Og himlen græder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 24 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jeg lever i en verden, hvor himlen græder. Den græder blod.

18Likes
13Kommentarer
350Visninger
AA

1. Og himlen græder

 

Himlen græder. Den græder blod.

Store tunge dråber, der falder som projektiler fra himlen. Gennembløder mig i den røde substans, fylder min næse med metal. Hæmmer hver en bevægelse, som føles som om jeg er under vand. Dråberne trækker i mig, holder mig tilbage. Alligevel renser de mig. Blander sig med mit eget blod, der strømmer ned ad kinderne, flyder ud fra sjælen. Dråberne skjuler mig.

Mine muskler skriger. Jeg løber på knive, de ligger over alt på jorden. Min sjæl bløder som himlen, knivene går gennem mine fødder, ind i mit inderste. Men mit blik hviler på broen i horisonten. Jeg kan ikke stoppe, ikke nu. Jeg mærker knap smerten mere, det er bare en del af det. En del af det hele. Jeg presser mine ben til at bevæge sig hurtigere, tigger dem om at bære mig væk.

Alle menneskerne går så stille og roligt. De giver mig stress. Kan de ikke se den mørke himmel, der mangler sin sol? Jeg mangler min sol, vi mangler alle sammen vores sole. For i det øjeblik vi trækker vejret for første gang, det øjeblik vi første gang åbner øjnene og ser den verden, vi er fanget i, er der en idiot, der ler. Ler af os, ler af vores manglende sol.

Jeg er usynlig. Det har jeg altid været, og det er jeg også i dag. Folk kigger et flygtigt sekund på mig, når jeg løber forbi, men de ser mig ikke. Ser lige igennem, før de kigger væk. Jeg er usynlig. Hvis jeg skriger, drukner vinden mig. Hvis jeg prøver at flygte, drukner verden mig.

Jeg rammer en lille sø af blod. Dråberne sprøjter om mine ankler, dråberne rammer huden og triller så lige så stille ned. Jeg stopper ikke. Blodet løber bare fra mine ankler, efterlader lange rifter. Rifter fra jordens negle, der griber ud efter mig. Hungrer efter at trække mig ned, holde mig tilbage. Fastholde mig i skærsilden.

Jeg har lyst til at skrige, men det nytter ikke noget. Ingen lytter, når jeg taler. Min ord har ingen betydning, de er tomme, de er hørt før. Jeg er ingen anden end alle andre. Vi har alle de samme farver, og jeg lever i en gråzone. Jeg ved ikke, om jeg er levende eller død. Om jeg overhoved eksisterer, eller jeg bare er en parallel til alt liv.

Jeg er pænt sikker på, at jeg var et uheld. Et brist på et kondom, en glemt p-pille. En fejl i deres liv, en for sent opdaget hændelse. Jeg burde kun have været i foster, så skulle skrivemaskinen løbe tør for blæk. Et kort kapitel i en andens bog.

Jeg fnyser, jeg kan bare ikke lade være. Omkring mig fortsætter menneskerne med at gå, hastigt og med skærmene oppe. Det holder dem på afstand af tårerne. Jeg løber bare videre, mens mine lunger skriger og mine ben græder om kamp med himlen. Og for første gang i flere uger, føler jeg, at mit hjerte slår.

Jeg stopper op på broen. Hiver anstrengt efter vejret, og hviler hænderne på mine knæ. Min side smerter, og mit hoved dunker. Det gennemblødte, let rødlige hår falder ned i øjne på mig, og jeg skubber de sammenfiltrede totter til side.

Broen er gammel og bygget af sten. Solidt. Det er derfor, at jeg altid godt har kunnet lide den. Jeg har siden, jeg kan huske, søgt herhen hver gang verden begyndte at tippe. Ikke, at jeg bare kan holde fast i den for evigt. For på et tidspunkt begynder broen også at tippe. Og så ridser jeg mine negle mod stenene, mens jeg klynger mig fast til den, forsøger ikke at falde. For jeg er uendeligt bange for at falde.

Og så når jeg kommer igen dagen efter, ser jeg bare, hvordan mine forældre i et flygtigt glimt kigger på mine hænder. Rynker panden og væmmes ved mine beskidte negle, der er filet, til mine fingrespidser begyndte at bløde. Og så er mine forældre væk igen, ude af døren i et øjeblik af mails og opringninger og telefoner. Og når de så kommer hjem, har de glemt alt om neglene, indtil verden tipper igen, og slangen bider sig selv i halen.

Jeg lægger rystende begge mine hænder på det glatte stengelænder. Det har fået en rødlig farve, men den generer mig ikke. Jeg kigger bare ud over det, og ned på det sorte, altædende vand. Det skvulper frem og tilbage. Holder øje med mig. Venter.

Jeg er holdt op med at græde, da jeg sætter den første fod op på gelænderet. Langsomt lader jeg den glide videre ned på den anden side. Mit bukseben bliver skubbet lidt op, og jeg river mig let. Som en fjer, der stryges over mit ben. Til sidst rammer min fod den lille kant på den anden side. Den er ikke mere end et par centimeter bred.

Omkring mig er skridtene stadig konstante.

