In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57720Visninger
AA

9. Forløsende ord...


Jasons synsvinkel:

"Hvad er meningen med, at du bare skal ligge her, Justin?"

Jeg sukkede og så på hans lukkede øjne og den tykke slange der var proppet ind i hans mund. Der var så skide stille i denne stue og det eneste man kunne høre var iltmaskinen, der pumpede i langsomme pump og gav en svagt klik-lyd efter sig, hver gang pumpen ramte bunden. Hjertemåleren bippede svagt og stregen rykkede sig op og ned i større og mindre intervaller på skift.

Ja, der var stadigt liv i ham og selv om jeg ikke foretrak at se på ham sådan, så fik jeg endelig taget mig sammen til at blive inde hos ham i længere tid, end bare at smutte hurtigt ind til ham, for så at forsvinde igen. Det var en underlig følelse og stuen føles underlig kold på en anden måde, end andre steder på hospitalet. Justin lå bare helt stille og fint på ryggen. De værste skrammer fra ulykken havde helet flot og han lignede sådan set sig selv meget godt.

"Lily påstår, at du kan høre hvad man siger til dig, så når jeg ligesom er klar over, at Lily faktisk sidder og taler til dig, selv om du ikke svarer en skid på alt det hun spørger dig om, så tror jeg bare jeg vil lette mit hjerte lidt over for dig - For der er ligesom liv i dig endnu, så hellere nu end hvis det skulle gå hen og blive for sent..."

Jeg sukkede hårdt og gned mig træt i øjenkrogene og så i gulvet i flere sekunder og rystede svagt på hovedet.

"Kæft, jeg føler mig så fucking dum lige nu...", mumlede jeg og så op på ham igen.

Han havde ikke bevæget sig så meget som en tomme. Han lå bare helt stille.

"Justin...", sukkede jeg og tog min cap af hovedet, bare for at pille ved noget imens, for dette var på en underlig måde nervepirrende.

Jeg bed mig nervøst i underlæben og følte stenen i min mave blive større og større. Jeg sank en klump.

"Er det helt forkert af mig, at jeg ville ønske at du enten tog valget for at blive, eller bare forsvinde for altid? Det er frustrerende det hele og jeg elsker seriøst Lily af hele mit hjerte. Ja, nu sagde jeg det endelig til dig og du kan ikke engang svare en skid på det. Jeg er ret sikker på, at hun nærer følelser for mig, men hun giver ikke sig selv lov og hvorfor? Justin, for helvede - Hun kan bare ikke slippe dig og jeg forstår hende godt, men det piner hende og det piner mig. Det ville blive så meget lettere for os, hvis der kun var én for Lily... Jeg ved det er direkte egoistisk, det jeg beder dig om nu, men kan du ikke bare give slip på hende, så jeg kan få hende og gøre hende lykkelig? - Ja...."

Jeg sank en klump og begyndte at græde stille og gned mine øjne.

"Jeg ved...", fortsatte jeg og så ned i gulvet og snøftede voldsomt.

"Jeg ved at det er for meget forlangt fra min side af, men kan du ikke se det, Justin?", fortsatte jeg og så op på ham igen med en anelse vrede i mig, samtidigt med jeg græd.

"Så giv dog fucking slip på hende Justin! Kan du ikke forstå det?!", fortsatte jeg lettere frustreret og rejste mig fra stolen og gik hen til ham.

"Hun lider og jeg lider! Mor og far lider og Jaxon og Jazmyn lider! Fat det Justin!"

Min vejrtrækning var helt oppe at køre og jeg lagde mine hænder på hans skuldre og begyndte at ruske let i ham.

"Forstå det! Din døde krop er død! Lad dog din sjæl komme til himmels, for du ligger alligevel bare der og gør ingenting!", hulkede jeg voldsomt og stoppede med at ruske ham og faldt hulkende i brystet på ham.

"Undskyld bror... Undskyld... Jeg mente selvfølgelig intet af det hele... Det gør bare så ondt det hele og jeg elsker virkelig Lily... Jeg vil kun det bedste for hende...", hulkede jeg voldsomt i brystet på ham.

"Jason?"

Hendes stemme fik mig til at fare op og vende mig omkring og jeg så hende stå med en guitarkasse over skulderen og hun så målløs på mig.

"Er du okay?", spurgte hun med et bekymret blik.

Jeg rystede på hovedet og tårerne rendte ustandseligt ned ad mine kinder. Lily satte sin guitarkasse op ad væggen i stuen og kom hen til mig og trak mig ind i et inderligt knus. Jeg lagde armene om hende og puttede mit hoved på hendes skuldre.

"Du savner ham virkelig, ikke?", hviskede hun med et knæk i stemmen. Jeg nikkede svagt.

"Ja...", kom det grådkvalt ud af mig og jeg strammede knuset om hende.

"Jeg vidste du havde det i dig Jason...", hviskede hun i knuset og hun trak sig lidt væk fra mig og vi fandt hinandens blikke.

