In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57773Visninger
AA

13. "Er du min bror?"

Jasons synsvinkel:

Hvad fanden skete der? - Hvorfor skulle han absolut vågne lige nu? Jeg var selvfølgelig glad for, at han ikke var død, men hvor kom hans opvågning bare på et ubelejligt tidspunkt! Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor han lige skulle vågne i dag?

Jeg sad på sengekanten og tog tøjet på. Lily sad bare og stirrede op ad hovedgærdet. Hun lignede én der var i chok - Ja, det var jeg ærlig talt også selv, men hun rørte sig bare ikke ud af flækken og pludseligt rendte der tårer ned ad hendes kinder uden hun sagde noget. Hun lignede en porcelænsdukke med tårer, der bare rendte ned ad kinderne. Jeg sukkede mens jeg stak min ene fod ned i min grå sneakers og så opgivende på hende.

"Lily for helvede...", sagde jeg stille med et hårdt suk.

Hun sagde ingenting, men endelig ændrede hendes chokerede ansigt sig til det der var værre. Hun kneb øjnene sammen og begyndte at hulke.

"Hvad har jeg dog gjort...", hulkede hun stille.

Jeg følte mig langtfra tilpas ved de ord hun havde sagt. Jeg sank en klump og tøvede i sekunder med at tage den anden sneakers på. Jeg så hen på hende. Hun sad med dynen om sig og benene op under sig og foroverbøjet og hulkede.

"Hvad har jeg gjort?...", udbrød hun igen med en hyperventilerende stemme.

"Lily for helvede... Jeg elsker dig jo og du elsker mig - Vi har ikke gjort noget galt...", svarede jeg med et knæk i stemmen og nussede hendes arm. Hun så hurtigt op.

"Jeg elsker Justin og jeg har svigtet ham...", hulkede hun kraftigt.

Jeg begyndte selv at græde og nikkede svagt og så væk fra hende.

"Jeg troede virkelig vi havde noget sammen og ikke bare sex...", græd jeg stille og så op på hende.

"Jeg elsker dig jo... Kan du ikke forstå det?", hulkede jeg og tårerne rendte værre end nogensinde.

Lily så stift ud i luften. Jeg tog den anden sneakers på og rejste mig.

"Jeg bliver nød til at gå... Vi ses vel?", græd jeg stille og så ned på hende.

Hun så ikke på mig og hulkede blot videre. Jeg nikkede blot. Jeg følte ingen kontrol over mine følelser mere. Jeg vidste slet ikke om jeg var købt eller solgt? Jeg vidste kun at jeg virkelig elskede Lily mere end noget andet, men hun skubbede mig væk nu - Kun på grund af min bror var vågnet.

Jeg listede mig stille ud af hendes værelse og stille ned ad trappen. Der var ingen i stuen og alt var mørkt. Jeg gik forsigtigt ud af hoveddøren og greb min iPhone og ringede efter en taxi, som dukkede op godt og vel ti minutter efter.....

~

Så stod jeg atter foran det store og høje og oplyste hospital. Jeg så på uret på min iPhone. Den var ved at være to om natten. Egentligt var det uden for besøgstiderne, men der var åbenbart undtagelser ved visse situationer? Jeg sukkede over, at Lily slet ikke havde skrevet til mig.

Jeg så på hovedindgangen med svingdørene og tog en dyb indånding. Jeg håbede virkelig ikke, at Justin skulle have hørt alt, hvad Lily og jeg havde snakket om, da vi havde besøgt ham i eftermiddags.

Med tunge skridt og følelsen, at jeg havde bly i mine ben, traskede jeg langsomt af sted mod traumeafdelingen, hvor jeg vidste Justin lå. Jeg følte mig virkelig tung om hjertet. Jeg elskede virkelig Lily, men jeg havde stjålet Justins kæreste. Oh ja, jeg følte virkelig dårlig samvittighed. 

Minutter efter stod jeg på den etage hvor afdelingen var og jeg begav mig indenfor og sekunder efter kom en sygeplejerske gående mod mig. Hun smilte stort og stoppede mig.

"Jason, din bror er blev forflyttet til sengeafsnittet to etager nede...", forklarede hun stille.

Jeg så undrende på hende og så ned mod den stue, som han ellers havde opholdt sig på i næsten en måned.

"Jamen, han havde da stue her?", spurgte jeg undrende.

Sygeplejersken nikkede med et smil og lagde sin hånd på min overarm.

"Det er rigtigt, men dette er traumeafdelingen, hvor der er brug for skarp overvågning 24/7. Senge afdelingen er for patienter, der klarer dem en helt del bedre...", svarede hun stille med et smil. Jeg nikkede forstående.

