In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57738Visninger
AA

11. Fortabt...


Justins synsvinkel:

Jeg havde virkelig været forvirret over al den nærmest endeløse snak mellem min bror og Lily. Det havde virket intenst og fyldt med følelser. Jeg ville bare have lov til at føle vrede over det, men jeg kunne ikke, for jeg kunne slet ikke finde følelserne frem for Lily. Jeg huskede hende stadigt ikke og det gik mig på en måde på, men på en anden måde følte jeg mig også lettet over, at jeg ikke vidste hvem hun var. Dog så vidste jeg, at hun elskede mig. Hendes berøring på mig, hendes kys og hendes hviskende ord, havde været nok til at få mig til at indse, at hun var en pige, der virkelig elskede mig - Men hvorfor så al den intense snak om følelser med min bror? Selv om jeg ikke kunne se hende for mig, så kunne jeg mærke de intense følelser bag deres ord.

Noget andet, der faktisk forvirrede mig, var at jeg på et tidspunkt registrerede min brors hårde ord. Det var som om han på en måde ønskede mig død, eller var det bare mig der misforstod? Ja, de ord fik mig langtfra til at længtes mod himmelen. Nu fik jeg bare endnu mere blod på tanden for at kæmpe for det dødelige liv jeg havde på jorden. Det var til trods for at jeg fandt Andalysia forunderlig og fantastisk og alle de skønne beretninger om himmelen og freden omkring os, som Nathaniel fortalte så meget om, fik mig bare til at indse, at jeg slet ikke følte mig rede til at forlade livet endnu.

Hvis det virkelig var sådan, at min bror nærmest ønskede mig væk, jamen, så skulle han helt sikkert få kamp til stregen og det mente jeg.

Nu sad jeg bare og stak i jorden med en gren, mens jeg sad på en sten ved vejgrøften midt ude i ingenmandsland et sted i Andalysia. Jeg var i vildrede! For første gang i flere dage, havde jeg slet ikke lysten til at stige op på Brego og fortsætte min rejse mod det sted, som Nathaniel mente, som jeg bestemte mig for! Det var til trods for, at jeg ikke helt kunne se pointen i det.

"Giver du bare op?"

Jeg svarede ikke - Sad blot og rodede i jorden med den skide gren. Jeg løftede ansigtet og så ud mod den endeløse horisont af gyldne ager, som blot sluttede af med et himmelvæld af blåt og fugleflokke, som små sorte prikker. Der var ingen tvivl om at Andalysia var et paradis, men hvor var dette paradis? Var det et virkelig paradis efter døden, eller var alt dette bare drøm, der virkede så livagtigt i mig?

"Justin! Vi kan ikke blive ved med at blive her hele tiden - Dagen går snart på hæld...", hørte jeg ham sige bag mig.

Jeg kunne høre hestene trippede stille rundt på den grusede vej bag mig og jeg kunne ane Brego i øjenkrogen, hvor han stod foroverbøjet og spiste af det lysegrønne græs.

"Justin! Mener du virkelig, at du bare vil give op, nu hvor vi er nået så langt? Jeg kan høre Guds vagtengle, blæse i deres basuner - Vi er der snart!"

Jeg sukkede hårdt og så ned i jorden og smed grenen og lod min hånd grave ned i den bløde kølige muldjord - Ja, tænk, der var ikke en eneste lille sten imellem. Enten var det bare en lettelse for de bønder der plejede denne jord, eller også var det meningen at der ikke skulle være nogen sten i jorden - Eller som det tredje; Alt dette var for godt til at være sandt! Hvorfor skulle der findes fristende muser, ærkeengle, mennesker der på uforklarlig vis blev hængende i dette land og ikke fortsatte deres færden mod Guds gyldne porte? Hvorfor havde jeg lige netop Nathaniel som min beskytter? Og hvorfor var jeg den eneste, der havde et mål, men ikke vidste hvor det mål var? Hvorfor var jeg i vildrede?

