In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57773Visninger
AA

4. Ligegyldighed...


Jasons synsvinkel:

Der var mange ting jeg fortrød - Mange! Lige nu fortrød jeg, at jeg havde været så kold over for Lily, for nu kostede det alle de følelser, som jeg havde fået opbygget for hende. Jeg havde ønsket, at opbygge et nyt og bedre venskab med hende og med tiden kunne nå ind til hende, men nu skubbede hun mig væk. Jeg vidste hun var virkelig sårbar og det var jeg også selv, selvom mange måske troede, at jeg ingen følelser havde, så tog de fejl - Jeg var bare god til at skjule dem.

Jeg havde måske ønsket min bror forsvandt for altid og måske ligefrem død, men jeg tog det i mig. Selvfølgelig ønskede jeg jo ikke inderligt, at han skulle dø og nu kæmpede han for livet! Alt dette der skete nu, følte jeg var min skyld. Jeg kunne intet gøre - I alt fald ikke andet end at kæmpe for tilgivelse, men det var ligesom lig nul. Overalt så jeg sorg og jeg følte ikke, at jeg kunne finde ro eller tilgivelse.

Jeg følte mig ensom og alene - Kort sagt overladt til mig selv, fordi ingen ville kendes ved mig. Jeg havde svært ved at knytte mig til min familie, for jeg følte ikke at min familie kunne se på mig, uden at bryde ud i gråd. De savnede alle Justin og jeg skulle selvfølgelig ligne ham så meget, så de alle hver især blev påmindet om, at Justin lå i koma på et hospital, uden nogen form for livstegn fra sig. Jeg følte kun at jeg kunne flygte fra alt, men det jeg ønskede at søge imod, som jeg vidste ville kunne give en vis ro i sindet, ja, det var Lily, som ikke ønskede noget af mig. Jeg var som luft for hende for det meste af tiden.

Mit liv var som om jeg var en zombie, der kæmpede dag for dag for at komme gennem tilværelsen. Jeg ønskede om tilgivelse for mit had over for min bror og for alle de ugerninger jeg havde gjort, men ingen ville høre på mig. Var jeg sammen med min bedste ven Zack, så gjorde han alt det som han som regel plejede. At opmuntre mig med tom snak, piger, fester, sex og det at være bad ass, men alt hvad der kørte i hovedet på mig, var en stor rodet pærevælling af Lily, Justin, min familie, som jeg følte hverken så eller hørte mig. - Kort sagt, jeg følte mig som ingenting og til tider følte jeg, at de ønskede, at det var mig, der lå for døden og ikke Justin. De ville alle med garanti have byttet mig ud med Justin. Alt den sorg og tomhed omkring mig, drev mig på vandviddets rand. Jeg følte mig slet ikke ønsket, selv om jeg var omgivet af mine venner og bekendte - Jeg følte bare ikke, at de ville høre på hvordan jeg havde det inderst inde. Jeg skjulte alle mine tårer - Skjulte min smerte. Ja, jeg led og jeg følte mig uduelig.

"Jason, skal du have?"

Jeg sank - Alt omkring mig var ligegyldigt! - Der var kun hende... Hun sad for sig selv op ad et træ og stirrede tomt ud i luften. Stemmer og latter fortonede sig omkring mig.

"Jason? Jorden kalder!"

Jeg så lige pludseligt hen på Mack, der sad med en joint i hånden og rakte mod mig. Jeg gloede som en åndssvag på ham og tog bare imod jointen.

"Tak...", mumlede jeg og tog et hvæs af den. Den føltes beroligende som altid.

"Der er fest hos Megan Connely i aften klokken otte - Nogen af jer, der er friske?", kunne jeg høre Veronica spørge.