Jeg holder vejret, som jeg svinger det andet ben over. Jeg holder godt fast i kanten bag mig, min ryg presser sig tæt ind mod den. Vinden har taget til, og folk er begyndt at skæve til mig. Mit hår flagrer, bølgerne bruser under mig. Jeg lukker øjne og læner hoved tilbage. Mit hoved dunker, vinden rykker og flår i mig. Store hænder, der rækker ud efter mig. Jeg slipper kanten med den ene hånd, som svæver rystende et par centimeter over rækværket.

Floden, som bruser i mit hoved, overdøver næsten de nu langsomme skridt.

Kragerne cirkler over mig, skriger, med lysende øjne. Identiske med mobilernes blitz omkring mig. Jeg kan næsten føle, hvordan hver eneste af mine bevægelser fanges på film. Smilet sprækker mine tørre læber.

Jeg lever i en absurd verden. En latterlig, uretfærdig, absurd verden.

Jeg har skreget, råbt, grædt, skrevet og alt derind imellem. Og ingen har så meget som vendt et hoved mod mig. Men noget så latterligt enkelt og ubetydeligt som dette, en sekstenårig, der står på den forkerte side af et gelænder, får folk til at stoppe. Ikke fordi de vil hjælpe mig. Ikke fordi jeg er værd at kigge sådan rigtig på. Men fordi at det er spændende, og sådan en video vil pryde deres youtube-kanal.

Det tog mig lang tid at komme frem til dette her. Jeg tror, at det der gjorde udslaget og plantede ideen, var en indslag i nyhederne, om en pige, hvis video havde fået opmærksomhed efter hendes død. Ingen havde lyttet til hende, før hendes stemme sygnede hen. Ingen så hende, før der intet mere var at se. Hun var den usynlige, men uundværlige lysmand bag verdens teaterstykke.

For mig er hun en helt. Springbrættet, der står foran mig.

Folk får ingen opmærksomhed, hvis de ikke er enten syge eller døde. Sådan er det bare. Malernes malerier bliver først noget værd, når deres hænde ikke længere kan føre penslen. Folk kigger først, når der ikke længere er noget at se på. De taler først, når deres ord og løfter kan runge tomt i intetheden.

Jeg kan ikke tvinge folk til at betragte mig som syg. Men der er ingen, der kan modsige et tyst hjerte.

Hjemme hos mig ligger der et brev. Et helt gammeldags brev, fra en svunden fortid jeg næsten har glemt.

Jeg kan se brevet, som jeg forlod det, foldet sammen på midten, med de alt for rolige bogstaver på forsiden. Det er ikke noget afskedsbrev, ingen stor kærlighedserklæring til mine forældre og en fastsættelse af, at dette ikke er deres skyld. For det er det, og jeg har ikke noget at sige til dem. Så alt hvad brevet indeholder, er hvad hele verden bør høre. Alle de ord, der langsomt har ædt mig op indefra.

Jeg ved, at uret tikker over mig, et stort bornholmerur der runger i natten.

De sorte pantere med hvide detaljer, og hver med ét rødt og ét blåt øje, er mødt op. De kommer løbende, først er der en, så er der to og til sidst er der tre. De brøler af mig, men mit sind har skruet helt ned for lydene. Jeg hører dem knap, kan bare fornemme deres nærvær.

Jeg spænder i hver og en af mine muskler. Jeg lader mine tanker slippe fri og flyde væk, så jeg til sidst intet tænker. Sådan som jeg har øvet det derhjemme. Og hver en lille del af min krop sitrer, nerverne sender alle de elektriske pulser, endnu før jeg har reageret. De ved bare, at jeg vil. For jeg har allerede sluppet inden i. Jeg er allerede faldet.

Jeg sveder, som om min krop vil hjælpe mig på vejen til at give slip. Rækker min frie hånd frem, som for første gang fjerner sig helt fra rækværket. Jeg rækker ud mod natten. Jeg holder vejret og kigger en sidste gang tilbage. Det hele er kaos. Jeg forestiller mig, at det er sådan, at helvede ser ud. Hvis det altså findes. Og jeg er ligeglad, om det gør. Jeg har allerede været i skærsilden alt for længe.

Vægten triller over på mine tær, jeg giver slip på alt og tipper forover.

Luften tager imod mig med åbne arme. Den kysser mig, kærtegner mig og hvisker i mit øre. En rasende flod stormer forbi, alt er larm og et utydeligt billede. Alt luft bliver presset ud af mine lunger, jeg kæmper for at trække vejret. Mine øjne løber i vand, maven vender vrangen ud på sig selv.

Og jeg har aldrig følt mig så meget i live.

Vandet bruser under mig, buldrer. Gradvist og hurtigt kommer det hele tættere og tættere på, som jeg føler mig tungere og tungere. Stjernerne genspejles i vandet, jeg kan se hele universet, som jeg flyver mod. Følelsen af håb breder sig gennem min krop, starter helt inde i hjertet.

Folk siger, at man ser hele sit liv passerer revy for øjne af en, lige før man dør. Men alt jeg ser, er stjernerne. Vi er vist alle sammen stjernestøv. Jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt, måske er jeg bare aske. Født af ilden, og nu slukkes jeg af vandet.

Jeg lukker øjnene.

Braget runger i natten.

Folk lytter.

Og himlen græder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...