In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57906Visninger
AA

2. Andalysia...


Justins synsvinkel:

Kender i den følelse, når i ikke ved hvad der er rigtigt eller forkert? - Hvad der er oppe eller nede, som når man for eksempel betragter et maleri, en horisont, et guddommeligt mesterværk med de mest fantastiske bjerge og søer, der synes at gå i et, eller hvis man befandt sig en grotte, der er så mystisk, hvor man ikke kan se hvor grotten deler sig mellem drypsten og vand? Lige netop sådan en følelse havde jeg. Alt syntes ende i en uendelighed, hvor der ingen reel vej, var at finde. Jeg følte mig lettere på mange måder og alt syntes at være delt op i skarpt lyst eller relativt meget mørkt. Farver var så klare, at intet så beskidt eller forurenet ud.

"Justin?"

Jeg hørte godt stemmen bag mig, men dette sted jeg sad ved var så fredfyldt. Alt hvad jeg så var et brusende vandfald med det klareste vand. Jeg så flere fisk, der nærmest dansede på overfladen inden de forsvandt igen under det oprørske vand.

"Justin - Det er tid..."

Hans stemme var ikke lige så høj som før, men den var rolig og en hånd lagde sig på skulderen af mig. Jeg betragtede hånden, der tydeligvis var fra en farvet. Jeg så mig op bagover og fandt hans brune blik på mig. Han smilte skævt.

"Hvor skal vi hen?", spurgte jeg med en lille klump i halsen.

Han smilte og rettede sig op og rakte hånden mod mig.

"Vi skal ud på en lille rejse...", svarede han stille med en masse overskud i stemmen.

Jeg så bag ham hvor to heste stod længere henne ad bækken og drak stille af vandet. Jeg smilte lettere nervøst og så på fyren igen, der snildt kunne være på min alder, men var tydeligvis afro eller noget i den dur, eftersom han havde en fin mokkafarvet hud, der komplimenterede hans hvide klæder. 

"Hvor skal vi hen?", spurgte jeg undrende igen. Fyren grinte smørret.

"Det finder vi ud af.", svarede han bare. Jeg så på ham med et løftet undrende øjenbryn.

"Du ved ikke hvor vi skal hen?", spurte jeg undrende. Han grinte smørret.

"Det er dig, der viser vejen.", svarede han med et blink med øjet. Jeg så mærkeligt på ham.

"Er det det?", spurgte jeg målløs.

Fyren nikkede med et blink med øjet og gik over til den sorte hingst. Den anden hest var helt kridhvid, ligesom den nyfaldne sne var om vinteren. Jeg begav mig hen mod ham og følte en kildrende følelse på mine fødder og så ned. Det var det fineste bløde og grønne græs og jeg havde bare fødder. Faktisk var jeg slet ikke i mine elskede baggy bukser, men jeg havde et par lyse afslappende bukser på, der føltes som hør eller noget, for stoffet var overraskende blødt, tyndt og flagrende. Jeg betragtede den matchende bluse eller var det tunika af en art, eller meget speciel skjorte jeg havde på og et smalt brunt læderbælte om livet. Jeg havde en lille dolk siddende i en skede ved hoften. - Virkelig besynderligt, at jeg ikke havde lagt mærke til det før nu. Jeg så op og fandt blikket på fyren igen, der stod med et afventende smil.

"Hvor er jeg?", spurgte jeg undrende. Fyren grinte svagt.

"Du er i Andalysia... Andet du vil vide?", svarede han med et spørgsmål.

Jeg nikkede målløs over svaret da det sted helt klart ikke sagde mig noget.

"Hvem er du?", spurgte jeg lige ud.

Han grinte og begav sig hen til mig og stilte sig med en meters afstand.

"Jeg er Nathaniel.", svarede han.

Jeg så undrende på ham.

"Nathaniel og hvad mere?", spurgte jeg undrende. Han grinte smørret.

"Ikke mere end det, bare Nathaniel, men hvis det kan glæde dig, så kan du få lov til at kalde mig Nat eller Nathan, og det er til trods for Polon, Melias og Zacharias ikke er så begejstrede for mit alternative kælenavn, men når det gælder dig Justin, så synes jeg det er helt okay - Jeg er jo ikke din beskytter for ingenting, vel?", svarede Nathaniel.

Jeg så målløs på ham.

"Hvem er Polon, Melias og Zacharias?", spurgte jeg forvirret.

Nathaniel grinte smørret og fugtede sine brede læber.

"De mine brødre!", svarede han med et smil og han vendte sig om og gik over til den sorte hingst igen og steg op på den.

Jeg gloede forundret og nikkede bare uforstående. Alt det der foregik for mig, føltes en tand for underligt, og hvorfor var jeg i dette tøj og havde en dolk og var dette mærkelige sted, som faktisk var noget af det smukkeste jeg nogensinde havde oplevet? Nathaniel smilte til mig.

