Dæmonernes Hotel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Igang
Da Charles Angé dør, efterlader han hans utrolige hotel til hans barnebarn, og hans eneste arving, den 22-årige Wesley Daniels. Da Wesley ankommer, indser han, at hotellet ikke er helt normalt. Han bliver dog hurtigt vant til det hele. Men en dag, da han udforsker det gamle loft, opdager han en hemmelighed, helt tilbage fra da hotellet blev skabt. En hemmelighed om hotellet, men også om hans glemte fortid...# Jeg har tænkt mig at fokuserer på den her, så mine andre historier bliver sendt på pause i et stykke tid:)

4Likes
4Kommentarer
255Visninger
AA

3. Ankommen

Wesley Daniels modtager et brev torsdag eftermiddag, 10. april, 2014. I brevet står der, at hans bedstefar for nylig blev angrebet af et hjerteanfald og døde. Dette chokerer Wesley, selvom han aldrig har haft et så tæt forhold med bedstefaren. Brevet forklarer også, hvordan det var Charles Angés sidste ønske, at Wesley skulle besøge det hotel, Charles brugte det meste af hans liv på at opføre, men kun fik meget lidt tid til at opleve. Ifølge brevet har Charles efterladt hotellet til den eneste levende arving, Wesley. Forældreløse Wesley, der blev født i et liv som enebarn.

  Charles’ ældre bror og søster døde for mange år siden. De var med til at skabe projektet, men kun den yngste levede længe nok til at se det færdige resultat. Wesleys forældre døde i en bilulykke da han var seks, og han flyttede hjem til hans gudfar, også kaldet onkel Harry af alle de mindre børn, inklusiv Wesley, da han var yngre, i kvarteret. Nu bliver gamle mr. Collins dog kun kaldet Harry af hans gudbarn.

  Brevet er signeret af en mr. Calvin Olivians. Mr. Olivians var Charles’ assistent, der havde været med under hele opbygningen af hotellet. Havde der ikke været nogle arvetagere, var hotellet simpelt hent gået til ham. Dog udtrykker han klart i brevet, at han ikke følte sig helt klar til sådan opgave, og at han hellere ville lade mr. Angés eget blod tage over hotellet. For, som han så klart udtrykker, når blod flyder, for at bygge sådan et mesterværk, er det kun retfærdigt, at blod skal føre det videre.

  Mr. Olivians forklarer også, at Wesley ikke behøver at pakke tøj, og at det vil blive klaret for ham. Dog føler han sig ikke helt tryg ved tanken om, at nogen måske bryder ind i hans hus, og bringer hans ting til hotellet. Man kan jo aldrig være sikker på, hvad de gør, eller om de får alt med. Så han pakker en kuffert med noget tøj, en tandbørste og andre ting og sager, som han ellers ville tage med på en rejse. Han siger farvel til Harry og hans venner, og begiver sig så afsted, for at finde hotellet, som han åbenbart har arvet.

  Det ligger flere timer væk fra London, i en skov der dækker et stort område, på kilometer vis af radius. Den eneste grund til, at Wesley går ud fra, hotellet måske er derinde, er fordi, det stod i brevet. Ellers ville han have kørt videre. Selv da han kører ind i skoven, er han i tvivl, om dette nu også kan være det rigtige sted.

  Da han er kommet et godt stykke ind, godt ti minutter, begynder regnen lige så stille at tromme mod bilens tag. Regnen tager hurtigt til, og snart styrter det ned. Hvis Wesley ikke snart finder hotellet, tænker han, at han må parkere bilen, og sove på bagsædet, hvilket han egentlig ikke er specielt meget for.

