In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57868Visninger
AA

28. Runner!

Jasons synsvinkel:

Tankerne svirrede i hovedet. Kunne jeg overhovedet få det værre end jeg havde det nu? Jeg svigtede hende - Jeg kastede alt bort for at give hende fred, men hvad hvis min beslutning i sidste ende havde været forkert?

"Når du først har sagt a, så kan du ikke sige b, Jason...", mumlede jeg opgivende.

Jeg sukkede hårdt mens jeg bare sad og gloede på hendes telefonnummer. Jeg vidste hvordan proceduren var - Bare ring op! Hun ville ikke vide, at det var mig, for jeg havde ligesom gjort det de sidste par dage - Hørt hendes stemme. Spørge hvem jeg var, kalde mig en klam idiot, der intet liv havde, truet mig med politiet, kaldt mit navn - "Jason, er det dig?" Well, hun havde jo ret i at det var mig - Alle gangene endda, men jeg ville ikke give mig til kende - Jeg ville bare høre hendes dejlige stemme.

Jeg så ud af vinduet. Alt synes at svinde bort! Det stod ned i lårtykke stænger. Fantastisk!  Det perfekte vejr, for Jason Caleb Bieber. Jeg sukkede hårdt og så igen på min mobil og trykkede på Lilys kontakt og på ring op.

"Duut... duut... duut... duu - Det' Lily!"

"Hallo?"

Jeg sukkede hårdt opgivende.

"Hallo, din perverse stodder - du skal fandeme ikke stønne til mig - Få dig et liv!"

"Jeg savner dig...", svarede jeg lavt.

"FUCK!", udbrød jeg irritabelt på mig selv.

"Jason?! Du er i live!"

Jeg lagde på og slog mig nogle gange i hovedet.

"Fuck, fuck, fuck, fuck...", skældte jeg lavt på mig selv. Det havde langtfra været meningen, at jeg ville sige noget, men noget i mig havde ønsket, at hun skulle vide, at jeg savnede hende - Mere end noget andet!

"Er det kærligheden?"

Spørgsmålet fra en ukendt piges stemme kom et andet steds fra bussen af. Jeg sukkede hårdt og bankede hovedet op i nakkestøtten.

"Desværre ja...", mumlede jeg lettere, mens jeg så opgivende op i loftet i bussen.

Sekunder efter, satte der sig pludseligt en pige på min alder ved siden af mig. Hendes udseende var langtfra det samme som Lilys, kunne jeg vove at påstå. Hun havde tydeligvis farvet sit hår sort på et tidspunkt, for hendes lysebrune afslørede sig i hovedbunden med godt og vel fem cm udgroning. Hun havde sit hår i en løs hestehale med blå og sort mønstret bandana om hovedet. Hun havde en lille sølvring i næsen, svagt udtværet sort øjenmakeup, der fik hendes blågrå øjne til at syne sig mere klare end de måske var? Hun var i sorte skinny jeans med hul ved det ene knæ og en sort top skråstreg t-shirt med en masse sikkerhedsnåle i. Hendes sko var sorte læderstøvletter, der var småslidte i snuden med det mest skriggule, grønne og pink snørebånd i. - Noget sagde mig, at hun var HELT sin egen sammenblandet med punk. Hun var absolut ikke grim, men hun var heller ikke kønnere end Lily.

"Livet er ad lort til - Det kan jeg desværre erfare selv...", svarede hun med et skævt smil. Jeg så ret ligegyldigt på hende inden jeg så væk fra hende.

"Hvad fanden rager det mig, hvad du synes?", svarede jeg koldt. Pigen smækkede et blåt tyggegummi på rygsædet foran mig.

"Intet! Jeg siger bare at livet kan være ad lort til! - Men jeg forstår en hentydning!"

Hendes svar fik mig til at se svagt til siden mod hende, hvor hun skulle til at rejse sig. Damn, hun havde fandeme ikke meget røv. Ret spinkel og lange tynde ben og meget bleg hud.

"Vent!", svarede jeg og pigen vendte sig om og stod på mellemgangen og så ned på mig.

"Ja?", svarede hun på en total uinteresseret facon. Noget sagde mig, at hun virkelig kunne svare for sig. Jeg smilte svagt og trak på skuldrene.

"Du har ret!", svarede jeg med et svagt smil. Pigen smilte næsten ikke og trak lettere uinteresseret på skuldrene.

"Det ved jeg!", svarede hun på en lettere flabet facon.

