In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57720Visninger
AA

7. Savner dig...


Lilys synsvinkel:

Med endnu en trist følelse i mig, forlod jeg atter hospitalet. Det havde som hver gang været dejligt, at sidde bare og tale til Justin, men alligevel synes jeg også bare, at det blev mere og mere hårdt, at jeg bare skulle sidde og tale til ham, uden nogen form for respons fra ham.

Selvom lægerne påstod, at det var en god ting, at jeg ville sidde og tale til ham, selv om han ikke reagerede, så påstod de, at det kunne hjælpe ham på mange måder. Jeg kunne dog ikke helt forstå hvordan min snakken til ham skulle kunne hjælpe, men på en måde virkede det også bare forløsende at kunne fortælle ham om alt fra ligegyldige ting til en masse, der betød en hel del for mig, uden at Justin ville dømme mig.

For at give Justin en anderledes "oplevelse" i morgen, så havde jeg tænkt mig at tage min guitar med mig i skolen og så kunne jeg passende have den med mig, når jeg skulle besøge Justin på hospitalet igen. Jeg ville synge for ham. Synge min kærlighed ud til ham, for det var jeg sikker på, at Justin ville sætte pris på...

~

"Jeg forstår virkelig ikke, at du kan klare og skulle besøge Justin hver evig eneste dag?"

Jeg smilte svagt til ham og lagde mig til rette ned i hans seng. Ja, jeg lå dog den modsatte vej af ham og jeg kunne ikke finde ud af, om Jason måtte føle sig en smule såret over det, men jeg måtte være tro over for Justin og det følte jeg ikke, at jeg kunne være, hvis jeg skulle være alt for tæt på Jason. Jeg havde en fornemmelse, at Jason virkelig godt kunne lide mig, så jeg magtede ikke at tage nogle unødige chancer.

"Der er nok mange ting du ikke forstår, Jason, men jeg føler at jeg alligevel får lidt tid med Justin på den måde, selv om han ligger i koma...", svarede jeg stille med et trist smil.

Jason nikkede svagt uden at smile, men han så heller sur eller ubehageligt på mig. Han virkede bare mest til, at han helst ville glemme, at Justin lå på hospitalet.

"Vil du altid vente på ham? - Hvad hvis han aldrig vågner?"

Spørgsmålet chokerede mig og jeg rettede mig op i hans seng.

"Hvad er det dog du siger? Ønsker du ikke, at han vågner op?!", spurgte jeg chokeret.

Jason sukkede hårdt uden at smile.

"Jo, selvfølgelig ønsker jeg, at han vågner op igen, men jeg mente bare, at hvad hvis han slet ikke gjorde? Ville du så give mig en chance?", spurgte han stille.

Jeg sukkede opgivende og så væk fra ham og bare stirrede ud i luften.

"Det kan jeg slet ikke svare på Jason... Jeg har så store følelser for Justin og jeg kan bare ikke tænke på andre end ham...", svarede jeg trist.

Jeg så hen på Jason, der slet ikke så på mig, men bare så ud i luften mod tv'et.

"Jeg ville faktisk ønske, at du ikke spurgte om den slags, Jason - det sårer mig faktisk...", tilføjede jeg stille, mens jeg lod mit blik hvile hen på ham.

Han flyttede blikket hen til mig og nikkede svagt.

"Undskyld... Det var slet ikke ment sådan... Jeg føler bare så meget for dig Lily - Så meget, at det gør helt ondt i mig selv...", svarede han stille.

Jeg sank en hård klump og nikkede svagt.

"Det anede mig, men jeg vidste ikke hvor meget du mente det netop på grund af dine til tider ret forvirrende opførsel...", svarede jeg stille.

Jason sagde ikke noget og rettede sig op at sidde og han veg ikke blikket fra mig.

"Nu ved du hvordan jeg føler for dig, og jeg ved, at meget af min opførsel har været ret utilgiveligt, men det er sådan jeg er og jeg kan ikke lave om på mig selv...", forklarede han stille.

Jeg nikkede med et meget svagt smil.

