In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57904Visninger
AA

24. Besværlige beslutninger...


Lilys synsvinkel:

Jeg troede næsten, at jeg drømte, da jeg lå på det hårde gulv og alt hvad mine tanker og smagsløg kun kunne koncentrere sig om, var Justin og hans dejlige mund. Det burde næsten være akavet, at vi lå på gulvet i biologilokalet, hvor Justin var forslået og jeg følte mig fysisk misbrugt, eftersom en brændende smerte var i mit underliv. Jeg ønskede bare at viske alt det grusomme væk.

Justin kunne nok ikke ligefrem fjerne hændelsen fra før, men han kunne få mig til at glemme alt for en stund og kun centrere mine tanker på ham. Jeg lod mig svømme ind i en verden, hvor der ingen magtkampe, jalousi, eller ulykkelig kærlighed var - Der var kun en næsten stilhed i det store kolde rum. Alt varmen og lyset strømmede gennem Justin. Jeg havde så meget at takke ham for og jeg havde så meget at bede om tilgivelse for. 

I blinde og smagen af hans dejlige bløde læber, tunge og følelsen af ham halvt over mig, lagde jeg mine arme rundt om hans nakke og holdt ham blidt fast. Jeg ønskede ikke, at han forlod mig - Ikke mere - Aldrig nogensinde! Jeg havde virkelig savnet ham. Hans blide tungekys og hans kærtegn på min hofte om på min røv og videre op ad ryggen og skulderen - Hans berøringer betød en overflod for mig og alle de savnede følelser tog så meget overhånd på mig, så jeg ikke kunne lade være med at græde igen.

Han slap mig blidt, men fjernede sig ikke. Jeg glippede mine våde øjenvipper op og så op i hans bedrøvede blik.

"Du må ikke forlade mig - Jeg beder dig?", hviskede jeg lettere forpustet over hans dejlige kys fra før.

Han sagde ikke noget, men lå bare og så ned på mig. Jeg kærtegnede hans kind og op i hans bløde og lækre hår. Han lagde sig forsigtigt ned og puttede sit hoved på min brystkasse og jeg følte hans små nussende cirkler på mig venstre skulder.

"Jeg tør ikke forlade dig mere...", hviskede han pludseligt.

Jeg kneb en taknemmelig tåre, der banede sin vej ned af min yderste øjenkrog og endte i min hårgrænse. Jeg smilte taknemmelig op mod det gråhvide loft og først nu fornemmede jeg den specielle lugt af biologilokale. Ja, det er måske lidt svært at forklare, men har i aldrig lagt mærke til, at der er særlige lugte eller dufte visse steder? Det kunne være hos tandlæger, visse afdelinger på sygehuse - For eksempel det sted, som Justin havde ligget i koma i og så var der biologilokalet her, der lugtede af jord fra små prøver ude fra naturen med insekter i, svag gaslugt fra gashanerne omkring og hvad det ellers kunne være? - Eller måske ligefrem lugte af alle de udstoppede dyr, som jeg fik øje på oven på den lange reolhylde - Og så var der den allerbedste duft i verden lige inden for rækkevidde - Duften af den dejligste fyr af alle, min Justin.

Jeg nussede ham i håret og nød, at han bare lå ovenpå mig, eller rettere halvt over mig, men det var underordnet. Han var hos mig - Endelig!

"Jeg elsker dig...", hviskede jeg med et lille knæk i stemmen.

Justin løftede pludseligt sit hoved fra mit bryst og vi fik dyb øjenkontakt.

"Kan vi glemme alt, og starte helt forfra - uden Jason?", spurgte han stille.

Jeg fniste med et lille snøft og nikkede svagt.

"Ja...", svarede jeg med en lille skinger stemme og endnu en tåre rendte, men af ren og skær lykke.

Han smilte med nogle tårer, der rendte ned ad hans ene kind.

"Jeg elsker dig, Lily...", svarede han stille.

Jeg grinte svagt med tårer. Han nærmede sig med sine varme læber og jeg lukkede øjnene og frydede mig over at jeg endelig havde min Justin - Ham jeg havde såret så dybt, men Justin havde tilgivet mig min største fejl - At jeg havde været sammen med Jason - Det skulle være forglemt......

~

"Vil du melde ham?"

Spørgsmålet fik mig til at se over på Justin. Jeg rystede svagt på hovedet.

"Jeg ved det ikke? - Jeg har jo på sin vis været selv ude om, at det gik så vidt til...", forklarede jeg stille.

Justin smilte ikke, men så bare stift ud i luften.

"Hvis det er fordi, at du frygter min families og min reaktion, så vid blot at jeg faktisk støtter dig 100%, hvis du melder ham, for det han har gjort er slet ikke i orden...", svarede Justin roligt og så først hen på mig nu. Jeg måbede.

"Jamen... Han er jo din bror?", svarede jeg chokeret. Justin nikkede med et ligegyldigt blik.

"Ja, det er han, men derfor er det ikke lovligt, at voldtage et menneske - Det er kriminelt, det han har gjort og det er altså ikke første gang, at han har været i fængsel. Han har været i ungdomsfængsel før - Uanset hvad og hvor meget vores forældre har ofret dem på, at Jason skulle lære at gå den rette vej, så er det gået galt før og nu igen  Han har virkelig trukket grænsen...", svarede Justin roligt, men bestemt.

Jeg nikkede meget svagt og sank en hård klump. Det var bestemt ikke dette jeg ønskede for Jason, at han ligefrem skulle ruske tremmer. Jeg så bekymret på Justin. Han smilte meget svagt.

