Dæmonernes Hotel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Igang
Da Charles Angé dør, efterlader han hans utrolige hotel til hans barnebarn, og hans eneste arving, den 22-årige Wesley Daniels. Da Wesley ankommer, indser han, at hotellet ikke er helt normalt. Han bliver dog hurtigt vant til det hele. Men en dag, da han udforsker det gamle loft, opdager han en hemmelighed, helt tilbage fra da hotellet blev skabt. En hemmelighed om hotellet, men også om hans glemte fortid...# Jeg har tænkt mig at fokuserer på den her, så mine andre historier bliver sendt på pause i et stykke tid:)

4Likes
4Kommentarer
257Visninger
AA

4. De anderledes

”Så du er grunden til, Calvin gik helt amok, i morges?”

  Hun sidder på sengen, med det ene ben krydset over det andet. Hendes arme hænger lige nedad, og hendes fingre holder fast om sengekanten.

  Hun smiler smørret til ham, da han forskrækket tager et skridt tilbage, og han vælter næsten en vase. Og et splitsekund efter, står hun lige foran ham. Hun bøjer sig ned, og samler vasen (Wesley har ingen anelse om, hvordan den stadig er hel) op. Hun sætter den tilbage på der runde glasbord, og den gule rose hænger smukt over kanten. Den er hverken knækket eller bøjet, som om den aldrig har rørt gulvet.

  Pigen, der nu står en halv meter fra ham, har blondt hår, der hænger slapt ned af hendes skuldre, og grønne katte lignende øjne. Hun har en let brun hud, en anelse ligesom karamel. Hun er slank og cirka på hans højde. Hendes krop bliver dækket af en grøn satinkjole. Den går fra det nederste af halsen, til knæene. Der er et tyndt tyl lag uden på, og det hele bliver holdt på plads med et bredt, brunt bælte, med en rund guldspænde.

  Hun har et tyndt lag make-up på, og om hendes hals hænger en sølvkæde, med en slags spiral, der holdt en lille, lyslilla, blankpoleret sten.

  ”Hvem er du?” spørger Wesley hende. Hun smiler til ham.

  ”Elanor Barros,” siger hun, og rækker en hånd frem. Han tager den og ryster den en anelse.

  ”Wesley Daniels,” svarer han. Hun hæver et øjenbryn. ”Eller Angé,” tilføjer han så. ”Hvad du nu syntes bedst om.

  ”Så du er ham,” udbryder hun, og smiler fornøjet.

  ”Ham?”

  ”Charles Angés barnebarn,” svarer hun. ”Arvingen, hotellets nye ejer.”

  ”Arving, ja,” siger han. ”Ejer… ikke helt endnu.” Hun smiler bare og vifter afværgende med hånden.

  ”Nå, nej,” siger hun. ”Du skal lige skrive under først, men det klare vi hurtigt.” Hun går mod døren, da hun husker noget. Hun vender sig mod ham igen. Atter smiler hun.

  ”Og vær sød ikke at kalde mig Elanor,” siger hun. ”Jeg har aldrig rigtig kunne lide det.”

  ”Hvad skal jeg så kalde dig?” spørger Wesley.

  ”Elena,” svarer hun uden tøven. ”Det kalder Amira mig. Og de andre piger.”

  ”Andre?” spørger han, imens de går ud af døren. Han låser den, og de går hen til trappen, for så at fortsætte ned.

  ”Ja,” svarer hun. ”På min alder er der Amira, Kathrine, Mia, Christine, Chloe og… mig.” Hun smiler stort. ”Jeg stoler på du har mødt Amira. Hun har det med at… gøre sin entré. På alle gæster.”

  Wesley kan kun nikke sig enig. De fortsætter lidt i stilhed. Pludselig går det op for ham, at han ikke ved, hvad de skal.

  ”Hvor er vi på vej hen?” spørger han.

