In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57733Visninger
AA

10. Indebrændte følelser!


Lilys synsvinkel:

"Hvad hvis jeg havde været ligesom Justin helt fra begyndelsen - Ville du så have valgt mig i stedet?"

Jeg så med et nervøst bid i læben på Jason. Sig mig, gav han bare aldrig op? Jeg sukkede og så hen på Justin, der lå helt stille og ikke havde rørt sig overhovedet. Jeg vendte min opmærksomhed hen på Jason på den anden side af sengen og smilte meget svagt.

"Måske? Jeg ved det ikke? Vil du ikke nok være sød og lade være med at spørge hele tiden, for jeg føler, at det ødelægger lidt for os, gang på gang...", svarede jeg med et suk.

Jason smilte ikke, men nikkede blot.

"Okay, undskyld... Det er bare så svært, fordi jeg er så pokkers forelsket i dig, Lily...", svarede han med et bedrøvet smil og så ned på sine kort.

Jeg smilte ikke, men kunne ikke lade være med at få sommerfugle i maven over hans stærke ord. Ja, de gik direkte i hjertet på mig. Jeg så hen på Justin igen, som bare lå stille. Hørte han overhovedet alt hvad vi sad og snakkede om? Var det bare ren og skær indbildning fra lægerne, at de påstod, at Justin kunne høre os, eller havde de ret?

Kunne Justin overhøre visse ting og så bare lukke af? Ja, jeg vidste slet ikke hvad der foregik bag hans lukkede øjenlåg, dog havde jeg ofte registreret, at hans øjenlåg havde bevæget sig nu og da, hvor jeg havde troet, at han vågnede hvert øjeblik, men lægerne påstod, at det enten var hans nerver der gav sig nu og da, eller fordi han formentligt drømte.

Jeg flyttede mit blik hen på Jason igen, der lænede sig afslappende oven på Justins dyne ved hans ben og han stirrede ind i sine kort og lagde en klør 5 ned på dynen. Han så op fra sine kort og så på mig uden at smile.

"Jeg er godt klar over, hvordan du har det, Jason og jeg har det nok lidt på samme måde, men jeg vil ikke risikere noget med hensyn til Justin...", svarede jeg stille med et suk og lagde spar 8 ned ovenpå klør 5.

Jason rettede sig op med et overrasket blik og hans mundvige trak sig stille op i et svagt smil.

"Jeg vidste det, søde... Du kan bare ikke skjule den slags for mig...", grinte han smørret og trak et kort i bunken og fumlede lidt og smed en hjerter 3 ned på dynen.

Jeg smilte med rødmen i kinderne. Jeg hintede med hovedet mod Justin.

"Men Justin...", hviskede jeg meget lavt.

Jason smilte skævt og smed de sidste kort han havde på dynen til de andre. Jeg måbede.

"Skulle vi ikke spille?", spurgte jeg undrende.

Jason smilte smørret og rejste sig.

"Kom! Lad os gå en tur i stedet... Jeg trænger til at strække benene lidt...", svarede han med et skævt smil.

Jeg tøvede lidt og så hen på Justin, der ikke havde rørt sig det mindste, men hans øjenlåg bevægede sig igen.

"Se, nu drømmer han nok?", sagde jeg stille og så op med et svagt smil på Jason, der nikkede med et skævt smil og så flygtigt hen på Justin.

"Hvor går vi hen?", spurgte jeg og blev blot siddende i min stol. Jason smilte.

"Lad os smutte ned på pizzeriaet - Jeg er faktisk sulten, efter vi faktisk har været her i næsten tre stive timer.", svarede han med et smil.

Jeg sukkede hårdt i et lille smil og nikkede og samlede alle kortene og proppede dem i etuiet og lagde dem på sengebordet ved Justins side. Jeg rejste mig og greb min trøje på ryglænet af stolen og tog den på og begav mig hen til Jason. Han smilte og rakte mig sin hånd, men jeg tog ikke imod den med det samme.

"Kommer vi tilbage?", spurgte jeg med et smil.

"Tja, vi får se, men du kan lade din guitar blive her, for så kan vi altid gå tilbage og hente den senere, når vi går fra pizzeriaet - Aftale?", svarede Jason med et charmerende smil.

Jeg nikkede med et smil og gik hen og strøg Justin over håret og gav ham et blidt kys på hans mundvige og rykkede min mund hen til hans øre og hviskede sagte:

"Jeg elsker dig..."

Jeg rettede mig op med en lille tåre ved øjenkrogen, som jeg hurtigt fjernede inden jeg vendte mig mod Jason, der smilte meget svagt. Ja, det kunne godt være, at han prøvede at skjule det, men jeg kunne se det i hans ansigt. Han kunne ikke lide, at jeg kærtegnede Justin på den måde, men det var jo ligesom Justin der var min kæreste og det måtte Jason lære at respektere.

