In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57727Visninger
AA

25. Det er på tide!


Justins synsvinkel:

Jeg kørte ind ad indkørslen og parkerede min bil bag min mors bil. Det havde nu alligevel været rart at få min bil hjem igen. Jeg havde ikke ligefrem troet, at de kunne reparere den så hurtigt, men det kunne de og de havde givet mig en ny forskærm på bilen, men den var dog ikke lakeret endnu, eftersom det ville blive noget dyrere. Den kunne jeg dog lakere selv, når tiden og overskuddet var til det.

Jeg slukkede for motoren med et svagt suk og så mig flygtigt i bakspejlet, hvor jeg straks kunne se det blå øje, som Jason havde givet mig. Det var langtfra fedt. Ja, jeg helt sikkert en del at skulle forklare over for mine forældre. Jeg tog en dyb indånding og steg ud af bilen og begav mig mod hoveddøren og åbnede stille døren. Jeg kom ind i entreen og tog mine sneakers af og straks kom Jaxon løbende fra stuen af.

"Jussy!"

Jeg grinte svagt og satte mig på hug og omfavnede ham med et knus.

"Hey din bøllefrø! -Har du haft en god dag i børnehaven?", spurgte jeg med et lille grin og gav ham en trutter på halsen, så han skreg op af grin. 

"Jaaaa... hahaha!", skreg han af grin og jeg opdagede pludseligt min mor stående i dørkarmen til stuen med armene over kors.

Hun så ret alvorlig ud, så jeg stoppede straks med at trutte Jaxon på halsen.

"Justin - Har du lige et øjeblik?", spurgte min mor. Jeg nikkede med et svagt smil. Jeg var nærmest klar over, at hun nok allerede havde opdaget mit forslået øje.

"Selvfølgelig mor...", svarede jeg stille og så på Jaxon.

"Smut du op på værelset og leg...", sagde jeg med et smil.

Han nikkede og skyndte sig op ad trappen på sin akavede måde. Jeg rejste mig op og fulgte efter min mor ind i stuen, hvor vi begge satte os i sofaen. Min mor havde som sædvanligt kaffekanden stående fremme, så jeg tøvede ikke med at tage et rent krus fra bakken på sofabordet og hældte lidt kaffe op, for at få noget at styrke mig på. Jeg følte også bare, at min mor sad og betragtede hver eneste bevægelse fra mig.

"Har du været oppe at slås? - Det ligner dig ikke..."

Så - Nu måtte jeg lægge kortene på bordet, og jeg vidste med garanti, at det ikke ville blive nemt.

"Ja eh altså....", begyndte jeg tøvende, mens jeg i sekunder så ned i kaffen.

"Hvem har du været i slåskamp med?", spurgte hun yderligere og jeg så op og fik øjenkontakt med hende.

Hun så bekymret ud, men samtidig ret interesseret i at vide hvorfor pokker jeg var endt i slåskamp. Ja, hun havde ret i, at jeg helst holdte mig udenfor slåskampe, men der var ærlig talt også meget hun ikke havde set fra Jasons og min side af.

"Det var Jason...", mumlede jeg uden så meget som at smile. Min mor måbede.

"Vores Jason?!", kom det chokeret fra hende. Jeg nikkede.

"Jamen - Hvorfor?!", spurgte hun stadigt chokeret, mens hun tog sig forskrækket til brystet. Jeg rystede på hovedet.

"Han har langtfra været sød, mor. Jeg ved ikke hvad der for tiden går af ham, men jeg kan dårligt kende ham mere...", svarede jeg med et dybt suk.

"Jamen, hvad har han da gjort?", spurgte min mor forvirret. Jeg sukkede og så ikke på hende.

"Han har voldtaget Lily i biologilokalet i skolen i dag...", svarede jeg med et hårdt suk.

"HVAD?!"

Jeg så straks op og fandt min mors chokerede udtryk. Hun rystede på hovedet.

"Nej... Nej, det kan ikke være sandt? - Sådan noget ville Jason ikk...."

"Jo, han har altså gjort det, mor! Tro mig, han er slet ikke til at kende overhovedet!", afbrød jeg min mor. Min mor så lamslået ud og rejste sig fra lænestolen og vendte sig bort fra mig. Jeg rejste mig og gik stille hen til hende og lagde min hånd på skulderen af hende. Hun græd med ryggen til.

