In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57773Visninger
AA

27. "What if?"


Lilys synsvinkel:

"Baby?"

"Vågn op..."

"Jeg lader jer være alene lidt...", lød det som min mor.

"Tak..."

Jeg hørte godt stemmerne omkring mig, men troede jeg drømte, til jeg mærkede et blidt kys på mine læber. Jeg glippede forsigtigt mine øjne op og så lige ind i nogle blide brune øjne.

"Godmorgen baby, har du sovet godt?"

Jeg kneb øjnene lettere sammen og rejste mig en anelse fra min varme hovedpude af og så ham nu sidde på gulvet ved min seng. Jeg fik sat mig helt op og så undrende ned på ham. Han smilte kærligt og tog sin cap af og lagde den ved siden af ham på gulvet. Jeg smilte med et lille bid i underlæben og nikkede. Han grinte smørret.

"Er der plads i sengen til mig?"

Jeg fniste og nikkede og betragtede ham rejse sig og lettere uventet betragtede jeg ham klæde sig af midt på gulvet, til han kun stod i sine sorte boxershorts og allerede havde en ret stor bule på. Jeg fniste lettere forlegent.

"Sig mig, er du tændt på mig eller hvad?", grinte jeg.

Han smilte med et frækt bid i underlæben og gav mig et frækt blik og lagde sig ned til mig under dynen. Jeg lagde mig straks på hans arm og kunne ikke dy mig for at kærtegne hans brystkasse og alle hans vilde tattoos på brystkassen, som jeg lod som om jeg lå og tegnede op med min pegefinger.

"Med dig baby, så kan jeg slet ikke lade være med at blive tændt hele tiden...", svarede han med et lille frækt grin.

Jeg så op på ham og fniste kærligt. Jeg løftede mig en anelse, så jeg lå halvt over ham. Han kærtegnede mig i håret og jeg nærmede mig hans ansigt og læber. Vi lukkede begge vores øjne og jeg smagte blidt på hans dejlige bløde læber og lidt efter smagte jeg hans tunge. Vi lå og kyssede et lille stykke tid, inden vi slap hinandens munde igen. Jeg glippede mine øjne op og kunne ikke lade være med at smile kærligt.

Jeg nussede hans kind og op i hans dejlige viltre hår og betragtede hvert eneste lille kendetegn fra ham.

"Det er i dag, baby...", sagde han stille. Jeg så spørgende ned på ham.

"Hvad er det i dag?", spurgte jeg med et lille smil.

Han smilte på en trist måde og jeg forstod ikke helt hvad han mente?

"Baby...", sagde han stille på en lettere opgivende måde.

Jeg betragtede ham indgående.

"Hvad er det, skat?", spurgte jeg undrende. Han sukkede.

"Det er et år siden , du ved nok?", svarede han stille.

Jeg sukkede hårdt og lagde mit hoved ned på hans brystkasse.

"Åh gud, du har ret... Er det virkelig et år siden?", mumlede jeg og nød bare, at jeg kunne høre hans rolige hjerte slå mod mit øre.

Jeg følte en varm stor hånd kærtegne for min ryg og overarm.

"Ja... Det er mærkeligt, at tænke på - Det var bestemt ikke nogen nem periode..."

Jeg løftede mig en anelse og fandt hans kærlige blik.

"Ja, jeg savner ham stadigvæk...", svarede jeg stille, mens jeg lå kyssede små blide kys på hans brystkasse. Han kærtegnede sine fingre ned ad min ryg til han kælede for min ene balde under dynen.

"Savnet vil nok aldrig forsvinde, baby - Og jeg ved godt, at hvis han var her, så havde du valgt ham i stedet for mig...", forklarede han stille.

Jeg sukkede hårdt og løftede mit hoved og så ned på ham.

"Ville du opgive mig, hvis han var her i dag?", spurgte jeg forsigtigt.

Han rystede på hovedet med et kærligt smil og skubbede noget af mit hår bag mit højre øre.

"Jeg ville aldrig opgive dig så let, min elskede..."

Jeg fniste forelsket over hans dejlige ord, men blev hurtigt alvorlig igen.

"Så nu hvor det er et år siden...", begyndte jeg stille. Han nikkede med et bedrøvet smil.

