In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57720Visninger
AA

16. "Fjols!"


Jasons synsvinkel:

Fuck, hvor var dette bare ren tortur uden videre. Luften føltes tyk af spændinger og jeg kunne fornemme på Lily, at hun var temmelig anspændt - det samme var jeg! Om Justin lod sig bemærke af det, vidste jeg ikke? Han virkede så pokkers rolig og afslappet. Han virkede ikke til at indeholde et eneste problem, men hvorfor skulle han også det? Han kunne jo intet huske, for pokker!

"Hvorfor har du så mange tattoos, Jason?"

Spørgsmålet fra ham overraskede mig og jeg måbede over det. Jeg så flygtigt hen på Lily, der ikke kunne lade være med at grine over det. Okay, det var faktisk forløsende, at se hende grine og det samme gjorde Justin. Over det skide spørgsmål?

"Eh, hvorfor?", gentog jeg med et undrende smil. Justin smilte smørret.

"Ja altså, jeg undrer mig virkelig? Jeg har da selv opdaget at jeg har en del tattoos, mens du virker nærmest dækket af dem - eller ja, jeg har jo ikke set dig i bar overkrop, så aner ikke hvor man...."

"Du har set min bare overkrop tonsvis af gange, Justin!", afbrød jeg ham sarkastisk.

Justin smilte svagt og nikkede.

"Det har jeg vel? Men jeg kan jo slet ikke huske det, Jason - Det er ligesom derfor jeg spørger dig?", svarede han med spørgsmål.

 

Jeg sukkede og lagde mine kort på bordet og tog mig opgivende til panden.

"Sorry, det er bare svært at vænne sig til, at du har hukommelsestab...", mumlede jeg opgivende og så hen på ham.

Justin nikkede med et kækt smil og blinkede med øjet.

"Du er tilgivet - Jeg spørger jo ligesom af ren interesse, så må jeg se?", svarede han med et spørgsmål og et lille grin.

Jeg så på ham med et løftet øjenbryn.

"Er du helt seriøs, Justin?", spurgte jeg med et kort sarkastisk grin.

Justin nikkede febrilsk og jeg så flygtigt hen på Lily, der sad med svagt blussende kinder.

"Hvorfor vil du se dem, Justin?", spurgte jeg undrende. Justin grinte smørret.

"Jeg vil se om du har mere cool tattoos end jeg har? - Anya siger jeg er sexet med mine tattoos jeg nu har, så vil se om du kan slå den?", grinte Justin smørret og straks lod jeg mærke til Lilys sårede ansigtsudtryk.

"Hvem er Anya?", kom det med et såret blik fra Lily. Justin grinte og så på hende.

"Hun er én af sygeplejerskerne, der hjalp mig i badet i morges.", svarede han med et blink med øjet.

Jeg sank en klump. Jeg kunne se det på Lily - Det sårede hende tydeligvis.

"Nå! Hun badede dig?", spurgte hun sarkastisk med et knæk i stemmen. Justin smilte skævt til Lily.

"Ja, jeg kunne jo ikke selv?", svarede han med et akavet smil.

Lily sagde ikke noget og gik pludseligt.

"Lily, hvor skal du hen?!", kaldte Justin undrende. Jeg så målløs på ham.

"Fjols!", tænkte jeg om Justin.

Det kunne fandeme godt være, at han havde hukommelsestab og ikke kunne huske Lily, men jeg vidste i det mindste, at man ikke behandlede piger på den måde - Navnlig, hvis det var en kæreste, der var tale om. Ja tænk, den tanke skulle komme fra én som jeg, som normalt var player, men meget havde ændret på mit syn, siden Lily var kravlet så meget under huden på mig. Jeg så på Justin, der sad målløs.

"Jeg skal nok snakke med hende brormand...", sagde jeg stille og rejste mig og klappede ham på skulderen.

Justin nikkede med et lettere trist smil. Jeg skyndte mig ud af hans stue og så ned mod udgangen fra afdelingen og nåede lige at se Lily smutte ud af afdelingen. Hun nåede åbenbart elevatoren ned, for da jeg endelig nåede ud til elevatorerne, var den allerede på vej ned, så jeg skyndte mig at tage bagtrappen og sprang flere trin over på én gang. Ja, alt dette bare for at få lov til at indhente hende.