Hun smilte bedrøvet og lagde hænderne om mine kinder og lod sine tommelfingre gnide mine tårer væk.

"Jeg vidste, at du inderst inde er et godt menneske, Jason... Du skal bare lære, at takle dine stressende humørsvingninger... Du er et godt menneske, Jason og du ved det...", sagde hun stille og hun fjernede sig ikke fra mig heller ej blikket.

Jeg nikkede med et forsigtigt smil. Lily smilte på en kærlig måde og trak mig ind i et knus igen.

"Tror du virkelig helt seriøst, at Justin ligger og kan høre os nu?", spurgte jeg stille i knuset.

Lily grinte svagt og trak sig ud af vores ellers dejlige knus. Ja, jeg havde seriøst ikke lyst til at slippe hende igen. Hun trådte nogle skridt væk fra mig med et lille smil og vendte ryggen til mig og gik hen til Justins hovedgærde. Det gav et ubehageligt sug i min mave, da hun flygtigt kyssede ham på mundvigen og hun strøg ham over håret og også kyssede ham i panden inden hun rettede sig op og så hen på mig med et lille smil. Hun stod og aede ham i håret.

"Justin ser måske ingenting, men jeg garanterer dig for at han hører alt hvad vi siger og jeg er sikker på, at han virkelig værdsætter alle de kærlige ord du har sagt til ham... Jeg er sikker på, at han har hørt alt hvad du har fortalt ham...", forklarede hun stille, mens hun så ned på hans ansigt, mens hun stadigt stod og strøg ham over håret, som var han en lille 3-årig dreng, der bare var så nuttet.

Hun flyttede blikket fra ham og så hen på mig med et smil.

"Du kan være stolt af dig selv, Jason... Du er nået så langt og det betyder virkelig for mig, at vide nu, at du faktisk elsker din bror inderst inde...", tilføjede hun i et kærligt smil og fjernede sig fra Justin.

Jeg nikkede med et meget svagt smil. Ja, når bare hun ikke havde hørt alt hvad jeg havde sagt til Justin. Jeg elskede vel min bror inderst inde, som Lily påstod, men jeg hadede ham også - Hadede ham fordi han havde sådan en fantastisk pige hos ham og hadede ham, fordi han ikke bare kunne give slip på Lily.

Hun kom smilende hen til mig og trak mig ind i et flygtigt knus og overraskede mig med et kys på min kind. Men hvor ville jeg dog bare have ønsket, at hun gav mig et rigtigt kys, som det tungekys jeg gav hende hjemme på mit værelse, lige indtil hun skubbede mig væk, kun fordi hun først havde troet, at jeg var Justin. Jeg sukkede svagt frydende over hendes varme læber på min kind og hun fjernede sig og så med et kærligt smil på mig og nussede mig på kæben.

"Du er et godt menneske, Jason...", sagde hun stille og fjernede sig helt og gik over til sin guitarkasse og lagde den ned på gulvet og åbnede den.

"Jeg vil ikke kun være bare et godt menneske - Jeg vil være din, Lily - Forstå det!", tænkte jeg med et suk, mens jeg betragtede hende rejse sig med sin guitar og hun gik smilende hen og trak en stol hen ved siden af Justin og satte sig med et smil.

Jeg stod og betragtede hende med et skævt smil.

"Vil du spille for ham?", spurgte jeg stille og satte mig over for hende på min egen stol.

Hun sad og stemte på guitaren og smilte charmerende til mig og nikkede.

"Mmhm og synge - Selv om jeg ikke ligefrem har den bedste sangstemme.", grinte hun svagt. Jeg grinte selv lidt og nikkede.

"Jamen, så får jeg vel lov til at høre dig for første gang nogensinde, for du har vel ikke noget imod, at jeg lytter med?", spurgte jeg med et charmerende smil.

Lily fniste og rystede på hovedet.

"Det går nok, Jason... Jeg er vant til det, men du må nok overleve, at det er en lidt sørgelig sang jeg vælger at synge for Justin - Og dig selvfølgelig, nu hvor du er her...", grinte hun stille. Jeg nikkede med et smil.

"Mon ikke jeg overlever, søde?", grinte jeg smørret og satte mig tilbage i stolen på en afslappende måde. Hun grinte stille og nikkede.

"Men det er altså ikke min egen sang, eftersom jeg har været for langt nede i sorgen til at skrive mine egne sange i øjeblikket, så det er faktisk én af Selena Gomez sange, men den rammer lige i hjertet og jeg synes personligt, at den er ret smuk og nok lidt sørgelig, men det er vel forskelligt fra person til person?", smilte hun kærligt. Jeg nikkede med et lille smil.

"Så lad mig høre, eller jeg mener vi?!", grinte jeg smørret.

Lily nikkede med et smil og plimrede lidt og satte sig ordenligt til rette med højre ben over hendes venstre, så hun lignede en rigtig musiker....

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...