In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57869Visninger
AA

14. Min mormors budding...


Justins synsvinkel:

"Godmorgen Justin..."

"Mmhf...", mumlede jeg træt og vendte mig om på den anden side i sengen.

"Justin, kan du vågne? Du skulle gerne nå og få noget morgenmad og et bad inden din genoptræning...", kom det fra en rolig kvindestemme.

Jeg glippede træt mine øjne op og så en køn kvinde i hvid kittel. Ja, hun var tydeligvis sygeplejerske.

"Jeg vil sove...", mumlede jeg træt og kæmpede med at åbne mine søvndrukne øjne.

Den søde sygeplejerske vendte sig om med et smil og trak gardinerne fra og et væld af solskin ramte mig i ansigtet, så jeg hurtigt trak dynen over hovedet.

"Hihi Justin, hvor er du sød... Se nu og vågn op, så kommer jeg med lidt morgenmad til dig...", kunne jeg høre hende grine på en sød måde og jeg hørte hende gå ud.

Jeg trak dynen væk fra mit ansigt og vendte mig væk fra de skarpe solstråler med et hårdt suk. Jeg havde haft en meget forvirrende drøm i nat om en masse ansigter, som jeg var ret sikker på, jeg ikke havde mødt før. En masse mærkelige tanker kørte bare i mit hoved og jeg kunne hverken finde hoved eller hale i noget som helst.

Jeg sukkede hårdt og jeg lagde mig på ryggen og greb betjeningen til sengen, så jeg kunne hejse mig op at sidde. Det var ret så belastende, at jeg stadigt følte mig tabt for de fleste kræfter i min krop. Lægen havde påstået, at jeg havde ligget i koma i knap en måned, og at det var derfor jeg dårligt havde nogle kræfter i min krop og muskulaturen.

Så derfor skulle jeg starte til genoptræning i dag. Håbede virkeligt, at jeg snart kom til at gå igen, for efter i aftes, hvor jeg havde fået gået nogle skridt og jeg var faldet, ja, det havde nærmest skræmt mig fra vid og sans for at prøve igen.

"Så sidder du endelig op, Justin!", kom det i trallende humør fra selvsamme kønne sygeplejerske.

Hun smilte stort og kom hen med en bakke med mad på, som hun satte på sengebordet. Hun trak den ekstra bordklap op og placerede bakken på bordpladen og drejede sengebordet hen over mine ben og min dyne. Hun smilte til mig og rykkede på et lille plastbægre med lidt piller i og rakte mig den.

"Vær så god søde ven - Det er lidt til at tage de værste smerter du døjer med lige nu og husk nu at drikke rigeligt med vand til og lov mig, at spise godt af det du kan... Din krop har brug for ordenligt mad og energi...", smilte hun.

Jeg slugte pillerne og drak noget vand og gloede på det klamme mad foran mig. Jeg skubbede let til det med en sur grimasse.

"Jeg vil altså ikke have det der...", mumlede jeg surtog skubbede bordet fra mig.

Hun smilte trist og satte sig på sengekanten.

"Du bliver altså nød til at spise det, Justin. Din krop har levet af sondemad i næsten en hel måned - Så din krop skal lige vænne sig til mere mættende kostfibre, kulhydrater og proteiner og for at skåne dig for opkast og vægttab, så må du altså starte ud med skånekost her i begyndelsen, inden vi kan begynde at give dig rigtig føde...", forklarede hun.

Jeg så surt på maden.

"Hvad hjælper det, at jeg ikke skal kaste op, når det der ligefrem ligner bræk? Jeg nægter at spise det der! - Det ser klamt og ulækkert ud og ligner rent ud sagt lort... Jeg nægter at spise det!", protesterede jeg endnu mere og skubbede det så let som ingenting ned på gulvet, så det flød hen ad gulvet.

Sygeplejersken sukkede hårdt og tog sig til hovedet.

"Du godeste, Justin - Det var jo din mad...", forklarede hun fattet.

Jeg rynkede surt på næsen.

"Ville du selv æde det lort?!", spurgte jeg ligeud.

Hun sukkede og rystede let på hovedet.

"Vil du have lidt dessert i stedet? Jeg garanterer ikke at det mætter lige så godt, men vi har en god chokoladebudding, der indeholder de fleste ting, som din krop har brug for...", smilte hun svagt.

Jeg så skeptisk på hende med armene over kors.

"Bare det ikke smager af bræk, så hellere det...", svarede jeg lettere surt.

Hun grinte svagt og nikkede og nussede mig på kinden.

"Det er dessert Justin, så nej, det smager ikke grimt - Det garanterer jeg dig for...", svarede hun stille og rejste sig med et smil og gik lettere i bue uden om al det lort der lå på gulvet.

Hun smilte skævt.

"Jeg kalder lige på en rengøringsassistent, til det der.", tilføjede hun med et smil.