"Bare slå dig ned - Jeg kunne godt trænge til lidt socialt selskab, eftersom jeg ikke har snakket med andre end de busshauffører, som jeg har kørt med - Det vil sige ved køb af billetter!", svarede jeg med et skævt smil. Hun så med et skævt smil ned på mig.

"Wow! Ophidsende!", svarede hun tørt. Jeg grinte svagt og nikkede.

"Yup!", svarede jeg bare. Hun satte sig ned på sædet ved siden ad mig igen og rakte hendes højre hånd mod som hilsen. Jeg greb hendes hånd.

"Emmely, men bare kald mig Em, det foretrækker jeg ligesom...", smilte hun skævt. Jeg grinte skævt og nikkede.

"Jason, men bare kald mig Jason - Det foretrækker jeg ligesom!", svarede jeg med et smørret grin og Emmely grinte med.

"Du har sgu humor!", sagde hun med et skævt smil. Jeg nikkede med et overdrevet stramt smil.

"Godt du kan se det!", grinte jeg tørt. Emmely nikkede.

"Så eh, hvor er du på vej hen i verdenen?", spurgte hun helt alvorligt. Jeg så på hende.

"Bare væk!", svarede jeg kort. Hun nikkede og så ud som om, det slet ikke kom bag på hende.

"Okay, en runner, som man vel kalder det?", svarede hun med et ligegyldigt smil. Jeg grinte svagt og så skråt på og nikkede kort.

"Tja, det er vel hvad man kalder det?", svarede jeg med et skævt smil. Hun nikkede.

"Dig?", spurgte jeg igen. Hun sukkede hårdt.

"Stikker af!", svarede hun ved hun klappede på sine spinkle lår. Jeg så på hende med et løftet øjenbryn.

"Virkelig?", spurgte jeg med et forundret blik. Hun grinte kort.

"En runner, yeah!", svarede hun med hænderne i vejret, mens hun viftede med hænderne. Jeg grinte smørret og rystede på hovedet.

"Det er jo perfekt!", svarede jeg med et skævt smil. Emmely grinte svagt.

"Hvorfor er det perfekt?", spurgte hun med et skævt smil. Jeg smilte med løftet øjenbryn.

"Så har jeg da lidt selskab?!", grinte jeg tørt. Emmely nikkede.

"Ja da!", svarede hun med et skuldertræk. Vi sad i flere minutter og sagde ikke noget.

"Så eh, hvorfor stikker du af?", spurgte hun pludseligt. Jeg så ikke på hende. Syntes ikke, at jeg havde behov for at uddybe mig yderligere, som sådan, så jeg forklarede det i korte træk.

"En tvillingebror der vandt alt - Selv mit livs kærlighed, vandt han, så jeg følte mig ret meget i vejen for hans klamme lykke med hende - Så eh, ja! - Derfor stikker jeg af!", svarede jeg med et hådt bid i underlæben - Bare for at føle en anelse smerte.

"Wow! Var i forelsket i den samme pige?"

Det virkede til, at jeg overraskede Emmely på den grove måde. Jeg så på hende og svarede blot ved et skuldertræk og et svagt nik. Hun så dorsk på mig.

"Det er jo fucking klamt, main?", svarede hun. Jeg grinte tørt og så væk fra hende.

"Måske, men ikke des mindre, så var hun seriøst en fantastisk pige, som jeg bare ikke kan glemme...", mumlede jeg uden at se på Emmely.

"Var hun dronningen af Saba?"

Spørgsmålet fik mig til at se mærkeligt på Emmely.

"Hvad?!", spurgte jeg lost. Emmely grinte smørret.

"Nå ikke? - Jamen, så kunne hun vel heller ikke være så fucking fantastisk, vel?", svarede Emmely med et ligegyldigt smil og rejste sig fra sædet og gik andetsteds i bussen.

Jeg sukkede hårdt med armene stramt over kors og gloede irriteret ud af sidevinduet, hvor jeg opdagede regnen var stoppet....

~

Lilys synsvinkel:

Knuden blev ved med at vokse sig større og større. Det var Jason! Han levede endnu og han havde sagt, at han savnede mig. Det var hårdt at tænke på. Jeg savnede ham stadigt, til trods for alt det han havde gjort mod mig. Jeg greb ud efter noget toiletpapir og så mig i spejlet og tørrede forsigtigt det overflødige mascara væk under øjnene.

