In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57807Visninger
AA

8. En muse...


Justins synsvinkel:

"Nat, må jeg spørge dig om noget?"

Nathaniel så hen på mig med et smil. Han nikkede og lod Vixen skridte stille. Ja, Vixen var hans sorte hingst.

"Hvad vil du gerne spørge om?", spurgte han med et skævt smil.

Jeg bed mig nervøst i underlæben og betragtede i sekunder udsigten fra ryggen af Brego. Jeg måtte indrømme at landet her, nok var noget af det mest fredfyldte og smukkeste sted jeg nogensinde i mit liv, eller manglen på livet måske? Ja, hvad kaldte man dette? Var det mit liv efter Justin Bieber i Stratford? Eller nej, det var det vel ikke? Nathaniel havde jo forklaret om mine såkaldte flere liv jeg havde levet, så dette var måske ligefrem et slags paradis efter døden? - Men jeg var jo ikke død endnu, eller var jeg? Ja, kald det bare kringlet!

"Jeg så noget i aftes i skoven, mens du lå og sov og jeg kan ikke rigtigt forstå hvad det faktisk var? - Kan du måske forklare det?", spurgte jeg og smilte skævt.

Nathaniel så hen på mig med et undrende smil.

"Så hvad var det du så, Justin?"

Jeg kradsede mig i nakkehårene med et svagt smil.

"Ja eh altså, det virkede ret spøjst, men jeg begav mig mod en lysning hvor jeg endte ved en skrænt og dal og måneskinnet over mig. Det var en ret smuk dal, som på mærkværdigt vis virkede meget bekendt, men jeg kunne ikke rigtigt sætte mig ind om det var et minde jeg havde? - Pludseligt så jeg et uforklarligt skarpt lys med en bevægende skygge foran mig i sekunder og da jeg prøvede at glippe øjnene op, så forsvandt både lyset, skyggen for mig og dalen var blevet erstattet af endeløs skov... Det var virkelig underligt!", forklarede jeg med et undrende smil. Nathan smilte skævt og nikkede.

"Foregik der andet ud over ud over det?"

Jeg rystede på hovedet og så flygtigt ned på Brego, der prustede svagt og hans manke blafrede svagt i vinden.

"Og dog...", mumlede jeg og så hen på Nathaniel igen. Han smilte skævt til mig.

"Var der mere?"

Jeg nikkede.

"Inden jeg fik det syn, der sagde Lily, at hun elskede mig og jeg svarede hende med de samme ord, til trods for, at jeg ikke kan finde følelserne frem for hende, da jeg stadigt ikke erindrer hende på nogen som helst måde... Da jeg svarede hende med selvsamme ord, var det som om jeg kunne mærke nogle varme læber kysse mig på mundvigen - Lige her!", svarede jeg og pegede på min højre side af mundvigen. Nathaniel nikkede med et smil.

" - Og så så jeg det skarpe lys og den bevægende skygge, hvorefter alt forsvandt til endeløs skov... Hvorfor? Var det Gud, der trak i mig?"

Nathaniel grinte smørret og rystede på hovedet.

"Nej, det kunne bestemt ikke være Gud, for du er ligesom hér Justin - Ikke langt fra ham og det er kun nogle gyldne porte i din vågne tilstand, der vil være Guds hus. Havde du ikke været her i Andalysia, men måske havde været så tæt på døden, at du slet ikke kunne reddes, så havde det med garanti været Gud, men den mørke skygge? - Utvivlsomt engle, eftersom de skinner i smukke gyldne skær som med morgensolen, der dukker frem...", forklarede han med et smil og trak let i Vixens tøjler, så vi drejede ned ad en smallere sti til venstre for os.

Jeg kunne ane små huse ude i horisonten for os.

"Jamen den dal og det skarpe lys og den skygge, hvad var det så?", spurgte jeg undrende. Nathaniel grinte svagt.

"Dalen, må være udsprunget fra dine minder og gjort det livagtigt for dig og fordi dalen har en vis betydning, ja sikkert en sammenhæng med din kæreste, Lily, nu hvor du lyttede til hende og svarede hende, selv om hun i princippet ikke hører dig, Justin. De læber du mærkede ved din mundvige, var helt sikkert Lilys kys du følte, og det skarpe lys med skyggen? - Du havde sikkert været tæt på at vågne fra din koma, hvor du havde kunne ane Lily foran dig, men du forsvandt så fra bevidstheden igen, Justin... Det er den eneste forklaring jeg kan give dig!", svarede han med et skævt smil.

Jeg måbede seriøst.

"Så jeg var vågen?!", udbrød jeg målløs. Nathaniel nikkede med et smil.

"Sikkert i sekunder, Justin? - Nå men vi nærmer os en lille by, kan jeg se!", svarede han med et skævt smil.

Jeg var ret så målløs. Det havde vist sig, at jeg havde været så tæt på at vågne. Utroligt!

"Lad os sætte farten op - Hestene er sikkert også sultne og tørstige - Mon ikke vi kan finde en kro et sted?", grinte Nathaniel smørret og sparkede let på Vixens bagdel.

