In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57727Visninger
AA

15. Something to forget?

Lilys synsvinkel:

Det var med en knugende følelse i maven, da jeg endelig kl: 3:17 pm om eftermiddagen stod foran indgangen til hospitalet. Mit hjerte slog som en bongotromme i overdrive og det flimrede let for min øjne. Min håndflader svedte voldsomt. Ja, jeg havde det faktisk næsten på samme måde, som da jeg sidste år var til eksamen i skolen, men dette var langt værre. Jeg havde svigtet Justin og givet alt for let op. Havde jeg vidst at han ville vågne i går aftes til nat, så var jeg ret sikker på, at jeg ikke havde gået i seng med Jason. Ja, jeg fortrød - Bitterligt!

Jeg tog en dyb indånding og begav mig først hen til kiosken, der var på hospitalet og købte en lille buket blomster og en nuttet lysebrun bamse. Jeg smuttede også lige en pose Sour Patch Kids med, da jeg vidste, at Justin elskede sure vingummier med sukker på. Jeg gik hen til ekspedienten og betalte for det hele og forlod kiosken med et falsk smil, for helt ærligt ikke? Jeg var pokkers nervøs, for hvordan Justin ville se på mig, når jeg kom?

Ja, jeg var både nervøs, bange og jeg samtidigt glædede mig til at se ham vågen og levende. Jeg begav mig ind i elevatoren og trykkede mig til etagen til traumeafdelingen. Ja, jeg gik ud fra, at han stadigt befandt sig på samme afdeling og samme stue som altid.

Jeg havde af bar skam i mig selv, ikke kunne tage mig sammen til at ringe og snakke med Justins forældre. Jason prøvede jeg at undgå lige nu. Han havde sendt mig flere beskeder og ringet flere gange, hvor jeg ikke havde ville tage den, for jeg kunne slet ikke magte det i øjeblikket. Min verden var én stor slagmark i øjeblikket.

Jeg gik ud af elevatoren og gik mod afdelingen. Jeg hadede virkelig lugten af hospitalet, men jeg bed det i mig, fordi jeg så gerne ville besøge min elskede kæreste. Jeg begav mig hen mod hans stue og åbnede døren og undrede mig over at se en tom og kold stue. Der var en seng, men der var ingen dyne eller lagen på madrassen. Jeg undrede mig.

"Undskyld frøken, men hvem leder du efter?", hørte jeg en damestemme bag mig og jeg vendte mig om og bemærkede at det var én af de sygeplejersker, der havde passet Justin. Jeg smilte svagt.

"Jeg leder efter Justin - Patienten der ellers lå her?", spurgte jeg med et skævt smil.

Hun nikkede med et smil.

"Hans familie har ikke givet dig besked, om at han er flyttet ned i sengeafsnittet to etager under?", svarede hun med et spørgsmål.

Jeg rystede langsomt på hovedet og smilte svagt.

"Men tak, så går jeg der ned...", svarede jeg stille.

Hun nikkede med et smil og jeg begav mig ned med elevatoren igen to etager ned. Jeg følte alligevel nerverne tiltage, da jeg kom ud af elevatoren igen og gik hen mod sengeafsnittet. Jeg gik stille ned ad gangen og ledte efter nogle sygeplejersker, så jeg kunne høre om hvilken stue Justin lå på, men det virkede ikke helt så let. Jeg sukkede hårdt, da jeg nåede enden.

"Leder du efter nogen?", lød det fra en velkendt charmerende stemme bag mig.

Jeg vendte mig overrasket og så ham sidde i en kørestol, som han selv styrede. Han smilte med et blink med øjet.

"Justin? - Du ser utrolig frisk ud...", svarede jeg glad.

Han smilte skævt og vendte med lethed sin kørestol den anden vej. Jeg stod bare og betragtede ham rulle væk fra mig. Jeg sank en klump og han standsede godt og vel femten meter væk og med lethed vendte han kørestolen om med et smil og foldede sine hænder foran sig og betragtede mig.

"Kommer du Lily?", smilte han smørret.

Jeg fniste og nikkede og småløb hen til ham. Han så op på mig.

"Ja, det er forhåbentligt bare midlertidigt med kørestolen her, da jeg gerne vil kunne gå rundt igen. Jeg var til første genoptræningstime tidligere i dag - Damn, det var seriøst hårdt at røre nogle muskler i benene, som jeg ikke vidste jeg havde...", grinte han op til mig.

Jeg nikkede med et smil. Han begyndte at skubbe hjulene frem igen og vi bevægede os over mod en stue, som så var hans. Der var helt klart mere hyggeligt og mere farverigt i forhold til den stue han havde ligget i koma i. Han kørte hen ved vinduet og kiggede ud.

"Ja, udsigten er udmærket, men jeg må ærligt indrømme, at der kan være noget ensomt her, når ingen er her og besøge mig, men jeg er rigtig glad for at du kom, Lily... - Der er vaser ude i køkkenet...", forklarede han med et smil og så på min buket til ham.

Jeg rødmede svagt og nikkede og rakte ham bamsen og vingummierne.

