk’.”

  ”Jo,” siger de andre i munden på hinanden. De kommer hurtigt op fra deres siddepladser, mens Wesley ser undrende til.

  ”Jeg er også blevet rigtig træt,” siger Elena.

  ”Også os,” siger tvillingerne i kor.

  ”Jeg følger dem op,” siger Carlos, og Chloe kigger ned i gulvet bag ham. ”De kunne falde og slå sig på vej op af trappen i det her mørke.”

  De forsvinder ud af stuen. Christine og Wesley er de eneste derinde nu. Christine sukker og samler sin bog op.

  ”Ja, godnat,” siger hun. Wesley bliver siddende.

  Hun står i dørkammen, da hans stemme stopper hende.

  ”I fortæller mig ikke alt,” siger han.

  Hun tøver lidt, tænker over hvad hun skal siger. ”Du vil ikke kunne håndtere det. Endnu.”

  Hun forlader stuen, og efterlader Wesley tilbage. Det eneste lys kommer fra den døende ild.

  Og så går den ud.

Sollyset møder ikke hans ansigt, før gardinerne bliver trukket til side.

  Wesley lægger sig om på siden og trækker dynen længere over sig. Han mumler nogen bandeord, og beder den, der trak gardinerne fra, om at trække dem for igen. Men han får intet svar.

  Han prøver igen, men stadig svarer ingen, og gardinerne forbliver fra.

  Wesley sætter sig hurtigt op i sengen, klar til at råbe af hvem end det er. Der er bare et problem. Han er alene i værelset.

  ”Hvad i…” siger han.

  Og noget andet.

  Han kan have svoret, at han faldt i søvn nede i stuen.

  ”Wakey, wakey,” siger en stemme pludselig fra døren.

  Wesley falder, af bar forskrækkelse, ned fra sengen og trækker dynen med. Han fumler lidt med det, inden han endelig kommer fri. Han kigger over mod døren.

  Amira smiler venligt til ham. ”Jeg ser du først lige er stået op?”

  ”Øh…” prøver han, og hans hånd ryger direkte op til hans rodede hår. ”Øh… ja. Ja.”

  ”Jeg snakkede ikke om dit hår.”

  Han ser undrende på hende, inden det går op for ham, at han ikke har nogen trøje på.

  Han tager hurtigt fat i en hvid trøje, der, på den ene eller dan anden måde, er dukket op på stolen i hjørnet. Han trækker den over hovedet, og han hører Amiras fnisen bag ham. Han vender sig om, med et skævt, undskyldende smil.

  Hendes fnisen hører straks op.

  ”Øh, ja,” siger hun. ”Mr. Olivians vil gerne snakke med dig-Dem.”

  ”Sig til ham, jeg er der om et øjeblik,” svarer Wesley.

  Hun nikker, og forlader værelset. Han klukler.

 

”Wesley!” udbryder Elena, da Wesley endelig kommer nedenunder. ”Det tog sandelig sin tid.”

  ”Jamen tak for den varme velkomst,” siger han sarkastisk. ”Det er også godt at se dig.”

  ”Mr. Olivians venter på dig,” siger hun og skubber han mod døren ved siden af receptionen, hvor Pavel nikker anderkende til ham. Wesley nikker tilbage.

  Rummet, Elena har skubbet ham ind i, er uden tvivl et kontor. Væggen til venstre for ham er udelukkende et stort vindue, ser man bort fra den dobbelte glasdør. Vinduet viser en have, endnu et mysterium taget i betragtningen af, at kontoret ligger inde i midten af hotellet.

  Væggen til venstre er fyldt ud med én stor bogreol. Gamle, slidte bøger såvel som nye står på hylderne. Der er også enkelte fotografier, fosiler, en lavesten, ophængte sommerfugle i glas og udstoppede dyr.

  Væggene ved døren er pyntet med malerier. Et whiskyskab står lænet op af væggen til højre.