"Okay, nu forstår jeg... Var det to etager ned?", spurgte jeg stille.

Hun nikkede og gik hen og trykkede på døråbneren, så jeg gik ud med et nervøst smil og gik hen mod bagtrappen og tog den ned i stedet for elevatoren. Jeg nåede ned til etagen, hvor sygeplejersken påstod Justin nu lå og hun havde ret, for jeg så flygtigt ryggen af min far et stykke nede ad gangen i sengeafdelingen, inden han gik ind ad en dør, som formentligt var den stue, som Justin lå på.

Jeg begav mig ind ad glasdøren og ned ad gangen. Der var ret stille og det var kun få, der var vågne, eller ja, jeg vidste det ikke? Der var bare lys fra skrivebordslamper, der lyste svagt indefra flere stuer.

Jeg nåede ned til stuen, hvor jeg havde opdaget min far gå ind. Der var lukket dør og jeg stod blot op ad døren og tøvede. Mit hjerte hamrede hårdt og stenen i min mave ville ikke forsvinde. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente af mødet med Justin.

Jeg sukkede hårdt og skubbede blidt til døren og et svagt lys strømmede ud og jeg kunne høre min mor snakke med Justin, men jeg kunne ikke helt høre hvad det var om?

Jeg tog en dyb vejrtrækning og begav mig indenfor og lukkede døren efter mig og straks så min far mig med et stort smil.

"Der var du jo?", udbrød han stille og kom hen og gav mig et knus med skulderklap.

Jeg smilte nervøst. Det var ikke umiddelbart til at tro, at Justin havde nævnt noget om Lilys og min samtale i dag. Min far slap knuset med mig og lagde sin arm om skulderen på mig.

"Kom hen og hils på din bror...", sagde min far stille.

Jeg nikkede med en klump i halsen og kunne hverken se Jazmyn eller Jaxon nogen steder.

"Hvor er ungerne?", spurgte jeg undrende.

"De er henne hos Diane og Bruce...", svarede han stille med et smil.

Jeg nikkede blot og kom forbi afskærmningen og så nu Justin sidde op i sengen. Han smilte forundret og pegede.

"Du... du ligner mig?", kom det med forvirring i hans stemme.

Jeg undrede mig og så hen på min mor, der sad på en stol ved hans side. Hun smilte bedrøvet op på mig. Jeg forstod ingenting og smilte blot skævt og gik hen på den anden side af Justin.

"Hey brormand...", sagde jeg stille med et svagt smil og klappede ham blidt på skulderen.

Justin så med et helt fortabt blik op på mig.

"Er... er du min... bror?", spurgte han forvirret og straks hørte jeg min mor snøfte og jeg så målløs på Justin og bag efter hen på min mor.

Jeg forstod ingenting? Jeg så igen på Justin og smilte skævt og lagde min hånd oven på hans og gav den et let klem.

"Ja, jeg er din tvillingebror, Jason...", svarede jeg stille og det gik endelig op for mig, at Justin vidst havde hukommelsestab. Justin smilte forsigtigt.

"Ja, jeg kan bare ikke huske dig eller de to her, der påstår, at de er min mor og far?", svarede Justin med et spørgsmål.

Han så virkelig fortabt ud i ansigtet og for første gang, havde jeg faktisk ondt af ham. Jeg kunne ikke lade være med at knibe nogle tårer over det. Justin sad bare med et forvirret smil. Han virkede så sårbar og lille, som dengang vi kun var små femårige knægte. Jeg smilte gennem mine tårer til ham.

"Det er også dine forældre Justin, og jeg er din tvillingebror og vi har også to småsøskende, der hedder Jazmyn og Jaxon. Vi elsker dem begge meget højt...", forklarede jeg i snøft og prøvede at smile, selv om tårerne rendte.

Justin græd slet ikke. Han sad bare og smilte forvirret. Ja, jeg havde virkelig ondt af ham. Jeg tørrede mine tårer væk og prøvede at fatte mig.

"Husker du slet ikke noget?", spurgte jeg med lettere bange anelser.

Justin rystede langsomt på hovedet med et smil, der både klædte ham, men også så meget anderledes ud på ham, for han var slet ikke sig selv.

"Ingenting... Men jeg er da glad for, at jeg har en familie - Det havde jeg aldrig troet, eller?", svarede han glad og grinte.

Vores forældre grinte også, men jeg kunne se og høre på dem, at det langtfra var helhjertet. Jeg kunne forestille mig deres tanker - Deres elskede søn var endelig vågnet, men han var ikke helt hjemvendt, for han kunne slet ikke huske nogen af os!

- Stakkels Justin.... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...