Jeg nikkede og gjorde det samme med Brego, så han satte farten op i letridning....

~

Vi nærmede os den lille landsby, eller var det en almindelig by? Ja, det kunne jeg jo slet ikke regne mig til, men det var den første by jeg nogensinde så i dette land og det var som taget ud fra middelaldertiden. Så gav mit og Nathaniels tøj pludseligt også mere mening. Der fandtes simpelthen ikke mine elskede supras her. Men der var i princippet heller ikke brug for dem, vel?

"Er der egentligt magtstyre her i landet?", spurgte jeg ligeud.

Ja, nu hvor alt virkede så middelalderagtigt, så kunne jeg sagtens være fristet til at tro, at der var en form for magt, selv om Nathaniel påstod at Gud var omkring os. Nathaniel grinte og rystede på hovedet og steg ned fra Vixen.

"Nej Justin - Andalysia er et land begrebet af kærlighed og fred.", svarede han med et smil og greb fat i Vixens tøjler og trak ham hen mod et fodertrug og bandt ham fast til tøjlepælen.

Jeg steg selv ned fra Brego og greb hans tøjler og trak ham over ved siden af Vixen og fodertruget og bandt selv Brego fast til tøjlepælen. Af jeg kunne se, så stod vi uden for et af de større lerklædte huse med stråtækt tag. Der duftede lifligt af mad og jeg kunne høre grin og lettere højrøstede stemmer indefra huset.

Jeg så hen på Nathaniel med et skævt smil og pegede på huset.

"Er dette en kro?", spurgte jeg med et skævt smil.

Nathaniel nikkede med et smil og han gik hen mod den åbne indgang, med den tunge trædør, der stod vidt åben. Jeg fulgte bag ham og vi kom indenfor, hvor jeg med det samme kunne se en esse med et stort vildsvin på et spyd og en robust dame sad og kørte rundt med et håndtag til spyddet, så vildsvinet roterede stille rundt. Der sad en masse mænd i forskellige aldre på flere solide bænke i det store dunkle og åbne rum. Jeg fik øje på en ung pige med langt brunt hår, der smilede til mig. Hun var faktisk ret køn - Ja, ligefrem smuk. Nathaniel puffede mig på armen, så han fik mit blik væk fra den ret smukke brunette.

"Vi sætter os her over, Justin.", sagde Nathaniel med et lille smil.

Jeg nikkede og flakkede med mit blik på skift mellem Nathaniel, bordet og den rigtige smukke pige, der smilte helt vildt til mig, hver gang vi fik øjenkontakt. Jeg følte en masse sommerfugle i maven og satte mig på bænken overfor Nathaniel og straks kom den kraftige kromutter over til os med et bredt og venligt smil.

"Goddag de herrer - Hvad kan jeg byde jer på?", kom det i et trallende humør fra den kraftige kromutter med sin brune kjole og råhvide forklæde.

Hendes gråsprængte brune hår var sat op i en knold. Jeg smilte flygtigt til hende og flyttede mit blik over på pigen igen, der gik rundt og hældte op i mændenes store krus - Det kunne ligne øl, eller nej det havde de vel næppe her? Så hed det vel mjød? Pigen fniste i flirtende smil til mig og jeg sank en klump. Ja, jeg var virkelig solgt.

"Justin..."

Jeg flyttede slet ikke blikket fra den flirtende og smukke pige. Hun var jo helt perfekt og hun havde en nærmest fortryllende virkning på mig.

"Justin!"

Jeg vågnede lettere op fra min trance på pigen, der blev ved med at smile og sendte kysmunde til mig. Jeg så på Nathaniel, der så med store øjne på mig.

"Lad være med at stirre sådan på hende...", sagde han lavt.

Jeg så undrende på ham og rystede uforstående på hovedet.

"Hvorfor må jeg ikke se på hende?", spurgte jeg undrende.

Nathaniel smilte stramt og foldede den store hvide stofserviet ud og lagde den i skødet på sig selv.

"Hun er slet ikke noget for dig, Justin - Det garanterer jeg dig for og du har ligesom Lily i forvejen...", forklarede Nathaniel.

Jeg så med løftet øjenbryn på ham.

"Jamen, jeg kan ikke huske Lily, så hvorfor ikke bare lade mig få lov til at flirte? Den pige er jo sød.", svarede jeg med et smørret smil. Nathaniel rullede øjne at mig.

"Hun er langt over din standard, tro mig og desuden får du intet ud af hende - tro mig!", forklarede han. Jeg så undrende på ham.

"Hun er utrolig smuk og bestemt min type, så du skal da ikke bestemme over mig, hvis jeg får følelser for hende, når jeg alligevel ikke mindes Lily.", forklarede jeg bestemt.

Nathaniel smilte stramt og rystede kort på hovedet.

"Du forstår vidst slet ikke, Justin... Den pige der er ikke et menneske...", smilte han skævt. Jeg grinte smørret.

"Yeah right, og jeg er en enhjørning!", grinte jeg voldsomt.