Tja, jeg kunne undre mig over, at hverken hun eller Beth var sammen med Lily? Jeg, som ellers troede, at Lily endelig havde fået sig et par veninder, og så svigtede de hende nu hvor hun måske havde mest brug for trøst og til at opleve andet end hendes sorg på Justin. Jeg så hen på Lily, der stadigt sad som forstenet ved træet. Hun havde tydeligvis en bog af en art på skødet, så det sikkert skulle se ud som om, at hun måske sad og lavede lektier, men jeg kunne se det på hende, at det var tvivlsomt det hun gjorde.

"Hvad med dig, Jason? - Kommer du med i aften?", hørte jeg Beth spørge.


Jeg magtede ikke at se på hverken hende eller Veronica. Blot sad jeg i zombie-bevægelse og røg jointen færdig, mens mit blik hvilede på Lily, der sad som forstenet. Jeg blev overrasket af en albue i min venstre side.

"Av, for helvede!", udbrød jeg irriteret og så på Zack, der sad med et smørret grin.

"Nå, der er liv i dig? - Jeg troede du var død?!", grinte Zack hysterisk over den egen joint han sad med. Jeg fnyste olmt.

"Det kunne jeg lige så godt have været...", mumlede jeg lavt.

Zack så på mig med løftet øjenbryn.

"Hvad?", spurgte han undrende.

Jeg sukkede hårdt og så væk fra ham igen og flyttede blikket hen på Lily igen, der var ved at rejse sig fra græsset.

"Jason, kommer du ikke med i aften?", hørte jeg Veronica spørge, hvor ved hun satte sig ved min højre side.

Jeg så på hende - Hverken smilede eller noget. Jeg følte mig tom og rystede på hovedet.

"Tror jeg ikke?", mumlede jeg og så over mod Lily igen, der var på vej væk i retningen mod dramalokalet.

Jeg så igen på Veronica, der smilte til mig.

"Du trænger til at komme ud og have det sjovt!", fniste hun.

Jeg så med et undrende blik på hende.

"Siden hvornår har du taget dig af mig? - Du kan jo ikke fordrage mig?", svarede jeg med svævende spørgsmål og flyttede mit blik hen på Beth.

"Og heller ikke dig Beth! - I har hadet mig i lange tider, så siden hvornår er jeg blevet så interessant? Burde i ikke være sammen med Lily? Hun har brug for sine veninder!", forklarede jeg i et opgivende suk og så på skift mellem Beth og Veronica.

Veronica rejste sig fra min side og så ned på mig.

"Hun ignorerer os og hun bestiller ikke andet end at tude hele tiden, ergo føler vi os ubrugelige, Jason, men det er du måske også i sidste ende?", svarede Veronica med armene over kors og så flabet ned på mig.

Jeg fnyste og rejste mig og stilte mig faretruende tæt på hende.

"Tak fordi du minder mig om mit ubrugelige lorteliv, Veronica! Det lettede virkelig at få det bekræftet!", udbrød jeg fnysende tæt ved hendes ansigt, og uden så meget som at sige farvel til nogen som helst, skred jeg bare fra de andre og skolen.

"Jason, for helvede! Hvor skal du hen?!", kunne jeg høre Zack råbe efter mig.

Jeg magtede intet - Intet andet end at løbe min vej! 

Jeg vidste ikke hvilken vej jeg skulle, men jeg var faktisk også ligeglad, for jeg følte mig ligegyldig for omverdenen - Ligegyldig for alle!

Jeg endte ved en gangbro, der gik over en ret trafikeret vej. Jeg nærmede mig gelænderet og stirrede bare ned på alle bilerne, der kørte i to retninger under mig. Jeg følte endelig den første tåre rende ned ad min ene kind, der efter rendte den næste - Jeg følte mig værdiløs......

~

Hov! Det virker pludseligt til, at Jason måske ikke er den kolde og hårde type, som mange af os troede? Han har altså et hjerte og det æder ham nu indefra...

~

Hvad mon kommer til at ske?

~

Så vil jeg lige undskylde de underlige kapitler, men et eller andet sted skulle de starte og historien er jo langtfra færdig :)

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...