In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57738Visninger
AA

6. Så mange spørgsmål...

Justins synsvinkel:

"Hvorfor lige dig?", spurgte jeg interesseret. Nathaniel smilte og smed endnu et par stykker brænde på bålet. Han så på mig med løftet øjenbryn.

"Tja, hvorfor ikke? - Jeg har fulgt dig i mange år, ja, siden du blev til i din moders mave - Jeg vidste bare, at jeg skulle have dig - Det kunne jeg mærke i mig selv...", forklarede han stille.

Jeg nikkede med et svagt smil.

"Hvad med min tvillingebror?", spurgte jeg lige ud.

Nathaniel smilte akavet.

"Det er ikke mig du skal spørge det om - Jeg tror det er Fallos og hans brødre du skal spørge lige med hensyn til din broder...", smilte Nathaniel svagt.

Jeg så med undren på ham.

"Fallos? og hans brødre? Javel! Er det nogle jeg vil møde på min rejse?", spurgte jeg med et skævt smil.

Nathaniel smilte skævt og rystede på hovedet.

"Det er tvivlsomt... Jeg er ret sikker på, at det ikke bliver aktuelt, eftersom jeg er ret sikker på, at din broder ikke er til stede her - Det er faktisk kun dig, der ved om han er det?", svarede han med et svævende spørgsmål.

Jeg nikkede, til trods for at intet af det gav mening i mine tanker. Nathaniel smilte svagt.

"Hvor meget husker du af dit liv, Justin?", spurgte han med et smil.

Jeg så forundret på ham.

"Det har du da ikke spurgt mig om før?", svarede jeg med et spørgsmål.

Nathaniel nikkede med et smil.

"Det ved jeg godt og min grund er, at der ikke har været nogen grund til at spørge, men det gør jeg nu.", forklarede han.

Jeg nikkede med et skævt smil.

"Jeg tror, at jeg husker alt og det finder jeg lidt ufatteligt, for jeg synes pludseligt at minder om mit liv med min bror i vores mors mave dukker op? Det forstår jeg ikke?  Det er mennesket jo slet ikke i stand til?", svarede jeg med spørgsmål.

Nathaniel nikkede med et lille grin.

"Sandt nok, men du er her nu, Justin. Dine sanser er virkelig forstærket og det samme gælder minder, som skulle være forglemt efter dine fire år i din barndom, men ikke her - Her husker du nok nærmest alt hvad der har været sket i dit liv. Måske ikke ligefrem i detaljer, men det du troede kun var drømme, er oplevelser fra dit liv...", forklarede Nathaniel.

Jeg så forundret på ham.

"Hvad med de drømme jeg har haft om fjerne steder og fjerne tidsaldre jeg ikke mener jeg har oplevet i mit liv?", spurgte jeg forundret.

Nathaniel grinte og trak på skuldrene.

"Tja, det er faktisk minder og glimt om dine tidligere liv...", svarede han. Jeg måbede.

"WHAT?!", fløj det ud af mig.

Nathaniel smilte skævt og nikkede.

"Så, de gange jeg har drømt om krigsfly fra 1940'erne, de var....."

"Du var jagerpilot under anden verdenskrig - Du var staldknægt på en fattiggård i Frankrig i 1725 og i 1132, var du ridder og væbner for en stor engelsk konge og ja, i år 290 før Kristi fødsel var du faktisk én af Faraoens hofdamer i Ægypten...", forklarede han med et smil.

Jeg sad ærlig talt med skuffen i gulvet. Nathaniel nikkede med et et lille grin.

"Tja, du kan jo vælge at tro eller lade være, men hvad jeg fortæller er sandheden...", forklarede Nathaniel videre. Jeg grinte smørret.

"Okay, jeg vælger bare at lade tvivlen komme mig til gode, hvis det skulle være, men jeg må indrømme, at du overrasker mig, for sjovt nok har jeg drømt, at jeg var jagerpilot under anden verdenskrig, men jeg mindes ikke så meget de andre ting, du mener jeg skulle have drømt? Måske lidt, at jeg var en staldknægt eller noget, men ikke hvor henne? Så eh...", grinte jeg svagt.

Nathaniel nikkede med et smil.

"Ja, det er ikke alle der mindedes deres tidligere liv, men du huske en smule, så det siger ligesom også noget om, at visse minder og ting fortrænger du og det er bare ikke alt, som du vil huske, men nu ved du det, Justin...", forklarede han og han rejste sig op fra stenen han havde siddet på. Jeg så op på ham.

"Hvad med de stemmer, som jeg får i hovedet nu og da?", spurgte jeg yderligere.

