In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57720Visninger
AA

18. "How about my brother?"


Lilys synsvinkel:

Med guitaren på min skulder, gik jeg fast besluttet ind på hospitalet og bare håbede på, at jeg ville kunne være alene med Justin, bare her til aften. Det var ikke fordi, at jeg havde noget imod Justins familie overhovedet, men det var så forfærdelig frustrerende i går, da Jason også dukkede op, mens jeg besøgte Justin. Jeg magtede ikke vores smertefulde trekløver. Jeg var stadig såret efter gårsdagen, hvad Justin havde sagt om den sygeplejerske, men jeg ville ikke give op. Jeg havde bare glemt, at Justin nok ikke føler sig som den samme Justin før ulykken. Så jeg valgte at give den "nye" Justin endnu en chance.

Jeg nåede op på sengeafdelingen og kunne dufte mad. Det var tydeligt, at patienterne havde spist og det havde nok været for nyligt, siden duften af mad hang i luften? Som jeg kunne se af, så var den ved at være otte om aftenen og samtlige stuer, der havde enten åbne døre eller var på klem, kunne jeg høre flere fjernsyn køre.

Jeg nåede frem til Justins stue og mødte blot en tom stue med redt seng og blomster og flere bamser, hvor én af dem var den jeg gav ham i går. Jeg stilte min guitarkasse op ad væggen og kunne se en lille mappe ligge på hans sengebord. Jeg var desværre lidt for nysgerrig, så jeg gik hen og åbnede den og så straks en masse billeder i fra hans familie og ham. Der var både nye og gamle billeder i. Jeg smilte svagt over dem og jeg satte mig på sengekanten og bladrede dem igennem med smil på læben.

"Hvad laver du?"

Jeg røg op med et spjæt og vendte mig overrasket omkring og skyndte mig at ligge mappen med billederne på bordet.

"Ikke noget...", svarede jeg med et nervøst bid i underlæben.

Justin grinte smørret og rystede på hovedet, mens han nærmede sig mig med en overdimensioneret gangstativ med hjul under, som han skubbede over til væggen og han gik svagt usikkert hen mod sengen, mens han stødte sig langs sengen, til han satte sig på sengekanten med et smil. Han greb ud efter mappen med billeder og satte sig til rette i sengen. Han hintede med hovedet med et smil.

"Bare sæt dig op ved siden af mig, Lily...", sagde han med et skævt smil.

Jeg nikkede og gik over på den anden side og smed mine pelsstøvler og satte mig op ved siden af ham med benene oppe. Jeg smilte forlegent til ham.

"Det er åbenbart min familie, men du skal være velkommen til at kigge sammen med mig...", sagde han stille.

Jeg nikkede og han bladrede stille mellem billederne.

"Hvem har kommet med billederne?", spurgte jeg nysgerrigt. Han fandt mit blik tæt på med et smil.

"Min mor... Hun besøgte mig for nogle timer siden og vi fik snakket en del... Det er bare så underligt, at jeg slet ikke mindes noget som helst...", sukkede han med et trist smil. Jeg nikkede og lagde min venstre hånd over hans højre og nussede hans håndryg. 

"Undskyld at jeg bare gik uden videre i går...", sagde jeg stille med et bedrøvet smil. Justin smilte skævt og nikkede.

"Det går nok... Jeg aner bare ikke selv, hvordan man åbenbart skal opføre sig? Jeg føler mig så ny i det hele...", sukkede han med et lille smil.

Jeg nikkede og gav ham et blidt kys på kinden. Justin grinte svagt.

"Det er mærkeligt - Men de kys du giver mig, tja, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal formulere mig præcist, men måden du gør det på virker på en underlig måde bekendt, men ja...", forklarede han stille.

Jeg blev ret glædeligt overrasket over det han sagde.

"Det er ikke bare noget du siger, for at gøre mig glad?", spurgte jeg overrasket.

Justin grinte svagt og rystede på hovedet.

"Nej, der er et eller andet med de kys og jeg kan bare ikke sætte fingeren på hvad det præcist er?", forklarede han stille.