"Det er til dig, skat...", svarede jeg stille og bukkede mig forover ham og skulle til at kysse ham på munden, men han rykkede sit ansigt væk med et lille smil.

Jeg smilte nervøst og gruede for det værste. Havde han virkelig hørt Jasons og min samtale, da vi besøgte ham i går eftermiddag? Justin smilte og hintede med blikket over mod døren.

"Du burde nok finde en vase til blomsterne?", smilte han charmerende.

Jeg smilte nervøst og nikkede og forlod ham for et øjeblik for at finde et rullebord ude på gangen, hvor der stod en masse stålvaser og jeg tog én af dem og gik ind i hans stue igen og så, at han allerede sad og spiste af vingummiposen. Jeg smilte svagt af det og gik ud til vasken på badeværelset og fyldte lidt vand i og kunne pludseligt ikke holde tårerne tilbage over, at han havde nægtet at kysse mig. Jeg tog en dyb indånding og tørrede mine kinder med en engangsserviet og smed i skraldespanden ved vasken.

Jeg begav mig stille ind til ham igen og kunne se, at han sad og kæmpede med at samle vingummiposen op fra gulvet. Jeg stilte hurtigt vasen med blomsterne i på hans sengebord og gik hurtigt over til ham og satte mig på hug foran ham for at samle posen op. Han så forundret på mig.

"Lad være med det, Lily... Jeg vil helst prøve selv...", svarede han stille.

Jeg så målløs op på ham.

"Er du sikker skat?", spurgte jeg forsigtigt.

Han smilte skævt og nikkede.

"Lad mig nu selv prøve, Lily - Jeg skulle gerne træne mine muskler op igen...", svarede han stille med et smil.

Jeg nikkede og lagde igen posen på gulvet. Jeg rejste mig op og gik et par skridt væk og betragtede ham. Han låste sin kørestol og møvede sig lettere frem og bøjede sig med prustende og stønnende lyde. Jeg stod og bed mig nervøst i mine fingre over det. Det huede mig slet ikke, at se ham så hjælpeløs.

"Er du sikker på, at jeg ikke sk...."

"Jeg kan godt, Lily!", afbrød han mig og så flygtigt op på mig med et skævt smil og så atter ned på gulvet og jeg kunne høre, at han kæmpede en brav kamp, til han begyndte at røre ved posens åbning. Den rutschede svagt fra ham.

"Du kan godt!", stod jeg ret spændt og heppede på ham.

Han grinte svagt og stønnede helt vildt, men det lykkedes ham at gribe fat om posen med fingerspidserne og han rettede sig op med posen i hånden. Han pustede hårdt ud og smilte charmerende.

"Det var flot!", jublede jeg i et lille grin.

Justin smilte svagt og trak på skuldrene.

"Tja, jeg skal jo øve og træne alt det jeg kan magte... Min fysioterapeut siger at det er det bedste jeg kan gøre...", svarede han stille og lagde posen op på det lille bord, der var i rummet.

"Bortset fra det, Lily - Så må jeg sige at du har ramt plet med slikket der! Jeg vidste ikke, at jeg kunne lide sådanne sure vingummier, men de smager super godt...", grinte han svagt.

Jeg så undrende på ham og satte mig på lænestolen over for ham.

"Jamen, de er jo din yndlingsslik, skat? Havde du glemt det?", spurgte jeg undrende.

Justin smilte svagt og nikkede.

"For at være ærlig, Lily, så har jeg mistet meget af min hukommelse... Jeg husker kun min mormor og hendes lækre chokoladebudding... Det er alt...", smilte han svagt. Jeg måbede.

"Hvad? Jamen hvad med mig, os? Husker du os slet ikke?", spurgte jeg bekymret.

Han rystede stille på hovedet med et trist og svagt smil.

"Men du ved jo hvem jeg er?", spurgte jeg yderligere.

Justin smilte skævt og tog sin iPhone frem og viste mig skærmen, hvor jeg så vores beskeder og billeder.

"Jeg husker intet, Lily, men jeg ved du er min kæreste, men når jeg ikke kan huske dig, så er det meget svært at finde de såkaldte kærestefølelser frem for dig, som du formentligt har for mig? - Så jeg håber ikke, at jeg skuffede dig før, at jeg ikke havde lyst til at kysse dig? Det ville føles som en fremmed pige, der bare kom hen til mig og kyssede mig på stedet...", forklarede han med et suk.

Jeg bed mig nervøst i underlæben og nikkede forstående. Jeg så på ham med et bedrøvet smil.

"Er det egentligt ikke alle fyres drøm, at de bare bliver kysset af en random pige?", fniste jeg svagt. Justin smilte med et lille grin.

"Tja, det ved jeg faktisk ikke, men hvis jeg på nogen måde skal kysse med dig, Lily, så vil jeg først lære dig at kende, for som jeg har det lige nu med dig, så føler jeg ikke noget specielt for dig - I hvert fald ikke andet end, at du virker til at være en enorm sød pige...", svarede han stille med et smil.

Jeg sukkede med et svagt smil og nikkede.

"Så hvordan har du det med, at jeg kalder dig skat?", spurgte jeg forsigtigt. Justin grinte svagt.

