In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57720Visninger
AA

3. "Hvem er du?"


Lilys synsvinkel:

Stuen føltes kold - Jeg mente virkelig kold! Det var lige før, at man kunne fornemme ens ånde i stuen. Det var uhyggeligt, for jeg vidste ikke hvad der foregik bag Justins lukkede øjne. Han lå bare helt stille og ilde tilredt på ryggen. Alt hvad der var af lyde, var hjertelydsapparatet, der målte Justins hjertefrekvens. En grøn streg der lavede målinger, der gik op og ned indikerede tydeligt, at Justin stadigt var i live, men jeg var ikke sikker på, hvor meget iltmaskinen tog over for hans krop, der bare lå stille. Ikke en eneste bevægelse var at finde på ham, ikke andet end hans kunstige vejrtrækning ved brystkassen.

Jeg sad bare og stirrede på ham, mens jeg holdte om hans livløse hånd. Tårerne var stoppet lige for tiden, men der skulle heller ikke meget til, så græd jeg bare igen og igen. Jeg havde ikke kunne koncentrere mig om skolen siden ulykken den fredag eftermiddag. Jeg havde været i dyb sorg i de sidste tre uger, hvor intet nyt var sket med Justin. Lægerne sagde han lå i koma og der var noget der sagde dem, at Justin ikke var parat til at forlade livet endnu. Jeg ønskede også bare, at han ville vågne hvert øjeblik. Jeg var næsten ikke til at hugge og stikke i, for jeg levede næsten hver dag med at være på hospitalet, bare for at sidde ved siden af Justin. Det var hårdt, men jeg vidste, at hans hjerte stadigt slog, så derfor var han ikke død i mine øjne. Han var stadig i live og derfor havde jeg ikke tænkt mig, at svigte ham.

"Du skulle have set min bror i aftes, han havde formået at sidde længe på mit værelse og havde stort set haft fat i al min make up. Jeg opdagede ham først længe efter og ved du hvad han lignede? En klovn! For han havde sværtet med en masse af min røde læbestift rundt om hans mund. Han fik mig til at grine, Jus...", grinte jeg stille, men tårerne tog hurtigt over og jeg puttede mit hoved på hans mave, så jeg kunne fornemme den svage vejrtrækning han havde. Jeg hulkede stille.

"Hvorfor.... Hvorfor vågner du ikke? Jus.... Du ved godt at du ikke bare kan forlade mig på den måde...", hulkede jeg stille ned i hans hvide dyne.

"Hvor utrol....", snøftede jeg hårdt ind og stoppede i sekunder med at hviske stille.

Tårerne synede til at vare uendeligt og jeg klemte et øjeblik hårdere i hans hånd.

"Hvor utroligt det end lyder, så..."

" - fik jeg lidt søvn i nat... Ved du hvad jeg drømte?", hviskede jeg stille og løftede mit hoved fra hans dyne og så op mod hans ansigt, der havde den grimme tykke plastikslange tapet fast ved hans mund.

"Jeg drømte om os.... Jeg drømte at vi blev gift...", hulkede jeg og tårerne løb så meget, at det hele føltes tåget for mine øjne.

" - jeg ved... At det er vanvittigt, men det var...", jeg stoppede et øjeblik på grund af mine utallige hulk.

"Det var en dejlig drøm, Jus... Vi var sammen og....", hulkede jeg voldsomt og lod mit hoved putte i hans dyne igen, der i forvejen var fugtig af mine mange tårer.

" - det var dejligt... Du grinte og smilte - og dine k... kys...", hulkede jeg nede i dynen.

"Jus... Min elskede... Vil du..."

"Vil du ikke nok komme tilbage?", spurgte jeg med et knæk i stemmen.

Tårerne ville ikke stoppe.

"Det gør så ondt...", hviskede jeg grådkvalt.

Jeg lå bare og græd stille og puttede hans hånd tæt ved min mund og jeg kyssede små blide kys på hans fingre, mens jeg græd stille.

"Jeg savner dig...", hviskede jeg grådkvalt.

Jeg følte pludseligt nogle store varme hænder lægge sig om skuldrene på mig.

"Kom...", hørte jeg hans hvisken ved mit øre.

Det var som at høre Justin, men jeg vidste godt, at det ikke var ham. Jeg agtede ikke at flytte mig fra Justin.

"Jason... Lad mig være...", hulkede jeg ned i Justins dyne.

"Du kan ikke bruge alt din tid på at sidde her... Kom, så går vi ud og får noget aftensmad et sted, du trænger til at komme lidt ud og få noget frisk luft...", forklarede han med en rolig stemme, mens hans ene hånd strøg over min ryg.

"Jamen... Hvad hvis han vågner, mens vi er væk?", græd jeg stille ned i Justins dyne.

"Så kan vi jo glæde os over, hvis han er det, når vi kommer tilbage, Lily... Tro mig, du har brug for at flytte tankerne lidt - det har vi alle sammen...", forklarede han stille.

Jeg lod ham trække mig stille op fra Justins dyne og jeg rejste mig uden at se på Jason, som jeg vidste stod bag mig. Jeg rykkede mig et skridt op mod hovedenden af Justins seng og jeg bøjede mig svagt over ham og gav ham et kys på panden og kærtegnede hans kind blidt.