  ”Du skal da møde alle,” svarer hun, som om det er det mest indlysende i verden. Hvilket det vel, på en måde, også er, når ingen rigtig ved, hvor længe han skal blive.

  Så hun trækker ham ned i lobbyen, hvorefter hun fortsætter igennem dobbeltdøren til venstre for receptionen. Pavel nikker til hende, og hun smiler tilbage.

  De kommer ind i en overdådig stue. Væggene er overtrukket med røde og guldfarvede tapet, såvel som tæpperne på gulvet. Der står smukke lænestole og sofaer, kaffeborde og planter i hjørnerne. Ved væggen, mod parkeringspladsen, er der to store vinduer, der lukker lyset ind. De røde, tykke gardiner er trukket op i bånd.

  I sofaen ved kaminen sidder en pige med sort hår. Hun læser i en bog. Hun ser op, da hun hører dem nærme sig, og smiler lystigt til Elena. Hun markerer det sted, hun er kommet til, med en brun læderlap, lukker bogen, og lægger den på sofabordet. Elena dumper ned ved siden af hende, og Wesley sætter sig i lænestolen, der er vendt halvfems grader fra sofaen.

  ”Hey,” siger Elena, og løfter hånden lidt.

  ”Hej,” siger pigen, med en amerikansk accent. Elena peger hen på Wesley.

  ”Christie, det her er Wesley Daniels.” Christine hæver et øjenbryn. Åbenbart forventer folk en Angé og ikke en Daniels. ”Angé,” retter Elena sig. ”Wesley Angé.” Christine nikker forstående.

  Elena vender sig mod Wesley. ”Og det her er Christine Kennedy. Hun er fra Ohio. Jeg kalder hende altid Christie. Det gør de andre også. Det er lettere at sige.” Wesley nikker venligt til hende, og hun smiler som svar. Hun rækker hånden frem, og han trykker den let.

  ”Men vi,” starter Elena, og trækker lidt på i’et, ”kom egentlig bare for at introducerer jer to. Vi har stadig mange vi skal møde.”

  ”Oh.” Christine ser en anelse overrasket ud. Hun tager sin bog fra bogen, men åbner den ikke. ”Jamen held og lykke så.”

  Elena og Wesley rejser sig, og Elena hiver ham igennem en ny dobbeltdør. Christine åbner igen bogen, og læser videre.

  Nu er de kommet ind i en spisestue. Der er et langt bord, der strækker sig igennem hele lokalet. Der er en kamin, adskillige malerier, spejle og whiskyskabe rundt omkring. Dette rum ser også ud til at være betrukket i guld.

  Der er to døre, i hver deres ende af rummet. De leder ud i køkkenet, hvor Elena trækker Wesley ud. Det ligner et almindeligt, hvidt resturent køkken, måske bare en anelse større. Der render kokke og tjenere rundt. Det ligner, på en måde, ét stort kaotisk system. Ligesom Amiras kjole.

  Elena trækker ham hen til en ung mand, med brunt hår, brune øjne, samme hudfarve som hende, og kokketøj på. De ligner hinanden, på så mange måder, at de kun kan være søskende. Og hans mistanke bliver bekræftet.

  ”Wesley,” siger hun med et stort smil, imens hun holder om mandens arm. ”Det her er min storebror, Carlos. Han er den bedste kok i det her køkken.”

  Carlos ler ved hans søsters bemærkning. ”Bedste og bedste?” siger han. Han viser et perfekt, hvidt tandsæt. ”Du kunne ikke lide det engang.”

  ”Jeg var et barn,” siger hun bare.

  ”Lad mig nu se…” – Han laver et falskt tankefuldt blik— ”Det var sidste år.”

  Hun vifter afvigende med hånden. ”Jeg vokser hurtigt.”

  Igen ler Carlos, og Wesley bliver pludselig nysgerrig, for at finde ud af, hvor det her vil lede hen.

  ”Du var højere end alle de andre piger, da du var ti,” siger Carlos.

  ”Jeg mente mentalt, dit fjols.”