  Efter et kvarter mister han lige så stille håbet, og forbereder sig på en lang nat på bagsædet af Mercedesen, da et lyn slår ned tæt på ham. Lyset er blændende, og han lukker øjnene hårdt i. Da det inderste af hans øjenlåg går fra lyserød til sort, åbner han igen øjnene. Han gør klar til at vende bilen, og forventer at se en ildebrand om et øjeblik. Men da han kigger sig rundt, kan han ikke se noget ild eller røg. Træernes blade fanger regndråberne og lader dem dumpe ned på jorden, som om intet er sket. Det eneste, der har ændret sig, er den gule treetagers bygning få meter foran bilen.

  Hotellet ser ud til, at være lavet af gult plankeværk. Som sagt, er der tre etager. Foran er der to stentrapper, som cirkler sig om et cirkulært bassin, der flyder en tak ned, til den lille pause ved trappen, hvor det går fladt hen, til den næste trappe. Så fortsætter bassinet endnu en tak ned, hvor vandet falder ned i et hul, Wesley ikke helt kan se. Ved det øverste bassins kant, længst mod hotellets dør, står en smuk englestatue. Den hælder nyt vand i bassinet fra en kande.

  Hotellets navn er Angés Hotel. Wesleys navn. Wesleys hotel.

  I samme øjeblik, bilens dæk rør gruset, forsvinder regnens trommen. Wesley ruller vinduet ned og stikker en hånd ud. Ingen dråber rammer den. Han sænker hånden, og lader den glide hen over bilens dør. Den er tør, som om det overhovedet ikke har regnet.

  Han parkerer bilen, og stiger ud. Wesley retter blikket mod himlen, og blinker et par gange. Dog bliver han nødt til at løfte hånden, for at skærme for solen. Han er sikker på, at der ikke havde været andet end en mørk skovsti foran ham, før lynet slog ned. Nu er der lige pludselig en lysning, med hans hotel i midten af det.

  Wesley vender blikket mod skoven. Den er lige så mørk, som lysningen havde været, få øjeblikke tidligere. Han går hen mod grænsen, der adskiller mørket fra lyset. Men når han prøver at nærme sig, er det som om, en modstand skubber ham i den anden retning. Ikke en fysisk modstand, men mere som en hovedpine, der tvinger ham i den modsatte retning. Som om, desto længere han kommer på grænsen, desto større bliver hovedpinen.

  Det bliver endelig for meget, og han vender sig væk. I samme øjeblik forsvinder pinen, og han virker meget gladere, som om en tung byrde er løftet fra ham. Han kan knap huske nysgerrigheden der drog ham mod grænsen. Han skridt er lange og målfaste, da han sætter af mod hotellets trappe.

  Wesley går langsomt op, og lader hans hånd glide over stengelænderet. Solen glimter i hans guldring, og han smiler fornøjet. M. A. & T. D. står der indskrevet. Monique Angé og Torrance Daniels. Det var hans mors vielsesring, og det var det eneste der blev fundet af identifikation i bilen, den aften de kørte ud over broen. Der havde ingen pas været, ingen sygesikringsbevis, intet. Og Wesley havde heller ikke været til meget hjælp. Han huskede kun stumper af, hvad der var sket under og før ulykken. Alt var pist væk, som om en eller anden ønskede, at de ikke blev genkendt. Men det havde været Harry, der identificerede de to lig, og det bevidstløse barn. Monique havde fortalt Harry, at hvis der nogensinde skete dem noget, så skulle hendes ring gå til hendes eneste søn. Den eneste arving til Angés Hotel.

  I samme øjeblik, Wesley tænker på disse ting, skyder minderne frem i hans hoved som knive. En kvinde, der vender sig om fra passagersædet, og smiler til ham. En pludselig angst, da den samme kvinde vender sig om, og kun lige når at se den hvide kronhjort. Manden i førersædet, som heller ikke så den. Synet af dens hoved, der stille, meget, meget stille, vender blikket efter dem, som bilen kører ud over rælingen. Som om det hele næsten er gået i stå. Den seksårige Wesley, der kigger efter den, når bilen kører over kanten. Han tror han ser et smil i skyggerne fra skoven. Og så, den pludselige smerte af, at blive kastet frem i sædet. Sikkerhedsselen, der nærmest skærer i hans hud. Det kolde vand, der hurtigt fylder bilen. Kvinden og manden der kæmper for at få dørene op eller slå vinduerne ud. Vandet fylder Wesleys lunger, og så… intet. Alt bliver sort.