"Mor...", sagde jeg bekymret.

"Lad mig være...", hulkede hun og hun forlod mig og stuen.

Jeg satte mig med et hårdt suk ned i sofaen igen. For første gang, vidste jeg ikke hvad pokker der skulle ske frem over....

~


Jasons synsvinkel:

Jeg vidste ikke helt hvad jeg gjorde her? - Alt virkede nytteløst og ligegyldigt. Min iPhone brummede igen:

"Kan du ikke bare sige hvor du er, så tager vi det fra en ende af? - Zack."

Jeg sukkede hårdt og rystede på hovedet og greb ud efter min ølflaske og tog endnu en tår af den. Den dulmede - En anelse!

"Nej, det er ikke så ligetil :/ - Jason."

Der gik ikke mere end allerhøjest tredive sekunder, så poppede endnu et svar op fra Zack:

"Kom nu for helvede - Du kan ikke bare give op nu? - Du har så meget i forsvar! - Zack."

"Som hvad, Zack? - Jeg har ligesom voldtaget hende pigen jeg faktisk elsker? - Ja, bare kald mig sindssyg, for jeg er sikker på, at jeg ikke er rask i hovedet :( - Jason.

Jeg sad blot og stirrede på chatten og ventede på svar, men i stedet ringede Zack op og jeg lod den ringe nogle gange, før jeg rustede mig til at tage den.

"Ja?", svarede jeg stille med et suk og jeg tog endnu en tår af min øl.

"For helvede, Jason - Du bliver nød til at komme tilbage - Du har så meget at kæmpe for!"

"Ja, det siger du? - Jeg kan aldrig se mine forældre i øjnene og Lily har jeg med garanti skræmt mere end noget andet? - Hvorfor gjorde jeg det? HVORFOR?!", råbte jeg det sidste ud, så jeg straks fik både bartenderen og de andre gæsters blikke på mig et øjeblik. Jeg sukkede hårdt og tog mig til panden.

"Rolig Jason - Du vidste jo ikke, at du gjorde noget galt...", svarede Zack roligt i den anden ende. Jeg fnyste hårdt.

"Jamen, du var ligesom med til det, Zack - Så dum er du vel ikke at påstå, at det ligefrem var en fejl fra min side af?", svarede jeg fnysende.

"Ja okay, sorry! - Jeg vil bare have dig til at forstå, at alle mennesker fejler, Jaso......"

"Jeg har en skrue løs, okay?!", afbrød jeg lettere højt og så bartenderen betragtede undrende på mig med et løftet øjenbryn.

"Hvad fanden glor du på?!", røg det irriteret ud af mig og jeg tog ølflasken med mig og forlod baren og gik ud af glasdøren og endte ude på parkeringspladsen.

"Jason, hør her - Du kan ikke bare stikke af fra det hele - Du har ligesom et l...."

"Det kan du tro jeg kan, Zack! - Mit liv, er ikke andet end et stort rod nu og jeg fortryder så mange ting og jeg kan stadig ikke forstå hvorfor fucked jeg voldtog Lily?", forklarede jeg med et hårdt suk og satte mig hen på en stor sten, der adskilte vejen fra parkeringspladsen.

"Det var ligesom noget du gerne ville, Jason?"

"Nej, det var ikke meningen, at jeg ville voldtage hende... Jeg gik i panik og tænkte mig slet ikke om...", sukkede jeg hårdt.

"Jeg troede, at det var din idé at voldtage hende?"

"Langtfra!", afbrød jeg hurtigt.

"Jeg ville få hende til at falde for mig og kun mig og desværre tog det hele overhånd - Følelserne blev til en vrede, som kun tænkte på at gøre hende fortræd... Ja, jeg ved, at det lyder sindssygt, men det var vidst det der skete for mig...", forklarede jeg med et hårdt suk.

"Hvad med din bror?"

Jeg sukkede hårdt.

"Jeg magter ikke mere af ham - Måske, det er på tide, at jeg giver slip på det hele?", forklarede jeg frustreret.

"På hvilken måde, Jason?"

Jeg følte ikke, at jeg kunne svare på hans spørgsmål. Jeg tog min iPhone væk fra mit øre og strakte armen ud.

"Jason? - Er du der?", kunne jeg høre svagt. Jeg så stift ned på min iPhone og lagde på. Jeg magtede ikke mere - Det var på tide......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...