In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57738Visninger
AA

5. Aldrig gøre lignende igen...


Lilys synsvinkel:

Jeg havde virkelig svært ved at koncentrere mig om dramatimen, til trods for, jeg ikke rigtigt var med i, hvad der blev snakket om? Jeg tror bare det hele sejlede ud i et og alt hvad jeg kunne tænke på, var at jeg skulle hen på hospitalet, når jeg havde fri fra skolen. Jeg sad bare og stirrede ud i mørket, mens flere elever førte audition til "En Skærsommernats Drøm".

Jeg blev lettere distraheret, da det brummede i min stramme bukselomme. Jeg trak diskret min iPhone op og så nærmest straks en besked fra Jason. Jeg sukkede hårdt over det. Jeg havde seriøst ikke lyst til at sms'e med ham lige nu. Han mindede for meget om Justin, og det skræmte mig temmelig meget. Jeg læste dog alligevel beskeden:

"Farvel Lily - Ville ønske, at jeg kunne gøre alt anderledes, men det kan jeg ikke... - Jason."

Jeg så underligt på det han havde skrevet. Hvis han ville have lyst til at få mig ud af flippen med den sms, så lykkedes det ham også. Jeg tog slet ikke hensyn til de andre og jeg løb bare op ad trapperne og ud af teaterlokalet og endte ude på gangen. Jeg tøvede ikke med at ringe Jason op med det samme. For nok var jeg selv i dyb sorg, men jeg var trods alt ikke blind, for hvis andre nærmest råbte om hjælp.

"Duut... duut... duut..."

Jeg begyndte at bide nervøst i min pegefingernegl, over at han ikke tog den.

" - duut... duut..."

"Tag den nu, for pokker!", sagde jeg halvhøjt og begav mig ud af bygningen og småløb hen over græsplænen.

" - duut... duut... Ja...", svarede en hulkende stemme, som jeg dårligt ville kunne genkende, men kun fordi han lød som Justin, når han græd, så vidste jeg at det var Jason, der svarede.

"Please, gør ikke noget dumt!", udbrød jeg frustreret.

Jeg hørte nogle hårde snøft fra ham.

"Hvad skulle stoppe mig?  Alle er jo ligeglade med mig...",  svarede han ret grådkvalt.

Ja, hans stemme var dårligt til at kende, eftersom jeg ellers var vant til at han plejede at have en flabet og hård tone i sig, men siden den tirsdag aften ved sygehuset, havde hans toneleje og opførsel ændret sig markant, til det der mindede alt for meget om Justin. Det var jo ikke ment som noget dårligt for hans vedkommende, men det gjorde, at det skræmte mig endnu mere, fordi han gav mig følelser jeg ikke ønskede skulle dukke op i mig, eftersom mit hjerte tilhørte helt og holdent hans bror. Jeg standsede op næsten nede for enden af græsplænen mod vejen langs skolen.

"Det passer ikke...", svarede jeg med begyndende tårer, der rendte stille.

"Jeg er jo bare i vejen, Lily - Hverken du eller min familie har lyst til at vide af mig... I væmmedes alle sammen over mig, kun fordi jeg er Justins dumme tvilling - Jeg har ikke fortjent at leve og jeg er sikker på, at både du og mine forældre havde ønsket at det var mig, der lå i koma og ikke Justin - Har jeg ikke ret?", snøftede han hårdt.

Jeg hulkede stille.

"Det er ikke sandt, Jason... Du er dig, og ingen anden og du skal hverken sammenlignes med Justin, og der er ingen der ønsker dig i koma, eller død...", græd jeg stille.

Jeg løj måske lidt her, men jeg ønskede virkelig heller ikke, at Jason skulle føle sig værdiløs og uden betydning. Han hulkede i røret og sagde ikke noget. Jeg stod magtesløs midt på græsplænen.

"Jason?... Hvor er du?", spurgte jeg forsigtigt, til trods for flere tårer rendte ned ad mine kinder.

Han græd stille i den anden ende.

"Please Jason... Sig hvor du er, så kommer jeg hen til dig...", forklarede jeg stille.

Han hev efter vejret i sekunder inden han brød ud i gråd igen.

"Du er jo ligeglad med mig...", svarede han hulkende.

Jeg sank en klump med tårerne rendende stille ned ad mine kinder.

"Det passer ikke... Jeg holder virkelig meget af dig...", svarede jeg med en hård klump i halsen.

Han gav mig følelser, som jeg ønskede bort, men ikke kunne.

"Det siger du bare for at standse mig...", snøftede han.

Jeg rystede kraftigt på hovedet.

"Nej! Jason, jeg siger det til dig, fordi jeg virkelig holder af dig... Jeg har måske ikke ligefrem vist det til dig, men jeg har været så skræmt over din pludselige anderledes opførsel og jeg er ked af hvis jeg siger noget forkert, men du minder mig alt for meget om Justin og det skræmmer mig bare så meget...", forklarede jeg stille.

Jason snøftede stille i den anden ende.

"Virkelig? - Jamen, så skal jeg nok gøre det let for dig...", svarede han med en tom tone i stemmen. Jeg blev underlig i hovedet.

"Jason, du gør ikke noget dumt!", råbte jeg frustreret i røret og straks hørte jeg en hulken.

"Hvorfor skal du gøre det så svært for mig? Jeg prøver at fjerne dine lidelser og jeg prøver at fjerne mine egne...", snøftede han i røret.