  Og overfor er der et skrivebord. Egetræ, hvis Wesley ikke tager meget fejl. Mr. Olivians sidder i stolen. Han kigger ikke op fra sit papirarbejde, end ikke når Elena lukker døren.

  ”Værsgo at sætte dig,” siger han og gør tegn mod stolen på den anden side af skrivebordet. Wesley tøver, inden han sætter sig.

  ”De ville snakke med mig,” siger han. Mr. Olivians skriver nogen sidste ting ned. Så lægger han papirerne til side, tager sine halvmåne briller af og ligger dem foran sig og folder sine hænder. Han støtter albuerne mod den glatte overflade.

  ”Det vil jeg,” siger han. ”Om hotellets fremtid. Som de sikkert har opdaget, har hotellet en særlig… tiltrækning.”

  ”Det har jeg opdaget, ja,” svarer Wesley og smiler ved tanken om mødet her til morgen.

  Mr. Olivians skuler lidt, men lader det ikke vise. ”Det har De vel,” siger han. ”Men så har De nok også opdaget det bemærkelsesværdige ved det. For eksempel da De lige var ankommet. De prøvede at forlade hotellets grænser, men De opdagede, at De ikke kunne.”

  ”Hvordan ved De det?” spørger Wesley.

  ”Det er hotellets effekt på sindet,” fortsætter Olivans, som om han ikke har hørt Wesleys spørgsmål. ”Deres bedstefar lavede en del research på alle disse ting, inden han startede på selv plantegningerne.”

  ”Det lyder næsten som om det kun var ham,” siger Wesley, mere for sig selv.

  ”Hans søskende havde del i det, ja,” siger Olivians. ”Men ikke lige så stor som han. Han var en stor man, stol kun trygt på det. Han havde visioner om et stort, forbedret hotel. Et sted hvor man kan glemme alt stres. Et trygt sted, et luksuriøst sted, et…”

  ”Magisk sted,” færdiggøre Wesley. Mr. Olivians smiler.

  ”Magisk,” gentager han. ”Og det vil jeg så sandelig også sige at det er.”

  ”Ja,” siger den yngre mand. ”Magisk.”

  ”Men altså,” afbryder Olivians. ”Jeg vil fortælle Dem lidt om hotellets historie. Det er måske lettere at beslutte Dem, hvis De ved hvad det er, De overtager.”

  Wesley nikker.

  ”Engang i halvtredserne,” starter den ældre, ”fik Deres bedstefar en ide, som sagt. Han læste en del bøger om al verdens form for magi. Myter, legender, tryllebøger, trickbøger. Alt. Han fandt endelig frem til en Seer, eller en troldmand, som nutiden ville kalde det…”

  Wesley bryder pludselig ud i grin. ”Vent,” siger han og holder en hånd op. ”Prøver du virkelig at fortælle mig, at magi findes? Det er simpelt hen for latterligt.”

  ”Vil De kalde, hvad De så kalde det, De så?”

  Wesleys latter hører straks op. Olivians smiler.

  ”Hotellet er i sandhed forunderligt, ikke sandt?” spørger han.

  ”Mon ikke,” mumler Wesley.

  ”Nå.” Olivians rejser sig fra sin stol og går hen til vinduet. Han kigger ud over den Japanske have. ”De ser ikke ud til at være helt klar til alle disse oplysninger. De kan gå.”

  Wesley rejser sig. Han går han imod døren, da en tanke dukker op bag i hans sind.

  ”I går aftes,” siger han, ”sagde Christine, at hotellet blev grundlagt sidst i 80-erne.”

  Han kan have svoret at Olivians holder op med at trække vejret det splitsekund.

  ”Ja,” siger han. ”Måske trænger de også til historietimer.”

  ”Eller måske var de bare så trætte, de ikke vidste hvad, de sagde,” siger Wesley. Olivians tøver.

  ”Ja,” gentager han så. ”Måske.”

  Wesley forlader kontoret. Han hører det ikke, da adskillige flasker bliver smadret mod gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...