  ”Ja, ja.” Han vender sig mod den gryderet, han var i gang med. ”Du er ligesom et lille barn.”

  Hun slår ham på armen, og han griner. ”Vel er jeg ej!” forsvarer hun sig.

  ”Men det sagde du jo selv, du var,” indskyder Wesley. Carlos kigger leende på ham.

  ”Ham kan jeg godt lide,” siger han.

  Elena skuler til hendes bror. Han smiler bare skævt, og sender dem ud af køkkenet. Hun hiver ham ud af spisestuen, ud af stuen, op af trappen i lobbyen og op til femte sal. Hun går til højre, til 486. Hun banker på, og døren bliver snart efter åbnet af en rødhåret pige.

  Hendes hår er tydeligvis et vildt krater af krøller, når det er nede, men lige nu sidder det i en knold, der er faldet lidt fra hinanden. Nogle lokker hænger, så de indrammer hendes ansigt.

  Hun har en lysbrun hud, en lille næse, brune øjne, puffede kinder og fregner. Hun er forholdsvis lav, og en anelse buttet omkring hofterne.

  Hun har blå soveshorts på og en grå top. Hun har sorte og hvid stribede uldsokker på fødderne, og i det hele taget, ligner hun et læs, der er blevet kastet ud af sengen. Men på en eller anden måde, er der et eller andet ved hende, der sørger for, at hun ikke rigtig ser grim ud, bare træt.

  ”Ja?” siger hun søvndrukkent.

  ”Må vi komme ind?” spørger Elena. Pigen nikker bare. Hun vender sig om, og går ind i et køkkenalrum. Hun slentrer mod kaffemaskinen. Dovent trykker hun på knappen, og maskinen begynder på en latte.

  ”Vil i have noget?” spørger hun. Både Wesley og Elena ryster på hovedet. Pigen trækker på skuldrende og tager kaffen, da den er færdig. Hun sætter sig ved et rundt bord. Da hendes gæster ikke sætter sig, gør hun en gestus mod to af de fire stole. ”Sæt jer.”

  De gør, som hun beder dem om, og hun tager en stor slurk af sin kaffe. Øjeblikkeligt virker hun friskere, og hendes ansigt lyser lidt mere op. Wesley bliver klar over, at en ting, hotellet ikke mangler, er smukke piger. Han smiler drømmende for sig selv, uden egentlig at vide det, og pigen kigger dystert på ham over kanten på hendes kaffe.

  Elena rømmer sig, før der sker noget slemt, og præsenterer dem for hinanden. ”Chloe, det her er Wesley Angé…” -hun gør en gestus mod Wesley- ”Wesley, det her er Chloe Jones.”

  Wesley rækker venligt sin hånd frem. Hun tager den ikke, men kigger fortsat dystert på ham. Han trækker hurtigt hånden væk, da dette går op for ham.

  ”Ret at møde dig,” hvisker han stille, og kigger ned på hans sammenfoldede hænder i hans skød.

  Først svarer hun ikke, men lidt efter mumler hun et eller andet, Wesley får til: ”I lige måde.”

  En akavet stilhed sænker sig over rummet, da døren bag Wesley går op. En pige kommer ud, med det samme røde hår som Chloe. Hun gaber, og strækker sine arme op mod loftet med lukkede øjne.

  Hendes hår har bløde, små krøller, der på ingen måde kan måles med Chloes kaos. Ellers ligner hun hende ekstremt. Hun har en lyseblå T-shirt på, jeans og en sort, en hvid converse sko.

  Hun åbner øjnene, og for øje på Wesley og Elena. Hun smiler varmt til dem, laver en kop kaffe, og sætter sig ved siden af Chloe. Det forvirrer Wesley for et øjeblik, havde det ikke været for håret og ansigtsudtrykket. Desuden har den nye pige mørkeblå øjne, i modsætningen til Chloe.

  Hun rækker hånden frem mod ham, og han tager den entusiastisk. ”Mia,” siger hun. ”Jones.”