Jeg grinte stille og puttede mit hoved på hans skulder. Han protesterede heldigvis ikke.

"Det kan være, at du bare er begyndt at huske en smule? Det skal du ikke være ked af...", fniste jeg stille. Han grinte stille kunne jeg høre. Jeg så dog ikke på ham.

"Fortæl om dig selv..", kom det stille fra ham. Jeg grinte svagt og tillod mig at blive liggende på hans skulder.

Ja, jeg havde savnet denne tryghed i lange tider.

"Hvad vil du gerne vide?", fniste jeg stille. Han sukkede stille og jeg så op mod hans ansigt. Han fandt mit blik på ham, så vi pludseligt var ret tætte på hinandens munde.

"Ja altså... Du kunne starte med at fortælle mig hvordan vi mødtes første gang?", spurgte han med et lille smil.

Jeg fniste og de få cm til hans dejlige læber, pirrede bare så meget. Ja, jeg havde virkelig lyst til bare at kysse ham, men jeg ønskede ikke, at han ville afvise mig igen, så jeg kæmpede imod og så væk fra ham.

"Tja, det er ikke evigheder siden jeg startede på skolen. Jeg er stadig det man kan kalde nytilflytter fra New York, så der er stadigt mange ting jeg skal vænne mig til her i Stratford...", grinte jeg stille og så atter op på ham. han smilte og nikkede.

"Så eh, hvornår kommer jeg ind i billedet?", grinte han smørret.

Jeg fniste og så væk fra ham igen og blev liggende på hans skulder.

"Jeg mødte både dig og din bror samme dag... Du var så hjælpsom, hvor i mod din bror bare bandede løs og kom med alle mulige røv-smarte bemærkninger over for mig og andre... Ja, selv dig Justin... Jeres forhold til hinanden var nok langt fra det, som i har i dag...", forklarede jeg stille. Jeg kunne fornemme et hårdt suk fra ham.

"Du mener altså også, at han er en rod?", spurgte han med undren i stemmen.

Jeg rettede mig op og fandt hans blik. Jeg nikkede.

"Det var han i alt fald før din ulykke... Han er meget som et helt andet menneske den dag i dag og jeg kan egentlig ikke finde ud af om det er skuespil han har gang i, eller om han virkelig har ændret sig markant?", svarede jeg med et svævende spørgsmål. Justin smilte ikke men nikkede blot stille.

"Min mor påstod, da hun besøgte mig, at Jason og jeg nok var det som man kunne kalde nat og dag og at vi langtfra havde særligt meget til fælles, men det mærkelige er, at sådan føler jeg det slet ikke med ham? Jeg har det virkelig godt med hans selskab - Ja, jeg føler virkelig, at jeg holder af ham... Vi står hinanden nært...", forklarede han stille.

Jeg nikkede med et kærligt smil og kærtegnede hans kind og vi fandt hinandens blikke.

"Er det forkert af mig at sige, at jeg ikke har lyst til at være den gamle Justin igen, der blev foretrukket frem for min bror?", spurgte han med et trist blik. Jeg sukkede stille og rystede på hovedet.

"Nej, selvfølgelig ikke... Vi begår alle fejl og lære at takle dem på den ene eller anden måde...", svarede jeg stille med et lille smil og blev ved med at kærtegne hans kind.

"Er der noget mellem Jason og dig? Så sig det..."

Jeg sank en klump og slap hans kind og så væk fra ham igen.

"Sagde jeg noget forkert?", spurgte han stille. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage.

"Jeg er så bange for at miste dig, Justin...", snøftede jeg og tørrede de forvildede tårer væk.

"Du har været sammen med ham, ikke?"

Jeg så straks op på ham, lettere chokeret over, at han faktisk havde ret.

"Justin..."

"Sig det nu bare, som det er - Jeg bliver ikke vred...", svarede han med et bedrøvet smil.

"Jamen, du har ret til at blive vred på mig, Justin, for du elsker mig jo og jeg har været dig utro og..."