Jeg pustede hårdt ud og slukkede min iPhone og begav mig ud fra badeværelset og ned ad trapperne og direkte ind i stuen, hvor de andre sad i sofaen og så hockeykamp. Maple Leafs mod Hurricanes. Jeg sukkede med et lille svagt smil, da Justin så mig komme. Han smilte forelsket og klappede sig på lårene, mens hans sad i den ene lænestol.

Wow! Det lignede ham ikke ligefrem, at gøre sådan, men jeg tog det selvfølgelig for gode varer og tøvede ikke et sekund med at gå hen til ham og sætte mig på hans skød. Jeg så ned på ham og han sendte mig et kærligt smil, mens han nussede mig på lænden.

"Du var længe på toilettet?", spurgte han stille. Jeg grinte svagt og nikkede.

"Facebook trak lidt...", svarede jeg lavt og nussede med et par fingre i nakkehårene på ham, så han kom med et lille grin.

"Slemme pige...", svarede han med et frækt blink med øjet mens jeg mærkede, at han krammede mig flygtigt på min ene røvbalde, så jeg ikke kunne lade være med at fnise svagt.

Han så op på mig med en særlig glød i blikket, mens han fugtede sine fantastiske læber og nærmede sig mit ansigt.

"Jeg elsker dig...", hviskede han hæst, så sommerfuglene fløj viltert rundt i min mave. Jeg smilte forelsket og lagde min højre hånd om hans hage og nussede lidt med min tommelfinger på hans bløde underlæbe.

"Og jeg elsker dig...", hviskede jeg med et kærligt smil. Han smilte endnu bredere og greb fat om min hage og kyssede mig blidt på læberne.

"Skal vi ikke gå op på mit værelse, baby?", hviskede han ved mine læber. Mit hjerte slog dobbeltslag over hans spørgsmål.

"Jamen, hvad med ishockeykampen?", hviskede jeg stille tæt ved hans ansigt. Vi veg ikke blikkene fra hinanden.

"Jeg overlever nok i dag, baby - Desuden optager vi kampen, så jeg kan bare se den i morgen, hvis det er...", hviskede han hæst. Jeg fniste svagt og kærtegnede hans nakke med min højre hånd.

"Hvad med dine forældre?", hviskede jeg spørgende. Justin smilte smørret.

"De har intet at skulle have sagt, baby - Jeg bestemmer vel selv?", hviskede han med et smørret smil.

Jeg nikkede med et lille fnis og rejste mig fra hans ben og han rejste sig selv.

"Går i?", spurgte Jeremy med et undende blik. Justin grinte smørret med hænderne i forlommerne.

"Tja, vi vil gerne være lidt alene, så eh...", svarede Justin lettere akavet. Pattie så målløst op på os begge.

"Jamen, hvad med kampen?", spurgte hun med et ret afslørende nervøst smil. Ja, noget sagde mig, at Pattie godt var klar over, hvad Justin og jeg formentligt var på vej til. Justin nikkede med et kækt smil.

"Den ser jeg bare i morgen, mor! - Nat nat!", svarede Justin med et smørret smil. Jeremy grinte svagt, mens han rystede lettere på hovedet, mens Pattie så helt fortabt ud.

"Jamen, så godnat unger!", svarede Jeremy med et smørret smil, mens Pattie så lettere magtesløs ud.

"Godnat daddy!", svarede Justin med et blink med øjet og han tog resolut mig i hånden og trak mig ud af stuen.

"Skat, det går altså ikke...", kunne jeg høre Pattie sige med frustration i stemmen inden fra stuen, da Justin og jeg var på vej op ad trappen.

"Pjat elskede, de er unge og forelskede - De skal da have lov til at være voksne, når de har lyst!", svarede Jeremy kort efter. Jeg så fnisende op på Justin, der smilte ned til mig på trappetrinet af.

"Kom baby...", tilskyndede han mig stille med et forelsket smil.

Jeg nikkede og fulgte med ham videre op ad trappen. Jeg glædede mig faktisk, eftersom han ellers havde virket så anspændt de sidste par dage. Det var til trods for, at Justin og hans familie prøvede på, at få det til at fungere som familie, selv om Jason nu var efterlyst. Jeg var formentligt den eneste, der havde hørt fra Jason siden hans forsvindingsnummer? - Og det var til trods for, at jeg ikke anede hvor Jason befandt sig lige nu....

~

Sorry, det blev ikke så langt, men det skulle lige skydes i gang igen ;)

Nå, hvad tror i der vil ske næste gang?

Vil det være første og sidste gang, at Jason giver livstegn fra ham?

Hvad tror i?

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...