"Jeg elsker dig...", hviskede jeg i snøft og mærkede nu en hånd gribe blidt fat om mit håndled.

"Kom...", hviskede Jason stille og jeg vendte mig bort fra Justin og så nu Jason foran mig.

Han så selv meget trist ud med blanke øjne og jeg kunne ikke se om det var gråd eller på grund af det han sikkert var påvirket af, eftersom jeg kunne lugte en svag lugt af hash fra hans tøj. Jason tog min skuldertaske og jeg tog min jakke og vi begav os stille ud fra hospitalet. Jeg gned min håndryg over mine våde kinder for at tørre dem nogenlunde. Jeg var i stor sorg og magtede bare ikke meget - Ikke meget andet end at tage på hospitalet og være hos Justin, bare i håb om, at han ville vågne og se mig som den første, men hvornår skete det? Vi kom udenfor indgangen til hospitalet og jeg standsede pludseligt op og så på Jason, der så undrende på mig.

"Vent, hvor tager vi hen?", spurgte jeg fortvivlet og så længselsfuldt ind ad indgangen.

Jeg savnede allerede Justin. Jason sukkede hårdt og han overraskede mig ved at tage mig i hånden på en varm og venskabelig måde.

"Hvad vil du?", spurgte jeg lettere frustreret.

Jason sukkede hårdt og så flygtigt væk fra mig.

"Lily...", sukkede han hårdt og så på mig igen og nærmede sig mig og trak mig ind i et knus, som jeg kunne mærke var inderligt.

Jeg kunne slet ikke holde tårerne tilbage og jeg puttede mig ind i skulderen på ham.

"Søde lille dig... Du burde ikke være på det hospital dag ud og dag ind... Du burde tænke lidt mere på dig selv også og komme ud og opleve lidt andre ting...", forklarede Jason stille i knuset.

Ja, han nærmest hviskede. Jeg kunne dårligt sige noget lige nu. Jeg følte kun sorgen i mig vokse hele tiden. Jeg nød dog, at han ville holde så inderligt om mig. Dette havde jeg ikke følt længe, eftersom jeg faktisk ikke have set Jason siden før ulykken. Ja, hvis han i så fald havde været omkring, så havde jeg slet ikke registreret det.

Jeg snøftede hårdt og så op og fandt hans alvorlige og bedrøvede blik på mig. Den måde han så på mig, fik mig til at trække mig ud af hans favn, eftersom det gav et underligt sug i maven på mig. Vi stod bare og så på hinanden. Endnu et suk kom fra ham og han trak på skuldrene.

"Lily...", begyndte han med et suk.

"Hvad laver du egentligt, Jason? Hvad er det du prøver på?", spurgte jeg frustreret. Han trådte et skridt frem mod mig, men jeg trådte endnu et tilbage. Han sukkede og så flygtigt væk fra mig.

"Lily altså...", gentog han opgivende og så hen på mig.

"Jeg prøver bare, at hjælpe dig lidt på vej... Vi ved slet ikke hvor længe Justin vil ligge i koma på det hospital - Du burde ikke spilde hele dit liv på at bo på det hospital og snakke og græde hos en person, der intet registrerer af det...", forklarede han med et suk og blev stående det samme sted.

Jeg stod og nærmest beskyttede mig selv med mine arme, mens tårerne rendte stille. Jeg så ned i asfalten foran mig.

"Jeg ved, at han hører mig... Lægen har sagt, at det sagtens kan tænkes, at Justin kan høre hvad man siger til ham - Han er bare ikke i stand til at svare...", hulkede jeg stille.

Der gik kun et øjeblik, så så jeg Jasons sorte supras foran mig og følte ham trække mig ind i et knus.

"Jeg ved godt, at jeg har været meget fraværende, både over for dig og min familie. Jeg har bare svært ved at dele min sorg og følelser med andre... Jeg har gennem flere år fået opbygget et hårdt skjold foran mig og jeg har med garanti opført mig utilgiveligt over for både dig og Justin og mange andre... Det går endelig op for mig, hvor meget jeg har fejlet, men det er sådan jeg er - Det kan jeg desværre ikke lave om på og nu ligger Justin i koma og jeg fortryder lidt nogle af de ting jeg har sagt til ham, men det kan slet ikke gøres om... Alt jeg beder om er bare en vis mængde tilgivelse, for jeg ønsker ikke, at vi hver især skal stå ene om vores sorg... Hvad med det venskab vi havde?", forklarede han stille i knuset.

Jeg så op på ham og fandt hans bedrøvede øjne. Jeg kunne godt se, at han var tæt på at græde, men tårerne rendte ikke.

"Hvem er du Jason? - Du hverken virker hård eller bander over for mig? Ja, det virker vanvittigt, men du minder mig mere og mere om Justin og jeg bliver vanvittig af det... Du driver mig til vanvid!", sagde jeg det sidste i lidt hårdere tone og vristede mig ud af hans favn og begav mig ned ad alleen mod vejen.

"Lily?!"

"Lad mig være!", råbte jeg grådkvalt og begyndte at løbe mod busstoppestedet....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...