Jeg begav mig hen til Jason og tog imod hans hånd. Nok flettede vi ikke fingre, men min hånd i hans, føltes utroligt nok betryggende. Han smilte charmerende og vi begav os ud af Justins stue og Jason lukkede døren efter os...

~

Vi kom langt om længe udenfor sygehusets indgang og hvor utroligt det end var, så følte jeg ikke at jeg kunne skamme mig over, at føle lidt for Jason nu, selv om jeg stadigt elskede Justin. For måske havde Jason til en vis del ret i at jeg måske burde komme videre? Justin havde ligget i koma i en måneds tid og intet foranderligt var sket. Hvem sagde ikke, at det blot var iltmaskinen, der holdte Justins hjerte i gang? Ja, det var virkelig en trist og ikke mindst smertende konklusion, men måske måtte jeg bare acceptere, at jeg ikke kunne få min elskede Justin igen. Måske jeg allerede havde mistet ham helt for den lille måned tilbage? Måske jeg skulle give Jason en chance? Han elskede mig jo og jeg kunne mærke det...


~

Jasons charmerende smil, sendte virkelig gnister i mig og det var helt sikkert på den fede måde. Jeg lod mig få lov til at flirte med ham. Han mindede så meget om Justin med hans væremåde og hans søde charmerende smil. Ja, det var som om, at han endelig hvilede i sig selv over for mig. Han prøvede ikke at spille røv-smart eller noget. Jeg burde nok føle dårlig samvittighed, men det gjorde jeg bare ikke. Jeg hyggede mig ekstremt i Jasons selskab. Han pjattede og lavede sjov og jeg følte endelig, at jeg kunne slappe helt af efter en måned med sorg og smerte. Jason gjorde mig virkelig glad.

"Smager pizzaen godt?", spurgte han med et smørret smil, mens han tog en slurk af sin cola.

Jeg fniste og nikkede og førte en slice op mod min mund.

"Ja, den er ikke så dårlig - Der er i alt fald nok ost på!", fniste jeg og tog en bid af slicen.

Jason nikkede med et smil og så pludseligt lettere alvorligt på mig med et svagt smil.

"Det er dejligt at se dig smile og grine... Det klæder dig meget mere, end at se dine tårer, der smerter i hjertet på mig gang på gang...", forklarede han stille med et forsigtigt smil.

Mit hjerte sprang flere oktaver over det han sagde. Jeg rødmede med et lille smil.

"Virkelig?", spurgte jeg stille.

Jason nikkede stille med et lille smil og mit hjerte slog hurtigere, da han lagde sin venstre hånd oven på min på bordet. Jeg kunne mærke hans varme fra hans håndflade brænde sig gennem til min håndryg. Jeg sank en klump og følte sommerfuglene gå amok i min mave.

"Jeg ønsker bare at gøre dig lykkelig... Vil du ikke nok give mig en chance?", spurgte han stille med et kærligt smil.

Jeg lukkede øjnene et øjeblik og kunne kun fokusere på hans dejlige store hånd, der varmede min hånd. Jeg rykkede bevidst lidt i min hånd og flettede stille mine fingre ind i hans. Jeg hørte et lille grin fra ham og jeg åbnede mine øjne og fandt hans fantastiske brune øjne.

"Hvad betyder dette?", spurgte han med et charmerende smil og bid i underlæben, mens han flyttede sit blik i sekunder ned på vores flettede fingre.

Han så op igen og fandt mit blik. Jeg fniste lidt.

"Måske, du har ret?", svarede jeg stille og rejste mig fra stolen uden at slippe hans hånd og gik et par skridt hen til ham, så jeg stod lige ved hans side.

Han smilte op på mig og rejste sig, så vi stod faretruende tæt på hinanden, men underligt nok følte jeg ingen skam over det. Han slap min hånd og lagde sine arme om hofterne på mig. Mit hjerte var tæt på at slå ud af brystet på mig  Sådan føltes det i hvert fald. Jeg lagde mine arme om hans nakke og vi stod bare og stirrede ind i hinandens øjne.

"Lily...", hviskede han og jeg lukkede øjnene og rykkede mig en anelse frem mod ham og straks smagte jeg på hans varme og bløde læber.

"Jason...", mumlede jeg stille og åbnede lettere min mund og gav ham adgang, så jeg straks smagte hans dejlige tunge. Det var indebrændte følelser, der føltes helt befriende, at slippe ud med. Jeg var slet ikke klar over hvor længe vi stod og kyssede, men det var længe nok til, at jeg bare ønskede hans kys varede ved......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...