"Ja, så ved du godt hvad det betyder, baby...", svarede han stille.

Jeg nikkede og mærkede en tåre rende ned ad min kind. Han løftede sig en anelse og kyssede min tåre væk.

"Det er helt okay, at græde, baby...", forklarede han trøstende og trak mig ned at ligge hos ham. Jeg nød den skønne duft af ham.

"Kommer Pattie, Jeremy og ungerne også?", spurgte jeg nærmest hviskende.

"Ja, selvfølgelig...", svarede han stille og trak mig ind i et dejligt tungekys......

~

Det var med et bankende hjerte, der var tæt på at slå ud af brystet på mig, da vi nærmede os indgangen. Jeg så trist på ham. Han smilte bedrøvet og nikkede og trak mig ind i et knus.

"Rolig elskede - Han fortjener vores visit...", trøstede han mig stille.

Jeg nikkede i brystet på ham og begyndte at hulke voldsomt. Jeg følte hans varme læber kærtegne min pande i et blidt kys. Jeg trak mig forsigtigt ud af hans knus og fandt hans varme hånd og vi flettede fingre. Jeg tjekkede lige efter, at de langstilkede røde roser ikke havde lidt skade i vores knus og heldigvis ikke. De var stadigt lige smukke.

Vi begav os op forbi de mange smukke gravsteder og jeg kunne nu allerede se familien, stående og vente på os. Jeg havde en hård klump i halsen. Pattie så os straks og det var tydeligt, at hun havde grædt længe. Hun strakte armene mod mig.

"Min smukke Lily, kom...", sagde hun med en lille grådkvalt stemme og trak mig ind i et inderligt knus. Vi stod bare og hulkede stille på hinandens skuldre. Med en knude i maven og et hjerte der kunne stoppe med at slå når som helst, trak jeg mig forsigtigt væk fra hende og så flygtigt på hende og de andre.

Jeg vendte blikket mod den smukke gravsten og kunne dårligt læse skriften på den smukke store gravsten, hvor hjerter var udhugget i og en sød lille engel i den fineste messing, sad på den ene side af gravstenen og vogtede over ham. Jeg gik på hug og bredte de langstilkede roser hen over gravstedet og græd stille. Jeg lukkede øjnene i sekunder og hviskede:

"Jeg elsker dig, Justin - Jeg savner dig..."

Et par arme omfavnede mig bagfra og jeg mærkede et blidt kys på min kind.

"Han ved, at du elsker ham... Han vil aldrig glemme dig...", hviskede Jason blidt ved mit øre. Jeg hulkede og jeg rejste mig med Jason og lod ham trække mig ind i et inderligt knus. Jeg så ned mod gravstenen imens jeg stod i hans favn.

"Hvad hvis vi aldrig havde slukket iltmaskinen dengang? - Ville Justin nogensinde have vågnet, så?", spurgte jeg stille med grådkvalt stemme.

"Det er ikke til at vide, baby?"........

Jeg satte mig med et sæt i sengen og følte hjertet galopere af sted. Jeg så mig omkring og opdagede, at jeg sad i sengen. Jeg hulkede voldsomt og vidste ikke om det havde været en drøm, men jeg var kun næsten sikker på, at det havde været en drøm. Jeg famlede i blinde efter min iPhone i mørket og så, at den kun var knap tre om natten. Jeg gik ind i mine kontakter og fandt Justins nummer og ringede ham op - Jeg ville være sikker på, at han levede:

"Duut... duut... duut... Mmh ja...", kom det fra en søvndrukken stemme.

"Justin?!", udbrød jeg med hjertet i halsen.

"Hvad er der baby?", kom det med træt stemme fra ham. Jeg sukkede lettet og græd et par lettet tårer.

"Du lever!", udbrød jeg med et lettet lille grin.

"Mhjaaa, jeg føler mig mere død end levende lige nu, men ja, selvfølgelig lever jeg baby... Hvad vil du på denne tid om natten?", kom det mumlende fra ham.

Jeg smilte lettet og frydede mig over, at jeg heldigvis kun havde drømt - En forvirrende og dum drøm faktisk.

"Jeg savner dig bare...", svarede jeg stille.

"Aww baby... Jeg savner også dig - Hele tiden..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...