"Du påstår, at du ikke kan lave om på dig selv? Hvad kalder du den Jason du er nu? For du er tydeligvis langtfra den Jason jeg lærte at kende i begyndelsen?", spurgte jeg undrende.

Jason sukkede og nikkede.

"Jeg ved det godt, og takket være min idiotiske opførsel over for dig, så har jeg ødelagt alle mine chancer for at vinde din tillid...", svarede han nærmest mumlende. Jeg sukkede opgivende.

"Du mener dine chancer hos mig?", spurgte jeg med en knude i maven.

Jason nikkede uden at smile. Jeg rejste mig fra hans seng, for jeg følte ikke, at jeg kunne få noget luft lige nu. Samtalen og de følelser Jason viste nu, var kvælende for mig.

"Går du?", spurgte han på en bekymret måde og rejste sig selv og kom hen til mig.

Jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage.

"Jason, du gør det slet ikke nemt for mig... Hvordan skulle vi kunne være venner, når du bliver ved på den måde?", snøftede jeg svagt.

Jason sukkede og nikkede og så ned i gulvet.

"Undskyld søde, men jeg kan bare ikke lade være...", mumlede han og han så op på mig.

"Jeg har bare indset, hvad det er jeg har mistet og gået glip af...", forklarede han stille.

Tårerne rendte ned ad kinderne på mig.

"Det er ligesom lidt for sent nu, ikke?", svarede jeg snøftende og gik hen til hans dør for at trække ned i hans dørhåndtag, men mærkede straks en varm hånd gribe fat om mit venstre håndled.

Jeg så tilbage på ham og mødte hans bedrøvede brune øjne.

"Undskyld... Please - Bliv...", hviskede han med flere tårer rendende.

Jeg rystede på hovedet og så væk fra ham.

"Jeg kan ikke, Jason..."

"Jeg var dum - Tilgiv mig søde... Det er kun på grund af dig og din omsorg, at jeg ikke føler mig nytteløs her i denne verden...", forklarede han stille.

Jeg snøftede og nikkede svagt.

"Okay - Så bliver jeg her, men du må love mig, ikke at prøve på noget?", svarede jeg snøftende.

Jason nikkede med et svagt smil.

"Det skal jeg nok love, søde. Undskyld, please tilgiv mig?", bad han stille.

Jeg nikkede og stoppede mine tårer med et lille smil og begav tilbage til hans seng. Jason smilte, men jeg kunne mærke på ham, at det ikke var helhjertet.

"Hvad har du lyst til at se, søde?", spurgte han med et skævt smil.

"Bare noget sjovt- En komedie, så vi kan rykke tankerne lidt...", svarede jeg stille med et lille skævt smil.

Jason nikkede og han zappede rundt på Netflix på tv'et mellem alle komedierne....

~

Jeg vågnede stille ved det dejligste tungekys. Ja, mine tanker var langtfra klare og det kunne godt virke, som at jeg var hos Justin. Hans kys var virkelig dejlige. At han ligefrem begyndte at lege med min tunge med sin, bekræftede bare, hvor tændt han var. Jeg nussede i blinde i hans nakkehår.

"Mmh Jus...", mumlede jeg tændt og nød i sekunder hans hånd, der kærtegnede min hofte, men sekunder efter stoppede kysset brat op.

Jeg åbnede stille mine øjne og så lige ind i et alvorligt brunt blik. Det var først flere sekunder efter, at det gik op for mig, at det ikke var Justin og straks kom virkeligheden tilbage til mig. Jeg satte mig brat op i Jasons seng og så chokeret på ham.

"Hvorfor... Hvorfor gjorde du det?", spurgte jeg med et ræsende hjerte.

Jason sagde ikke noget og så væk fra mig.

"Jason, svar mig!", udbrød jeg frustreret.

Han så stadigt ikke på mig.

"Jeg savner os...", mumlede han med ryggen til.

Jeg sukkede hårdt og opgivende og bankede mit baghoved op ad væggen.

"Derfor giver det dig ikke bare tilladelse til at kysse mig - Og så på sådan en lidenskabelig måde? - Jeg troede, at jeg kunne stole på dig? - Du ved, at...."

