Tankespind og hvirvelvind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 sep. 2014
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Igang
Mine tanker er som en hvirvelvind; kraftfulde, men kun for mig selv. Dem der er i nærheden, bliver også påvirket - men mine tanker er viklet stærkt op om mig, som et kraftigt edderkoppespind, og selvom jeg desperat prøver at ryste dem af mig, vil de altid runge som et ekko i de bagerste kroge af mit sind.

5Likes
2Kommentarer
371Visninger
AA

3. Forbudte løfter

En glædes symfoni nynner i en piges krop. Hun sidder med sin anden halvdel ved siden af sig, saglig og i færd med at betragte den summende trafik. Han snakker om fremtidsplaner. Om sommer og vand der er så koldt, at tungens spids fryser til is, hvis man drikker af det. Hun ler, og hendes mave sprudler af glæde.

Løfterne danser for for hendes åsyn, og deres kraftige arme strækker sig smidigt ud efter hende og byder hende op til dans. Barnlig og naiv tager hun i mod armene og stiller sig på vejen. Han rejser sig med hende, løfter hende op og de mærker foråret betragte dem et sted fra en sky. Han bliver hurtigt træt i armene, så han sætter hende ned og placerer sig på den hårde kantsten, der tager i mod ham med en opgivende lyd.

Hun ser ikke kun tvivlen, der er malet ud over hans hornhinde - hun mærker den også, og løfterne bliver mindre betydningsfulde og svagere, for hvert sekund hendes blide barneøjne kigger ind i hans sjæl.

Hun er ikke i stand til at tvinge et ord ud af munden. De er for længst syet sammen, og det stikker smertefuldt i hendes kinder, når hun prøver at lade et enkelt smil brede sig ud over hendes læber.

Han taler igen.

Nye ideer,

Nye oplevelser.

En rejse til udlandet vil kunne ryste dem sammen igen.

En køretur på landet vil gøre én glemsom.

Håbet bliver igen stærkere og stærkere, så stærke at de river syningerne om hendes læber op, og en lettende fornemmelse trænger igennem hendes åbne ar, da hun blotter sit tandkød til den ventende natur.

- den ventende natur, der prøver at lokke hendes unge krop til sig, og ler af hende, da de ved, hvor gammel og skrøbelig hendes sjæl i virkeligheden er. Hvor mange gange hun er gået igennem dette før i tidligere liv.

"Du burde vide bedre", hvisker vinden, der desperat kæmper sig igennem de nyfødte børn på træet ved siden af dem. Hun skubber lyden væk ved at lade sin stemme overdøve fuglenes varsels skrig.

Og med ét synker hun i jorden.

Hun græder, skriger, og mærker løfterne ramme præcis det samme sted hver gang.

Hun ser hvordan en dreng smilende går over vejen, og minder hende om ting, hun aldrig får, aldrig bør forvente, og det der er så langt fra hendes virkelighed.

Den grusede asfalt ligger nu halvt over hendes hoved, og det sidste hun ser, inden jordens løgne begraver hende helt, er hendes anden halvdel, der går ind og lukker døren stille efter sig.

Uden en lyd. Uden et kig tilbage.

Der lærte hun, at man aldrig skal stole på mænd. For det lærte hendes far hende selv i en meget ung alder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...