Nathaniel smilte smørret.

"Hvilke stemmer snakker du om? Hvis det er en blid kvindestemme, så er det formentligt bare Lily, du kan høre, der taler til dig...", forklarede han. Jeg så målløs på ham.

"Lily? Hvem er Lily?", spurgte jeg målløs. Nathaniel smilte skævt.

"Du husker ikke Lily Collins?", spurgte han med et smil.

Jeg rystede på hovedet. Nathaniel nikkede med et svagt smil.

"Så vidt jeg ved Justin, så er det din kæreste på jorden... Hun bruger vidst ret meget tid på at være hos dig...", svarede han.

Jeg så forundret på ham.

"Hvad siger hun til dig?", spurgte han ligeud. Jeg smilte skævt.

"Mange ting - Hun nærmest fortæller mig en masse underlige ting, men også at hun savner mig, men det er bare svært at savne hende igen, når jeg ikke husker hende - Jeg kan ikke engang sætte billede på hende, hvordan hun skulle se ud?", forklarede jeg med et suk. Nathaniel nikkede.

"Hvis din krop mener, at du er klar til at komme videre, det vil sige, at den er klar til at give slip på livet, så glemmer den de minder og mennesker, der har stået dig nærmest, men hvis din krop vil kæmpe for livet, så vil du begynde at huske Lily mere og mere med tiden...", forklarede han. Jeg nikkede.

"Så hvad betyder det, at jeg kan høre hende, men jeg ikke husker hende?", spurgte jeg lettere bekymret.

Nathaniel smilte svagt og nikkede.

"Din krop kæmper, men det er meget kritisk, men den lever... Det er kun dig selv der kan finde ud af om du er rede til at forlade livet eller hvad du er rede til?", forklarede han.

"Hvornår ved jeg det?", spurgte jeg ligeud. Nathaniel smilte.

"Det kan jeg ikke svare dig på, Justin... Nå, men jeg vil lige træde af på naturens vegne...", svarede Nathaniel.

Jeg nikkede og betragtede ham forsvinde imellem krattet i skoven. Jeg sukkede og greb en gren på jorden og skrev "Lily" i jorden. Det var underligt, at jeg ikke kunne huske hende, men kun kunne høre hende nu og da.

"Justin..."

Jeg så straks op og Nathaniel var ikke kommet tilbage, men det var pigens stemme igen. Det måtte være Lily.

"Ja?", svarede jeg.

" - Det er så mærkeligt - Jeg bliver ved med at snakke til dig og lægerne siger det hjælper og at du hører mig, men gør du også det?"

Jeg rejste mig fra min træstub og trådte lidt rundt på skovens bløde jordbund.

"Jeg hører, hvert et ord!", svarede jeg højt.

"Justin... Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde, men du må ikke blive sur på mig..."

Jeg nikkede.

"Hvad skulle jeg dog blive sur over, Lily?", spurgte jeg interesseret.

"Din bror, Jason... - Han har det virkelig svært og han var vidst nok det man kunne kalde, tæt på at begå selvmord i dag, men jeg ved som sagt ikke? - Uanset hvad, så har han lovet mig, ikke at prøve på lignende slags igen... Han og jeg prøver at holde sammen, for at kunne holde ud, at du ikke er her i øjeblikket... Justin, nu må du ikke tro, at jeg viger fra din side, for jeg elsker dig virkelig højt  Ja, mere end nogen anden! Jeg ønsker bare at du vågner, så jeg ikke skal undvære dig altid..."

Jeg kunne høre, at hun begyndte at græde. Jeg lænede mig op ad træet og sank en klump, der føltes hård. Det var hver gang, jeg hørte hende græde, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige eller gøre. Det værste ved det hele var, at Nathaniel påstod, at Lily var min kæreste, men jeg kunne slet ikke huske hende, ikke engang hendes ansigt eller smil og det var faktisk ret hårdt, for det var tydeligt for mig, at høre, at den pige virkelig elskede mig.

"Hvis Jason har det svært, så skal du have lov til at være sammen med ham...", svarede jeg stille.

"Justin, er du godt klar over, hvad det er du står og giver tilladelse til?", hørte jeg pludseligt Nathaniel bag mig.

Jeg vendte mig om og så ham. Han smilte svagt. Jeg rystede på hovedet.

"Kan jeg gøre andet Nat?", spurgte jeg lettere forvirret.

Han trak på skuldrene.

"Det ved jeg jo ikke, Justin, for det er kun dig der ved det, men jeg ved da i alt fald én ting og det er at Jason, din broder...", forklarede han og jeg så spørgende på Nathaniel.