"Undskyld!", afbrød Jason mig og han vendte sig mod mig med tårerne rendende ned ad hans kinder.

"Undskyld... Det er bare så svært... Jeg savner dig og samtidigt er det så frustrerende og vide om Justin er købt eller solgt - Jeg er bange...", hulkede han og han så væk fra mig igen.

Jeg sank en klump og vidste ikke hvad jeg skulle svare til alt dette.

"Tilgiv mig, Lily... Du bringer bare så mange følelser frem i mig og det gør så forbandet ondt i hjertet - Jeg savner dig jo...", hulkede han med ryggen til.

Jeg rykkede mig tættere på ham og aede ham på ryggen.

"Jeg er her jo, Jason... Du har mit venskab, men du må også forstå, at du ikke bare kan tillade dig at kysse på hverken mig eller nogen anden på den måde, uden der er en vis klarhed omkring det... Jeg elsker dig på min egen måde, men jeg har ikke lyst til at være Justin utro - Jeg elsker ham jo..."

Jason sagde ikke noget med det samme, ikke andet end at sidde og græde.

"Hvad hvis Justin er døende? Vil du slet ikke overveje mig?", spurgte han snøftende.

Jeg stoppede et øjeblik med at kærtegne hans ryg.

"Det kan jeg slet ikke svare på Jason... Så langt er jeg slet ikke i mine tanker... Justin er langtfra død i mine øjne og han er stadigt min kæreste og jeg har ikke tænkt mig at svigte ham...", forklarede jeg stille.

"Så du føler slet ikke noget for mig på den måde?", spurgte han i snøft og så hen på mig. '

Jeg sukkede og så ned i skødet på mig selv.

"Jeg har så mange forvirrende følelser, Jason og ja, jeg elsker dig et eller andet sted og jeg tænker også ofte på os to sammen, men jeg vil ikke svigte Justin og det må du lære at forstå, ellers mener jeg ikke, at det er nogen god idé for os to, at ses og det mener jeg helt seriøst...", svarede jeg stille og så op på ham.

Han græd stadigt stille, men nikkede.

"Jeg forstår - Sådan da...", svarede han stille og så forlegent væk.

Jeg rejste mig fra hans seng og begav mig hen mod hans dør.

"Går du?"

Jeg så ikke på ham.

"Det er nok bedst, at vi holder lidt afstand til hinanden... Bare nogle dage...", svarede jeg stille og jeg åbnede døren og gik stille ud af gangen, eftersom der nok var flere, der sov endnu i dette hus.

Jeg kom ned i deres entre og pludseligt dukkede Pattie op i morgenkåbe og en kom kaffe i hånden.

"Lily? Hvad laver du her?", spurgte hun målløs. Jeg sukkede svagt.

"Jeg så film sammen med Jason i aftes og så faldt jeg åbenbart i søvn...", svarede jeg stille.

Pattie så med en rynkende pande på mig.

"Jeg anede ikke, at du og Jason kunne sammen? - Jeg mener, du er jo Justins kæreste...", svarede hun stille.

Jeg nikkede med et meget svagt smil.

"Jason og jeg er bare gode venner og vi støtter hinanden for at komme igennem sorgen...", forklarede jeg stille.

Pattie nikkede med et lille smil.

"Det kommer selvfølgelig bag på mig det her, for det havde jeg ikke regnet med, men du skal have tak for, at du opmuntrer Jason, for vi andre kan dårligt nå ind til ham...", svarede Pattie stille. Jeg nikkede uden at smile.

"Vil du ikke ind og have en kop kaffe og lidt morgenmad?", spurgte hun stille.

Jeg så overrasket på hende.

"Jamen..."

"Søde skat, vi ser jo kun hinanden en gang imellem på hospitalet. Jeg savner lidt, da du var hos os og spise og hyggesnakke og det er der slet ikke blevet noget af, siden Justins ulykke...", forklarede Pattie med et lille bedrøvet smil.

Jeg nikkede med et kærligt smil.

"Okay, så bliver jeg lidt...", svarede jeg med lettet hjerte og gik hen og omfavnede hende i et inderligt knus.

- Det her, havde jeg helt sikkert savnet mere end noget andet....

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...