In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57720Visninger
AA

20. "Så skrid dog!"


Justins synsvinkel:

Det var som tiden stod stille for os begge i det øjeblik, hvor jeg lagde Lilys guitar på sengen ved min side. Vi sagde ingenting, men vi kunne ikke få vores blikke fra hinanden.

"Du kan jo spille og synge?", sagde hun stille med et lille forsigtigt smil. Jeg nikkede med et lille skævt smil.

"Jeg anede det ikke selv, men da jeg opdagede, at du havde glemt din guitar, så tog jeg den frem og da jeg så sad med den, så sprang en masse sange frem i mig - Det har klart overrasket mig, men det gør mig også glad, da jeg endelig opdager hvilken fed følelse det er at huske...", forklarede jeg stille med et svagt smil.

Lily nikkede med et lettere bedrøvet smil og hun nærmede sig mig med langsomme skridt, til hun stod lige foran mig. Jeg så lettere op på hende.

"Den sang, Ghost Of You - Hvorfor spillede du den?", spurgte hun stille.

Jeg smilte skævt med et lille kort og ligegyldigt grin og rystede på hovedet.

"Sangen og melodien minder mig om noget, men jeg ved da, at Selena Gomez har sunget den... Nok derfra jeg har den fra?", svarede jeg med et skævt smil.

Ja, jeg vidste jo godt, at Lily havde sunget den for mig før, men jeg havde virkelig ikke lyst til at bringe emnet frem, for allerede nu, kunne jeg mærke den smertende del i alt dette jeg nu kunne huske. Lilys smil falmede til det mindste, mens hun nikkede.

"Selvfølgelig...", svarede hun med et bedrøvet smil og knæk i stemmen.

"Hvor skulle den ellers være fra?", smågrinte hun bedrøvet og nogle tårer rendte ned ad hendes kinder og hun gik hen og satte sig i stolen i stuen.

Jeg betragtede hende med et bedrøvet smil.

"Men det var måske ikke drøm, da jeg hørte dig synge og spille den for mig, da jeg lå i koma?", tilføjede jeg med et lille svagt smil og hun så straks op på mig.

"Husker du mig?", udbrød hun med åben mund.

Jeg smilte med et lille sarkastisk grin og nikkede. Hun brød ud i små grin og rejste sig straks og gik hen og omfavnede mig. Jeg lagde modvilligt mine arme om hofterne på hende. Nok huskede jeg nærmest alt nu, selv min Lily, men realiteten havde også gået op for mig. Hun havde indrømmet utroskab med Jason og knuden i min mave voksede sig bare større og større.

"Jeg elsker dig, Jus...", hviskede hun med små snøft.

Jeg sank en klump og nussede hende et øjeblik på ryggen og nød det korte øjeblik, at have hende i mine arme, men knuden forsvandt ikke. Hun havde svigtet mig og det samme havde min bror, hvor det endelig gik op for mig, at jeg havde skabt anderledes billeder af ham, Lily og min familie. Billeder, der ikke helt passede til den fortid jeg erindrede nu. Hvor havde jeg taget meget fejl - Ja, jeg var kun blevet klogere nu.

"J... jeg kan... ikke...", svarede jeg stille og greb fat om hendes omslyngede arme om min nakke og trak dem væk fra mig. Lily så spørgende på mig.

"Hvad kan du ikke?", spurgte hun med bekymring i blikket.

Jeg sukkede hårdt og så flygtigt ned i gulvet, inden jeg så op igen.

"Du og Jason... Jeg ved ikke om jeg kan tilgive det?", svarede jeg med en klump i halsen og rystede svagt på hovedet.

Mit hjerte føltes knust og i tusindvis af splinter. Intet syntes at være tilstrækkeligt for mig nu. Lily begyndte at græde.

"Nej!", udbrød hun og faldt om nakken på mig igen.

"Du må ikke sige, at det er slut! Jeg elsker dig, Justin...", hulkede hun voldsomt og jeg kunne mærke at hun knugede sig hårdere om mig.