Jeg smilte lettet og så ud mod den endeløse horisont - Selvfølgelig! Det var jo indlysende! Jeg vidste intet om mit mål og nu forstod jeg det endeligt - Mit liv var langtfra ovre, for jeg havde en mission!

Jeg rejste mig fra stenen og flyttede ikke blikket fra horisonten.

"Nå, så kom du endelig til fornuft, Justin - Skal vi stige til hest og komme videre på rejsen?", spurgte Nathaniel bag mig.

Jeg vendte min opmærksomhed lettere bagover og smilte med lettet hjerte til ham. Han smilte igen med foldede hænder foran sit skridt.

"Nå, skal vi komme videre?", spurgte han med et smil.

Jeg vendte mig om mod ham og gik hen til ham og gav ham et knus med klap på ryggen og fjernede mig fra ham. Nathaniel så lettere uforstående på mig med et skævt smil.

"Tak for dit følgeskab og al din hjælp, Nat, men jeg tror at det er på tide at vi skilles her... Endelig har jeg et mål og det betyder, at jeg slet ikke er rede til at komme til Guds porte endnu - Jeg er langtfra færdig med livet...", forklarede jeg med et smil.

Nathaniel så målløs på mig.

"Du glemmer noget Justin...", svarede Nathaniel på mystisk vis. Jeg så undrende på ham.

"Hvad?", spurgte jeg. Nathaniel smilte svagt.

"Jeg kan ikke garantere dig nogen god start på dit dødelige liv, men jeg er glad for, at du faktisk ved hvad du vil og hvilket mål du vil tage...", svarede han med et skævt smil.

"Hvad er det der vil være dårligt for mig, Nat?", spurgte jeg undrende.

Nathaniel smilte skævt.

"Det finder du tids nok ud af, men når først du har sat dig for, at vende tilbage til dit dødelige liv, så vil du absolut intet huske af alt dette du har oplevet og du vil glemme mig, Justin...", forklarede Nathaniel.

Jeg så målløs på ham og rystede på hovedet.

"Tro mig, jeg vil aldrig nogensinde glemme dig, Nat - Jeg er dig evig taknemmelig for din hjælp.", svarede jeg bestemt.

Nathaniel nikkede med et smørret smil.

"Tro mig, du vil helt sikkert glemme mig, men jeg vil aldrig glemme dig. For jeg vil vente på dig, når du er rede til at vende tilbage, og der mener jeg at du vil være 97 år og dø i en stille søvn...", svarede han stille med et smil. Jeg sank en klump.

"Vil jeg dø som 97 årig?", spurgte jeg med et nervøst bid i underlæben.

Nathaniel grinte og klappede mig på overarmen.

"Tænk du ikke mere på det, Justin - Du har allerede glemt alt om mig, vores samtaler og oplevelser her i Andalysia - Du vil glemme alt og der vil ikke engang være en eneste tanke på en lille sten herfra... Alt vil blive visket ud for dig...", forklarede han med et blink med øjet.

Jeg nikkede med et bedrøvet suk og omfavnede ham i et knus.

"Jeg vil komme til at savne dig, Nat...", snøftede jeg svagt i knuset med ham.

Nathaniel grinte svagt og jeg fjernede mig fra ham og så på ham.

"Nej du vil ikke Justin - Du vil slet ikke kunne huske mig... Gå den vej, som du ved du skal gå og se dig ikke tilbage, for alt det vil blot betyde endnu en svaghed hos dig, så mand dig op!", forklarede Nathaniel.

Han smilte smørret og skubbede let til mig, så jeg trådte et par skridt bag ud. Jeg så målløs på ham.

"Men?"

"Gå Justin! - Du kan godt!", svarede han med et smil.