"Er du okay?", spurgte han stille.

Jeg nikkede svagt og så ned i skødet på mig selv.

"Hvad med os to?", spurgte jeg med en klump i halsen.

Jeg turde ikke se på ham, for hvad hvis alt det der var sket i biologilokalet blot havde været af tryghed? Jeg mærkede en varm ånde møde min kind og sekunder efter en brændende skøn følelse af hans læber. Jeg så op på ham og han smilte roligt.

"Kan jeg stole på dig?"

Spørgsmålet fik mig til at smile forlegent og jeg nikkede. Justin smilte kærligt og kærtegnede min kind.

"Så er vi bestemt sammen, baby - Smut du hellere ind til din mor og lillebror...", forklarede han stille med et kærligt smil. Jeg fniste stille.

"Du vil ikke med ind?", spurgte jeg med et flirtende smil.

Justin grinte kort og rystede på hovedet.

"Jeg tror, det er bedst, at du lige får noget ro over dig efter det der er sket i dag og i hele taget også jeg. Jeg har en del at skulle forklare mine forældre, når jeg kommer hjem...", svarede han med et lille smil. Jeg nikkede forlegent.

"Du afskyr mig vel ikke?", spurgte jeg forlegent og så ned i skødet på mig selv. En hånd greb mig blidt i hagen og fik mig til at se op og møde hans blide brune øjne. Han smilte meget forsigtigt.

"Nej baby, men efter alt det der er sket, så mener jeg ikke, at vi har noget at skynde os for... Jeg elsker dig jo af hele mit hjerte - Jeg synes bare at vi skal tage den med ro og så få styr på problemerne...", forklarede han stille.

Jeg nikkede med et hårdt suk.

"Du må også sørge for at fortælle din mor, hvad Jason har gjort ved dig, for det er langtfra i orden, det han har gjort... Sådan noget må du love ikke at gemme på...", tilføjede han med et bestemt blik. Jeg så væk fra ham.

"Jamen, jeg skammer mig og jeg vil helst ikke bebyrde hende med mine problemer...", snøftede jeg svagt og mærkede en tåre bane sin vej ned ad min kind.

Justin lagde sine arme om mig og trak mig ind i et varmt knus.

"Du har intet at skamme dig over, baby... Jeg har jo altid elsket dig og jeg behøvede bare tid til at indse, at jeg slet ikke kunne undvære dig i mit liv - At det så skulle ske på grund af Jasons voldtægt, det fik mig bare til at indse, at jeg slet ikke ville kunne undvære dig overhovedet... Jeg mener kun det er det eneste rigtige, at du taler ud med din mor om voldtægten, for hvis du ikke melder Jason, så gør jeg - Han skal ikke bare tro at det er i orden at voldtage en pige og være voldelig mod sin egen bror - nok elsker jeg ham et sted, men lige nu er det svært at elske en person der opfører sig på den måde og det er også underordnet om det er min egen tvillingebror... Det er vigtigt, at alt bliver sagt, baby - Han skal ikke slippe fra det, forstår du?", kom det bestemt fra ham. 

Jeg så op på ham og fandt hans blik i sekunder, inden jeg puttede mit hoved på skulderen af ham. Jeg holdte lettere hårdt om ham, for jeg følte i nuet, at jeg kun kunne føle mig tryg og sikker hos Justin.

"Okay - Hvis du siger det?", svarede jeg mumlende og endnu en tåre rendte ned ad kinden.

"Hvad hvis det betyder, at Jason ville skulle sidde i fængsel i lang tid? Hvad så?", spurgte jeg stille med en knugende følelse i maven. Justin nussede mig på ryggen.

"Så er det jo sådan det må være, baby... Du skal ikke føle skyld over, at Jason nok ender i fængsel - Han har jo faktisk selv bedt om det... Tænk hellere på dig selv, så skal alt nok gå...", forklarede han stille.

Jeg sukkede hårdt og kneb den næste tåre hårdt ud. Jeg rettede mig op og så lige ind i hans lettere bedrøvet blik.

"Tro mig, baby - Jeg er heller ikke glad for hvordan situationen er lige nu og særligt ikke med hensyn til min egen bror... Men synes du selv det er godt, at sådan en opførsel skal gå i glemmebogen så let?", spurgte han stille.

Jeg rystede svagt på hovedet og lagde mine arme om nakken på ham.

"Nej, du har nok ret...", svarede jeg stille med en klump i maven.

Justin smilte svagt og trak mig ind i et blidt kys uden tunge og slap kort efter.

"Klarer du den?", hviskede han stille.

Jeg nikkede svagt og gav ham endnu et kys på munden med en anelse tunge og slap ham helt.

"Vi ses, baby..."

Jeg nikkede med et lille kærligt smil.

"Ja, vi ses skat..."

Jeg vendte mig omkring og tog min taske fra gulvet mellem mine ben og steg ud af Justins bil og skulle til at lukke døren i, da jeg så Justin smile forsigtigt.

"Det er nok bedst, at vi tager det stille og roligt i øjeblikket, baby - er det okay for dig?"

Jeg sank en klump. Ja, det huede ikke mig, for jeg havde virkelig savnet ham i lang tid. Jeg nikkede svagt med et falsk smil.

"Det er det vel?", mumlede jeg nærmest.

Justin nikkede med et smil og startede bilen og jeg smækkede døren i og betragtede ham køre væk og forsvinde til højre nede ved svinget.

Jeg sukkede hårdt og vendte mig omkring og begav mig hen mod hoveddøren. Alt det jeg skulle fortælle min mor om Jason og voldtægten - Det huede mig ikke.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...