Tårerne rendte stille ned ad mine kinder.

"Så får jeg endelig min hukommelse tilbage og så går det op for mig, hvad der egentligt har foregået... Bab...", jeg stoppede mig selv med en hård synkende bevægelse og rørte dårligt ved hendes ryg med min højre hånd.

"Lily... Jeg kan ikke os... Ikke nu... Bare tanken om, at du og Jason har...", forklarede jeg med kvalme i mig selv og tårerne rendte bare videre.

"Det giver mig kvalme... Jeg elsker dig virkelig, ba... Lily, men lige nu ved jeg slet ikke om jeg nogensinde vil være i stand til at tilgive dig?", forklarede jeg med et tomt hul i mig selv.

Jeg lagde mine hænder om hendes arme og trak hende atter fra mig. Hun hulkede voldsomt.

"Justin... Du kan ikke... Jeg vil dø uden dig...", hulkede hun så voldsomt, at hun nærmest hyperventilerede.

Jeg græd stille og så på hende.

"Du har været sammen med Jason og det kan jeg bare ikke acceptere... Ikke nu... Både du og Jason har holdt det skjult for mig og det gør bare ondt værre for mig, at det nu også har gået op for mig, hvordan fucked han har opført sig over for mig? Som en kærlig og reel bror, som jeg kunne stole på? - Det er bare én stor løgn det hele...", græd jeg med brækfornemmelser i mig selv. Lily hulkede stille.

"Jason elsker dig virkelig...", svarede hun med grådkvalt stemme.

Jeg stoppede med at græde og følte bare vreden boble i mig nu.

"ELSKER MIG? - Hvordan fucked kan du påstå, at Jason elsker mig? Jeg er fandeme ikke født i går! Han har kun leget med mine tanker, mens jeg var mest skrøbelig!", vrissede jeg arrigt.

Lily så chokeret på mig.

"Justin? Dit sprog?", kom det med en lille grådkvalt stemme fra hende.

"HOLD KÆFT, LILY! - Jeg fucking taler som det passer mig! Jeg er fucking træt af, at blive røvrendt på den måde!", vrissede jeg hårdt. Lily hulkede.

"Undskyld - tilgiv mig? Jeg elsker dig jo...", hulkede hun.

Jeg rystede kraftigt på hovedet med tårerne rendende.

"Jeg kan ikke! - Lily gå!", græd jeg med vreden i mig. Lily hulkede bare videre.

"Du må ikke bede mig om at g..."

"GÅ, SAGDE JEG!", råbte jeg med tårerne rendende ustandseligt ned ad kinderne.

Lily hulkede voldsomt og overraskede mig ved at lægge sine hænder om mit ansigt og kyssede mig hårdt på munden. Jeg skubbede hende væk, så hun var tæt på at få overbalance. Hun så chokeret på mig.

"Jus..."

"Skrid dog...", udbrød jeg grådkvalt.

Hun græd blot og tog sin guitar og lagde den i guitarkassen og forlod mig på stuen. Jeg følte mig meget alene nu. Pigen, jeg havde elsket så højt, havde i sidste ende vist sig, som en stor løgn og min bror bare en endnu større løgn.....

~

De følgende dage havde jeg ikke set skyggen af Lily og jeg foragtede min bror. Jeg havde fortalt alt til ham og det hele havde seriøst givet bagslag. Det var mærkeligt at være hjemme igen. Alt føltes forandret og det var absolut ikke i den positive retning. Jeg kunne da snakke med Jason, men jeg kunne slet ikke tage ham seriøst mere. Han havde ført et skuespil over for mig og bedraget mig med min kæreste.

Ja, jeg kunne slet ikke slippe Lily fra mine tanker, selv om jeg prøvede på det. Hun huserede mig om natten i mine drømme. Specielt de følgende nætter her hjemme. Jeg havde brug for at finde mig selv, for jeg var ærlig talt, så meget på grænsen til at flippe ud over det mindste. Jeg ventede med at starte skolen igen efter en uges tid hjemme....