Jeg sank endnu en klump.

"Sig ikke sådan, Jason... Jeg elsker dig og det ved du! Du har en grund til at leve - Måske, du har ret i, at...."

"Elsker du mig?", afbrød han mig.

Jeg forstummede i sekunder. Jeg var målløs, men okay, hvis det var det, der kunne hjælpe ham her i dette tilfælde, så var jeg villig til at ofre mig.

"Ja...", svarede jeg stille med en klump i halsen.

Et eller andet sted elskede jeg ham, men det var på min egen måde.

"Jeg troede, at...", begyndte han stille, men forstummede i sekunder.

Jeg sank en klump og lyttede bare til hans åndedræt, der lød til at være blevet roligere. Måske min snak med ham, beroligede ham.

"Jeg troede, at du hadede mig?"

Jeg rystede på hovedet.

"Nej Jason... Jeg elsker dig og jeg er sikker på, at din familie elsker dig...", svarede jeg med en knugende smerte i maven.

"Hvordan elsker du mig?"

Jeg sank en klump.

"På min helt egen måde...", svarede jeg stille.

Jeg stod blot og lyttede til de snøft han kom med.

"Elsker du mig, som du gør med Justin?"

Spørgsmålet sad fast som en knude, der blokerede for mit luftrør. Hvad pokker skulle jeg svare?

"Nej, jeg elsker dig på min egen måde... Jeg har jo sagt, at du og Justin er to forskellige personer...", svarede jeg med en klump i halsen.

"Jason?  Sig nu hvor du er?", bad jeg frustreret.

Der blev helt stille i røret. Jeg anede et mønster her.

"Jason? - Svar mig nu?!", bad jeg frustreret.

"Jeg er bag dig..."

Stemmen bag mig, fik mig til at måbe og jeg vendte mig om og så ham stå med forgrædte røde øjne og hænderne placeret i hans bukselommer. Vi stod bare og betragtede hinanden i flere sekunder. Jeg gik hen til ham og omfavnede ham.

"Du gjorde mig så bange...", hviskede jeg i knuset.

Han lagde forsigtigt sine arme rundt om mig og vi stod nok i lange minutter og bare holdte om hinanden.

"Undskyld...", hviskede han i små snøft.

Jeg smilte svagt og kærtegnede hans ryg med korte strøg.

"Du skal ikke undskylde... Du må love mig ikke at gøre lignende igen... Det kan mit hjerte ikke bære... Vi har kun hinanden på lånt tid, så vi må lære at passe på hinanden...", hviskede jeg i knuset.

Jason sagde ikke noget, men jeg kunne mærke, at han nikkede i knuset.

"Så... Du hader mig ikke?", spurgte han stille.

Jeg smilte svagt og trak mig lidt fra ham og så ham dybt i øjnene og rystede svagt på hovedet. Jeg lagde mine hænder på hans kinder og veg ikke blikket fra hans, trods hans ret rødsprængte og blanke øjne.

"Jeg hader dig ikke...", hviskede jeg og stilte mig svagt på tær og kyssede blidt hans pande.

Han tvang et smil frem.

"Får jeg også et på munden?", spurgte han med et pludseligt smørret smil, så jeg ikke kunne lade være med at grine.

"Nu trækker du den...", grinte jeg og han grinte med selv.

"Gik den, så gik den?", grinte han smørret.

Jeg nikkede i grin og trak mig væk fra ham.

"Du må lære dine grænser, Jason...", smilte jeg svagt og så flygtigt i jorden.

Jason nikkede med et svagt smil.

"Er vi venner?", spurgte han med et lille smil og trak på skuldrene.

Jeg nikkede i et stort smil og omfavnede ham igen og gav ham et kys på kinden og knugede mig tæt på ham. Han slappede helt af i kroppen og lagde armene om mig.

"Hvad skal du i aften?", spurgte han stille i knuset.

"Jeg ville egentligt besøge Justin...", svarede jeg stille og lagde mit hoved på hans skulder og lukkede øjnene og nød følelsen, at være tryg.

"Du tror ikke, at Justin ville kunne undvære dig til aften? Jeg havde tænkt mig, at en filmaften hjemme med slik og popcorn og måske en kæmpe bøtte is, ville kunne være fristende?", spurgte han stille med et lille grin i stemmen.

Jeg smilte og trak mig lettere væk fra ham og fandt hans blik og nikkede.

"Jo... Så bliver jeg hos Justin i nogle timer og så kan vi se film sammen i aften... Hos dig eller mig?", spurgte jeg stille med et lille smil.

Jason smilte charmerende.

"Det kan sagtens være hos mig, eftersom jeg har tv på værelset...", svarede han med et smil.

Jeg nikkede med et stort smil og trak mig helt væk fra ham.

"Jeg kommer hjem til dig ved en syvtiden, hvad siger du til det?", svarede jeg med et spørgsmål og et lille kærligt smil. Jason nikkede.

"Det er en aftale, søde!", svarede han glad, trods hans stadigt røde øjne.

Jeg grinte og lagde min arm om hans nakke.

"Lad os klare de sidste timer i skolen.", grinte jeg.

Jason grinte selv og vi begav os op ad græsplænen mod skolen. Det var helt rart at få lov til at grine lidt efter næsten en måned i dyb sorg.

- Måske, var det meningen at jeg og Jason skulle holde sammen, så vi kunne klare dagene?....

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...