Jeg smilte ikke men nikkede blot og vendte mit blik mod vinduet og udsigten og kunne se flere mennesker gående udenfor i det smukke solskinsvejr. Det var ingen fed følelse jeg havde i øjeblikket. Jeg ønskede bare at kunne bevæge mig udenfor i stedet for at ligge det her røvsyge sted.

Jeg sukkede hårdt og hørte nogle hjul og vendte mit blik den anden vej og så nu en ret polstret dame stå og gøre rent på gulvet. Jeg gloede surt over det klamme grød, der lå på gulvet

- Lidt efter kom sygeplejersken igen med en lille skål med ske i og rakte mig den med et smil. Det var noget helt brunt stads, med det der kunne ligne flødeskum ovenpå. Jeg rodede lidt skeptisk i det.

"Smag nu på det, Justin...", tilskyndede hun med et lille smil.

Jeg sad og rodede lidt i det.

"Det ligner i alt fald langtfra den chokoladebudding som min mormor laver...", mumlede jeg med en skæv grimasse og straks grinte sygeplejersken lidt og jeg kunne seriøst ikke se det sjove i det.

"Hvad?", spurgte jeg hende undrende. Hun smilte stort.

"Der var vidst noget du kunne huske, Justin? Det er jo en positiv ting...", forklarede hun med et smil. Jeg så forundret på hende.

"Hvad mener du?", spurgte jeg forvirret. Hun grinte svagt.

"Du nævnte, at det ikke minder om din mormors budding?", grinte hun smørret.

Jeg sad med lettere åben mund og begyndte at smile.

"Du har ret! Jeg kan huske min mormor - Min mormor Diane og hendes fantastiske gode chokoladebudding...", grinte jeg stille. Sygeplejersken nikkede.

"Der kan du bare se, det går fremad, Justin... Husker du andre ud over din mormor?", spurgte hun med et smil.

Jeg rystede på hovedet og kunne ikke smile over det. Tænk, jeg havde kun min mormor på min nethinde, ud over min bror Jason og mine forældre, som jeg huskede i nat, men kunne dog stadigt ikke placere dem som min familie - De påstod at de var min familie, ergo måtte det også være rigtigt, men min mormor Diane, var stadigt den eneste som jeg huskede og hendes fantastiske chokoladebudding, som jeg allerede kunne se for mig. Min mormor, som ikke havde besøgt mig endnu, men jeg kunne huske hende og jeg forstod det ikke, hvorfor hun lige skulle være den første, som jeg huskede på? Var det på grund af en skide budding? Sygeplejersken smilte.

"Spis nu Justin, så kommer jeg og Sheila snart og hjælper dig i bad...", forklarede hun. Jeg smilte smørret.

"Er hun lige så sød som dig?", spurgte jeg i et lille grin. Hun grinte.

"Justin, du er da vidst en værre røver, hva?", grinte hun og fjernede sig fra min sengekant og skulle til at gå.

"Hvad hedder du?", spurgte jeg med et smørret smil.

Hun smilte med et blink med øjet.

"Jeg hedder Anya!", svarede hun i et smil.

Jeg nikkede og betragtede hende gå ud af stuen, så jeg sad alene tilbage og smagte på den såkaldte budding. Den smagte okay og kunne sagtens spises, men jeg foretrak nu stadigt min mormors budding.....

~

Det havde seriøst været en underlig fornøjelse, at have to sygeplejersker til at stå hjælpe mig med at blive klædt helt af og at Anya yderligere var med mig i badet, for at hjælpe mig, hvis jeg ikke havde kræfter til det hele selv.

Anya var en sød sygeplejerske og jeg kendte ikke til hendes alder, men jeg ville gætte hende til at være midt til sidst i tyverne. Jeg lod hende vaske mit ret fedtede hår. Det var en lækker følelse med hovedbundsmassage og følelsen af at jeg kun kunne blive mere ren end jeg var før.

For jeg havde været blevet fortalt at jeg kun havde fået sengebad, mens jeg havde ligget i koma og det havde vidst kun været et bad om ugen. Tja, klam tanke, men jeg kunne ikke betænke personalet, at de ikke ligefrem havde oceaner af tid til at pleje mig, mens jeg rent ud sagt havde ligget som en død sild.

"Så er du snart klar til at komme ud og erobre verden med din charme!", grinte hun bag mig, mens hun skyllede mit hår og jeg selv sad med en klud og vaskede mig alle de steder, som jeg kunne magte at nå.

Jeg havde da fået lidt flere kræfter i mine arme, så det var da kun en god og positiv ting.

"Ja, jeg hader at have fedtet hår...", svarede jeg i et lille grin og lukkede øjnene mens hun stod og brusede mig både i håret og resten af kroppen.

"Er det en konstatering, Justin, eller er det bare noget du kan forestille dig?", fniste hun et sted bag mig.

Jeg gned vandet væk fra mit ansigt og smilte svagt.

"Det ved jeg faktisk ikke, men selv om jeg stadigt sidder her og er våd, så kan jeg sagtens forestille mig den klamme følelse med fedtet hår og stank af sved. Eww, jeg foretrækker at være ren!", grinte jeg smørret.