Nathaniel grinte slet ikke og stirrede blot på mig. Jeg stoppede straks mit grin og smilte skævt.

"Hun er ikke menneskelig, som dig Justin... Den pige er en fristerinde og der findes flere af dem rundt omkring. De er kun ude på at lave ravage her i Andalysia, men de har fået lov til at blive her for Gud, så de kan arbejde og gøre nytte omkring i landet...", forklarede Nathaniel. Jeg så målløs på ham.

"En fristerinde?", spurgte jeg undrende.

Nathaniel nikkede med et skævt smil og lænede sig frem mod mig over bordet.

"Hun er en muse ud af ni muser - og det der, er Afrodithe... Sød pige, men snedig og hun har særligt talent for sin jagten efter vilddyr og det er med garanti hende, der har fanget vildsvinet der over essen...", forklarede han. Jeg sad og måbede.

"En muse? - Afrodithe? Jamen, hun er vel et slags menneske?", spurgte jeg med et skævt smil og frydede mig lidt over, at hun var guddommelig.

Ja, så var der vidst heller ikke noget at sige til, hvorfor hun var så smuk. Nathaniel rystede på hovedet.

"Afrodithe har det kun i hovedet og hjernen... Hun er ikke udstyret med noget køn, kun hendes barm afslører at hun er et kvindeligt afkom fra Gud, men hun har absolut intet køn...", forklarede Nathaniel.

Jeg sank en klump. Mente han seriøst, at hun ikke havde noget kønsorgan forneden?

"Hvordan går hun på toilettet?", spurgte jeg ligeud. Nathaniel brasede ud i grin.

"Justin, du er da for morsom! Muser går ikke på toilettet, for de lever kun af luft og pollen... De hverken spiser eller drikker...", forklarede han.

Jeg måbede. Det var mærkelige skabninger jeg åbenbart kunne komme til at møde.

"Så, har det nogen betydning for mit velbefindende, at vi støder på muser?", spurgte jeg ligeud. Nathaniel smilte svagt.

"Det kan jeg ikke svare dig på, Justin. Det er ligesom dig, der har ført os denne retning...", svarede han med et smil og tog en slurk af sit krus.

Pigen, som Nathaniel påstod hed Afrodithe og som skulle være muse, kom hen og satte en stor tallerken med vildsvin, kartofler og grønt foran mig. Hun blinkede flirtende med øjet.

"Vær så god Justin...", sagde hun med en flirtende stemme.

Jeg måbede og betragtede hende gå over mod de andre gæster. Jeg så ned på maden, der duftede fantastisk og så op på Nathaniel, der sad og smågrinte med et stykke kød i hånden som han gnaskede af.

"Kender hun til mit navn?", spurgte jeg målløs. Nathaniel blinkede med øjet.

"Alle muser, skytsengle, kæmper og ærkeengle ved hvem du er - De kender alle de menneskelige opsendte og eftersom, du kun er et menneske, så ved alle hvem du er - Ja, altså kun dem, der arbejder for Gud...", forklarede han stille og gnaskede videre af et lår, der formentligt stammede fra en kalkun eller anden stor fugl.

Jeg måtte indrømme, at der var mange indviklede sammenhænge her i landet.

"Hvad med alle de mænd der ovre? Er de også trælle af Gud?", spurgte jeg ligeud og så bestemt på Nathaniel.

Han smilte skævt og så over på alle de andre ret højrystede mænd i de forskellige aldre. Nathaniel rettede sit blik på mig.

"Størstedelen er faktisk mennesker, så de kender dig ikke, med jeg kan se et par af dem er ærkeengle...", forklarede Nathaniel med et smil og tog en slurk af sin vin.

Jeg smilte undrende og så over på mændene igen og så to ret muskuløse og ret pæne udseende mænd. Jeg så på Nathaniel igen.

"De ret muskuløse mænd dér, er de så ærkeengle?", spurgte jeg nysgerrigt.

Nathaniel så på mig med et løftet øjenbryn.

"Du er temmelig vaks knægt! Ja, de to er ærkeenglene Josias og Nazra...", forklarede Nathaniel. Jeg nikkede med et skævt smil.

"Hvad laver de så her?", spurgte jeg nysgerrigt. Nathaniel smilte svagt.

"De morer sig formentligt på menneskelig vis, men det er sikkert Afrodithe der har lokket lidt med dem?  Måske, du nok ikke skal spørge yderligere til dem... Jeg vælger, at vi holder os til din plan om din rejse, da jeg ikke synes du skal blandes for meget ind i andres sager, da det måske kunne udvikle sig til det værste...", forklarede Nathaniel.

Jeg nikkede blot, selv om intet gav mening for mig overhovedet.

"Hvorfor er der så mange mennesker, der stadigt er her? Skal de ikke til himmels?"

Ja, spørgsmålet kom lige fra mit hjerte - Det undrede mig virkeligt! Nathaniel stoppede med at spise og så lamslået på mig, som om han stivnede - Hvorfor?.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...