Jeg nåede ned og så hende lige nå udenfor indgangen. Jeg var tæt på at bumpe ind i den svingende glasdør. Ja, havde jeg ikke været opmærksom nok, så havde jeg med garanti fået en bule i panden af det. Jeg nåede udenfor med Lily godt og vel fem meter gående foran mig.

"Lily stop!", kaldte jeg, men hun gik blot videre uden at se sig tilbage.

Jeg nåede frem til hende og tvang hende omkring. Et trist syn mødte mig, eftersom hun hulkede voldsomt.

"Lily for pokker - Han kan jo ikke huske dig...", sagde jeg med et hårdt og medfølende suk. Hun hulkede voldsomt og jeg trak hende ind til mig i et knus.

"Hvad hvis han aldrig får sin hukommelse tilbage?", hulkede hun i skulderen på mig og hun lagde sin højre arm om nakken på mig. Jeg nussede hende på ryggen.

"Det skal nok komme... På et tidspunkt...", svarede jeg stille med et suk.

"Kan... du love... det?", snøftede hun voldsomt og rettede sigop og vi fik dyb øjenkontakt tæt på hinanden. Jeg sank en hård klump og rystede svagt på hovedet.

"Nej, det kan jeg desværre ikke - For jeg aner ikke hvor slem hans hukommelsestab er, men vi kan kun håbe...", svarede jeg stille.

Hun snøftede og nikkede svagt og så flygtigt væk fra mig og trak sig ud af vores knus og hun satte sig hen på en bænk, der stod tæt på os. Jeg betragtede hende.

"Det var vidst forkert af mig, at tage sådan på vej, var det ikke?", spurgte hun stille og så endelig op på mig. Jeg smilte svagt og rystede kraftigt på hovedet og satte mig ved siden af hende.

"Selv om Justin ikke husker dig, så er han ligesom klar over, at du er hans kæreste og det er slet ikke fair over for ham, at han begynder at omtale en anden pige på den måde og så foran dig af alle. Han burde forstå, at man bare ikke gør den slags over for sin kæreste, men måske han har glemt om alt hvad der er følelser og hvordan man opfører sig respektfuldt - For det han gjorde var respektløs, Lily... Selv jeg kunne se, at det langtfra var okay, at Justin sad og sagde den slags og så foran dig, men han mangler måske følelsen i sig selv, til at kunne forstå hvordan du måtte tænke og føle dig...", forklarede jeg med et suk. Lily så målløs på mig.

"Hvorfor standsede du ham så ikke, når du kunne se, at han var galt afmarcheret?", spurgte hun med et knæk i stemmen.

Jeg sank en klump og tog mig til ansigtet.

"Fordi... På den ene måde ønsker jeg bare, at Justin skal vise sig fra den værste side over for dig...", svarede jeg med en klump i halsen.

"Hvorfor ønsker du det?", spurgte hun med en klang af chok i hendes stemme. Jeg fjernede mine hænder og så på hende med et bedrøvet blik. Jeg rystede langsomt på hovedet.

"Lily, det ved du jo godt hvorfor?", svarede jeg stille med et knæk i stemmen.

Lily snøftede og rystede på hovedet.

"Nej, vær venlig at sige det, Jason - Jeg vil gerne høre det...", svarede hun stille med flere tårer rendende. Jeg sukkede hårdt og lagde min højre hånd oven på hendes venstre.

"Fordi jeg elsker dig...", svarede jeg stille.

Tårerne rendte stadigt stille ned ad hendes kinder og hun nikkede stille uden at se på mig. Pludseligt kom det helt bag på mig, da hun lagde sine læber over mine. Jeg sukkede svagt og kærtegnede hendes fugtige kind og kyssede hende blidt igen. Vores kys var fyldt med følelser - Jeg kunne mærke det. Smagen af hende havde været savnet, men den dejlige fornøjelse var kortvarig, da hun pludseligt stoppede vores kys og så væk.

"Dette var en fejltagelse...", mumlede hun grådkvalt og hun rejste sig pludseligt og løb sin vej. Jeg magtede ikke at løbe efter hende, for hun havde ret til en vis del. Hun var Justins, men i min verden var hun allerede min!

 - Jeg var i vildrede......

~

Ikke rettet igennem... Der kommer måske mere senere på dagen, alt afhængigt hvor træt jeg er efter job!

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...