  Det næste han husker, er, at lægge i en hospitalsseng. Harry sidder ved siden af ham, holder hans hånd. Han ansigt er præget af et sørgmodigt smil. Han siger noget, Wesley ikke helt kan hører, noget han har glemt, og når han tænker tilbage på det, lyder det som om, Harry siger det under vand. Da han lukker munden, bliver han kaldt ud af en sygeplejerske, som siger, Wesley skal have lov at hvile sig. Også dette lyder grødet, men da Harry går, og lukker døren bag sig, har Wesley let regnet ud, hvad sygeplejersken har sagt. Inden Harry forlader den seksårige, lader han noget småt, koldt, rundt metal dumpe ned i hans håndflade. Wesley husker, at han kun har kastet et kort glimt på guldringen, før han lægger den på bordet ved siden af ham, og falder i en mareridtsfuld søvn.

  Wesley er sunket ned i knæ. Minderne skyder igennem hans hoved, og han kæmper forgæves imod dem. Men de vinder alligevel kampen. Han mærker en tåre trille ned af hans kind, og så endnu en, og så endnu en, indtil de falder i stride strømme.

  Pludselig lægger en eller anden deres hånd på hans skulder. Han kigger op med sine rødsprungne øjne. Hånden tilhører en forholdsvis gammel mand. Han smiler varmt til ham, og med lyset fra oven, der lægger en blød ramme om manden, tror Wesley et øjeblik, at han måske har druknet sig selv i tårer, og at en engel er kommet for at hente ham.

  Men da manden taler, er Wesley godt klar over, at manden er ingen engel.

  ”Minder kan virke grusomme nogle gange,” siger han. Hans stemme er nærmest glat som gavepapir. ”Nogle gange har vi lyst til at smide dem væk, og glemme alt om dem. Andre gange ville vi ønske, vi kunne huske dem bedre. Smid aldrig et minde væk. Aldrig. Uanset hvor slemt det føles. Du får måske brug for dem senere hen.” Manden fjerner hånden fra Wesleys skulder, vender sig mod den næste trappe, og går med rolige skridt op af den. Han holder sit højre håndled i hans venstre hånd på ryggen.

  Wesley kommer hurtigt på benene og følger efter manden. Han har et sort jakkesæt på, med hvide handsker, og hans hår ser nærmest sølvhvidt ud. Det er gennemtænkt redt tilbage som slikhår. Hans øjne er brune og varme, og glimter lystigt i eftermiddagssolen.

  Wesley kommer op på siden af ham, da manden banker på den store dobbeltdør. Den er omkring en halvanden gange større end Wesley.

  En lang række portugisiske bandeord kan høres fra den anden side. Manden, der åbner døren, er høj og bred, som i Wesley gange to. Han har to store buskede øjenbryn, der sidder over to små, sorte øjne. Han har en snavset træningstop på, der er mere skummet en hvid, og som er dækket af madrester. En spildt guacamole plet her, og to orange pletter der. Hans buskede moustache sidder over sammenbidte læber, sort hår stikker ud fra armhulen, trøjens kant, ørene, næsen. Ja overalt, ud over på hovedet. Hans isse er kun dækket af få hår, der stikker ud i øst og vest.

  Han ser gnaven ud, og Wesley krymper sig, da han hæver brystet, og nærmest ser ud som om, han dækker den to-og-tyveårige.

  Så får han øje på manden ved siden af Wesley, som nu står med en elegant stok, med diamant knop.

  Manden i indgangen skynder sig ud med en masse undskyldninger, og Wesley krymper sig igen, under mandens dårlige ånde. Det lugter som om, det eneste han for at spise, er hvidløg, og at han aldrig hverken bruger tandtråd eller tandbørste.