~

Mandag morgen og nu hvor alt skulle syne som gamle dage, så var det langtfra det samme. Jeg sad lettere i min egen verden, mens jeg i rolige bevægelser sad og spiste af mine Cap'n'Crunch med mælk. Jeg kunne ane Jason ude af øjenkrogen, der satte sig på den anden side af mig. Ja, jeg valgte helt bevidst ikke at få øjenkontakt med ham.

"Just..."

"Hold kæft...", mumlede jeg uden at se på ham.

"Justin, jeg kan virkelig ikke lide dit nye sprog.", kom det fra min mor bag mig, der lige rakte efter hendes kaffekop stående bag mig.

Jeg var da fuldstændig kold over for mit sprog. Jeg talte på den måde det passede mig, nu hvor Jason og Lily havde røvrendt mig så grusomt. Jeg så op til venstre for mig og fandt hendes blå blik på mig.

"Jeg taler som det passer mig mor - Det kunne være at du og far skulle tage og sætte Jason på plads i stedet?!", svarede jeg olmt og rejste mig pludseligt og så flygtigt ned på Jason, der sad stille og så som forstummet op på mig.

"Jeg elsker hende, Justin...", svarede han lavt.

Jeg gloede olmt ned på ham.

"Fuck dig...", svarede jeg olmt og begav mig med min tallerken ud i køkkenet og satte den i opvaskemaskinen.

"Justin - Vil du ikke følge mig i skole?", kom det med en lille stemme fra min venstre side.

Jeg så opgivende ned på Jazmyn med et hårdt suk og rystede svagt på hovedet.

"Ikke i dag, skat... Jeg har brug for at være mig selv lige nu...", svarede jeg stille og gik i knæ og trak hende ind i et knus og vi fangede hinanden i et lille kys på munden.

"Jeg elsker dig prinsesse...", sagde jeg lavt med et lille smil.

Jazmyn nikkede med et lille smil og trak mig hurtigt ind i endnu et knus.

"Jeg elsker dig Juzzy...", svarede hun stille og fjernede sine arme.

Jeg betragtede hende løbe ud af køkkenet og jeg rejste mig og så min far komme hen til mig. Han smilte svagt og klappede mig på min skulder.

"Er du sikker på, at du kan magte at komme i skolen i dag? For mors og min skyld, gør det ikke noget, at du bliver hjemme lidt mere efter alt det der har været foregået...", forklarede min far med et skævt smil.

Jeg sukkede svagt og rystede på hovedet med et lille smil.

"Nej, det er okay... Jeg har brug for at komme i skolen og være lidt sammen med vennerne - Bare for at flytte tankerne lidt...", svarede jeg lavt.

Min far nikkede og han så flygtigt hen på Jason, der sad med ryggen til ved spisebordet. Han så igen på mig.

"Justin... Du må lære at tilgive din bror...", forklarede min far stille. Jeg fnyste svagt.

"Det er fandeme svært, når han ligefrem knepper med min kæreste, synes du ikke?", svarede jeg lettere hårdt og gik forbi min far og begav mig ud i entreen og tog mine pink sneakers på og min jakke på.

Jeg greb efter min rygsæk og svang den over den venstre skulder og rettede mig op og så både min far og min mor stående i gangen, mens de betragtede mig. Jeg gloede blot på dem på skift, selv om deres blikke sagde alt. De ønskede, at jeg lagde stridsøksen mellem min bror og jeg, men jeg kunne ikke - Ikke nu!

"Vi ses...", mumlede jeg blot og begav mig ud af hoveddøren og ned ad indkørslen og ud mod busstoppestedet.

 - Ja, min elskede bil var stadig på værkstedet efter ulykken, eftersom mine forældre ikke havde tænkt på min bil, da jeg lå i koma. Fedt - Virkelig fedt!......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...