Jeg nikkede og vendte mig om mod den endeløse eng og trådte ud på engen og begav mig gennem det gyldne korn. Jeg lod være med at se mig tilbage, selv om det var fristende at lade mit blik falde på Nathaniel endnu engang men jeg lod være.

Jeg blev ved med at gå mod horisonten, der forunderligt blev lyst mere og mere op i et skarpere lys, til jeg følte at jeg blev blændet af det skarpe lys. Jeg skyggede med armen foran mit blik. Lyset brændte nærmest mit syn og jeg følte mig pludselig øm om øjnene.

Det skarpe lys forsvandt pludseligt og det føltes som om jorden forsvandt under mine ben - Jeg faldt og faldt længere ned og alt blev pludseligt kulsort, så jeg ikke engang kunne se omridset af min hånd.

Så følte jeg endelig bunden, der var blød og varm...

"Bip bip bip bip bip bip...."

En endeløs bippen lød for mine ører - En lyd jeg aldrig havde registreret overhovedet nogensinde før....

Lyset var skarpt og mine øjne gjorde ondt. Jeg glippede med øjnene og lyset fortonede sig, så jeg pludseligt registrerede et lyst og dog dunkelt rum med en bordlampe som det eneste lys.

"Hrrrh hrrrh...", hostede jeg forvirret og kunne mærke noget generende i halsen, som jeg straks trak væk med meget besvær eftersom jeg følte mig svag for kræfter, men jeg fik fjernet det.

Jeg kæmpede mig op at sidde, men dumpede træt og udmattet ned i den bløde seng igen. Jeg følte mig forvirret, for jeg forstod ikke hvor jeg var? Hvad var der sket? Jeg kæmpede mig op at sidde med besvær og vippede benene ud over den kolde sengekant og følte det svimlede lettere for mig. Jeg var et fremmed sted, men det kunne ligne et hospital. Jeg trådte ned fra sengen og mine ben gav lettere efter.

"Det gør ondt...", jamrede jeg over smerterne i benene og tog mig ømmende til mit venstre knæ.

Jeg prøvede at rette mig helt op, men jeg kunne ikke, så jeg gik lettere foroverbøjet og kæmpede med vaklende skridt at gå, til jeg nåede over til en dør, der var lukket. Jeg brugte oceaner af kræfter på at åbne døren, til det lykkedes mig og et skarpt lys mødte mig.

Jeg kneb øjnene lettere sammen et øjeblik og opdagede, at det blot var en oplyst gang, som jeg begav mig ud på. Jeg gik nogle vaklende skridt, til mine ben gav op under mig og jeg faldt på gulvet.

"Aaaav!", skreg jeg af smerte og pludseligt hørte jeg flere skridt komme mod mig.

"Hold da op! Han er vågnet!"

En masse hvidkitlet mennesker dukkede op og sekunder efter, var jeg blevet placeret i en kørestol. En mand dukkede op foran mig med en lille lommelygte, som han blændede mig i sekunder med.

"Velkommen tilbage knægt...", sagde han stille med et smil.

Jeg kunne ikke smile, for alt var bare så pokkers forvirrende.

"Hvor er jeg? Hvem er jeg?"

Lægen og sygeplejerskerne så med bekymrede blikke på mig.

"Hvad laver jeg her?", spurgte jeg frustreret og begyndte at græde.

Forvirringen var alt for overvældende for mig.

"Giv ham noget beroligende, som han kan sove lidt på og så må vi sørge for at se til ham, okay?"

Jeg hulkede for livet løs - Jeg var forvirret, ja, helt fortabt.....


~

Nå nå, så vågnede Justin altså og kæmpede sig tilbage, men det virker vidst til at den stakkels knægt føler sig temmelig fortabt :(

~

Vil hans hukommelse komme tilbage?

Hvad med Lily? - Hvordan vil hun reagere, når hun finder ud af at Justin er vågnet?

- Hvad med Jason?

~

Flere spørgsmål dukker op, men de skal med tiden nok blive besvaret ;)

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...