"Aha! Så kan jeg fortælle dig, hvor end ulækkert det end må lyde, så er det kun godt at man ikke går i bad hver dag, eftersom sved og kropsfedt beskytter én mod de værste tænkelige sygdomme!", svarede hun bag mig, Jeg så bag om og op med åben mund.

"Adr, hvor klamt! Det skal jeg ikke nyde noget af!", svarede jeg med et sarkastisk grin og så væk fra hende igen.

Hun slukkede bruseren og begyndte at gnubbe mig på ryggen med håndklædet.

"Hvorfor tror du, at du kun fik et bad om ugen, da du lå i koma, Justin? - Det var også af den simple grund, at du ikke skulle ligge og tiltuske dig virusser og bakterier, særligt fra alle dine besøgende, selv om de selvfølgelig sørgede for at spritte hænder og sådan, inden de rørte ved dine hænder... Særligt har jeg hørt fra nogle kolleger, at din kæreste gav sig meget tid til dig og hun kyssede dig temmelig ofte, selv om du bare lå stille... Prøv at t...."

"Har jeg en kæreste?!", afbrød jeg Anya og så tilbage på hende.

Hun grinte med et blink med øjet.

"Ja, så vidt jeg ved det, så har du en sød kæreste, der hedder Lily og hun er vidst brunette, af hvad jeg har hørt af...", smilte hun og gnubbede mit hår og gav mig et mindre håndklæde, så jeg kunne tørre mig selv i skridtet.

"Har jeg en kæreste?", tænkte jeg forundret. Selvfølgelig kunne jeg ikke huske hende....

~

Ren og frisk sad jeg i min kørestol og ventede på portøren. Jeg sad og fumlede med min iPhone, som mine såkaldte forældre havde haft med til mig i nat. Jeg sad og tjekkede, for at se om jeg kunne huske nogle af funktionerne i den og det virkede til at gå meget godt.

Jeg sad og scrollede mellem mange af mine kontakter og kunne se et nummer på en Lily Collins med et hjerte ud for. Kunne det være min såkaldte kæreste? Jeg kunne ikke tage mig sammen til at ringe til hende, for hun sagde mig ikke noget.

Jeg sukkede og gik ind i besked-indbakken og kunne se en helt masse beskeder fra Lily. Jeg smilte svagt og scrollede mellem beskederne. Det var tydeligt, at hun var min kæreste - Alle de søde beskeder. Jeg så endda op til flere billeder af hende, både almindelige billeder og også nogle ret frække og letpåklædte billeder af hende, som jeg ikke kunne lade være med at sidde og stirre meget over. Hun var jo helt vildt smuk. Jeg sukkede hårdt over, at bare billederne af hende, slet ikke satte minderne i gang i mine tanker. Jeg kunne slet ikke huske hende, men sød og sexet var hun helt sikkert!

"Justin Drew Bieber?!"

En mandestemme fik mig til at kigge op, og jeg så en ret mørk mand i blågrøn kittel. Han smilte smørret med hans store brede læber.

"Du er da Justin, ikke?", spurgte han yderligere.

Jeg nikkede med et smil. Han nikkede selv og gik bag mig og begyndte at gå med mig til vi kom ud på gangen og hen mod elevatoren.

"Er det første gang, du skal ned til genoptræning?", spurgte han bag mig.

"Pliing!"

Jeg nikkede med et smil og han kørte mig ind i elevatoren og trykkede på stueknappen.

"Ja, jeg har aldrig prøvet det før, men glæder mig meget, eftersom det allerede trætter mig, at jeg ikke kan gå rigtigt selv.", forklarede jeg og kiggede ned i min iPhone og prøvede virkelig at tvinge mig til at huske personerne bag alle de billeder jeg havde, men det var ikke ligefrem let.

"Sikke mange billeder du har - Hvem er den kønne brunette der ved siden af dig? - Er det din kæreste?", spurgte han bag mig.

Jeg sukkede med et svagt smil.

"Det skulle åbenbart være min kæreste, men jeg husker hende desværre ikke...", sukkede jeg trist.

"Eh nå, det må du undskylde Justin, jeg anede ikke at du var sådan en patient?", svarede han bag mig.

Jeg så bagover og op og sendte ham et svagt smil.

"Hvad mener du?", spurgte jeg undrende.

Han smilte ned til mig og elevatoren stoppede og dørene åbnede sig og han skubbede mig ud og gik med mig. Det var en skøn følelse at se andre steder, end den dødssyge stue jeg ellers var på.

"Ja, at du er patient med amnesti - altså hukommelsestab...", svarede han stille bag mig, mens vi kørte eller rettere jeg kørte forbi en masse mennesker, der gik frem og tilbage hernede i den kæmpe store aula.

"Ja...", svarede jeg stille med et suk.

- Det irriterede mig faktisk, at jeg kun kunne huske min mormor Diane og jeg ønskede bare så meget at jeg kunne huske min smukke og sexede kæreste - for kunne næsten forestille mig hvilken følelse det måtte være med en kæreste, som hende......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...