"Ja, hvad er min bror?", spurgte jeg med et svagt smil.

Nathaniel smilte meget svagt.

" - Han er meget forelsket i Lily...", svarede Nathaniel stille.

Jeg så målløs på ham. Ja, når jeg intet huskede omkring denne Lily, men at jeg vidste at hun elskede mig, så kom det meget bag på mig, at min bror var forelsket i hende. Jeg sank en klump.

"Men hun er da ikke forelsket i ham, vel?", spurgte jeg Nathaniel.

Han smilte svagt og trak på skuldrene.

"Det skal jeg ikke kunne sige, Justin? - Jeg tror det er på tide at vi går til ro...", svarede han og han vendte mig ryggen.

Jeg så undrende på ham.

"Du ved noget, som jeg ikke ved! Så sig det dog, i stedet for at lyve over for mig!", udbrød jeg olmt.

Nathaniel lagde sig bare med ryggen til på sit tæppe og svarede slet ikke. Jeg kunne mærke en vrede boble inden i mig.

"Slap af Justin... Lily gør det hun føler er mest rigtigt...", kom det fra ham med ryggen til.

Jeg så målløs på ham, selv om han ikke så på mig.

"Hvord...."

"Jeg kan mærke din vrede Justin - Du behøver ikke at spørge... Måske, du bare skulle lytte til hvad din kæreste har at sige til dig...", forklarede han stille.

Jeg sank en klump.

"Kan hu...."

"Nej, hun kan ikke høre dig, Justin, men du kan lytte til hende - Det er alt du kan gøre for at give den smule glæde og kærlighed, som hun savner hos dig - Godnat Justin...", forklarede Nathaniel med ryggen til.

Jeg sukkede hårdt og begav mig lidt væk fra lejren.

"Lily?", spurgte jeg lavt og så op mod de mørke trækroner og den mørke stjernebesat klare himmel.

"Lily? Min elskede?", spurgte jeg i højere tone og gik længere væk fra lejren.

Ja, det var måske lidt skørt, at jeg gik og kaldte på hende, når Nathaniel havde sagt, at hun ikke kunne høre mig. Jeg nærmede mig en lysning og opdagede, at jeg nærmede mig en skrænt. Nok var her mørkt, men måneskinnet lyste svagt op og en udsigt over en dal med skov, virkede mig velkendt og jeg kunne ikke finde ud af om det var drøm, virkelighed eller en del af Andalysia, der mindede så pokkers meget om et velkendt sted, som jeg elskede på jorden?

"Stol på mig, skat - Det er dig jeg elsker mere end nogen anden... Nu vil jeg smutte til filmaften hjemme hos jer..."

Jeg smilte med lykke i mig, da jeg endelig hørte hendes stemme igen, men jeg blev noget trist over at hun smuttede nu. Jeg sukkede og lod mig glide ned af et træ ved min side, til jeg endte ved den bløde muldjord.

"Jeg elsker dig..."

"Jeg elsker dig, Lily...", hviskede jeg, selv om jeg ikke anede hvem hun var og jeg følte ingen følelse ved de ord, men jeg vidste, at det var noget hun helt sikkert ville sætte pris på.

En tåre rendte ned ad min kind og jeg var sikker på, at det var fordi jeg ikke kunne huske hende og denne elskende følelse, som jeg ønskede at føle. Jeg lukkede øjnene og pludseligt, var det som om jeg mærkede nogle bløde og varme læber trykke sig tæt ved min mundvige, men så for at forsvinde sekunder efter. Jeg åbnede straks øjnene igen og i flygtige sekunder fornemmede jeg et lyst skær med en sløret skikkelse foran mig, men det forsvandt igen, da mit blik atter fandt skoven, men dalen, der havde virket så velkendt for mig, var forsvundet og erstattet af endeløst skov. Jeg følte mig meget forvirret og mit hjerte slog flere dobbeltslag. Jeg vendte mig hurtigt den anden vej og kunne skimte bålet, der brændte svagt. Jeg sukkede og begav mig tilbage mod Nathaniel. Dette der lige var sket for mig, virkede virkelig mystisk....

~

Hov, hvad var det lige der skete det sidste øjeblik med Justin? Hvad var det for et lysglimt og sløret skikkelse? Hvad var det for en skrænt og dal han havde oplevet og hvorfor forsvandt den? Vil han nogensinde vågne og vil han kunne få mindet om Lily tilbage, eller vil hun forblive et mysterium? Kan han stole på sin bror, eller skal han lære og give slip på det hele, nu hvor han alligevel ikke kan gøre så meget andet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...