"Tja, det virker lidt underligt på den ene side, men på den anden side, så er du min kæreste, af hvad der er gået op for mig, så det er okay du kalder mig det, men jeg kan desværre ikke få mig selv til at gengælde det "skat" der. Så jeg håber det er okay, at jeg bare kalder dig ved dit navn?", spurgte han med et charmerende smil.

Jeg smilte svagt med bedrøvet hjerte.

"Selvfølgelig - Men bare for at slå noget fast; Du plejede heller ikke at kalde mig skat...", grinte jeg svagt. Justin så med et smil på mig.

"Hvad kaldte jeg dig så?", spurgte han i et lille grin.

Jeg smilte med et bid i læben.

"Du kaldte mig enten baby, smukke, søde, sexy og frække og sjældent Lily...", grinte jeg forlegent. Justin grinte smørret og nikkede.

"Aha, det undrer mig heller ikke, at jeg formentligt gjorde det? Bare se de billeder du havde sendt mig?", grinte han smørret og viste mig et ret frækt billede af mig på hans iPhone. Jeg rødmede kraftigt.

"Det er vel ikke for meget for dig, vel?", spurgte jeg forlegent.

Justin grinte smørret og så selv på billedet et øjeblik til han rykkede blikket hen på mig.

"Nope, du er faktisk en ret smuk og fræk pige - Det indrømmer jeg...", grinte han smørret.

Jeg følte varmen i mine kinder over det vi snakkede om. Han så på mig med et sammenknebent blik.

"Har vi egentligt været i seng sammen?", spurgte han med et smørret smil. Jeg grinte forlegent.

"Justin!"

Han så på mig med et frækt smil.

"Det tror jeg vi har? Er jeg god i sengen?", spurgte han ligeud.

Jeg følte sommerfuglene gå amok i min mave og jeg nikkede i små grin. Justin blinkede med et frækt smil.

"Tja, jeg kan desværre intet huske af det hele, men når jeg ser hvor fræk du kan være, så må der bestemt være noget ved snakken?", grinte han smørret.

Jeg fniste med varmen i kinderne.

"Ja, han er inde på sin stue..."

Både jeg og Justin så mod døren og der stod Jason. Han stivnede ved synet af mig.

"Jason! Min fantastiske brormand!", kom det jublende fra Justin.

Jeg så målløs på Justin, der kørte hen til Jason, der smilte til Justin, men flakkede med blikket mellem Justin og jeg. Jeg sank en klump.

"Justin, jeg anede ikke, at du havde besøg i forvejen - Jeg kan komme igen på et andet tidspunkt...", svarede Jason med flakkende blik mellem Justin og jeg.

Jeg gik hen til vinduet og magtede ikke mere øjenkontakt med Jason, for han gav mig dårlig samvittighed.

"Pjat Jason! - Bliv dog her lidt? Lily er også næsten lige kommet... Kan vi ikke hygge os lidt alle tre?"

"Justin... Jeg tror ikke, at det er sådan en god idé...", trak Jason på ordene med en nervøs stemme.

Jeg kunne høre det på ham, selv om jeg stod og så ud af vinduet.

"Jason? Det der gider jeg ikke høre på! Nu bliver du her lidt, for du er lige kommet, så lad os alle tre foretage os noget? Det bliver da vildt hyggeligt!", grinte Justin fornøjeligt.

Jeg sukkede hårdt og så mig flygtigt tilbage over skulderen og fangede Jasons triste blik på mig i sekunder.

"Okay, så bliver jeg her...", hørte jeg Jason mumle nærmest.

Jeg lukkede øjnene i sekunder over svaret og ønskede bare, at jeg ikke havde været sammen med Jason på den måde. Jeg fortrød bitterligt og bare tanken, om at Justin ønskede at både jeg og Jason var hos ham nu. Ja, det var virkeligt meget at forlange.

"Skal vi ikke spille et spil eller noget?", kom det i en frejdig tone fra Justin.

Ja, jeg kunne dog være stolt af mig selv. Jeg havde endelig lært at kunne skelne svagt på Justins og Jasons stemmer. Ufatteligt, ikke?

"Lily, kom dog her over?", kom det glad fra Justin.

Jeg sukkede hårdt og vendte mig om med et falsk smil og gik hen og satte mig på den anden lænestol.

 - Dette, det blev med garanti ren tortur, at skulle "hygge" med både Justin og Jason i samme rum! Oh my God!......

~

Jamen dog! Det var vidst ikke det fedeste sted og tidspunkt, at Lily og Jason "dumpede" ind i hinanden på?

Vil de overhovedet se mere til hinanden?

Hvad med Justin? Vil han kunne fornemme noget mellem Jason og Lily?

Vil Justin nogensinde få sin hukommelse igen og hvad med de små flirt han og Lily har mellem dem?

Vil det være nok til, at Justin vil tage skridtet ud og "score" Lily igen?

Ja, der er sikkert mange flere spørgsmål, men dem venter vi lidt med! ;)

~

Følg troligt med! Vender tilbage om nogle dage ~ Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...