  Manden, ved siden af Wesley slå bare afværgende med hånden, og skubber lidt til den anden mand med stokken, så manden med jakkesættet kan komme ind.

  Pludselig går det op for Wesley, at han ikke kender mandens navn, hverken manden med jakkesættet eller… brødet. Ærlig talt aner han ikke, hvad han ellers skal kalde ham.

  Han skal til at spørge om det, da brødet mumler noget, Wesley kun lige kan høre. ”Det må De altså virkelig undskylde, mr. Olivians.”

  Igen slår mr. Olivians bare afværgende med hånden, og siger: ”Visse vasse, Pavel. Jeg kunne vel have fortalt dig om drengens ankomst, og så ville du vel, forhåbentligt, have klædt dig lidt mere… passende på.”

  Pavel bukker hovedet, og går hen til receptionen. Wesley kigger sig rundt. Han befinder sig i en smukt udsmykket rum, der ser ud til, at være betrukket i guld. Men det kan umuligt passe, tænker han.

  Rent faktisk, afbryder en pigestemme ham pludselig. Han kigger forvirret i alle retninger, men kan ikke får øje på nogen piger i rummet. Så er rummet betrukket i et fint lag guld.

  Og så ser han hende. Hun står gemt i skyggerne. Mr. Olivians, der har set hans forvirrede leden, ser hende også, og så smiler han.

  ”Amira, min kære,” siger han til pigen i skyggerne. ”Kom fog ud, så du ikke skræmmer alt livet ud af drengen.”

  Pigen træder ud i lyset, fra en kæmpe krystallysekrone, der hænger med levende lys flere meter over deres hoveder.

  Wesleys første tanke, er, at det egentlig ikke er en pige, men en ung kvinde. Og hun er smuk. Forrygende smuk. Hendes hud er bleg, et øjeblik ser den faktisk blålig ud. Men det har bare været en fejl, indser Wesley hurtigt.

  Hendes ravnsorte hår falder smukt og blødt om hendes skuldre. Hendes øjne er helt sorte, men glimter på samme måde som mr. Olivians’.

  Hun har en mørkerød kjole på, med sorte streger, der flyder over stoffet, ligesom den måde man tegner spiraler på skyerne i Kina. Det ser lidt rodet ud til at starte med, men efter hans øjne har vænnet sig til de indviklede streger, kan Wesley se systemet i det. Kjolen går til hendes knæ, og ved kanten er der sort blonde, der snor sig hele vejen omkring, til det møder sin hale.

  Hun har nylonstrømper på, og brune støvler, der går til lidt over anklerne. De har en hæl på omkring to centimeter.

  Hun smiler ikke, blinker ikke engang, imens Wesley intenst betragter hende. Han lægger ikke engang mærke til, at hans mund hænger lidt åben, fra overraskelsen over, at høre en stemme i hans tanker, ud over hans egen. Men han aner en svag rødmen, der spiller sig på hendes svagt puffede kinder.

  Hun vender opmærksomheden mod mr. Olivians, og venter på en introduktion. Mr. Olivians rømmer sig, knipser med fingrene, og Wesleys opmærksomhed bliver straks rettet mod den ældre herre. Mr. Olivians vinker ham over, og Wesley mærker hans ben bevæge sig af sig selv.

  ”Amira, det her er Wesley Daniels, hotellets arving,” starter mr. Olivians. ”Og Daniels, det her er Amira de Sauveterre, min niece.” Ved de sidste to ord, smiler Amira lumskt, og Wesley synker en klump. Niece? Det bliver lidt af en udfordring at lære hende at kende, tænker han.

  Mon ikke, svarer hun i hans tanker. Han ansigtsudtryk går fra en svag forvirring, blandet med en anelse frygt, til helt, fuldkommen frygt. Mr. Olivians ser skiftet, og forklarer hurtigt.

