In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57911Visninger
AA

26. Sidste udkald.


Lilys synsvinkel:

"Det skal altså meldes!"

"Mor, tag det nu roligt..."

"Jeg kan umuligt tage sådan noget roligt!", afbrød min mor.

Jeg sukkede bedrøvet og bare mindet om det der var sket i skolen, fik mig til at sænke hovedet og græde igen.

"Jeg forstår altså heller ikke, at du ligefrem kan finde på, at være sammen med to fyre på én gang - Ja, jeg siger ikke at ham Jason havde sin ret til at voldtage dig, men du har et eller andet sted selv været medvirkende til, at der ville ske det værste rod ved at være sammen med to på én gang!"

Jeg hulkede voldsommere end før.

"Og så ligefrem identiske tvillinger... Altså jeg forstår dig ikke?!"

Jeg så med grædende blik op på hende.

"Mor! - Lad nu være, vil du ikke nok?", bad jeg hulkende.

Min mor så nærmest olmt ned på mig med armene over kors.

"Jeg havde absolut ikke opdraget dig til at have kønslig omgang med flere drenge på én gang!"

"MOR!", skreg jeg nærmest frustreret.

Min mor så målløs ned på mig med svagt åbenstående mund.

"Livet kan være så kompliceret, når man forelsker sig i to - Det har jeg selv erfaret... Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre?", forklarede jeg snøftende.

Hun så væk fra mig. Hvor jeg dog havde fortrudt, at jeg havde lagt alle kortene på bordet for hende, men jeg havde ment, at jeg burde give hende en ordenlig forklaring, hvorfor lige præcist Justins bror havde voldtaget mig, og nu stod min mor og lagde al skylden på mig, at Jason måske ligefrem havde ret til at voldtage mig? Ja, jeg mente bestemt ikke, at det ligefrem var en ret.

"Uanset hvad og hvilket du har rodet dig ud i med to fyre, eller er der flere end de to?"

"Mor! - Hvordan kan du tillade dig at beskylde mig sådan?", afbrød jeg chokeret, men med tårerne rendende ned ad mine kinder. Hun sukkede opgivende og vendte sig væk fra mig.

"Ja undskyld, men jeg føler virkelig ikke, at jeg kender min datter længere?", mumlede hun med ryggen til. Jeg så surt på hende, selv om hun stadigt stod med ryggen til mig.

"Jeg er blevet voksen, mor, så det må ligesom være mine problemer - Ikke dine, vel?", svarede jeg olmt. Min mor vendte sig om.

"Hvad med din lillebror? - Hvilket godt parti er det lige du udviser for ham?"

"MOR! - Det er mit liv, ikke dit? Det er ikke min skyld, at jeg er blevet født med så stort et hjerte, der ligefrem har haft plads til to fyre, vel?!", nærmest råbte jeg frustreret.

Min mor så chokeret ned på mig.

"Jeg skammer mig over dig..."

"Nå!", fløj det frustreret ud af mig og jeg rejste mig med det samme fra spisestuestolen og løb ud fra stuen og op ad trappen i gangen.

Jeg tøvede ikke med at smække min dør hårdt i og låse den. Jeg gled hulkende ned ad døren på gulvet.

Min mor havde helt sikkert ret på mange punkter, men jeg kunne ikke gøre for, at jeg havde et hjerte så stort med plads til to fyre i mit liv. Nu skulle jeg blot være opsat på, at have Justin som den eneste i mit liv. Jeg burde melde Jason for voldtægt, men hvorfor havde jeg så en stopklods i mig? Det havde helt sikkert gjort ondt og skabt et indre helvede i mig, det Jason havde gjort mod mig, men trods det, så fjernede det ikke det faktum, at jeg faktisk havde været forelsket i ham førtidigt, og om jeg var det endnu, kunne jeg slet ikke finde ud af? - Jeg var sikker på min kærlighed til Justin, men Jason ulmede stadigt i mine tanker på både godt og ondt - Ja, mit følelsesliv var stor kaos.

Jeg tørrede mine våde kinder og rejste mig fra gulvet og gik hen og klædte mig af midt på gulvet og med en masse ar i sjælen lagde jeg mig ned under min dyne i sengen. Jeg lukkede øjnene, men straks tonede sig et vredt blik fra Jason på mit indre, så jeg gispede forskrækket mine øjne op.

"Brrr... brrr... brrr..."

Jeg løftede mig undrende en anelse fra puden og rullede hen til sengekanten, for derefter at rode efter min iPhone i min bukselomme på gulvet. Jeg kørte en finger hen over displayet og så straks en besked fra Jason. Jeg måbede og åbnede den:

"Lily - Dette vil blive min sidste besked til dig... Jeg ved dårligt, hvor jeg skal begynde, men det må være et sted! Lily, du aner ikke hvor svært jeg har ved at formulere mig, men jeg gør det på bedste vis. Mange ting jeg har gjort, har langtfra været min mening... Jeg fortryder slet ikke, at jeg forelskede mig i dig, men jeg fortryder min handlemåde - Jeg skulle have gjort det anderledes; Jeg skulle have gjort det ligesom Justin, men med ham har det været en hård og ikke mindst forgæves kamp til stregen... Et eller andet sted ønsker jeg stadigt, at Justin aldrig ville vågne fra sin koma, for da han var i koma, gav han mig chancen for at vise hvem jeg virkelig var - At jeg kunne være den Jason, som du ønskede jeg skulle være... Lily, jeg tager alt i mig igen - Hvorfor jeg voldtog dig, ved jeg ikke? Jeg var en idiot, der slet ikke tænkte mig om - Jeg var vred, virkelig vred, fordi jeg ikke kunne få dig :'( - Jeg kan slet ikke glemme de fantastiske øjeblikke, hvor jeg endelig havde dig hos mig... Du var alt ventetiden værd! Jeg fortryder virkelig, at jeg ikke var blevet til den jeg ønskede du skulle opleve, men i stedet blev jeg til et monster - Et monster, der var besat på at få sit livs kærlighed; Lily Collins! - Den bedste mand vandt, Justin :( - I har fortjent hinanden og jeg ved, at han vil gå gennem ild og vand for dig... Så håber jeg også, at han vil passe så godt på dig, hvis jeg var ham... Jeg vil altid elske dig og have dig i mit hjerte, men nu er det på tide, at jeg går min egen vej :'( - Glem mig aldrig! <3 - Jason."

Jeg kunne ikke lade være med at græde. Jeg vidste nu, at jeg ville tilgive ham. Jeg gik ind i mine kontakter og fandt Jasons nummer og ringede ham op:

"Duut... duut... Hej, jeg er ikke til stede i øjeblikket, men læg en besked, så kunne det jo være at jeg ringede tilbage... Biip!"

Jeg sukkede hårdt.

"Jason, vi må snakke - Det kan ikke være slut det hele endnu? Ring!"

Jeg lagde på med et suk.

"Bare han ikke gør noget dumt?", mumlede jeg og lukkede øjnene og lagde mig til at sove....

~

Jasons synsvinkel:

Jeg sukkede hårdt over at have ladet min iPhone gå på svarer, men jeg kunne ikke magte, at skulle høre hendes dejlige stemme. Jeg gik ind og fandt nummeret til teleselskabet og ringede op:

"Duut... duut... duu - Ja, det er Telecom, du snakker med Justin, hvad kan jeg gøre for dig?"

Typisk, at det skide navn, manden i telefonen sagde, skulle gå mig så meget på. Jeg skar ansigt over det.

"Hallo? Er der nogen?!"

Jeg sank en klump.

"Ja, jeg vil gerne opsige mit abonnement på dette nummer, men jeg ønsker et andet nummer, tak!", svarede jeg bestemt.

"Javel, hvad er årsagen til, at de vil skifte nummer?"

Jeg vrissede irriteret.

"Skift det nu bare for helvede!", udbrød jeg frustreret.

"Javel, ønsker de et guldnummer?"

Jeg vendte øjne af spørgsmålet og tog mig opgivende i nakken på mig selv.

"For helvede - Giv mig nu bare et andet nummer, okay?- Det billigste, tak!", svarede jeg med et irritabelt suk.

"Javel, deres nummer er blevet skiftet - Skal regningerne fortsat blive sendt til pågældende adresse?"

"Nej, bare sørg for at det bliver på taletid, så jeg selv kan tanke op, når saldoen nærmer sig nul!", svarede jeg opgivende.

"Ønskes der mere data og vi har oven i købet super gode kampagnetilbu..."

"Nej tak! Jeg vil bare have et andet telefonnummer og på tank op, tak! Det var det!", afbrød jeg utålmodigt.

"Javel - De vil kunne tanke op ved køb af taletidskort i diverse kiosker og på visse Texacos!"

"Tak og jeg ønsker mit nummer hemmeligt!", svarede jeg lettere fattet.

"Det er gjort - Der vil inden for kort tid blive sendt en sms, som de skal svare ja på, så går aftalen igennem og deres nye nummer vil blive gemt i deres telefons hukommelse!"

Jeg nikkede febrilsk.

"Tak!", svarede jeg hurtigt.

"Klik!"

Jeg sukkede hårdt og med en knude i maven, vidste jeg nu, at ingen ville kunne komme i kontakt med mig - Det var kun mig.

Jeg begav mig hen mod en rutebus, der stod "Detroit" på. Jeg fandt det ret passende. Jeg kunne lige så godt sige farvel til alt og alle - hele mit liv i Stratford. Det var på tide, at finde et nyt liv for Jason Caleb Bieber.

Jeg tog en dyb indånding og steg på bussen og trak min pung op fra min lille fyldte rygsæk. Chaufføren så undrende på mig.

"Til endestationen tak...", sagde jeg stille. Chaufføren nikkede med et skævt smil.

"Det vil blive Detroit, knægt!"

Jeg nikkede med et svagt smil og lagde modvilligt en halvtredsdollarseddel på det lille bræt ved chaufføren.....

~

Nå, hvor mon Jason har tænkt sig at tage hen? Vil han nu opgive alt - Selv Lily?

~

Hvad med Lily? Vil hun melde Jason, efter den sms hun fik fra ham?

~

Vil Jasons familie lede efter ham, og vil de melde ham? Vil de opdage, at han er forsvundet?

~

Vil Justin tilgive sin bror?

~

Ja, svarene vil dukke op efterhånden ~ Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...