Jeg stoppede mig selv, da det gik op for mig, hvad jeg sagde. Justin smilte ikke, men nikkede blot.

"Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal føle det, Lily? - Du er virkelig en smuk og sød pige og jeg kan virkelig godt lide dig, men det at du indrømmer, at du har været sammen med Jason? Ja, jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal føle som sådan? Jeg har det selvfølgeligt underligt på én eller anden måde, men jeg ved som sagt ikke, hvordan jeg skal føle mig? Har jeg virkelig elsket dig, er det sikkert?", spurgte han forundret. Jeg så målløs på ham.

"Jeg er helt sikker på at du elskede mig mere end nogen anden... Vi var uadskillelige...", forklarede jeg stille. Justin nikkede blot med en streg om munden.

"Elsker du min bror?"

Spørgsmålet var hårdt at høre. Jeg rystede på hovedet og begyndte atter at græde stille.

"Jeg ved det ikke? Jeg elsker jer begge to, men du lå i koma så længe, Justin. Jeg begyndte at miste håbet om du overhovedet ville vågne op... Jason var der for mig og følelser opstod. Vi passede på hinanden og pludseligt vidste jeg bare ikke hvad jeg gjorde? Jeg var ikke sammen med ham, for at såre dig på nogen måde... Jeg var sammen med ham, fordi han mindede om dig på så mange måder... Det er sandt hvad jeg siger...", græd jeg stille.

Justin nikkede blot og overraskede mig ved at trække mig ind til ham, så jeg puttede på hans brystkasse.

"Du skal ikke tænke over det, søde Lily... Du gjorde vel bare noget, der gør os til mennesker? Jeg kan ikke bebrejde dig noget, eftersom jeg slet ikke husker hvordan mit liv var... Måske, det ikke er meningen, at vi to skal være sammen? Det er måske skæbnen, der bestemmer, at du og Jason skal være sammen...", forklarede han stille.

Jeg rettede mig straks op og så grædende på ham.

"Det må du ikke sige... Jeg elsker dig jo, Justin...", hulkede jeg voldsomt.

Justin græd slet ikke, men han så svagt bedrøvet ud og smilte svagt.

"Søde lille dig... Vil du hellere jagte luftkasteller, end at tage imod den, der faktisk elsker dig?", spurgte han stille. Jeg hulkede voldsomt.

"Jeg siger jo, at jeg var forvirret... Jeg troede jo, at jeg havde mistet dig, så jeg handlede forkert i et øjebliks forvirring... Jeg holder virkelig meget af Jason, men jeg elsker og er ulykkeligt forelsket i dig Justin... Du var mit førstevalg, fordi du har et hjerte så smukt. Du gav mig alt - Ja, du gav mig lykke... Jeg elsker dig jo... Please... Du må ikke sige at det er slut mellem os... Vil du...", jeg hulkede voldsomt og han trak mig ind til sig igen.

"Vil du ikke nok... give mig en chance?", hulkede jeg i brystet på ham.

Hans blide fingre, der nussede mig roligt i min nakke og på min ryg og hans rolige vejrtrækning, var noget jeg virkelig havde savnet.

"Okay... Jeg giver det en chance, men jeg kan slet ikke love dig noget, søde... Jeg mente bare, som jeg føler det nu, at du nok er bedre fortjent med Jason, men jeg vil ikke tvinge dig... Jeg kan godt mærke, at du vidst har temmelig mange følelser for mig, så jeg giver os to lidt mere tid og så må vi se hvad der kommer til at ske?", forklarede han roligt.

Jeg snøftede hårdt, men nød at putte hos ham på denne måde også selv om han påstod, at han slet ikke kunne huske mig. Det havde været det hårdeste øjeblik, at han havde bedt mig om at finde sammen med Jason i stedet, men jeg var urokkelig. Jeg savnede min elskede Justin og selv om han levede fint nu, så var han stadigt kun Justin af udseende og ikke af sjæl endnu.

 - Ja, han var en helt anden.....

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...