  ”Wesley,” svarer han. ”Dani… Angé.” Hun gisper.

  ”Det er løgn,” udbryder hun. Han smiler bare skævt.

  ”Egentlig ikke.” Hun ler, og også hun viser et helt perfekt tandsæt.

 

  ”Det her er min søster,” siger hun så, og peger på Chloe.

  ”Det tror jeg nu nok han har set,” mumler Chloe. Mia tager sig ikke af det, men smiler bare til Wesley.

  ”Har du mødt Kathrine?” spørger hun. Han ryster på hovedet, og hun tager hurtigt fat i hans arm. Hun trækker ham ud af døren, og Elena og Chloe følger efter. Chloe har, på mystisk vis, fået tøj på. Hun har en sort nederdel, en lilla top, en grøn cardigan og sorte converse på. Wesley kaster et blik over skulderen, men kaffekopperne står ikke længere på bordet.

 

”Hvad er klokken?”

  ”Halv to.”

  ”Halv to?”

  ”Ja, halv to.”

  ”Om natten?”

  ”Nej, om eftermiddagen.”

  Wesley er sikker på han kørte ind i skoven om aftenen, men Chloe så ud som om, hun først lige var stået op… om morgenen. Selvfølgelig sov han også selv til klokken to nogle eftermiddage, men hun havde bare set så… ufattelig træt ud. Som om klokken var tre om natten.

  ”Hvad er der galt?” spørger Elena, da hun ser hans forvirrede ansigt.

  ”Ikke noget,” svarer han. ”Jeg var bare sikker på, at det var aften da jeg kom.”

  Hun ler. ”Det var det også. Der er bare en anelse… tidsforskel.”

  ”Jamen…”

  ”Kathrine!” Mias stemme afbryder dem. Wesley retter blikket mod pigen, der står foran dem.

  Hun har mørkt krøllet hår, mørkebrune øjne, og lige så bleg hud som Amira. Hun har en stram, sort kjole på, nylonstrømper og højhælede støvler.

  Hun står med et clipboard i hånden, og er næsten ved at tabe det, da Mia omfavner hende. Dog har hun en rolig… elegance over sig. Hun smiler varmt til Wesley og præsenterer sig selv.

  ”Kathrine Olivians,” siger hun og rækker en hånd frem, som han tager. ”Calvins datter.”

  ”Wesley Dan… Angé,” retter han. ”Enearving.”

  Hun giver slip på hans hånd. ”Jeg stoler på, at De allerede har mødt min kusine?” spørger hun.

  Wesley nikker.

  ”Og oplevede De noget… usædvanligt?”

  Han nikker igen.

  ”Det vil De blive van til, her på hotellet,” siger hun. ”Alle medarbejder er en anelse specielle. I hvert fald de af os, der altid har været her. De vil nok udvikle nogen af de samme evner, på grund af din familie. I har jo også… altid været her.”

  ”Er der nogen af jer, der ikke har?” spørger Wesley, rettet mod de tre andre.

  ”Ikke af os,” svarer Chloe. ”Men Christine er forholdsvis ny her. Hun arbejder på biblioteket.”

  ”Hvad arbejder i med?”

  ”Vi arbejder for det meste om aftenen,” svarer Mia. ”I teateret. Det var derfor vi ikke var stået op. Vi har været oppe hele natten. Folk kan godt lide det der tvillingepjat.”

  ”Jeg holder styr på arkiverne og sådan noget, sammen med Amira,” siger Kathrine.

  ”Jeg ordner teaterstykkerne, forestillinger, kulisser og andet i den stil,” siger Elena.

  De går videre, imens de fire piger forklare om de evner hotellet gav dem, hvordan det blev opført, hvordan man finder det og andet. De viser ham rundt, og inden han når at se sig rundt, skal Wesley op på værelset for at skifte til middagstøjet.

  Og han opdager hurtigt hotellets påvirkning af sindet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...