  ”Amira kan…” starter han, og leder efter de rigtige ord. ”Noget helt specielt. Hun kan læse dine tanker og… ja, tale med dig. Hun kan også nogle andre ting-” Hun løfter hånden, som om hun skal til at lave et tryllenummer, men mr. Olivians presser dem ned igen, trækker hende ind foran sig, og holder en arm om hende, og en anden blidt om hendes mund, uden at kvæle hende, men bare ofr at stoppe hende fra at gøre et eller andet, ”- som hun ikke vil vise dig nu,” afslutter han. Han løfter hende op, stadig med hånden om hendes mund. Han går hen mod en dobbeltdør, og to tjenestepiger, som Wesley i den grad ikke havde set, holder døren åben for ham. Før dørene lukker, råber mr. Olivians over skulderen: ”Du vil også lære nogle af de ting, når du har tilpasset dig hotellet.” Og dørene lukker. Tjenestepigerne går andre steder hen, og Wesley er ladt alene med Pavel. Den store mand virker igen til at læne sig ind over ham, som en kæmpe skygge.

  ”Navn?” siger han. Wesley rynker panden.

  ”Hørte du ikk…”

  ”Navn?” siger Pavel igen.

  ”We-Wesley Daniels,” svarer han hurtigt. ”Sir,” tilføjer han, lidt af skræk.

  Pavel rynker hans buskede øjenbryn sammen, så de nærmest ligner et stort monobryn.

  ”Navn?” siger han igen, med mere styrke i stemmen. Wesley synker nærmest sammen (i hvert fald føles det sådan), og han er sikker på hans stemme knækker over, da han svarer.

  ”Det… det har jeg jo lig…”

  ”Navn?” brummer Pavel. Wesley tænker lidt over det.

  ”Wesley… Angé,” svarer han. Pavel læner sig lidt tilbage i stolen.

  ”Hvor længe bliver De?”

  ”Ingen anelse.” Pavel kigger strengt på ham, som en skolelærer kigger på en elev, der forsøger at dække over, hvorfor de ikke har lavet lektier.

  ”På ære,” siger Wesley, og løfter hænderne op foran sig, som for at vise, han ikke lyver.

  Pavel siger ikke noget, men læner sig kun længer tilbage i stolen, og venter på en videre forklaring. Der går lidt tid, inden Wesley indser, hvad Pavel forlanger.

  ”Mr. Olivians sendte mig et brev, der sagde, min bedstefar døde, og derfor skal jeg tage over hotellet. Han sagde ikke hvor længe jeg skulle blive.”

  Pavel gør stadig ingen ting, men ser ud til at acceptere forklaringen. Han hægter en nøgle ned fra en krog på væggen bag ham. ’917, 9’, står der på den.

  Han vender sig mod noget papirarbejde på hans skrivebord, og siger kun: ”Niende sal.”

  Wesley rynker igen panden. ”Men der er da kun…”

  ”Niende sal,” gentager Pavel, uden at løfte blikket fra hans arbejde. Wesley beslutter, at det nok må være bedst, bare at finde ud af det på egen hånd.

  Han går op af dobbelttrappen, op af den adskilte og op ad endnu en dobbelttrappe.

  Og så stopper han.

  Der er endnu en adskilt trappe. Men det kan ikke passe. Bygingen er kun en treetagers. Og dog leder endnu en trappe op til fjerde sal. Wesley tager et tøvende skridt op på første trin, til trappen til højre, som om trappen forsvinder, lige så snart han har sat hans sko på det røde tæppe. Men trappen er fast. Han tager endnu et tøvende skridt, og så endnu et, og endnu et, indtil han går i samme fart, som med de tre første trapper. Han fortsætter til niende sal, og er slet ikke træt. Trappen stopper her.

  Han går til venstre. Han finder værelse 917.

  Han smider hans skuldertaske på gulvet, og opdager ikke pigen, der sidder på hans seng, før hun snakker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...