"Nå, skal det være i dag eller i morgen?", spurgte han. Jeg så undrende på ham.

"Hvad er du præcist, Nat?", spurgte jeg ham bestemt og begav mig over mod ham og hesten. Han smilte skævt.

"Jeg er din beskytter - Ja, mennesker kalder os for skytsengle, men jeg foretrækker bare ordet beskytter, for det lyder mere cool, hvis du forstår? - Det er vel okay, at jeg siger cool, ikke? For hvis jeg skal være helt ærlig ikke, så mener skaberen ikke, at det er noget guddommeligt ord, dog heller ikke noget slemt ord.", forklarede Nathaniel.

Jeg så chokeret op på ham. 

"Skaberen? Taler du om Gud?", spurgte jeg undrende.

Nathaniel grinte og så væk fra mig og viste med hænderne omkring sig.

"Betragt dette mesterværk, Justin. Der findes ikke noget smukkere end dette sted!", forklarede han og så ned på mig igen med et smil og blink med øjet.

"Stig op på Brego!", tilføjede han. Jeg så undrende på ham.

"Dette sted er ikke jorden, vel?", spurgte jeg, da det efterhånden gik op for mig, at jeg nok ikke var på noget jordisk sted.

Nathaniel rystede på hovedet med et smil.

"Nej Justin - Du er hvor du er nu... Et guddommeligt land, der hverken er himmelen eller jorden."

Jeg så forundret på ham.

"En drøm?", spurgte jeg og Nathaniel smilte svagt.

"Det kan jeg ikke svare dig på, Justin...", svarede han med et smil.

"Stig op på Brego!", sagde han igen. Jeg så målløs på ham.

"Brego? Er det den hest der?", spurgte jeg undrende og pegede på den hvide hest.

Nathaniel smilte med løftede øjenbryn på mig.

"Han er din, så det burde finde dig naturligt, Justin.", grinte han smørret.

"Naturligt? Hvad er naturligt her? Er vi i skærsilden?", spurgte jeg direkte.

Nathaniel slog pludseligt en voldsom latter op.

"Haha, ja, i mennesker har altid troet på skærsilden, himmelen og helvedet, men for at være ærlig her, Justin, så findes det ikke, så længe man er ren af hjertet og det er du bestemt Justin.", svarede Nathaniel.

Jeg sank en klump og nikkede. Jeg forstod ikke meget af hvad Nathaniel ligefrem mente, men lidt gav det da mening.

"Er jeg død?", spurgte jeg lige ud med en hård klump i halsen.

Nathaniel smilte meget svagt.

"Justin, for at være ærlig, så er det kun dig der ved det. Hvad jeg mener af, så er du stadig i live, men du svæver mellem livet og døden. Din krop kæmper et sted, som du kun ved hvor er. For jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg er kun din beskytter og ven og jeg viger ikke fra din side et eneste sekund.", forklarede Nathaniel. Jeg så målløs op på ham.

"Så det er kun mig, der ved om jeg skal dø eller leve?", spurgte jeg chokeret over at finde ud af, at der faktisk var en grund til, at jeg ikke vidste hvordan jeg var endt dette sted.

Nathaniel nikkede med et lille smil.

"Din rejse venter dig og det er kun dig der ved hvilken vej vi skal... Tag dine sko på og stig op på Brego, så vi kan komme af sted.", forklarede Nathaniel.

Jeg nikkede med tristheden i mig og jeg så mig omkring i græsset.

"Hvor er mine sko?", spurgte jeg.

Nathaniel smilte og pegede et stykke bag mig og jeg fulgte hans pegende finger. Jeg kunne straks se, at de lå op ad en stor sten og nogle mindre sten. Jeg satte mig på den store sten og to de specielle lædersko på, der faktisk lignede noget fra middelaldertiden. Der var ikke meget sneakers eller Supras over dem. Men alt den slags betød vel slet ingenting, for dette forunderlige sted, som jeg var på nu havde helt sikkert en forbindelse til, at jeg skulle finde min udvej tilbage til livet. For jeg var sikker på, at der var en mening med, at jeg ikke var kommet helt til himmels endnu.

- Jeg havde helt sikkert uafklarede sager på jorden.....

~

Yup, dette første kapitel blev i nok ikke meget klogere af, men ikke des mindre, valgte jeg at starte ud sådan ;) Det er vel også gået op for jer, at Justin ikke er helt død og var alt dette bare drøm, eller er han virkelig sådan et forunderligt sted, som vi andre nok ville kalde for en mellemstation, hvor hans kødlige krop kæmper for om han skal leve eller give efter? Tja, som alle andre gange ~ Svaret findes og skal nok dukke op med tiden ;)

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...